Kære dagbog,
Mit liv har siden jeg var fem år, næsten altid føltes som et kaotisk puslespil, hvor brikkerne aldrig rigtig passer sammen. En vintermorgen, mens jeg sad ved det lille bord i børnehaven i Skt. Hans, begyndte alt at falde fra hinanden. Jeg husker, hvordan jeg sad og tegnede mig selv, min mor og far, mens andre børn allerede var blevet hentet af deres forældre. Pædagogen, fru Jensen, kiggede på mig med et bekymret blik og tørrede uophørligt mine kinder med et håndklæde. Så gik hun hen, løftede mig op, pressede mig hårdt mod sig og sagde med en stemme, der næsten var en hvisken:
Uanset hvad der sker, skal du ikke være bange, lille Kasper. Du skal blive stærk. Forstår du mig?
Jeg gabte efter min mor:
Jeg vil have min mor!
Snart kommer tante og onkel, så skal du gå med dem, Kasper. Der vil være andre børn, men du må ikke græde, sagde hun og lagde sit fugtige ansigt tæt på mit.
Derefter blev jeg ført ud til bilen. Da jeg spurgte, hvornår mine forældre ville komme igen, fik jeg at vide, at de var langt væk og ikke kunne hente mig i dag. Jeg blev flyttet ind i et fælles værelse med drenge, som også havde mistet deres hjem. Dagen efter kom ingen, hverken i morgen eller overmorgen. Jeg lå i seng om natten, græd så jeg fik feber, og det hele føltes som om jeg var fanget i et mørkt hul.
Det var kun en kvinde i hvid kittel, tante Anne, der senere talte alvorligt med mig, da jeg endelig syntes at blive bedre. Hun sagde, at mine forældre nu var langt væk så langt, at de bare kunne ses fra himlen. De kunne ikke længere komme ned fra den himmelske verden, men de holdt øje med mig, så jeg skulle opføre mig ordentligt og holde mig sund, for ellers ville de blive triste.
Jeg troede ikke på hende. Jeg kiggede op på den grå himmel og så kun fugle og skyer. Jeg besluttede mig for at finde en vej ud af det ubehagelige børnehjem, som de andre drenge kaldte fangehuset. På en af mine vandreture i gården opdagede jeg en lille åbning bag en busk. Jernspidserne på hegnet var bøjet, men jeg kunne kun glide ind halvt. Så begyndte jeg at grave en lille tunnel. Jorden var blød, blandet med sand, og snart åbnede der sig et bredt hul under de laveste spidser. Jeg kravlede igennem og stod pludselig fri.
Jeg løb så hurtigt, jeg kunne, væk fra det sted, som føltes som en fængsel, men jeg kender ingen byer. Jeg vandrede, men alle huse så ens ud. På et kryds så jeg en kvinde, der lignede min mor, i en prikkerkjole med en pæn knold af lyst hår.
Mor! råbte jeg, men hun hørte mig ikke.
Jeg greb fat i hende, og hun satte sig ned på hug og så på mig med et blik, der var venligt, men ikke genkendeligt. Det var ikke min mor.
—
Mens jeg fortsatte min flugt, gik min historie ind i en anden fortelling, som jeg hørte fra en ung kvinde ved navn Gry. Hun havde forelsket sig dybt i tjue år, sammen med sin mand, Viktor. De mødtes tilfældigt på en udendørs sommerdans i Aarhus, da han bød hende til en langsom vals. De talte sammen, og snart var de uadskillelige. Efter tre måneder blev de gift, men efter tre år indså Gry, at hun ikke kunne få børn. Viktor tog det svært, og Gry gik gennem utallige undersøgelser og kurser på de færre sanatorier i landet. Til sidst accepterede de, at et barn ikke ville komme ind i deres liv. En dag foreslog Viktor, at hun kunne adoptere et barn fra en børnehjem.
Gry elskede Viktor så højt, at hun tilbød ham en skilsmisse, selvom de begge stadig var unge. Hun ville give ham en chance for at finde lykke med en anden, mens hun selv ville leve alene. Viktor ville ikke give op. Han sagde, at han aldrig ville forlade hende. Så udtænkte Gry en plan: hun fortalte, at hun havde en elsker, så Viktor ville give efter og forlade hende. Hun fortalte ham, at hun havde en anden mand, men Viktor nægtede at tro på det.
Næste nat var hun væk; hun kom først om morgenen tilbage, duftende af vin og herreparfume. Da Viktor spurgte, hvad der foregik, svarede hun kun, at hun havde en elsker, og så gik han med på skilsmissen.
Da jeg, som en lille dreng, hørte Gry kalde mig mor, var hun allerede to måneder i en skilsmisse. Hun havde savnet sit eksmand, men da jeg, Kasper, råbte jeg søger min mor og far, de skal være på himlen, men jeg tror ikke på det, så hendes hjerte springe.
Hvad er der sket, lille ven? spurgte hun blidt.
Jeg leder efter mine forældre. Jeg har hørt, de er på himlen, men jeg tror ikke på det, græd jeg.
Hun tog mig i hånden og sagde:
Kom, jeg bor her i nærheden. Vil du have en cupcake?
Vi gik hjem, og jeg slikkede den varme kage, hun havde købt med en kop solbærte på vejen. Jeg fortalte hende, hvad der var sket med mig. Det virkede, som om jeg aldrig havde smagt slik før; de ældre drenge i børnehjemmet havde taget mine søde sager og drillet mig. Gry blev så rørt, at hun spurgte:
Vil du, Kasper, flytte ind hos mig? Når du bliver ældre, vil du forstå, og en dag vil du møde dine forældre igen men det vil tage tid.
Jeg sagde ja. Gry ringede til børnehjemmet og meldte mig. Hun talte med pædagogerne, så de bedre kunne passe på de andre børn. Hun besøgte mig hver dag, men kunne ikke tage mig med hjem. Hun havde et lille lejlighed i København, et arbejde som sygeplejerske, men ingen mand, og ingen kunne adoptere et barn uden ægtefælle.
Da hun først overvejede at gifte sig på papir med en kollega, Sten, som lige var blevet skilt, gik hun med på hans vilje, men kun på betingelse af, at hun betalte hans regning. Gry havde altid haft en svaghed for Sten, selvom hun stadig elskede Viktor. Da hun ankom til mit værelse en aften, så hun et blå mærke under mit øje de ældre drenge havde slået mig for ikke at sladre. Pædagogerne, i stedet for at hjælpe mig, fortalte Gry om vores samtale.
Næste dag sagde Gry ja til Stens forslag. Lørdag aften gik hun i en rød kjole, som Sten havde ønsket, tændte stearinlys og gjorde mad. Hun følte sig bitter og tom, men hun lovede at redde mig. Døren gik op, og på dørtrinnet stod min eksmand, Viktor.
Jeg har holdt øje med dig, Gry. Jeg har set, at ingen har været i din dør, siger han.
Pludselig kom liftet ned, og Sten stormede ud med en buket blomster og en flaske boblevin.
Gry, jeg er her sagde han.
Viktor rødmede, knyttede næverne, men gik hurtigt ned ad trapperne, hoppede ind i en sporvogn og forsvandt. Gry stod tilbage i tårer, slog døren og så på mig, mens hun tænkte på, hvad der skulle ske med mig.
—
To år senere stod jeg, Kasper, på skolens lineal sammen med resten af første klasse. Jeg havde en skarp uniform og en hvid skjorte, og i hænderne holdt jeg en stor buket blomster til læreren. Mine forældre, Gry og Viktor, og en anden adoptivbror kom for at se mig. Viktor havde vist sig at være en bedre mand end jeg havde troet, og Sten viste sig ikke at være så grim.
Gry forklarede mig, at Sten og Viktor havde talt sammen og forstået hinanden. Viktor løb ind på kontoret, trak Gry med til vielsesmyndigheden, så vi hurtigt kunne blive officielt familie igen, så jeg kunne blive hentet fra børnehjemmet. Vi fortsatte at besøge børnehjemmet, give gaver og slik til de andre børn, og vi hentede straks den lille søster, som var kommet der.
—
Jeg kiggede op på himlen og hviskede:
Mor, far, jeg lover at jeg vil gøre mit bedste i skolen. Undskyld, hvis I er kede af, at jeg har andre forældre nu. Jeg elsker dem, men de er kun midlertidige, indtil jeg kan møde jer igen.
Jeg ved, at mine forældre omkom i en bilulykke. Jeg har set deres gravsten i en lille kirke i en landsby udenfor, men hver søndag går jeg i søndagsskolen ved den gamle kirke, så jeg kan føle deres nærvær.
Gry havde i starten nægtet at forstå Viktor, men skæbnen førte os alle sammen igen, og vi endte med at gifte os for anden gang. Alle i denne fortælling har fundet deres egen form for lykke.
Det er alt for nu, men jeg ved, at livet kan vende sig, selv når det virker håbløst.
Kasper.
