Mor, vil du virkelig give lejligheden til min broders søn? Og så flytte ind hos mig? Jeg kommer ikke til at lade det ske!
Tænk dig ikke engang om! Mor, er du forvirret? Hører du dig selv? Han vil smide dig ud med det samme, forstår du ikke?
Rikke, hold op med at diskutere med mig! Det har jeg besluttet!
Først prøvede hun at holde fast på sin stolthed og vise, at hun kunne stå på egne ben. Men så brød hun sammen i tårer, for dybt inde vidste hun, at hun behandlede sin egen datter urimeligt.
Det, der gjorde det hele kompliceret, var at broren Mikkel, Rikkes yngre bror, altid havde haft en særlig plads i deres mors hjerte. Kirsten havde fået ham, da hun var over tredive år gammel, mens Rikke blev født, da hun selv var ung og ubekymret.
Derfor behandlede hun Rikke som: “Ja, du er her, men det er nok.” Hun opdragede hende mest alene, fordi hun i de år havde lovet at færdiggøre sin læreruddannelse.
Mikkel blev derimod planlagt ind i familiens fremtid, da hun blev gift for anden gang og nød sin rolle som mor. Rikke så alt dette tydeligt, men hun forstod ikke, hvorfor mor delte så åbent ud til broren.
Normalt skjuler forældre sådanne favoriseringer, men Kirsten gemte intet; Mikkel var hendes yndlingsbarn. Hun undrede sig også over, hvorfor søskende aldrig havde haft et varmt forhold. Måske var der en grund?
Mikkel havde fra barndommen fået det bedste af alt. Rikke måtte nøjes med det, der var, og turde ikke engang klage. Penge kom altid i større mængde til ham “Han er mand, så sådan skal det være,” sagde hun. At han var et par år yngre spillede ingen rolle.
Husk det, Mikkel! Når du bliver voksen, skal du tjene og forsørge din familie selv. Indtil da skylder jeg ham min hjælp.
Mor, hvad med mig?
Hvad med dig? Din opgave er at finde en god mand og holde dig til ham, proklamerede Kirsten, mens hun lagde brød på bordet.
Rikke modsatte sig, gik i stå og sagde, at hun ikke ville afhænge af en mand, men selv udvikle sig både personligt og i sit erhverv.
Hvilken vrøvl du taler, Rikke! Har du ikke skam?
Hvad er så så morsomt ved det?
I hvert fald, at ingen i vores familie har tænkt sådan før.
Så er jeg den første.
Rikke forstod ikke mors logik og ville ikke følge den. På grund af denne indstilling flyttede hun snart ind i en lejlighed til leje. Det føltes som et pust af frisk luft, for at bo under samme tag med bror og mor var blevet uholdbart, især jo ældre hun blev.
Fem år gik, og i den tid havde Rikke formået at optage et boliglån på 1,2million kroner og betale det af. Mikkel boede stadig hjemme hos Kirsten, men havde giftet sig med Anna og snart fik de et barn.
Kirsten var en kvinde, der var vant til at nøjes med det, der var, og holdt fast på den holdning længe.
Forestil dig, Rikke, vores nabo har lige fået en opvaskemaskine. Ikke selv, men børnene har givet hende den.
Det er dejligt.
Jeg kunne også tænke mig en, men jeg er bange for at låne mig den.
Hvorfor?
For Mikkel har problemer på arbejdet. De kan komme til at fyre ham, så han må søge nyt, mens Anna er på barsel og kun får en lille barselsydelse.
Mikkel har også en vane med ikke at dele sine penge. Han er tilfreds med at leve på mors støtte, som om maden i køleskabet bare dukkede op af sig selv.
Mikkel, hvornår får din samvittighed en pause? sagde Rikke, da de tilfældigt mødtes i supermarkedet, hvor han stod og købte chips og øl før en fodboldkamp.
Hvad er dine klager?
Hjælp mor med penge! Hendes pension er ikke uendelig. Ved du, at hun køber alle madvarer af egen lomme?
Mikkel vendte blikket væk, for han indså, at Rikke havde ret.
Hvad får du ud af det? Du bor jo ikke med os.
Jeg føler med mor!
Føl med dig selv. Du har hverken familie eller ægtemand.
Efter de ord gik han sin vej, mens Rikke stod frosset på stedet. Mikkel vidste præcis, hvor han skulle ramme for at gøre ondt, og han udnyttede det.
I sine femogtredive år var Rikke stadig ugift. Hendes tidligere kæreste, som hun havde været sammen med i flere år, havde forrådt hende, så hun var ikke klar til et nyt forhold.
Skal jeg hjælpe dig, unge dame? spurgte ekspedienten.
Nej, tak.
Rikke vidste, at hun gjorde det rigtige. Mikkel var ikke længere en teenager; han var ægtemand og far til et nyfødt barn, og skulle derfor tage ansvar i stedet for at læne sig på sin mor.
Rikke, hvordan turde du tale sådan til ham? begyndte Kirsten.
Mor, jeg sagde kun sandheden og forsøgte at stå op for dig.
Bad jeg dig om det? For din skyld skreg Mikkel i hele lejligheden, og vi har et lille barn forstår du det ikke?
På grund af mig? Hvorfor blander jeg mig?
Rikke vidste ikke, hvordan hun skulle reagere på moderens ord.
Du burde ikke have sagt det til ham. Du ved, hvor følsom han er.
Det var mærkeligt, hvordan Kirsten talte om Mikkel uden nogensinde at tænke på sin datters følelser, som hun så elskede. Selv da Rikke gik ind for at forsvare sin bror, endte hun med at blive anklaget igen.
Et halvt år gik, uden at Rikke talte med dem, da hendes mor pludselig ringede og bad hende komme hjem. Intet i lejligheden var ændret, og ingen havde købt opvaskemaskinen.
Hvor er Mikkel og hans kone?
De er inviteret til en jubilæumsfest. Jeg sidder her med Lasse. Vil du have en kop te?
Nej, mor, jeg vil ikke. Du ville tale med mig om noget, ikke?
Ja, jeg har truffet en vigtig beslutning. Jeg vil give lejligheden til Lasse.
Rikke troede først, at hun skulle gøre grin eller teste hendes reaktion.
Du mener, du vil give den fælles lejlighed til min brors søn? Mor, er du skør? Hører du dig selv?
Rikke, lad være med at diskutere! Jeg har besluttet det!
Rikke forsøgte at forklare, at denne handling ville få alvorlige konsekvenser, men Kirsten holdt fast.
Så du vil, udover at tage dig af os alle, også overføre ejendomsretten?
Jeg hjælper bare, det er alt.
Hvad laver Anna nu?
Hun er med barnet. Det er tungere end ethvert arbejde.
Har Anna fortalt dig det? Jeg ser, at hun hele tiden poster på sociale medier.
Du forstår ingenting, Rikke! Du har ingen egne børn, så du kan let dømme.
Rikke indså, at hun ikke skulle have kommet. Et halvt år gik uden kontakt, og intet ændrede sig.
Jeg ser, du har en ny bil. Har du lånt den? spurgte mor.
Nej, jeg købte den selv.
Selv om du ikke hjalp broren, selvom du hørte, at han blev fyret og nu kæmper for at finde et job?
Rikke blev ved med at undre sig over mors ræsonnement. Til sidst måtte Mikkel tage ansvar for sin familie.
Hvad peger du på?
Jeg peger på, at du kunne købe et nyt barneseng, for vi måtte bruge den gamle. Og jeg har virkelig brug for en opvaskemaskine mine hænder gør ondt af at vaske op.
Jeg har ikke tid, mor.
Rikke gik mod døren, men Kirsten fortsatte med sin klage. Før hun gik ud, stillede hun kun ét spørgsmål.
Mor, hvis du overfører lejligheden til deres barn, vil de så smide dig ud? Hvor skal du så bo?
Kirsten rystede på hovedet og svarede:
Åh, Rikke, hvor stædig du er! Lasse er min eneste barnebarn! Du får aldrig at blive bedstemor, og du vil aldrig gifte dig. Jeg er ikke overrasket din karakter er så dårlig, du tænker kun på dig selv!
Efter de ord mistede Rikke lysten til at bevise noget for sin mor. Hun tænkte, at hvis de alle er så perfekte, lad dem så købe en opvaskemaskine til mig. Hun klarede sig selv i sit liv. Det var svært, men hun så ingen anden vej. Kirsten havde allerede truffet sit valg for længst.
Sådan er det. Som man sår, høster man. Glem ikke, alderen kommer snigende…
Hvad mener I? Del jeres tanker i kommentarfeltet og giv et like.
