Telefonen vækkede mig, Else, klokken fem om morgenen. Et ukendt nummer ringede.
Ja, sagde jeg tør.
Else? lød en høj, glad kvindestemme. Er det dig?
Det er jeg, svarede jeg ligegyldigt.
Det er mig, sagde kvinden lystigt. Genkender du mig?
Jeg genkender dig, svarede jeg høfligt for ikke at fornærme, selvom jeg ikke anede, hvem der ringede.
Jeg var sikker på, at du ville genkende mig med det samme, fortsatte hun glad. Hvor heldigt, at jeg fangede dig. Har du tid til at tale nu?
Jeg har.
Fint. Min mand, børnene og jeg er allerede på stationen. Vi steg af toget for en time siden. Hører du mig godt?
Ja.
Din stemme er en smule lav. Er du sikker på, at alt er i orden, Else?
Alt er fint.
Det glæder mig for jer. Oprindeligt ville vi bo på et hotel, fordi vi troede, vi ikke havde familie i dette by. Men så kom vi i tanke om, at du bor her. Forstår du?
Jeg forstår.
Så dejligt, at vi tænkte på dig. Du kan ikke forestille dig, hvor glade vi blev især børnene.
Jeg kan forestille mig.
Min mand sagde straks: Ring til Else. Hun vil ikke svigte dig.
Han havde ret. Jeg vil ikke svigte dig.
Så vil I bo hos mig? Har jeg forstået rigtigt?
Ja, du har forstået. Jeg tillader det.
Vi bliver kun et par uger, sagde hun fortsat begejstret. Bare nok til at se byen, så tager vi hjem igen. Der er masser af gøremål derhjemme, og som man siger: på besøg er det hyggeligt, men hjemme er bedst. Er du enig?
Jeg er enig.
Det tænkte vi også. Især min mand. Han kunne ikke forestille sig, at du ikke ville tage imod os. Vi er jo familie, selvom vi er langt fra hinanden og sidst så hinanden for ti år siden, men vi er familie. Ikke sandt?
Ja.
Bor du alene nu?
Ja.
I en treværelses lejlighed?
Ja.
Så vi kører ud til dig?
Kør bare.
Vi er der om en time. Bor du stadig der?
Jeg bor stadig.
Så vent på os. Vi er snart fremme.
Jeg venter, svarede Else.
Else lagde telefonen fra sig, stillede den på natbordet, vendte sig om, trak dynen over hovedet og faldt i søvn, uden at tænke nærmere over, hvem hun lige havde talt med.
En time senere lød der et dørklokke. Else så på uret, lukkede øjnene og vendte sig. Telefonen ringede igen. Else sov.
Efter et stykke tid bankede folk på døren. Else var ligeglad. Så ringede telefonen igen.
Ja, sagde Else uden at åbne øjnene.
Else? udbrød den samme kvinde glad.
Ja.
Det er os. Vi er ankommet. Vi ringer og banker, men du åbner ikke døren.
Ringede I?
Ja.
Hvorfor hører jeg dig ikke?
Jeg ved det ikke.
Ring igen.
Der lød en ny telefon i lejligheden.
Vi ringer, sagde kvinden.
Nej, sagde Else, jeg hører dig ikke. Så bank nu.
Der blev banket på døren.
Vi banker, sagde kvinden.
Nej, svarede Else, jeg hører ikke.
Det ser ud til, at jeg er gået forkert i, sagde kvinden.
Hvad? spurgte Else.
Hvor er du nu, Else?
Hvad mener du med hvor? Hjemme.
Hvor hjemme?
I Horsens, svarede Else den første tanke, der kom. Hvor skulle jeg ellers være?
I Horsens? Hvorfor ikke i København?
Jeg flyttede for ni år siden, lige efter jeg blev skilt.
Hvorfor?
Hvorfor jeg blev skilt?
Hvorfor jeg flyttede?
Jeg blev træt af København, så jeg flyttede. For mange dårlige minder.
Er det bedre i Horsens?
Naturligvis. Meget bedre.
Hvad er så bedre der?
Alt er bedre. Hvad jeg end laver. Ingen dårlige minder. Men hvad snakker jeg om? Kom og se selv. Hvor mange er I?
Vi er fire. Jeg, min mand og to børn. Den ældste er Mikkel, den yngste er Sebastian. Sebastian vil starte på universitetet for tredje gang i år.
Så er I fire, og I kommer. Vi har også et glimrende universitet her.
Hvornår skal vi komme?
Så snart som muligt.
Det går ikke nu. Jeg har mange ærinder i København. Sebastian vil kun studere i København. Vi er kommet hertil for at finde arbejde. Vi havde planlagt at bo hos dig i et år. Men så er det sådan, det er.
Så I kommer ikke i dag?
Nej.
Det er ærgerligt. Jeg havde allerede gjort mig klar.
Det er også ærgerligt for os. Du kan ikke forestille dig.
Jeg kan forestille mig.
Nej. Du kan ikke forestille dig. Når jeg tænker på, hvad der venter os, får jeg ingen lyst til at leve.
Jeg besluttede, at samtalen skulle afsluttes.
Sådan, sagde jeg, hvis I ikke kan nu, så kom, når I kan. Jeg er altid glad for at se jer. Når I har fundet et sted i København, så send mig adressen. Så kommer jeg på besøg i et par uger, og så ser vi, hvad der sker. Jeg har jo ingen andre i København nu, bortset fra dig. Er vi enige? Du sender mig din adresse?
Else hørte ikke svar, for forbindelsen brød pludselig af.
Sæt et like, og del dine tanker i kommentarerne!
Venner, hvis I gerne vil læse flere af vores historier, så kommenter og glem ikke at like. Det giver os energi til at skrive mere.
