Haven hos Morten havde ikke kunnet lukkes siden sidste sommer. Hængelåsen var knækket, da han skubbede den med skulderen, fordi han havde fyldte spande i hænderne. Siden da hang lågen på et enkelt hængsel, og vinden slog den om natten, som om nogen kom og gik uden at turde træde indenfor.
Morten havde vænnet sig til det. Han vænnede sig hurtigt til de fleste ting. Til at hans kone var død for tre år siden. Til at sønnen ringede én gang om måneden, om søndagen, og samtalen varede præcis fire minutter. Til at haven groede til med skvalderkål, fordi ryggen ikke tillod ham at bukke sig, og at hyre hjælp var det samme som at indrømme, at han ikke kunne klare det selv.
Katten kom i september. Grå, med en hvid plet på brystet og et flænset øre. Den satte sig på trappen og stirrede på døren. Den mjavede ikke. Den gned sig ikke mod hans ben. Den sad bare, som om den var kommet for at gøre et ærinde og ventede på at blive lukket ind.
Morten kom ud, så på den og sagde:
– Jeg har ikke selv mad til overs.
Katten gik ikke.
Han gik ind, tog et stykke kogt torsk fra køleskabet, lagde det på en avis og bar det ud på trappen. Katten spiste fisken, slikkede sig om munden og satte sig igen på samme sted.
– Nå, så bliv du bare, sagde Morten.
I oktober boede den i huset. Ikke fordi Morten havde inviteret den, men fordi han en morgen åbnede døren og fandt katten sovende på dørmåtten i entreen. Hvordan den var sluppet ind, var uforklarligt. Døren havde været lukket. Så opdagede han, at køkkenvinduet ikke kunne lukkes helt, og han forstod.
Han reparerede ikke vinduet.
Nabodrengen Emil gik forbi Mortens hus hver dag. Han var ni år, gik i tredje klasse og tog gennem smøgen efter skole, fordi det var kortere. Lågen med det knækkede hængsel lå lige på hans rute. Emil kiggede altid ind i haven – ikke af nysgerrighed, men fordi der bag skuret voksede et gammelt æbletræ, og om efteråret lå der æbler under det, gule, små, sure, men Emil samlede dem alligevel op og spiste dem.
Nu var der ingen æbler. Men vanen med at kigge var der stadig.
Den torsdag kom Emil fra skole og så Morten stå på trappen med en jutesæk i hænderne. Sækken bevægede sig.
Emil standsede ved lågen. Sækken i Mortens hænder rystede, og noget inde i den skrabede, dæmpet, som negle på et bræt.
Morten så ikke drengen. Han gik ned ad trappen, gennem haven til bilen – en gammel Volkswagen, der stod ved hegnet, dækket af et lag mudder. Han åbnede bagdøren, lagde sækken på sædet og gik tilbage ind i huset.
Emil stod stille. Hjertet hamrede, som om han havde løbet, selv om han stod på stedet. Han havde set katten omkring Mortens hus. Grå, med en hvid plet. Den sad nogle gange i vindueskarmen og kiggede ud. Emil havde engang vinket til den, og katten havde vippet hovedet, som om den ikke forstod.
Sækken. Katten i sækken. Emil vidste, hvad det betød. Bedstemor havde fortalt, at man i gamle dage druknede killinger i åen. Ikke af ondskab, men fordi der ikke var mad til dem. Bedstemor sagde det roligt, som om hun talte om vejret, og dengang kunne Emil ikke sove før midnat, fordi han forestillede sig en sæk, der sank ned i det sorte vand.
Morten kom ud igen. Nu havde han en papkasse i hænderne. Han stillede den på bagsædet ved siden af sækken, satte sig bag rattet og startede motoren. Volkswaggen hostede, fræs og kørte ud af gården gennem de åbne porte.
Emil trykkede sig ind mod hegnet, så bilen ikke ramte ham. Morten kørte forbi uden at dreje hovedet.
Drengen løb hjem.
Hans mor, Lise, stod i køkkenet og skar løg. Øjnene var røde, men ikke af gråd, af løgene. Emil fløj ind i entreen uden at tage skoene af og råbte fra dørtrinnet:
– Mor, Morten har puttet katten i en sæk og kørt væk!
Lise lagde kniven fra sig.
– Hvilken kat?
– Den grå, med den hvide plet! Den boede hos ham! Han puttede den i en sæk og i bilen!
– Emil, tag skoene af. Du får hele gulvet til…
– Mor! Han er kørt for at drukne den! Eller smide den i skoven!
Lise tørrede hænderne i et viskestykke. Så på sin søn. Han stod i en åben jakke med skoletasken på den ene skulder, og hans underlæbe rystede. Han græd ikke, men var tæt på.
– Emil, sæt dig. Vi ved ikke, hvor han har kørt hen. Måske til dyrlægen.
– Man tager ikke til dyrlægen i en sæk! I en transportkasse!
Og dér havde Lise ikke noget at sige. For sønnen havde ret. Til dyrlægen i en sæk tager man ikke.
– Okay, sagde hun. – Jeg taler med Morten, når han kommer hjem.
– Hvad hvis det er for sent?
– Emil.
– Hvad hvis det er for sent, mor?
Lise tog forklædet af.
– Gør dig klar. Vi kører.
Hun vidste ikke, hvorfor hun gjorde det. Morten havde været nabo i tyve år. En stille, fåmælt mand, der tidligere havde arbejdet som mekaniker på en fabrik, og som nu var pensionist og reparerede småting for naboerne mod en symbolsk betaling. Han drak ikke. Han lavede ikke ballade. Efter konens død var han blevet endnu mere stille, som om lydstyrken var skruet ned et par hak. Lise bar et glas syltetøj over til ham hver nytårsaften, og hver gang sagde han det samme: “Det var da unødvendigt, Lise.” Han tog imod. Og næste gang sagde han igen “det var da unødvendigt”.
Han lignede ikke en mand, der druknede katte.
Men sækken havde bevæget sig. Emil havde set det.
Lise bakkede bilen ud af carporten. Emil satte sig ved siden af, spændte sig fast og kiggede ud ad vinduet, som om katten kunne dukke op på vejen. De anede ikke, hvor de skulle køre hen – de vidste ikke, hvilken vej Morten havde taget. Mod åen? Mod skoven? Mod landevejen?
– Mod åen, sagde Emil med sikkerhed.
– Hvorfor mod åen?
– Fordi Bedstemor sagde, at man altid tog mod åen.
Lise drejede mod åen. Ikke fordi hun troede på Bedstemors historier. Men fordi hun ikke havde nogen anden plan, og Emil så på hende, som børn gør, når de venter, at en voksen ordner alting.
Vejene til åen gik gennem en mark, derefter gennem en birkeskov, og så stejlt ned til en gammel bro. Broen var af træ og blev kun brugt om sommeren. Nu om dage kørte man hellere omvejen gennem Glumsø, det var otte kilometer længere, men til gengæld asfalt.
Der var ingen Volkswagen ved broen.
– Han er ikke her, sagde Lise.
Emil svarede ikke. Han stirrede på åen. Den var ikke frosset til, for februar var usædvanlig mild, og vandet flød grumset, gråbrunt med mørke pletter langs bredden.
– Lad os køre hjem, sagde Lise blødt.
– Gennem Glumsø, bad Emil.
De kørte gennem Glumsø.
De så Volkswaggen på tilbagevejen. Den holdt ved kanten af vejen, lige før en lang, lav bygning med et skilt, hvor der stod “Dyrlægeklinik”. Skiltet var gammelt, bogstaverne falmede, og “klinik” lignede nærmest “linik”. Ved døren hang en A4 seddel, men på afstand kunne de ikke læse den.
Lise standsede.
– Emil, vent i bilen.
– Nej.
– Jeg går med dig.
Hun argumenterede ikke.
Inde lugtede der af klor og noget sødt, som det gør på apoteker. Bag disken sad en kvinde i en blå kittel og skrev i en journal. I gangen var der ingen på stolene. Bag en lukket dør med et skilt “Konsultation” hørte de en stemme. Lise genkendte den med det samme.
Morten.
Hun gik hen til døren og standsede. Emil stod ved siden af hende, klamrede sig til hendes arm.
Døren var på klem.
Morten sad på en taburet foran et metalbord. På bordet, på en ren voksdug, lå katten. Grå, med en hvid plet på brystet. I live. Dyrlægen, en ung mand med briller, følte på dens mave. Katten lå roligt, kun halen slog op og ned.
– Hvornår opdagede du det? spurgte dyrlægen.
– For tre dage siden. Den holdt op med at spise. Så begyndte den at gemme sig. Den kravlede ind under et gammelt kar og ville ikke frem. Jeg fik den halvt med magt.
– Hvad kom du med den i?
– I en sæk. Jeg har ikke en transportkasse. Ville have købt en, men i vores lokale butik har de ingen, og at køre til byen… Jeg lavede huller i sækken, så den kunne trække vejret. Og puttede et tæppe i.
Dyrlægen nikkede. Han trykkede på kattens mave og holdt hånden stille.
– Morten, din kat er ikke syg. Din kat har killinger. Om en uge, måske ti dage.
Morten tog kasketten af. Gned sig panden. Satte den på igen.
– Killinger?
– Tre eller fire, føler jeg. Den er ikke gammel, den er rask, fødslen burde gå normalt.
– Jeg troede den var ved at dø, sagde Morten stille. – Den spiste ikke. Gemte sig. Mjavede om natten, sådan sagte, som om den klagede. Jeg troede, det var slut.
Dyrlægen smilede.
– Det er ikke slut. Tværtimod. Det er en begyndelse.
Morten så på katten. Den vendte hovedet og kneb øjnene sammen mod ham, som om den sagde: “Nå, fattede du det endelig?”
Han rakte hånden ud og strøg den mellem ørerne. En gang. To gange. Katten trykkede ørerne ned og begyndte at spinde, og lyden gik gennem metalbordet som en vibration.
Emil uden for døren holdt vejret. Han havde hørt alt. Lise lagde hånden på hans skulder og mærkede, hvordan drengen slappede af, som om den spænding, der havde holdt ham oppe den sidste time, pludselig forsvandt.
Hun skubbede døren op.
Morten vendte sig. Han så Lise. Han så Emil. Han blev overrasket.
– Lise? Hvad laver du her?
Lise åbnede munden og lukkede den. For at sige “vi troede, du var kørt for at drukne katten” var pinligt, dumt og umuligt. Men Emil kom hende i forkøbet.
– Morten, jeg så, at du puttede katten i sækken. Jeg troede, du skulle… altså…
Han fik ikke sagt mere. Morten så på drengen, og i hans ansigt skete der noget langsomt og kompliceret, som om han samlede et helt billede af enkelte ord.
– Troede du, jeg ville drukne den?
Emil nikkede.
Morten tav. Så rejste han sig, gik hen til drengen og satte sig på hug. Knæene knagede, og Morten rynkede panden, men han rettede sig ikke op.
– Emil. Det ville jeg aldrig have gjort. Hører du? Aldrig nogensinde.
– Jeg ved det. Nu ved jeg det.
– Sækken, fordi jeg ikke har en transportkasse. Den kan ikke lide at blive holdt fast. Den kradser. I en sæk er der mørkt og trygt. Jeg lagde en gammel sweater indeni, så den var blød.
– Jeg så sækken bevæge sig. Blev bange.
Morten lagde hånden på drengens skulder. Håndfladen var stor, tung, med gule hård hud.
– Det var godt, du blev bange, sagde Morten alvorligt. – Godt, du løb. Hvis det virkelig havde været sådan, havde du været i tide.
Katten på bordet holdt op med at spinde og så på dem, som om den forstod, hvad de talte om. Dyrlægen skrev tavs noget i journalen.
Lise vendte sig mod vinduet. Udenfor faldt den første sne, fin og tør, og lygtepælen ved dyrlægeklinikkens indgang lignede en mat sol i en hvid sky.
Papkassen, som Morten havde sat i bilen efter sækken, stod på gulvet ved bordet. Åben. Inde i den lå et gammelt håndklæde, en skål vand dækket med en pose for ikke at spilde, og en pose kattefoder. Kattefoder, som i deres landsby kun blev solgt i én butik, hos Tante Lene, og som var dyrt. Morten havde købt det på forhånd.
Hjem kørte de i mørket. Emil sad på bagsædet og tav. Han sov ikke, han tav bare, som en voksen, der har løbet tør for ord, men ikke for tanker.
– Mor, sagde han, da de nærmede sig landsbyen, – må jeg gå hen til Morten, når killingerne bliver født?
– Det må du, hvis han ikke har noget imod det.
– Det har han ikke.
Lise spurgte ikke, hvor han havde den sikkerhed fra. For hun havde set, hvordan Morten så på drengen inde på dyrlægeklinikken, og i det blik var der noget, hun ikke havde set hos naboen i lang tid. Ikke taknemmelighed. Noget enklere og vigtigere. Som om han for første gang i tre år blev set ikke gennem hegnet, men helt tæt på.
Killingerne blev født ni dage senere. Fire stykker. Tre grå og én hvid med en mørk plet på ryggen, der lignede et blækhul.
Emil kom samme aften. Morten åbnede døren og lukkede ham ind uden et ord. Drengen satte sig på gulvet ved siden af kassen, hvor katten lå med killingerne, og sad der en halv time uden at røre sig.
– Den dér ligner dig, sagde Morten og pegede på den hvide. – Lige så frisk.
– Den ligger bare.
– Vent og se.
Lågen reparerede Morten. Emil hjalp, holdt hængslet, mens Morten skruede skruerne i. Den nye hængelås købte Lise. Hun kom med den i en pose sammen med et glas syltetøj. Morten sagde: “Det var da unødvendigt, Lise.” Men hængelåsen skruede han på samme dag.
Nu lukkede lågen tæt, og vinden slog den ikke længere om natten. Men Emil gik stadig gennem den hver dag efter skole. Han åbnede, gik ind, lukkede efter sig. Hængelåsens klik var kort og præcist, som et punktum i slutningen af en sætning.
Den hvide killing tog Emil med hjem, da den var stor nok. Han kaldte den Hvide. Morten hørte navnet, gryntede og sagde intet. Han strøg bare katten, der sad på vindueskarmen og så drengen bære sin søn gennem haven.
Katten fulgte dem med blikket helt til lågen. Så vendte den sig om og rullede sig sammen på vindueskarmen.
