Kære dagbog,
I går var der en ubehagelig hændelse på Københavns Hovedbanegård, som jeg stadig har svært ved at sætte ord på. Jeg havde lige stået en kort stund ved platformen, da jeg opdagede, at min taske med både tøj, pas, penge (ca. 300 kr.) og vigtige papirer var væk. Jeg kiggede ud af vinduet og så en fremmed mand gå forbi med den samme taske. Jeg løb efter ham, men han forsvandt i mængden, inden jeg nåede ham. Jeg stod tilbage, forvirret og uden noget at tage med i toget, og så gik toget videre uden mig.
Da jeg endelig fandt mig selv tilbage på perronen, gik jeg ind i butikken ved siden af for at søge hjælp. Det var den lille blomsterbutik i Rådhuspladsen, hvor Signe, en ung kvinde på omkring treogtyve år, arbejdede. Hun så træt ud efter en lang dag i butikken, hvor julekundernes strøm af kunder næsten var uundværlig denne tid på året. En isnende vinterstorm låede sneen ned over gaderne, og Signe gik med sin varme dunjakke, mens hun drømte om at komme hjem og lægge sig i sin seng.
Mens hun travede ned ad fortovet, gik hun i tanke om hjemmet og den trygge varme, der ventede på hende. Pludselig stod en fremmed mig, klædt i en noget mærkelig påklædning, men med et oprigtigt ansigt foran hende. Jeg forsøgte at komme forbi, men hun stoppede og så på mig.
Undskyld, kan du hjælpe mig? spurgte jeg pludseligt, da jeg så, at hun så overrasket ud.
Hun stod stille et øjeblik, så forvirret ud. Jeg rystede på hovedet, lukkede øjnene kort og sagde: Jeg var på vej til min datter med toget, men så gik alt galt
Jeg fortalte hende, at jeg på et øjeblik havde stået ved stationen, men da jeg vendte tilbage til vognen, var min taske væk. Jeg havde set en mand med min taske gennem vinduet, men han var forsvundet, før jeg nåede ham. Jeg spurgte, om hun kunne lade mig låne hendes garderobe, så jeg kunne få varmen og vaske mig.
Signe så på mig med et blik, der både var skeptisk og medfølende. Hendes tøj var lidt slidt, men hun virkede oprigtigt. Jeg sagde: Jeg har alt i tasken tøj, dokumenter, penge. Jeg kan bare ikke blive her uden at vaske mig og blive varm. Jeg lover at betale tilbage, alt sammen i kroner og ører.
Hun rystede på hovedet og spurgte, om jeg ikke kunne få sine nøgler til lejligheden af mig en måde at få mig til at føle mig mere sikker på. Jeg svarede, at alle holder sig væk fra mig. Jeg kunne mærke, hvordan hun så op mod himlen med en trist rødme i øjnene. Jeg følte en vis sympati for hende.
Efter et kort overblik sagde jeg: Lad os gå ind i min lejlighed, så du kan tørre dig og så kan jeg ordne tøjet. Signe gik med mig, og vi kom ind i den lille lejlighed, hvor jeg satte mig på en stol i gangen. Trætheden ramte mig, og jeg længtes efter en lur.
Gå i badeværelset, så finder jeg noget tøj til dig. Hvad hedder du, forresten? spurgte hun.
Mikkel, svarede jeg, mens jeg fandt vandhanen og lukkede døren til badeværelset. Vandet begyndte at løbe, og lyden fyldte rummet.
Jeg mærkede, at jeg måtte samle alt igen. Jeg havde en bror, der boede i Århus, men en del af hans tøj lå stadig hos mig. Jeg sagde til Signe: Ingen fare, det vil ikke koste dig noget. Jeg samlede alt, lagde tøjet på en lille bordplade i gangen og lavede suppe i mikroovnen. Jeg satte mig på en stol og tænkte på, hvordan min mor Marianne ville reagere, hvis hun så mig i badeværelset med en fremmed mand, der stod og vaskede.
Jeg bad stille for, at min mor blev forsinket i butikken eller hos en ven, så hun ikke ville finde ud af det. Men Gud har travlt med andre ting, og jeg hørte kun låsen klikke på døren.
Marianne råbte fra køkkenet: Freja, er du hjemme allerede? Jeg kiggede ud af køkkenet og svarede: Ja, det er mig, men jeg troede, det var dig, der stod i badeværelset. Hun kiggede forvirret rundt og sagde: Hvem vasker så da?
Jeg forklarede hende roligt, at manden fra toget var blevet forsinket, at hans ting var væk, og at han nu var på vej til at ordne sig. Hun spurgte, om jeg havde givet ham tøj, og jeg nikkede. Hun så bekymret ud og sagde, at vi måske skulle ringe til nogen for at få hjælp. Jeg sagde, at han allerede havde været overalt og ventede på næste tog, som først kom om et par timer. Jeg forsikrede hende om, at han ville kunne vaske sig og gå videre.
Da vandet i badeværelset holdt op, gik jeg ind igen og sagde: Jeg har taget tøjet. Marianne satte sig ved døren og ventede. Kort efter kom Mikkel ind med en en smule flov stemme. Han undskyldte for at have drillet sig på, men han forklarede, at han var på vej til sin datters bryllup i Odense, og nu stod han uden telefon, pas, penge eller dokumenter.
Marianne spurgte, hvordan han var havnet her, så langt fra stationen. Jeg svarede, at toget var gået, og jeg havde mistet alt. Jeg bad om mad, og Signe satte en skål suppe på bordet. Jeg sagde, at jeg ville betale for mad og hjælp, men hun afviste det med et smil.
Samtalen gik videre om, at jeg arbejdede i en lille teknisk reparation virksomhed sammen med en ven. Vi havde planlagt en tur til Odense, men nu var alt gået i vasken. Jeg sagde, at jeg ville vente et par timer, så jeg kunne tage den næste tog eller måske så en taxa.
Signe så på mig og sagde: Du ser ud som om du har haft en hård dag. Måske er det bedst at tage hjem og hvile sig. Jeg nikkede og tænkte på, hvor meget jeg savnede min egen familie.
Da natten faldt på, gik jeg ud af lejligheden og stod i de mørke, snedækkede gader. Jeg så en rød julemand med en stor pose gå forbi. Han råbte til forbipasserende og delte ud af små slikpakker. Jeg gik hen til ham, og han sagde: Jeg vidste, du arbejder hårdt, så jeg ville give dig lidt julehygge. Jeg grinede, og han spurgte, om han måtte hjælpe mig med noget. Jeg sagde, at han havde gjort mig glad.
Den næste dag gik jeg på arbejde i blomsterbutikken, og mens jeg stod bag disken, så jeg en ægte julemand i rød frakke stå i døren. Han talte med ejeren, og jeg følte et glimt af håb. Han sagde til mig: Jeg har hørt om din situation, så jeg vil hjælpe dig med at finde din taske. Jeg takkede ham, og sammen gik vi ud i sneen.
Efter et par uger sagde jeg farvel til Signe og gik til Aarhus for at starte et nyt liv. Min mor var lettet, for endelig var jeg på vej fremad. Jeg indså, at ofte kalder vi skæbnen en uheldig tilfældighed, men i virkeligheden er det de små møder med okse- og julemænd, der kan vende en dag.
Dette er min konklusion: Når livet kaster dig uden taske og uden retning, så hold fast i hyggen, vis venlighed, og husk, at selv den mest uventede fremmede kan blive en hjælpende hånd. Jeg har lært, at man ikke skal lade sig overvælde af modgang, men i stedet finde styrke i de små øjeblikke af menneskelig godhed.
Mikkel.
