Pige, hvem leder du efter? spurgte jeg.
Jeg leder efter min mor. Har I set hende? kiggede den lille seksårige pige med store, triste øjne på mig.
Jeg stod i den nyindrettede lejlighed i en gammel bygning på Vesterbro og vidste, at den tomme lejlighed over mig aldrig havde haft beboere i flere år.
Der bor ingen der, svarede jeg.
Pigen begyndte at græde og satte sig på trappetrinnene.
Tante, vi har virkelig brug for en mor! Kun hun kan ændre alting. Far savner hende så meget.
Jeg stod målløs. Jeg havde ingen børn og vidste ikke, hvordan jeg skulle hjælpe dette skrøbelige væsen. Jeg kunne invitere hende på en kop te, men en fremmed tante ville hun nok ikke gå hen til. Pludselig ringede min mobil. Jeg løb ud for at berolige pigen, men da jeg kom tilbage, var hun allerede forsvundet.
Hele aftenen kunne jeg ikke slippe tanken om den lille pige. Jeg ringede til min udlejer, Lisbeth Jensen, og spurgte, hvem der boede i trappeopgangen.
Der har ikke boet nogen i flere år, sagde Lisbeth. Hvorfor spørger du?
En pige kom i dag og ledte efter sin mor
Lisbeth sagde kun lidt, men så mindedes hun noget.
Det må være datter af Katrine. Katrine døde for nogle år siden. Hendes mand er alene med et lille barn i armene. De flyttede ud, fordi de ikke kunne blive i den lille lejlighed. Siden da har der gået en lille pige rundt her og leget i korridoren.
Du ved, de bor ikke langt herfra. Hvis hun kommer igen, så tag hende hjem, sagde Lisbeth og gav mig adressen.
Dage gik, og historien gled væk, mens jeg arbejdede sent, kom hjem tidligt om morgenen og gik ud igen. En aften før nytår hørte jeg igen en svag banken og stille snøft. Jeg løb til døren den lille gråhårede pige stod dér og græd.
Hvad er der sket? Hvor er din far?
Han er hjemme, men jeg leder efter min mor, svarede hun stille.
Jeg huskede, at jeg havde noteret adressen, og gik straks ud for at lede efter den. Jeg bad pigen vente på mig. Hun gik ind i min lejlighed, så sig omkring og satte sig på en puff i gangen. Da jeg fandt den lille, slidt lappet papir, lå hun allerede fredfyldt i en lille kugle og sov. Jeg bar hende forsigtigt ind i stuen og lagde hende på sofaen, så ringede jeg igen til Lisbeth.
Lisbeth, undskyld for forstyrrelsen. Jeg fortalte dig om pigen, der kommer til den tomme lejlighed?
Det er min pige. Jeg ville tage hende med hjem, men da jeg ledte efter adressen, faldt hun i søvn. Jeg er bange for, at faren leder efter hende
Jeg bor i nærheden, sagde jeg, og jeg kan komme forbi om lidt.
Jeg lagde røret på og lod blikket hvile på den sovende pige. Jeg strøg hendes vilde hårstrå og lagde en hånd på hendes skulder.
Jeg havde altid drømt om at få børn, men mit liv tog en anden vej. Min mand og jeg var dybt forelskede, og vi planlagde at starte en familie. Vi ventede på vores første barn, men mistede ham kort efter fødslen. Arbejdet gik op i en højere en, stressen steg, og vi ventede på en ny undersøgelse. Da vi endelig fandt ud af, at jeg var gravid igen, sagde jeg op. Skæbnen havde dog andre planer jeg mistede også dette barn tidligt i graviditeten. Efter år med forsøg blev jeg aldrig mor. Min mand forlod mig, havde en ny familie med en lille datter, og jeg mistede kontakten til ham og til fælles venner.
I mere end syv år boede jeg alene i lejligheder på lejemarkedet. Mine tanker blev afbrudt af den stille banken ved døren. Jeg åbnede, og til min store overraskelse stod min tidligere mand, Morten, i døråbningen.
Morten? Hvad laver du her?
Jeg er kommet for min datter vent, er det Søs 5?
Ja, det er rigtigt. Er det din pige? Kom ind, hun sover. Jeg har allerede sat kedlen på. Jeg havde ikke forventet at se dig her, men livet overrasker os nogle gange.
Skal vi holde os i baggrunden? Må jeg vække Søs og tage hende med hjem?
Lad hende sove. Hvad er der sket? Hun kommer ofte forbi vores trappeopgang og banker på døren overfor.
Morten tørrede øjnene, tog et dybt åndedrag og begyndte at fortælle:
For nogle år siden boede vi i den her lejlighed med Katrine. Det var en arv fra hendes far. Efter vi blev gift, flyttede vi ind. Kort efter var Katrine gravid, og jeg var i syvene af lykke.
Jeg husker, at jeg måtte tage hende på hospitalet, da fødslen gik galt. Hun græd og var bange
Hun holdt min hånd og bad mig passe på barnet, hvis noget skete med hende. Komplikationerne opstod, og vi mistede hende.
Jeg lagde min hånd på Mortens skulder. Tårerne flød igen, men denne gang var de blandet med lettelse over, at sorgen endelig fandt et udløb.
Pludselig lød små fodtrin i stuen.
Far?
Morten løb hen til datteren, omsluttede hende og holdt hende tæt.
Søs, jeg var så bekymret hvorfor løb du væk?
Jeg vil bare finde min mor.
Vi finder hende, men først skal vi hjem.
Søs gav mig sit nummer og sagde, at jeg altid måtte ringe, hvis hun kom tilbage. Vi talte om, hvordan hun havde fundet adressen.
Jeg viste hende billeder på væggen, så hun kunne huske, hvor hun skulle gå. Jeg sagde, at Katrine blot var rejst væk, men at hun ville vende tilbage en dag.
Morten gik, men ringede til mig et par dage senere. Vi begyndte at tale igen, gik i park, café og biograf i weekenderne. Søs knyttede sig til mig, og en dag sagde hun:
Iben, du er som en mor for mig.
Morten, flyt ind hos mig, sagde han en dag. Jeg har nok af lejligheder, og Søs savner dig.
Hvad med dig?
Morten så mig i øjnene, tog mine hænder og sagde:
Jeg har savnet dig så meget. Undskyld for alt.
Siden da har vi boet sammen. Vi har skabt vores lille lykke en pige ved navn Gitte. Hver morgen takker jeg skæbnen for den gave, jeg ikke vidste, jeg måtte finde: at blive elsket, at blive mor og at kunne give min kærlighed videre.
Det, jeg har lært, er, at familie ikke kun findes i blodsforhold, men i de hjerter, vi åbner for hinanden. Når man lader kærlighed og medfølelse flyde frit, vokser livet på de mest uventede måder.
