Næste overraskelse var pengene. Ungdom elsker underholdning: caféer, restauranter, gaver, rejser, nye telefoner, nye tasker, nye oplevelser. Mine opsparing smeltede hurtigere, end jeg kunne tjekke bankappen. Hver måned brugte jeg mere end den foregående. Men jeg holdt ud – for kærlighedens skyld, for passionens skyld. Fordi jeg var en idiot.
Efter fire måneder var passionen forbi. Formelt eksisterede den stadig, men den lukkede ikke længere øjnene for virkeligheden. Og virkeligheden så sådan ud: færre penge, flere nerver, ingen ordentlig mad, kaos derhjemme og regelmæssige skænderier.
Så besluttede kroppen at give sin mening til kende. Først ondt i maven, så værre, så meget værre. Jeg endte på hospitalet i ti dage. Hele ti dage. Og ved I, hvem der besøgte mig? Ikke Lykke. Hun sendte to beskeder: “Hvordan går det?” og “Hvornår bliver du udskrevet?” Det var alt.
Så kom Mette med børnene. Hun havde suppe, frugt, hjemmelavede frikadeller og medicin med. Lille Emil kravlede op i min seng, Signe gav mig et kram, og Mads spurgte til mit helbred. I det øjeblik havde jeg det helt dårligt – ikke på grund af maven, men på grund af erkendelsen. For første gang i flere måneder følte jeg mig hjemme. På en hospitalsstue. Sammen med min ekskone.
Efter udskrivelsen forsøgte jeg et stykke tid at lade som ingenting. Men indeni vidste jeg det: Jeg havde taget fejl. Så en dag tog jeg af sted. Kørte til Mettes lejlighed på Frederiksberg. Gik op ad trappen. Ringede på. Indenfor øvede jeg mentalt en tale om fejl, kærlighed og en ny chance.
Døren gik op. Men det var ikke Mette. Der stod en mand på omkring 45 år, i joggingbukser, med et fuldstændig roligt ansigt. Fra lejligheden duftede der af hjemmelavet suppe – den helt rigtige duft. Han så på mig, jeg så på ham. I det sekund gik det op for mig. For alvor.
