— Dennis, hvem er det? Hvor er der så mange mennesker? — stemmen fra Kristine vaklede, hun knugede stærkere omkring sin søns albue. Et kort glimt af tanke skød gennem hende: »Jeg solgte sommerhusgrunden uden at spørge, og nu har nye ejere spottet frem for at tage sig af den.« Tænkningen tørrede hendes mund, og da hun slap hans hånd, stivnede hun og stirrede ind i sin egen have.
Træplankerne duftede af fyrretræ – en tung, krydret duft, så skarp at hun allerede ved indgangen havde fået en snuekløe, og nu blandedes den med kalk og sved. Rundt om i gården stod folk. Mange. Om omkring tyve, måske flere. Mænd i slidte T‑shirts og støvede jeans, to unge kvinder med ruller af plastfolie, en fyr på en stillads, en anden – helt på taget – med en hammer. Nogen bar cementposer, andre omrørte en hvid, skarp væske i spande, hvis damp lugtede af kalk. Hendes engang stille, grå sommerhusområde fremstod nu som en myretue i april.
— Dennis, — sagde hun tør, næsten uden stemme. — Ser du det her? Hvis du solgte grunden uden at spørge, så tilgives jeg dig det aldrig. Er disse folk fremmede?
— Mor, vent, hvilke nye ejere? — Dennis tøvede. — Hvad mener du? Det er mine. Mine alle.
— Hvad mener du med »mine«? Hvad foregår der? Jeg har min telefon i tasken; hvis du ikke forklarer nu, ringer jeg til politiet.
Hun greb efter tasken, der hang på albuen, men fingrene ville ikke følge. I et øjeblik flød alle hendes drømme sammen: huset, som hun havde trukket i femten år, verandaen, som aldrig blev bygget, fordi Dennis’ studier, bilkreditten, hendes egen tandlæge‑plan – alt ventede. Nu trampede fremmede folk på den jord, hun havde plejet som et barn.
— Mor, — sagde Dennis og rakte ud efter hendes skulder. — Lyt. Det er ikke fremmede ejere. Jeg kaldte bare på dem.
Kristine stod stille med tasken på armen, så på sin søn som om hun så ham for første gang. Treogtredive år, sølvgrå hårspidser, brede skuldre – hun så ikke ham, men hans fremtid. I hans øjne manglede både frygt og dristighed, kun en rolig venten.
— Du?
— Jeg. Mor, de er mine. Fra arbejde, fra universitetet, drenge fra gården, dem jeg spillede fodbold med. Husker du Peder?
Kristine huskede Peder. Den spinkle, altid sultne dreng, der altid lå ved deres bord fordi han syntes, hans eget hjem var trangt. Hun smed ham ofte en ekstra portion og lod som om hun ikke så, hvordan hans kinder blev røde af skam.
— Er Peder her?
— Ja. Og Søren, Mikkel‑den Røde, og Jørgen, som var min vidne ved brylluppet. Næsten alle dem, du har næret, mor.
Hun skannede gården med øjnene. Nu forstod hun, hvorfor ansigterne virkede kendte. Fyren på stilladset – drengen, som hun engang gav Dennis’ gamle cykel, da familien flyttede til en lejlighed. Drengen med spanden – det var Søren, der i niende klasse knuste deres vinduesrude med en bold, og hun havde bare sagt, at han skulle erstatte den. De var vokset til mænd med stærke hænder og alvorlige miner, og nu stod de på hendes jord med planker og plantninger.
— Hvorfor? — spurgte Kristine stille. — Dennis, hvorfor?
Dennis tænkte et øjeblik, så greb forsigtigt hendes hånd, som om den var lavet af glas, og trak den tættere.
— Du har sparet på den her sommerhuset hele dit liv, mor. Huskede du, at du drømte om en stor terrasse med skyde‑glas, så du kunne drikke te om sommeren og se solnedgangen? Du hængte et udklip fra et boligmagasin på køleskabet for femten år siden.
Kristine mindedes udklippet. Det var falmet, kanterne var krøllede, men hun havde aldrig smidt det ud, før køleskabet blev udskiftet. Så var udklippet væk, og hun havde næsten glemt det.
— Du lagde det til side, — fortsatte Dennis, — med hver løn. Så kom mine eksamener, lektiehjælp, vores lejlighed, da Vera og jeg blev gift… Mor, du har i seks år sat på renovering af dit soveværelse. Dine blomstrede tapeter er ældre end mig. Jeg husker, du sagde: »Det er okay, terrassen kan vente.« Men ved du hvad? Den vil ikke vente længere. Det er på tide at handle.
Kristine sank stille. Så længe hun sad, stoppede Peder på taget med hammeren, og så på dem.
— Jeg betaler din gæld, — sagde Dennis. — Gratis byggefirma. En uge, så er vi færdige. Se her.
Han trak et sammenfoldet papirs ark frem fra baglommen. Da han udfoldede det, så Kristine en tegning – præcis, med mål og noter i margen. Ikke et tidsskriftudklip, men en egentlig plan, udarbejdet til hendes lille grund, med den gamle æbletræ, hun havde bedt om at blive i fred.
— Æbletræet skåner vi, — sagde Dennis, mens han fangede hendes blik. — Fundamentet forstærker vi, gulvvarmen installerer vi – der findes et billigt, pålideligt system. Du kan sidde på det i november, pakke dig ind i et tæppe og nyde din te.
En tåre gled ned ad Kristines kind og mærkede sig fast ved læben. Hun tørrede den ikke; hun så bare på de voksne mænd, der som barn havde løbet på denne gård, knuste knæ, hentede varme frikadeller fra hendes gryde, kopierede lektier i køkkenet og diskuterede om computere indtil stemmen brød. Nu var de her, gratis, for at bygge den terrasse, hun drømte om.
Men idyllen varede kort. Bag hegnet hørtes en hoste, og over den lave stakats væg dukkede et hoved i en farverig tørklæde op. Vera Andersen, naboen til venstre, en kvinde med det evige udtryk »jeg sagde jo det« i ansigtet. Hun lagde hænderne på hofterne og så på scenen som om hun så en grænse blive trukket.
— Kristine, er det dig? — sang hun med en sød, metallisk stemme. — Jeg hører støj, maskiner fra morgen. Er det en markedsplads eller hvad?
— Hej Vera, godmorgen, — svarede Kristine instinktivt, mens hun tørrede kinden. — Det er min søn med venner. De hjælper med terrassen.
— Terrasse? — Vera sprællede med armene. — Har I tilladelse? Ved du, at der nu er så store bøder for ulovlige byggeri, at du kan sælge grunden og stadig få en bøde? Og din grund er lille, Kristine, kun tre meter fra min hegnet. Overholder du afstandene? Jeg holder ikke igen, for min nevø er bygningsinspektør, så jeg kan melde dig ind.
Dennis vendte sig roligt mod hegnet, gik frem.
— Goddag, fru Vera. Tilladelsen er på plads, projektet er godkendt, brandkrav overholdes. Min ven er arkitekt, han har tjekket alt, før han tegnede. Vil du se dokumenterne?
Vera blev rød som en kirsebær. Det havde hun ikke ventet.
— Så… lad os se, hvad I kan få ud af det. Jeg vil ikke have støj, mine børnebørn sover.
— Intet problem, — svarede Kristine, stemmen nu rolig. — Dine børnebørn spiste pandekager hos mig sidste august, da du glemte at fodre dem. De sover sikkert.
Vera trak læberne sammen og forsvandt bag hegnet. Peder på taget hvæstede stille med hammeren igen, og Kristine mærkede for første gang i mange år en slags kampgejst boble op i hende. Hun ville beskytte sin drøm.
De næste to timer forsvandt i en tåget tilstand. Hun følte, at hun sov, mens Dennis satte hende på en sammenklappelig stol i skyggen af æbletræet, hentede en gammel kop med afskåret håndtag – den, hun drak te af, da hun førte ham i børnehave – og hældte varm te fra en termokande.
— Sid, — sagde han strengt. — Din opgave i dag er at se. Ingen ”jeg samler kun høst”, ingen ”jeg vander nu agurker”. Forstået?
Kristine ville protestere, som hun havde gjort i fyrre år, men hun trak sig tilbage, lænede sig på stolen og så.
Hun så, hvordan Peder og hans makker savede planker, så saven skråle så højt, at nabohunden begyndte at gø. Mikkel‑den Røde, nu skaldet og værdig, rørte ved cement og talte med en kvinde, der så ud som en gartner. Dennis gik frem og tilbage, hjalp, nikkede, hans ansigt var voksen, koncentreret, som en godhusmand. Hans søn, ejeren af denne gård, ejeren af det liv, han nu gav tilbage til sin mor.
Klokken tre om eftermiddagen rejste Kristine sig. Det var nok. Hun kunne se, men ikke længere så så dybt.
— Jeg laver frokost, — sagde hun til Dennis.
— Mor…
— Ikke »mor«. Vi har tyve personer her, de har været oppe siden otte. Hvad har de spist, sandwich?
— Øh, brød og pålæg…
— Præcis. Jeg gør det hurtigt.
Hun gik ind i huset. Det var køligt, duftede af sommerstøv. Hun åbnede køleskabet: æg, smør, en pakke kefir, tre år gammel sennep. Hun sukkede. Intet. Hun måtte improvisere.
Da hun gik ud på verandaen for at hente Dennis, stod en af pigerne – den med fløjlsbukser – med to store poser.
— Her er grøntsager, kylling, æg, mel, smør, — sagde hun. — Dennis købte i går, sagde: »Mor, du vil lave mad, så lad være med at diskutere, bare giv mig ingredienser.«
Kristine tog poserne, så på pigen, så på Dennis, der stod lidt til side og så ud som om han studerede tagkonstruktionen.
— Du, — sagde hun, mens hun gik forbi ham. — Hvor blev du så færdig?
— Mor, jeg har trænet i tre måneder, — svarede han uden at vende sig. — Bare sig, hvornår pandekagerne er klar.
Det var for meget. Kristine gik ind, lukkede døren tæt, stod et øjeblik med hænderne mod ansigtet, trak vejret ud, trak ærmerne op og gik i gang med dejen.
En time senere stod et langt bord i gården, bygget af de samme planker på kun femten minutter. På bordet stod dampende kartofler, som Kristine steg i tre pander, fordi den store gryde manglede. Der lå agurker og tomater, store tern, som i hendes ungdom, da salater ikke krævede tankegang. I midten stod en bakke med pandekager – tynde, fine, sprøde kanter. De samme hun engang bagte til tiende‑klassinger på tre minutter.
— Tante Kristine, — råbte en munden fuld af mad, måske Søren, han der knuste glasset, — jeg har ikke spist sådanne pandekager på femten år. Ærlig talt. Min mor lavede kun færdigret.
— Jeg ved det, — svarede Kristine og smilede. — Derfor har du siddet her til aften.
Alle lo, højt, frit, som unge igen. På hendes sommerhus hørte tyve voksne mennesker til, og latteren var nok til at fylde et årti.
Pludselig rejste Kristine sig, skannede rummet. Peder med en ske i hånden stod fast; Dennis så bekymret ud. Hun greb en lille krus, hældte saft fra en gryde i den og løftede den højt.
— Venner, — sagde hun, stemmen overraskende klar, — jeg har grædt tre gange i dag. Første gang af frygt, anden af glæde, tredje fordi jeg ikke vidste, hvordan jeg skulle takke jer. Nu ved jeg. Jeg vil drikke for jer. For hver af jer. For at I husker mig, og jeg husker jer. Jeg har næret jer, og I har ikke glemt mig.
Hun drak saften i en slug, som om den var stærkere end te. Et øjeblik var der tavshed, så brød der et råb af »hurra« så højt, at en ravn fløj ned fra æbletræet.
Hun gik mellem dem, lagde pandekager på tallerkener, hældte te, lyttede til samtaler og forstod, at den gamle uro – den der altid fulgte hende, hvor hun gik i seng og vågnede – var væk. Ingen bekymringer om Dennis’ ægteskab, boliglån, travlhed. Alt dette forsvandt, for nu sad hendes søn på en omvendt kasse, med en planke på knæ som tallerken, smurte pandekagen med marmelade, og sagde: »Nej, i morgen er fronten færdig, i dag er frokost, ellers vil regnen vaske alt væk.« Hun indså, han var vokset. Han kunne samle tyve mennesker og bygge en terrasse – for hende.
Om aftenen, da folk begyndte at pakke deres telte (de havde slået lejrtøj op lige bag grunden ved skoven for ikke at folde sammen), sad Kristine på den gamle veranda. Dennis satte sig ved siden af.
— Så, hvad synes du? — spurgte han.
— Jeg ved ikke, hvordan jeg skal takke dig.
— Mor, du behøver ikke takke. Jeg takker dig. For alt.
Stilheden sad et øjeblik. Så sagde Kristine:
— Jeg har altid troet, at forældre giver til børn, og så går børn deres egen vej. Jeg ventede aldrig på noget. Ærligt, Dennis. Jeg ville bare, at du skulle have det bedre end mig.
— Så er det som det skal være, — svarede han. — Jeg har det bedre, fordi du ønskede det. Og nu vil jeg have, at du også får det bedre. Selv en terrasse.
Kristine lo og skubbede ham i skulderen – som dengang, da han kom med to i dansk, og han sagde: »Mor, jeg er jo ikke Shakespeare.«
— Så er du klar, bygherren. I morgen er fronten klar igen.
— Fronten forsvinder ikke, — sagde Dennis og rakte hende hånden for at hjælpe hende op.
Ugen gik som en enkelt dag. Fredag aften stod Kristine på sin nye terrasse og så solnedgangen male haven i orange. Terrassen var præcis som på udklippet: lys, rummelig, med skydedøre og duften af frisk træ. Plankerne var endnu ubehandlede, men det gjorde intet. På gulvet lå et gammelt tæppe, på vindueskarmen stod en kop te. Lavendel, som pigerne havde plantet ved indgangen,Med stjernerne spejlet i den varme gulvvarme og duften af lavendel omkring sig, vidste Kristine, at drømme og virkelighed nu gik hånd i hånd, og hun kunne endelig læne sig tilbage i sit livs nye terrasse.
