**Sørens dagbog**
Hele mit liv har jeg drømt om en søn. Endda havde jeg valgt et navn – Tobias. Men sådan blev det ikke; vi fik tre døtre i stedet. Min kone Mette var altid munter: “Se dog, hvor smukke de er,” sagde hun, og jeg nikkede smilende. Selvfølgelig elskede jeg de kloge piger højt. Alligevel mærkede jeg somme tider en lille misundelse, når jeg så naboen sparke bold med sine drenge.
“Hold op, Søren! Din Astrid går til karate. Hun slås bedre end nogen dreng,” sagde min ven. Jeg lo. Astrid på ti år var virkelig en tøs med bid. Hendes søstre – tvillingerne Freja og Ida på syv – var også rap i replikken. Men drømmen om en søn forlod mig aldrig.
Mine døtre havde også en drøm: et kæledyr. “Nej, jeg kan ikke holde ud at have en evigt gøende skabning hjemme,” afviste jeg deres bønner om en hund. “En kat ødelægger tapetet. Hamstere stinker. Papegøjer larmer for meget.” Pigerne rynkede panden og blev sure. “Naja og Lærke har to hunde hjemme, og det går jo fint,” brokkede Astrid sig lavt, men jeg var ubøjelig. “Vi finder på noget,” trøstede Freja, som aldrig gav op.
Min fødselsdag nærmede sig. Pigerne sad på Astrids værelse og diskuterede gave. “Termokande? Barberingskit?” “Nej, alt for banalt!” “Tegn så et kort selv, når du er så klog! Der er kun to dage til festen!” “Hold nu op, det er som børnehave! Gaven skal være overraskende og mindeværdig, siger mor.”
Diskussionen varede en halv time og truede med at blive til slagsmål, da telefonen ringede. “Astrid, har I husket at smide skraldet?” spurgte Mette. “Selvfølgelig… alt er smidt. Kommer du snart hjem?” løj Astrid uden at blinke. Og da hun hørte, at mor ville blive væk, skyndte hun sig ud. “Vi kommer med!” råbte tvillingerne. “Skal vi tre gå ud med én skraldepose?” sukkede Astrid, men snart var hele banden ude af opgangen.
“Hører I det? Derovre ved skraldecontainerne,” hviskede Ida. De standsede og nikkede. Tættere på hørte de en jamren fra containerne. “De har da ikke smidt en kat der?” sagde Astrid usikkert. Freja trak på skuldrene og begyndte at hive poser ud. Med sammenbidte ansigter hjalp søstrene til. Da katten hørte, at redningen var nær, skreg den fortvivlet. “Håber den ikke springer på os. Hvorfor kravler den ikke selv op?” stønnede Astrid og lænede sig over kanten. Efter nogle minutter fandt de svaret: “Voksne folk er helt tossede. At pakke en kat i en pose og smide den ud!” rasede Astrid, mens hun løsnede plastikken. Der sad en bange rødkat.
“Hvor er den smuk og kælen! Hvordan kunne nogen gøre det?” sukkede Ida. Katten kravlede straks op på hendes arm og trykkede sig ind til hende, skælvende.
“Hvad laver I, små ballademagere? I har hældt alt skrald ud på vejen! Jeg klager til jeres forældre!” skreg fru Larsen fra altanen. Det nyttede ikke at diskutere; hun stormede imod dem. “Løb!” kommanderede Astrid, og pigerne fløj op ad trappen. “Puha, det gik,” sukkede Freja og smækkede døren i. “Hun klager nok alligevel. Kan I huske, da vi smadrede vinduet? Hun stod klar samme aften og fortalte far,” gryntede Astrid.
I mellemtiden gik jeg hjem fra arbejde. Humøret var godt; weekend og fødselsdag ventede. Jeg havde altid elsket denne fest og glædede mig til at fejre med familien. Pludselig dukkede en klarsynet dame op ved siden af mig. “En uventet gave venter dig, kære! Du vil blive glad og le!” sagde hun hurtigt og rørte ved min hånd, før hun forsvandt. “Mærkelige spåkoner nu til dags. Plejede de ikke at bede om mønt?” tænkte jeg og skyndte mig hjem.
Derhjemme diskuterede pigerne ivrigt. “Ved I, hvad mor giver far?” spurgte Astrid, men tvillingerne trak bare på skuldrene. “Jeg spurgte, men hun sagde, det er en overraskelse,” svarede Freja. Det var underligt; mor plejede at forberede festen sammen med dem. “Jeg så hende lægge noget i en gavekuvert. Måske en rejse til et kursted? Kan I huske, de drømte om en ferie?” sagde Ida drømmende. “Måske. Men vores overraskelse bliver mindst lige så god. Den bliver uventet,” hviskede Astrid. “Bare han ikke opdager den for tidligt,” lagde Freja fingeren på munden.
Så ringede dørklokken. Pigerne åbnede; vi stod på trappen. “I er underligt stille i dag. Tilstå straks, hvad I har gjort,” sagde Mette og så skarpt på dem. De forsikrede, at alt var i orden. “Vi har endda smidt skraldet,” rapporterede Astrid. “Godt. Hvorfor er badeværelset så vådt?” spurgte mor. Pigerne vekslede blikke. “Undskyld, mor, jeg ville vaske en T-shirt. Den blev lidt beskidt,” sagde Ida med nedslåede øjne. “Ikke en dag uden eventyr!” lo jeg. Humøret var stadig højt. Pigerne gik hurtigt på deres værelser og lagde sig uden protest.
“Holdet vokser… Se, hvor lydige de er i dag. De laver sikkert en overraskelse til mig,” smilte jeg til Mette. “Det ligner mere stilhed før stormen,” sagde hun skeptisk. Hun kendte sine døtre alt for godt.
Vi faldt i søvn, men fra Astrids værelse lød der en lyd. “Syntes jeg hørte en miaven?” mumlede jeg halvsovende. Da vi gik ind, sad Astrid med Freja. “Jeg havde et mareridt, men det går nu. Må jeg sove hos Astrid?” spurgte hun stille. “Selvfølgelig, skat. Har I brug for hjælp?” spurgte Mette. Pigerne nikkede, og natten gik roligt.
Nat før min fødselsdag sov jeg dårligt. Jeg drømte om en rødhåret spåkone, der mjauede og stirrede med grønne øjne. Endelig vågnede jeg – og frøs. Lige på mit bryst sad et rødt uhyre og borede blikket i mig. “Mjav,” hilste monsteret. “Aaah,” gled det ud af mig. Mette spjættede op. “Hvad? Hvad er det?” stammede jeg og stirrede på katten, der nu forsøgte at lægge sig ved mine fødder. Mette så forvirret ud.
“Åh, far! Du har allerede set overraskelsen!” sagde Astrid muntert, mens hun kom ind. Tvillingerne fulgte efter: “Tillykke med fødselsdagen, far! Vi ville give dig en gave, du aldrig glemmer. Mød Møffe. Han er rolig og velopdragen. Forresten har han boet her i to dage uden at du opdagede det. Alle sofaer er hele, og tapetet er fint,” sagde Freja og Ida i munden på hinanden. Mette lo, mens jeg gabte efter luft.
“Bare rolig, far. Mor giver dig en rejse til et kursted, så I kan slappe af væk fra os. Vi klarer os selv,” fortsatte Astrid. “Hvilket kursted? Vent, piger,” sagde Mette overrasket. “Men din gave i kuverten, var det ikke en ferie? Jeg så det selv,” hjalp Ida til. Mette lo nervøst. “Det er åbenbart umuligt at skjule noget i dette hus,” sagde hun endelig.
“Hvad gør jeg med det dyr?” spurgte jeg og så på katten, der spandt ved mine fødder. “Far, det skete ved et tilfælde. Vi gik ud og fandt Møffe i en pose i skraldecontaineren. Så kom fru Larsen og skreg. Du ved, hvordan hun er,” begyndte Astrid. “Vi blev bange og løb hjem,” tilføjede Freja. “Det gik af sig selv, og så var katten her. Vi kunne ikke smide ham ud igen. Vi har vasket ham. Han er så rolig og tålmodig,” sagde Ida med tårer i øjnene.
Jeg sukkede. Spåkonens ord faldt mig ind. “Ja, en gave uden lige,” mumlede jeg og så på hele banden. “Måske har pigerne ret. Katten har lidt nok. Han virker rolig og kærlig,” støttede Mette. Jeg sukkede igen. “Han fanger mus til os. Det er jeg sikker på,” sagde Freja med et jernargument. “Vi har aldrig haft mus,” påpegede jeg. “Alt kan ske. Jeg hørte en raslen bag væggen i går,” støttede Ida.
“Okay, I ballademagere. Vi ser, hvordan I opfører jer fremover. Og Møffe,” lo jeg. “Hvorfor Møffe?” spurgte Mette. “I skulle høre, hvor sjovt han spinder, når man klør ham på maven,” smilte pigerne. “Men hvad var der i kuverten?” spurgte Ida nysgerrigt. Mette blev lidt rød og hentede en lille æske med kuverten. “Det kan ikke være sandt!” sagde jeg ophidset og så indholdet. Jeg kunne ikke holde tårerne tilbage.
*****
Om aftenen hviskede Ida til Freja i sengen: “En lillebror er fantastisk, men jeg tror, Møffe gjorde et lige så stort indtryk.” “Møffe er en forræder. Han sov hos os i to dage, men i nat flyttede han til forældrene,” fnisede Freja. “Det er jo fars kat,” lo Ida. Jeg lå lykkelig og lyttede til Møffes spinden. “Så fredfyldt en lyd. Hvorfor fik vi ikke en kat før? Jeg forstår det ikke,” hviskede jeg og holdt om Mette. “Nyd stilheden. Snart bliver der ikke meget søvn i dette hus,” lo hun. “Ved du, jeg kan næsten ikke tro, at vi får en søn! Tak, skat, det er den bedste gave!” smilte jeg og lukkede øjnene af lykke.
**Lære:** Nogle gange kommer de største glæder uventet og i en helt anden form, end man havde forestillet sig. Man skal huske at åbne sit hjerte for overraskelserne – både dem med pels og dem med små fødder.
