Hey, du, så jeg tænker på Mette nu, og jeg vil bare fortælle dig, hvad der er sket hos hende.
Vent lige lidt, Mette, tænk dig om igen, sagde hendes tante Lise, mens hun stirrede på nieceen. Hvad nu hvis du ikke kan klare det? Se på, hvor unge børnene er. Du er selv kun 19, og Kasper er kun 13. Det er den helt klassiske teenagealder for drenge de begynder at lave ballade. Hvad vil du så gøre, hvis han bliver for fræk?
Mette svarede: Tante Lise, jeg kan ikke lade min bror ende på et børnehjem. Jeg ved, det bliver hårdt, men jeg kan ikke sove i fred, hvis han sidder der. Er han sund? Får han nok at spise? Og hvad hvis nogen gør ham ondt?
De havde lige mistet deres mor, så hele den lille slægt var samlet i en hytte uden for København: morens to søstre, Elise og Irene, en fætter med sin kone, og Irines 16årige datter Anna. To kollegaer fra morens arbejdsplads og familiens veninde, tante Eva, var også med.
Efter begravelsen sad kun de nære i stuen og diskuterede, hvordan børnene skulle klare sig. For Mette var det ligeud: hun var 19, lige færdig med andet år på økonomistudiet på Københavns Universitet, fik en lille stipendium, måtte arbejde ved siden af, men hun ville klare sig.
Kasper derimod? Ingen af slægtningene kunne tage ham ind.
Vi bor allerede på en trang toværelses lejlighed jeg, min mand, to drenge og svigermor. Hvor skal vi få plads til én mere? forklarede tante Lise.
Irene sukkede: Vi flyttede for nylig, så Børge gik i en dyb drink han blev fyret fra jobbet i sidste uge. Vi har kun et lille værelse til mig og min datter, så vi kan jo ikke have en dreng i den slags.
Fætteren sagde kort: Mine tre.
Så blev det klart: hvis den ældste søster ikke kunne få forældremyndigheden, ville Kasper endelig ende på børnehjem.
Kasper sad på legepladsen i gården, mens hans ven Max (Maxim) sad ved siden af på en bænk. De var stille.
Har I snakket længe? spurgte Max.
To timer. Mette vil være min værge, men hendes tante afviser det. De siger, jeg er en bølle, og at hun ikke kan holde mig i hånd, svarede Kasper.
Hvad tænker du selv? spurgte Max.
Kender jeg? Jeg vil ikke på børnehjem. Jeg vil blive hjemme, gå i skole og spille fodbold.
Tanterne prøvede at overtale Mette med de sidste trusler:
Mette, du er ung, du skal tænke på din egen fremtid ægteskab, børn. En bror som Kasper er som en tung vægt på din hals, hvem vil vel have en pige med den byrde? Gør ham bare klar til børnehjemmet, så kan du besøge ham i ferierne. Det er bedre for dig. Han vil bare ødelægge dit liv.
Mette stod fast, så tante Lise sagde: Sælg den gamle cykel, køb noget billigere til dig og Kasper, så I kan klare jer, mens du studerer.
Om aftenen gik alle hver til sit. Mette kaldte på Kasper: Kom og spis ordentligt, du har kun spist små bidder hele dagen.
Kasper tog en bid, og Mette satte sig overfor ham, som hun plejede at gøre, da deres mor sad der.
Okay, Kasper, klarer vi det? spurgte hun.
Han nikkede stille uden at løfte blikket fra tallerkenen.
Næste dag gik Mette på jagt efter et job. Efter andet år på økonomistudiet havde hun kun sendt sit CV til lederstillinger og bogholderassistentstillinger intet svar. Så gik hun ned på niveauet og søgte som salgsassistent i en Føtex i nærheden. To samtaler, en løftet, men da de opdagede, at hun ville fortsætte studierne på deltid, sagde de nej: Du skal jo være væk fra arbejdet til eksamener to gange om året, hvem kan dække det?
Mette blev ked af det. Så var der kun én mulighed: kassearbejder i supermarkedet ved siden af bygningen. En nabo, Lone, arbejdede der og lovede, at de tog hende ind, fordi de manglede folk.
På vej hjem mødte hun sin gamle matematiklærer, Kirsten Jensen, som nu var klasselærer for Kasper. Kirsten kendte til deres situation og tilbød at hjælpe med at ordne værgemålsdokumenterne. Hun sagde også:
Vi har en vikar, som går på barsel i et par år. Det er ikke en fast stilling, men mens hun er væk, kan du arbejde her, så du kan færdiggøre studierne. Lønnen er lille, men det er lige ved siden af, og du har altid Kasper i nærheden.
Mette fik jobbet, gik over til deltidsstudier, og lønnen var beskeden, men sammen med Kaspers børnepenge og værgeydelse kunne de leve beskedent, men uden at være fattige.
Kasper var en helt almindelig teenager, så der opstod både små skænderier og misforståelser. Nogle gange blev han sur over, at Mette var for kontrollerende, og hun frygtede, at hun ikke kunne holde ham fra dårlige venner.
Alt i alt gik livet fint. Hver havde sine pligter: Mette lavede mad og vaskede, Kasper ryddede lejligheden, smed affaldet ud, vaskede op og gik ind for at købe ind intet var et problem.
Men en af tantenes advarsler skulle vise sig sande. Mettes kæreste, Mads, som hun havde været sammen med i næsten et år, var ikke glad for, at hun tog ansvar for broren.
Jeg forstår ikke, hvorfor du bærer den byrde. Jeg vil bare have et roligt liv, studere som alle andre. Sidste weekend gik hele vores vennegruppe på en tur til en sommerhytte, og du sagde nej, fordi du skulle passe på Kasper. Så gik jeg alene som en tosse. Læsken inviterede til sin fødselsdag på landet, og du sagde også nej. Det holder jeg ikke af.
Mette gik fra ham. Først var hun såret, men så tænkte hun: Hvorfor skulle jeg beholde en så egoistisk fyr?
Hun fandt dog trøst i at have Kasper ved sin side. Kasper fortsatte med at spille fodbold i sportsskolen. Da han blev 14, rykkede træneren ham op på Aholdet, så han både spillede i træningskampe og ude i turneringer.
En dag spillede de mod et hold fra Odense. Mette kom og heppede på ham. Kasper scorede et af de tre mål, men i de sidste minutter vrikkede han anklen.
De gav ham førstehjælp på stadion, og assistenttræneren, Anders, tilbød at køre dem hjem.
Jeg vidste ikke, at Kasper har en så ung mor, sagde han.
Det er ikke mor, det er søster, retede Kasper ham.
Næste dag ringede Anders til Mette for at høre, hvordan Kasper havde det, og han ringede igen inviterede til en kop kaffe, så til en date.
Et år senere fejrede de to store begivenheder på én gang: Mette giftede sig med Anders, og Kasper begyndte på sportsgymnasiet med mulighed for at blive en olympisk reservespiller.
Det er sådan en helt almindelig historie fuld af både sorger og glæder. Håber du kan mærke, hvor meget jeg har haft brug for at fortælle det hele. Vi snakkes ved!
