Lærke har i fjorten måneder kæmpet mod kræft. Sygdommen har taget hendes hår, men den har ikke kunnet røre ved den ukuelige indre styrke, hun har opbygget, og som ingen kan tage fra hende. Da dimissionen fra gymnasiet nærmer sig – en milepæl, som hun tidligere har tvivlet på, at hun nogensinde ville nå – vælger hun med stor omhu et sølvfarvet hovedtørklæde. Det fungerer som hendes rustning på vejen. Hendes mor, dybt rørt over sin datters vedholdenhed, støtter fuldt op om valget og bekræfter igen og igen, hvor smuk Lærke er, mens de forbereder sig på en af de sværeste, men vigtigste sejre i hendes liv.
Glæden ved den store dag bliver imidlertid fuldstændig ødelagt, da forkvinden for forældrebestyrelsen, fru Villadsen, trækker Lærke til side efter generalprøven. Fru Villadsen siger koldt, at Lærkes hovedtørklæde “vil ødelægge” de officielle billeder og gøre andre forlegne. Hun foreslår, at Lærke holder sig i baggrunden eller deltager i en særskilt ceremoni, så hun ikke minder folk om sin “sygdom”. Lærke føler sig knust og fuldstændig udenfor. Hun græder hele vejen hjem, mens hendes mor allerede tænker på, hvordan hun kan beskytte sin datters værdighed.
På selve dimissionsdagen er stemningen anspændt, da Lærke og hendes mor ankommer til skolen. Fru Villadsen konfronterer dem endnu en gang og forsøger at presse sin vilje igennem, men Lærkes mor er ikke parat til at tie længere. Midt under ceremonien går hun op på scenen og taler offentligt imod fru Villadsens ekskluderende adfærd. Hendes ord runger gennem festsalen og gør det krystalklart for alle, hvor grusomt det er at bede en ung kræftoverlever om at skjule sin egen historie for et perfekt billedes skyld.
Situationen tager en rørende drejning, da Gitte, fru Villadsens datter, rejser sig for at støtte sin veninde. Hun trækker et sølvfarvet hovedtørklæde frem under sin hvide kappe, binder det om hovedet og erklærer, at ingen skal behøve at gå alene over scenen til dimissionen. Da klassekammeraterne ser den modige handling, rejser de sig én efter én og binder også deres egne hovedtørklæder op. Det, der begynder som en protest, forvandles til en samlet og smuk manifestation af medmenneskelighed og støtte, som efterlader alle målløse.
Da rektor forstår alvoren, tager han mikrofonen og undskylder offentligt over for Lærke. Han slår fast, at hun har sin naturlige plads præcis, hvor hun altid har skullet være: sammen med sine klassekammerater. Han tager afstand fra de sårende bemærkninger. Da turen kommer til Lærke, går hun over scenen med højt løftet hoved for at modtage sit eksamensbevis. Omkring hende står et fællesskab, der til sidst har valgt at se et menneskes overlevelse og mod som noget langt vigtigere end nogen ydre detalje.
