Nu virker det komisk, især ordet “forstå”. For efter et par måneder viste det sig, at hun overhovedet ikke forstod, hvorfor en vaskemaskine skulle tændes oftere end én gang om ugen. Men dengang fløj jeg rundt som en teenager uden kritisk sans.
Selvfølgelig fandt Mette ud af det. Det gør de altid. Skandalen var voldsom. Jeg forventede tårer og bønner, men fik en kuffert og døren. “Gå,” sagde hun. Jeg gik med en sejrsmine. Ironisk, ikke? Jeg troede, jeg var vinderen. Forude lå frihed, passion, ingen børneskrig og ingen rutine.
En uge senere lejede Lykke og jeg en lejlighed i Odense. Efter to uger begyndte jeg at savne ordentlig mad. Men først senere forstod jeg katastrofens omfang. Lykke lavede ikke mad. Overhovedet. Hendes kulinariske evner stoppede ved take-away-appen. Selv spejlæg blev til et kemisk eksperiment. Først syntes jeg, det var sødt, så sjovt, så bekymrende. Efter en måned drømte jeg om en gryde suppe. Efter to måneder drømte jeg om Mettes hjemmelavede kødboller med sovs. Jeg vågnede næsten grædende.
Men maden var kun begyndelsen. Så kom hverdagen. En toogtyveårig kvinde er ikke det samme som en på fyrre, overraskende nok. Tøj lagde sig ikke af sig selv i skabet, opvasken vaskede jeg (hendes negle), gulvet blev ikke fejet (hun havde allergi), og støvet eksisterede i overflod. Lejligheden så ud, som om en lille tornado af skønhedsprodukter var passeret. Overalt lå der krukker, tuber, flasker og æsker. En dag fandt jeg en hårtørrer i køleskabet. Jeg ved stadig ikke hvorfor.
Da jeg forsigtigt foreslog at holde orden, så hun på mig, som om jeg bad hende bygge en raket. “Jeg er ikke din rengøringsdame,” sagde hun. Og hun havde ret. Problemet var bare, at jeg heller ikke boede sammen med en rengøringsdame før – men alligevel var der rent.
