Mette kom ud et øjeblik senere. Rolig, smilende – sådan som jeg ikke havde set hende i meget lang tid.
“Kan vi tale sammen?” spurgte jeg.
“Der er ikke mere at tale om,” svarede hun.
Og det værste? Hun havde ret. Nogle fejl kan rettes. Andre bliver en lærestreg. En meget dyr, meget smertefuld lærestreg.
Når jeg ser tilbage, forstår jeg én simpel ting: Jeg forlod ikke Mette, fordi hun var blevet dårlig. Jeg var selv blevet dårlig. Fordi jeg troede, at ungdom automatisk er bedre end modenhed. At passion er vigtigere end familie. At opmærksomhed er vigtigere end loyalitet. At lange ben kan erstatte et hjemligt hyggeligt liv.
Det kan de ikke. Især når maven allerede har stemt for en ordentlig omgang kødsuppe.
💬 Hvad synes du? Skriv det i kommentarerne 👇❤️
