Han rakte hånden ud for at klappe det vilde dyr, men katten rykkede til siden og kravlede på en underlig måde væk fra ham, væk fra den udstrakte hånd.
“Se på ham!” skreg skoleinspektøren nærmest. “Forældrene er tilkaldt, og han skammer sig ikke engang!”
Asger så direkte ind i øjnene på den vrede inspektør. Drengens tiårige ansigt viste ikke det mindste tegn på anger over den begåede ugerning. Med en kedsommelig mine lyttede han tavst til Mette Lunds beskyldninger.
“Brænde klasseprotokollen!” inspektørens stemme gik over i et hvin.
“Vent udenfor!” sagde faren strengt.
Drengen gik ud af inspektørens kontor og smækkede døren højt. Det var ham ligegyldigt, om han blev straffet igen. Han kunne ikke handle anderledes – han havde givet sit ord.
Og hvad forældrene angik, så ville de snart glemme ham igen, når de rejste ud på endnu en ekspedition.
Samme aften blev det besluttet på familierådet at sende Asger til bedstefaren på landet hele sommeren. Måske kunne han få styr på den unge rebel.
*****
“Her er din dagsplan,” sagde Svend Olesen, tidligere soldat, og pegede på et ark papir med en jævn håndskrift. “På landet har man ikke tid til ballade; alle skal have mad og drikke.”
“Er jeg en slave?” udbrød Asger, da han læste den lange liste over pligter.
Svend Olesen smilede, da han så barnebarnets krigeriske blik rettet mod ham. I går havde sønnen bragt Asger og klaget uafbrudt til faderen over, hvor svær han var blevet. Konstant slagsmål i skolen, utilfredse lærere og inspektør – alt det tog tid fra videnskabelig forskning. Asgers forældre rejste på ekspedition og efterlod med lettelse deres rebelske søn hos bedstefaren.
Langsomt gled dagene af sted, fyldt med uvante gøremål.
Asger stod op med hanerne, hjalp bedstefaren med at fodre den plettede ko Frida, fire smågrise og den brunlige hest Vagn. Hente vand, stable kløvet brænde, luge bede.
Arbejdet stoppede aldrig, men Asger havde givet sit ord på ikke at klage.
“Holder han øje med mig?” spurgte Asger en dag og så mistroisk på bedstefarens store hund Basse, der fulgte ham som en skygge, når han forlod gårdspladsen.
“Han fornemmer, at du ikke er herfra, og er bange for, at du farer vild,” svarede bedstefaren med let ironi.
Asger holdt meget af at gå på fiskeri. Drengen lærte hurtigt at håndtere en fiskestang, og efter et par uger lod Svend Olesen ham gå alene ned til åen.
Det bedste bid var tidligt om morgenen, da det endnu var køligt. Asger kunne lide at sidde med stangen på bredden og se solen stå op, belyse alting omkring sig. Sådan noget så man bestemt ikke i byen!
En tidlig morgen, da han havde sat sig med fiskestængerne ved bredden af den smukke Gudenå, bemærkede Asger en bevægelse i det høje græs.
Tæt på kvækkede en frø højlydt, og straks gøede hunden. Velkendte lyde, men alligevel…
Græset bevægede sig igen, og drengen besluttede at tjekke.
Forsigtigt trådte han gennem det høje græs i morgendæmringen, men så intet. Da han troede, det kun var indbildning, ville han vende tilbage til stængerne, men i det samme hørte han en svag, jamrende lyd.
Han bøjede sig, skilte det høje græs med hænderne, og en kat hvæsede truende mod ham med ørerne lagt tilbage. Dens øjne advarede om at holde afstand, og hvæset udtrykte en tydelig trussel.
“Nå,” udbrød Asger overrasket. “Hvorfor hvæser du?”
Han rakte hånden ud for at klappe det vilde dyr, men katten rykkede til siden og kravlede på en underlig måde væk fra ham, væk fra den udstrakte hånd.
I det samme blev det lysere, og Asger så blodpletter på dyrets lyse pels. For hans øjne dukkede et billede op fra den seneste tid – fire teenagere, der mishandlede en stribet kat med en forfrossen højre øre.
Asger rystede på hovedet for at jage den smertefulde erindring væk. Katten var såret, den havde brug for hjælp!
Med bare hænder kunne han ikke tage den; den var vred og havde tydeligvis ondt. Han så sig omkring, men fandt intet egnet. Han havde en let vindjakke på for at beskytte sig mod morgenkulden.
Han tog jakken af og nærmede sig den hvæsende kat:
“Mis, mis, mis! Jeg vil kun hjælpe dig… Mis, mis, mis!”
Med sine sidste kræfter sprang katten til side, men Asger var hurtigere. Han dækkede katten med jakken, viklede den forsigtigt ind og trykkede den mod brystet. Derefter løb han for fuld fart hjem og glemte alt om fiskestængerne.
“Bedstefar, bliver katten okay?” spurgte barnebarnet for hundredende gang og så uroligt på døren til sommerkøkkenet.
“Vær ikke bekymret; Rigmor er dyrlæge og forstår sig på sår,” Svend Olesen strøg drengen over håret. “Gå indtil videre efter fiskestængerne, og når du kommer tilbage, er der nyt.”
Asger nikkede og løb hurtigt ned til åen efter stængerne. Han havde så travlt, at han næsten ikke kunne trække vejret, da han kom hjem.
I det samme dukkede den spinkle skikkelse af Rigmor Hansen op i døren til sommerkøkkenet. Den ældre kvinde sagde noget til Svend Olesen, hvilket fik ham til at smile glædeligt.
“Hvordan går det med hende?” udbrød Asger.
“Det bliver nok godt,” svarede Rigmor. “Det ligner, at en hund har bidt hende… Jeg har renset sårene; nu må du passe på hende.”
“Jeg gør alt!” udbrød Asger, og hans øjne fyldtes med glædestårer og lettelse.
Den aften forlod drengen ikke den sovende kat, han havde lavet en improviseret seng af en kasse og et gammelt tæppe. Han stillede skåle med mad og vand ved siden af og sad bare og så katten sove.
“Skal du sove her?” spurgte Svend Olesen.
“Må jeg?” spurgte Asger håbefuldt.
“Vi tager hende hellere ind i stuen,” foreslog bedstefaren.
De bar katten ind i det værelse, hvor Asger sov, og satte kassen ved siden af hans seng.
Ved nærmere eftersyn var kattens pels en lys beige farve med svage striber.
Asger satte sig på sengekanten og fortsatte med at iagttage sin patient, mens den sov.
“Nu ser jeg på dig, barnebarn, og undrer mig,” sagde Svend Olesen eftertænksomt, mens han satte sig på en stol i hjørnet. “Du er jo hverken doven, dum eller uansvarlig, og godhed er dig ikke fremmed. Hvorfor laver du så oprør?”
Asger så på bedstefaren og trak på skuldrene i stedet for at svare.
“Din sidste bedrift med klasseprotokollen…,” spurgte bedstefaren videre. “Du brændte den vel ikke bare for sjov?”
“Jeg havde givet mit ord, og når man giver sit ord, skal man holde det,” mumlede Asger.
Han rakte hånden ud og strøg forsigtigt den sovende kat over hovedet.
“Hvem gav du dit ord til?” Svend Olesens mistanke blev bekræftet, for han havde ikke troet på barnebarnets skyld.
“I kælderen på huset ved siden af skolen bor der en hjemløs kat, som jeg har fodret og talt med, præcis som du taler med Basse,” fortalte Asger og snøftede. “Jeg drømte om at tage den med hjem, men mine forældre ville slet ikke høre på det… Jeg gav Pelle mit ord på altid at beskytte ham.”
“Og hvad skete der med den kat?” spurgte bedstefaren med dæmpet stemme og holdt vejret.
“Nogle drenge fra de ældste klasser mobbede ham,” Asgers stemme skalv. “Jeg bad dem stoppe, og de sagde ja, på betingelse af at jeg brændte klasseprotokollen…“
“Skurke!” udbrød den ældre mand. “Hvor er den kat nu?”
“En kvinde tog ham, sagde pedellen,” Asger strøg igen katten. “Jeg ville så gerne vide, hvordan det går med Pelle.”
“Du er en god dreng!” bedstefaren strøg barnebarnet over håret. “Du holdt dit ord, det er rigtigt, men hvorfor sagde du ikke noget til dine forældre?”
“De spurgte ikke,” svarede Asger enkelt.
Dagene gik. Sårene på Lykkes krop, som Asger havde døbt hende, helede. Katten holdt op med at hvæse og se mistroisk på mennesker.
Lykke tog imod omsorgen fra den menneske, der havde reddet hendes liv. Snart blev katten flottere og tog mærkbart på i vægt, og den flyttede over i Asgers seng for at sove.
Drengens drøm gik i opfyldelse, men ofte så han i sine drømme den stribede Pelle med det forfrosne øre. Katten gned sig blidt mod hans ben og spinde højt, når Asger tog ham op.
“Hvor er du?” spurgte Asger i søvne den stribede kat, men fik intet svar.
Juli gik, og så august.
Asger ventede på, at hans forældre skulle komme og hente ham, men i stedet meddelte bedstefaren, at han skulle til byen i et ærinde. Om morgenen tog Svend Olesen sig af de daglige gøremål, overlod gården til barnebarnet og tog toget.
Han kom tilbage om aftenen, træt men tilfreds. Han roste Asger for ordenen i gøremålene og kaldte ham smilende mystisk ind i stuen, hvor han tidligere havde båret en stor kasse.
“Kom her, barnebarn,” Svend Olesen pegede på sofaen. “Se, hvem der kom med mig fra byen.”
Asger gik ind i rummet og så på sofaen. Drengen blinkede flere gange, bange for at det var syner.
“Pelle!” udbrød drengen og tog forsigtigt den stribede kat med det forfrosne øre op. “Bedstefar, du er den bedste!”
Katten så sund og velfodret ud. Senere fortalte Svend Olesen barnebarnet, at han var blevet så imponeret over Asgers handling, at han besluttede at finde den stribede kat og bad om hjælp fra Asgers skole.
Det viste sig, at pedellen netop havde kontaktet et internat for hjemløse dyr for at få katten fjernet, af frygt for dens liv.
I begyndelsen af september kom Asgers forældre med nyheden om, at de skulle på en lang ekspedition, og at drengen måtte bo hos bedstefaren et stykke tid.
Forældrene genkendte næsten ikke den glade og livsglade dreng, der tidligere havde været en rebel.
“Far, du har gjort et mirakel!” udbrød Asgers far.
“Lær at lytte til jeres barn,” sagde Svend Olesen formanende.
Hvad Asger angik, var han glad for at blive boende hos bedstefaren og ikke skulle skilles fra Pelle og Lykke.
Rebellen var blevet den mest omhyggelige og ansvarlige herre for sine to kæledyr.
