Afgangen er blevet råbt op, og Mads Vestergaard træder ud på perronen. Efter en uges forretningsrejse i Aarhus er han på vej hjem til København. Da han stiger ind i liggevognen, finder han sin underkøje. Mens han gør sig til rette, hører han nogen komme gående gennem vognen med tung vejrtrækning. Han vender sig: en ældre kvinde med en kuffert på hjul, der minder mest om en rygsæk, står over for ham. Hun er iført en let efterårsfrakke og et broget tørklæde og prøver at få vejret.
Nå, tænker Mads, så kommer bedstemor nok og vil have min plads.
”Kan du se her, min dreng,” siger hun, så snart hun har genvundet vejret, ”jeg tror, jeg har underkøje.”
Og det har hun. Hun begynder straks at rode med sine ting. Mads lægger mærke til, at hun er godt oppe i halvfjerdserne. Hold da op, tænker han, i den alder kan hun da blive hjemme.
Endelig sætter hun sig på sin køje og lægger hænderne i skødet som en artig skolepige. Der er ingen andre, der skal ligge på overkøjerne, og Mads har næsten accepteret, at han skal køre hele turen med en gammel dame, som man ikke rigtig kan snakke med.
Toget begynder at køre. Kort efter kommer konduktøren med sengetøj. Kvinden går straks i gang med at rede sin seng. Hun breder lagnet ud og folder tæppet. Så sætter hun sig igen og tager ordet:
”Jeg er ikke vant til sådan en seng. Hjemme har jeg en blød seng, men her får jeg nok ondt i kroppen. Jeg har ikke rejst, siden jeg var ung, og jeg havde ikke regnet med at komme ud at rejse igen.”
Mads nikker og siger ikke noget.
”Jeg hedder Jytte Lund,” siger hun. ”Og hvad er dit navn?”
”Mads.”
”Og efternavnet?”
”Vestergaard. Du kan bare kalde mig Mads.”
”Nå ja, du er ung, så kan vi godt bruge fornavn. Skal du på besøg?”
”Hvorfor skulle jeg det?” siger Mads forundret. ”Jeg er på vej hjem fra arbejde.”
”Nå. Hjem er godt. Og jeg er på vej hjemmefra i mine gamle dage.”
Hun tier og kigger ud ad vinduet. Mads synes, hendes øjne er blanke, selvom hun ikke græder. Han bliver flov over, at han har været så afvisende over for sin ældre sidemand.
For at råde bod på sin kolde holdning spørger han: ”Er du også på vej hjem, eller er du hjemmefra?”
”Hjemmefra, min dreng, hjemmefra,” siger hun. ”Det er bare så uvant for mig. Der er kun et godt døgn at køre, men alligevel er jeg urolig.”
”Hvem skal du så til?”
”Til min datter,” siger Jytte. Hun finder et lommetørklæde frem fra lommen og tørrer en tåre.
”Så skal du da glæde dig, ikke græde.”
”Det er også af glæde. Jeg har ikke set hende i fem år. Jeg troede ikke, at jeg nogensinde skulle se hende igen.”
”Havde I mistet hinanden?”
”Vi mistede hinanden med vilje,” siger hun. ”Vores temperament gav os ikke fred, og stoltheden kom i vejen. Da min datter voksede op, kunne vi ikke enes. Jeg opfostrede hende uden far, og vi skændtes om alt. Første gang giftede hun sig bare for at trodse mig. Det varede ikke længe. Jeg støttede hende ikke med et kærligt ord, jeg bebrejdede hende i stedet. Sådan skændtes vi hele livet. Hun vendte mit barnebarn imod mig og gjorde alt for at gå mig imod. For fem år siden solgte hun sin lejlighed og rejste uden at sige, hvorhen. Jeg gik til politiet og prøvede at få oplysninger, for jeg var bange: hun og barnebarnet var jo rejst sammen.
Så meldte hun sig fra. Hun skrev, at hun havde det godt, at hun var blevet gift, men at jeg hverken skulle lede efter hende eller komme forbi. Med den byrde har jeg levet i alle de år. Jeg har også forstået, at jeg havde min del af skylden. Hun hørte ikke efter, og hun var vred, men hun er stadig min egen datter.
For et år siden fik jeg et brev fra Lærke, sådan hedder min datter. Hun skrev, hvor hun bor, at hun for længst var blevet skilt, og at hun selv var blevet bedstemor. Hun spurgte til mit helbred. Jeg græd hele natten og skrev tilbage, at jeg ikke kan leve uden dem. Vi har talt sammen i telefonen, og vi har indset, at vi begge har skyld.
Mit barnebarn har fået et barn, så jeg er blevet oldemor. Lærke hjælper hende med alt, og hun har et arbejde, hun ikke kan komme fra. Derfor har hun bedt mig komme. Hvad skulle jeg ellers? Jeg fik samlet en taske, sagde til naboen, at hun skulle holde øje med huset og fyre lidt i ovnen, hvis det blev koldt. Så tog jeg af sted. Man ved ikke, hvor lang tid der er tilbage, og jeg vil så gerne se dem.”
Mads tier. Han tænker på sin egen mor, som han besøger for sjældent. Hun bor i et lille hus på landet, og der bor også hans storesøster. Han har altid sagt til sig selv, at søsteren nok passer på hende. Men nu mærker han en tung klump i brystet. Han er jo også en søn, og hans mor savner ham.
Resten af turen taler Mads og Jytte sammen, og tiden går ufatteligt hurtigt. Da toget når frem, hjælper han hende ud på perronen. Han lægger mærke til en venlig kvinde, der kommer imod dem og spejder uroligt i deres retning. Mads træder til side. To nære mennesker fanger hinandens blik, slår armene om hinanden og står længe uden at kunne slippe. Begge græder. Mødet er så rørende, at Mads ikke er i tvivl: De skal nok få det godt nu. Helt sikkert godt.
Han går lidt væk. Han har brug for at få ro i sindet efter den bevægelse, og der er meget, der er blevet klart for ham. Han finder sin mobil frem og ringer til sin mor. Han har bare lyst til at sige: ”Mor, jeg er kommet godt hjem. I weekenden kan du vente mig på besøg.””…Mads?” Her voice is small, almost fragile, as if she has forgotten what his voice sounds like. “Er det virkelig dig?”
“Ja, mor. Det er mig.”
There is a pause. He hears her breathing, the same way Jytte had breathed when she stepped onto the train. Then she says, almost whispering: “Jeg har lige siddet og tænkt på dig. Der var et eller andet i aftenluften.”
Mads closes his eyes. The platform is still busy around him, but all he can hear is her. “Jeg er ked af, at jeg ikke kommer oftere.”
“Du har dit liv, min dreng.”
“Det er ikke en undskyldning.” He swallows. “Jeg har mødt en kvinde på toget. Hun skulle se sin datter for første gang i fem år. De havde været skyld i at miste hinanden. Og de fandt hinanden igen.”
“Det var da smukt,” his mother says softly.
“Det fik mig til at tænke på, hvor let det er at tro, at man altid har tid. Men det har man ikke.” He grips the phone tighter. “Mor, jeg kommer i weekenden. Det er ikke bare et løfte. Jeg kommer.”
“Det ved jeg, du gør.”
“Og jeg bliver et par dage. Ikke bare en eftermiddag.”
Der er stilhed i den anden ende. Da hun svarer, er stemmen tyk af tårer, men hun lyder alligevel glad. “Så skal jeg bage bollen, du holder så meget af. Og jeg har det hyggelige gæsteværelse med dynen, der lugter af solskin.”
“Det lyder perfekt.”
“Vi ses, Mads.”
“Vi ses, mor.”
Han trykker enden op og står et øjeblik tilbage på perronen. Toget er allerede kørt videre, men han står helt stille. Et sted inde i brystet er klumpen væk. I stedet er der en varme, der breder sig som morgenlys over jord. Han putter mobilen i lommen, løfter hovedet og går ud i byen med faste skridt. Han har noget at tage hjem til. Og nogen, der venter på ham.
