Tålmodighed, min pige! Du er nu i en anden familie, og du må respektere deres regler. Du er blevet gift, ikke bare på besøg.
Hvilke regler, mor? Alle er her helt tosset! Især svigermoren! Hun hader mig, det er tydeligt!
Har du nogensinde hørt om en venlig svigermor?
Går han ud! Går han ud! Så har han fundet på den! Inger Nielsen stod midt i køkkenet, ansigtet rødt af raseri, øjnene glødende af vrede. Når manden går ud, er det kvinden selv skyld. Hvorfor skal jeg så forklare dig alt?
Svigermoren var i sit rette element. Hun skreg på sin svigerdatter Lærke som om hun var skør, helt fordi Lærke havde mistanke om, at hendes mand Bent var utro mod hende.
Lærke, en ung, sart pige med store, uskyldige øjne, holdt sig op ad væggen og forsøgte at berolige den rasende kvinde.
Inger, det er jo urimeligt. Han har en familie, børn begyndte Lærke at forsvare sig, men svigermoren afbrød hende med en håndbevægelse, som om hun jagede en irriterende flue væk.
Er det din familie? Eller er det dit barn, som ikke lader os og din far komme ind? spottede svigermoren. Dit opdragelse, for resten!
Hvilket opdragelse, Inger? Vores lille Mikkel er kun et år gammel. Han er så lille, protesterede Lærke stille.
Lille? kvinden rynkede panden. I Egerts familie er børnetet endnu mindre. Det hopper rundt, og det kan ikke engang finde ud af legetøjet som din hun svang armen mod børneværelset.
Faktisk er det jeres barnebarn, svarede Lærke, stemmen rystende. Børn kan mærke dårlige mennesker. Måske er det derfor han ikke vil komme til jer.
Er vi dårlige? Det er som at male en ko! svigermoren brølede. Hvor lever du, dejlige, på kost og klip? Hvem leverer dine madvarer? Hvem betaler for dine kroner? Utaknemmelig!
Lærke gav op med at diskutere med den skandaløse svigermor. Hun havde tusind gange sagt til Bent, at hun ville bo for sig selv, men Bent, den forkælede ynglingssønn af sin mor, så ingen grund til at flytte ud.
Han elskede at bo hos sine forældre. Det var som at ligge i Jesu favn roligt til arbejde, mens de ældre klarede alt fra tøjvask til madlavning. En drøm, ikke et liv!
Lærke forsøgte i starten at gøre alt for svigermoren: hun hjalp med husarbejdet, lyttede til de endeløse klager om naboer og vejr. Men snart indså hun, at det var forgæves.
Uanset hvor god og tjenestevillig Lærke var, så hader svigermoren hende og skjuler det ikke.
Jeg bragte denne tåbelige pige ind, som om der ikke fandtes nogen normale, fortalte Inger Nielsen til naboen, mens Lærke stod ved huset og samlede Bents legetøj, og hørte alt.
Hun kørte hele vejen til et andet landsby for at hente hende! Der er ingen grund til det! Vores kvinder er langt bedre, mere arbejdsomme og klogere.
Det siger du også! nikkede den lokale sladderkone, fru Else, som allerede havde hørt alle landsbyens rygter.
Jeg forstår, at du ville gøre noget, men du, Inger, har jo altid haft hænderne på det forkerte sted. Intet kan du få til at gå op i en højere enhed.
Du kan ikke forestille dig, hvor meget! Du kan ikke stole på hende. Hun mister eller ødelægger alt. Og hendes barn er også ikke som det skal være.
Egerts barnebarn er en helt anden sag. En rolig, klog dreng. Men denne dreng driller hele tiden. Det ser ud til, at generne er på den forkerte side.
Når livet blev uudholdeligt, ringede Lærke til sin mor i nabobyen, græd og klagede, og moderen svarede:
Tålmodighed, min pige! Du er nu i en anden familie, og du skal følge deres skikke. Du er gift, ikke bare på besøg.
Hvilke skikke, mor? Alt her er helt tosset! Især svigermoren! Hun hader mig, det er åbenlyst!
Har du nogensinde hørt om en god svigermor? Vi har alle været igennem det, og du skal også klare det. Det vigtigste er, at du ikke viser, at det er svært. Hold ud.
Indseende at hun ikke kunne ændre sin tøvende mor, truede Lærke med at ringe til sin far.
Bed din far om at indtræde! sagde moren panisk. Du ved, han har en betinget dom. Et skridt til siden, og han slår din far i fængsel!
Lærke forstod alt. Hendes far, Kurt, elskede sin eneste datter højt. Han havde fået en betinget dom for en butikstyveri, han havde begået, da han forsvarede Lærke mod en uretfærdig butiksejer.
Kurt ville sikkert ikke tie stille, hvis han hørte, hvordan hans datter blev behandlet i den anden familie. Han var en passioneret mand.
Jeg melder mig ikke til far, svarede Lærke. Men hvis de fortsætter i samme stil, og svigermoren fortsætter sådan ved jeg ikke, hvad jeg vil gøre.
Alt vil gå i orden, min pige, gentog moren, forsøgte at berolige hende. Om et par uger vil du ikke engang huske denne samtale.
Lærke ville helst glemme alt, men forholdet til svigermoren blev kun værre. Inger Nielsen syntes kun at blive mere bitter, som om Lærke var skyld i alle hendes problemer. Selv hendes ægtemand, den ældre, udmattede Ivan, kunne ikke holde ud længere.
Hvorfor råber du altid på pigen? sagde Ivan en morgen, da skænderiet nåede sit højdepunkt, og han forsøgte at gribe ind. Hun vil jo gå fra os! Det er rigtigt!
Jeg vil gå! skreg Inger, med al sin vrede rettet mod manden. Jeg går i retten, får hver eneste krone, vi har spildt på disse år, tilbage! Og jeg tager hendes barn med, så han ikke vokser op i sådan et elendig hjem!
Lærke forstod, at svigermoren snakkede nonsens, men hun var stadig bange. Hun elskede stadig sin mand Bent.
Rygterne om, at Bent hemmeligt gik ud med sin ekskæreste Oksana, var bare landsbysløgner, som svigermoderen gik med rundt og spredte.
Hvor længe svigermorens ondskab ville fortsætte, hvis ikke hendes store tunge holdt op, ved ingen. En dag, i god stemning efter en sejr over svigerdatteren, fortalte hun sin bedste veninde, fru Else, om sine bedrifter. Som altid pyntede hun historien, fortalte den videre til en anden ven, til sin mand og sådan spredtes historien om den dumme svigerdatter gennem hele landsbyen og nåede frem til Lærkes far.
Kurt, en hård fyr på næsten to meter med brede skuldre, tænkte hurtigt. Han greb sin økse, som han lige havde brugt til at hugge brænde, tog sin gamle motorcykel Kronprinsen på, sagde intet til sin kone og kørte mod nabobyen for at befri sin datter fra den ydmygende fangenskab.
Samtidig brød der et rigtigt skænderi ud i Ingers hus. Den unge mor havde kun sat sit lille barn Viggo på den nye, lysegule sofa for at hente en frisk ble. Da hun kom tilbage, så hun en lille brun plet under barnet. Men i svigermorens øjne voksede pletterne til en sort hul, klar til at sluge hele stuen.
Som en torden kom hun ind, skreg på Lærke med al sin kraft:
Du har beskidt sofaen! Min favorit! Ved du, hvad den kostede? Jeg ville rive dine hænder af og sy dem på igen, så du kan føle smerten!
Jeg ordner det. Jeg gør rent, forsøgte Lærke med rystende hænder, mens hun greb en klud.
Hvad skal du gøre? Den er ny! Hvorfor tror du, du ved noget? Du har aldrig betalt for noget selv!
Men I har jo altid taget alt? brød Lærke ud, og i det øjeblik gik hun i gang med at kritisere svigermoren for, at hun hele sit liv har hængt på sin mands skuldre.
Se på hende! Hvor meget frækhed har du til at tale sådan til din svigermor! Ingers ansigt blev helt rødt.
Nu tør du fjerne pletten, og så marcherer I ud med din mand! I skal bo hos mig og blive ved med at slikke, indtil I lærer at opføre jer ordentligt!
Lærke, med tårer i øjnene, prøvede at tørre pletten. Den brune plet på den lysegule sofa gik stædigt af, som om den grinede af hendes hjælpeløshed. Den lille Viggo, som mærkede sin mors bekymring, skreg så højt, at hans gråd fyldte den allerede spændte atmosfære.
Inger stod over Lærke, udskænkede en strøm af bandeord. Hun så ikke, at en fremmed træder ind i døren det var Lærkes far, Kurt. Han stod som en statue, øjnene fastlåst på øksen.
Et øjeblik vendte Inger sig om, så øksen, og frygt gik som en iskold skygge gennem hende. Hun vidste, at Kurt var en temperamentsfuld mand, og hun mindede ham om hans betingede dom.
Hej, Kurt! Jeg passer jo på din Lærke sagde hun falsk.
Jeg har hørt, hvordan du behandler hende, brummede Kurt med en dyb stemme og gik ind i rummet i sine sko.
Han løftede øksen over hovedet, men i stedet for at slå ned, lagde han den roligt på skulderen og rakte ud mod sin datter.
Kom, Lærke, du har intet at gøre her, sagde han og førte hende mod udgangen.
Vent, svoger! Inger, stadig rystet, prøvede at genvinde kontrollen. Hvad siger jeg til min søn?
Lad din søn komme til mig selv, for sin kone. Jeg vil tale med ham som en mand, svarede Kurt med et køligt, isende blik, der talte mere end ord.
Kurt tog både Lærke og den lille Viggo med sig. Bent tøvede længe med at hente sin familie, bange for at møde sin far, men han samlede mod og kom til sidst.
Kurt talte roligt, men fast med Bent. Han truede ikke, men hans rolige stemme og øksen på bordet gav ordene vægt. Bent lovede, at de skulle bo for sig selv, at hans mor ikke længere skulle blande sig, og at han ville beskytte både Lærke og deres barn.
Da Kurt gav Bent et fast håndtryk, følte Bent, at drillerier med den fyr var slut, og at løfterne måtte holdes.
Siden da holdt Inger sig væk fra svigerdatteren og barnebarnet. Hun hilste ikke på dem på gaden og undgik enhver kontakt.
Bent og Lærke flyttede ud på egen hånd. Alt gik glattere, og de levede i harmoni og forståelse. Måske havde de husket deres svigers påmindelser, eller måske var det blot kærligheden, der holdt dem sammen.
