Hvem skal du tale med? smed den unge fyr bag skranken hen, uden at kigge væk fra sin smartphone. Hans flotte klip og dyre sweater råbte højt, hvor vigtig han selv syntes han var, og hvor lidt resten af verden betød for ham.
Bodil Rasmussen rettede sin enkle men solide taske på skulderen. Hun havde valgt tøjet med omhu, så hun ikke skilte sig ud: en almindelig bluse, en nederdel der gik til knæene, og praktiske flade sko.
Den gamle chef, den trætte gråhårede Gunnar, som hun havde handlet virksomheden med, smilede da han hørte planen. En trojansk hest, Bodil Rasmussen, sagde han anerkendende. De bider på krogen uden at ane, at der er madding på. De fatter aldrig hvem du er, før det er for sent.
Jeg er deres nye kollega. Jeg skal på dokumentationsafdelingen, svarede hun roligt og dæmpet, uden at lyde som om hun gav ordrer.
Fyren kiggede endelig op. Han lod blikket glide fra de slidte sko op til det omhyggeligt satte grå hår, og der glimtede en ren, ubesværet hån i øjnene. Han gad ikke engang skjule det. Nå ja, de nævnte at der kom en ny. Har du fået dit adgangskort hos vagterne?
Ja, det ligger her.
Han pegede dovent hen mod drejekorset, som om han vinkede en forvildet myg videre. Din plads er et sted derinde bagved. Du finder nok vej.
Bodil Rasmussen nikkede. “Jeg finder vej,” gentog hun indeni, mens hun gik ind i det summende open office, der summede som en bistade. Hun havde navigeret livets kringlede stier i fyrre år. Efter mandens pludselige død havde hun reddet en næsten bankerot virksomhed og fået den til at vokse. Hun havde håndteret indviklede investeringer, der fik formuen til at vokse, og hun havde lært at undgå at gå til af kedsomhed og ensomhed i det store tomme hus, selv som femogtresårig.
Den her blomstrende men indvendigt rådne IT-virksomhed, i hvert fald som hun mærkede det, var den mest spændende udfordring på det seneste. Hendes skrivebord stod klemt ind i det fjerneste hjørne, lige ved arkivdøren. Det var gammelt, ridset og med en knirkende stol, som en lille glemt ø midt i et hav af blank teknologi.
Er du allerede ved at falde til? lød en sød, næsten kvalmende stemme bag hende. Foran stod Mette, chefen for marketing, i en elfenbensfarvet, knivskarpt strøget buksedragt. Dyr parfume og duften af succes hang om hende. Jeg prøver, smilede Bodil Rasmussen blidt. Du skal lige tjekke de gamle kontrakter til Altair-projektet. De ligger i arkivet. Det burde ikke være svært, tilføjede Mette med en tone, som om hun forklarede noget til et lille barn. Hun så på Bodil Rasmussen som på et mærkeligt uddødt fossil. Da hun gik med stramme skridt, hørte Bodil Rasmussen et lavt fnis bag sig. HR har helt tabt sutten. De er ved at ansætte dinosaurer snart.
Bodil Rasmussen lod som ingenting. Hun skulle stadig se sig omkring. Hun gik hen mod udviklingsafdelingen og standsede foran et glasvægget mødelokale, hvor nogle unge diskuterede ivrigt. Frue, leder du efter noget? spurgte en høj fyr, der kom ud bag sit skrivebord. Stig, den ledende udvikler. Virksomhedens store fremtidshåb, i hvert fald ifølge beskrivelsen, som det virkede som om han selv havde skrevet. Ja, min ven, jeg leder efter arkivet. Stig smilede og vendte sig til sine kolleger, der fulgte med som ved et gratis cirkus. Bedstemor, du er vist på helt forkert afdeling. Arkivet er derovre, pegede han vagt hen mod hendes skrivebord. Vi laver seriøst arbejde her. Noget du slet ikke kan forestille dig. De andre fniste lavt. Bodil Rasmussen mærkede en kold, rolig vrede stige op. Hun så på de selvglade ansigter og det dyre ur på Stigs håndled. Alt det var betalt med hendes penge. Tak, svarede hun jævnt. Nu ved jeg præcis hvor jeg skal hen.
Arkivet var et lille kvælende rum uden vinduer. Bodil Rasmussen gik i gang. Altair-mappen dukkede hurtigt frem. Hun bladrede systematisk igennem. Kontrakter, bilag, godkendelser. På papiret så alt upåklageligt ud. Men hendes trænede blik fangede straks de mistænkelige ting. I mapperne til underleverandøren Cyber-Systemer var beløbene afrundet til hele tusinder kunne være sjusk, men kunne også være et trick for at skjule den rigtige regnskab. Beskrivelserne af arbejdet var vage: rådgivningsydelser, analytisk støtte, procesoptimering. Klassiske måder at få penge ud af virksomheden på, kendt fra halvfemserne.
Et par timer senere knirkede døren. En ung pige med forskræmte øjne stod i åbningen. Goddag. Jeg hedder Lene, fra bogholderiet. Mette sagde du var her… Det må være besværligt uden elektronisk adgang? Jeg kan godt hjælpe. Der var ingen nedladning i hendes stemme. Tak, lille Lene. Det er rigtig sødt af dig. Det er slet ikke noget. Det er bare at de andre… de forstår ikke altid at ikke alle er født med en tablet i hånden, mumlede Lene og blev rød. Mens Lene forklarede programmet fornuftigt, tænkte Bodil Rasmussen at selv i det værste mudder kan der være en ren kilde. Lige efter Lene var gået, stod Stig i døren. Jeg skal bruge en kopi af Cyber-Systemer-kontrakten nu. Han talte som til en tjener. Goddag, svarede Bodil Rasmussen roligt. Jeg gennemgår lige papirerne. Giv mig et øjeblik. Et øjeblik? Jeg har ikke tid. Jeg har et opkald om fem minutter. Hvorfor er det her ikke digitaliseret? Hvad laver I overhovedet? Hans hovmod var hans svaghed. Han var sikker på ingen, især ikke den her gamle dame, ville tjekke ham. Det er min første dag, svarede hun jævnt. Jeg prøver at rydde op i det andre har ladet ligge. Jeg er ligeglad! afbrød han og gik hen og rev mappen ud af hendes hænder uden videre. Jer gamle, der er bare problemer med jer! Så stormede han ud og smækkede døren. Bodil Rasmussen så ikke efter ham. Hun havde set nok. Hun tog telefonen og ringede til sin advokat. Henrik, goddag. Vær sød at undersøge en virksomhed. De hedder Cyber-Systemer. Jeg tror deres ejere kan være interessante.
Næste morgen vibrerede telefonen. Bodil Rasmussen, du havde ret. Cyber-Systemer er et tomt stråmandsselskab. Det står på en Pedersen, som er fætter til Stig, deres udvikler. Klassisk trick. Tak, Henrik. Det var lige det jeg ville vide.
Højdepunktet kom efter frokost. Hele kontoret blev kaldt til ugentligt møde. Mette strålede mens hun fortalte om succeserne. Hov, jeg glemte at printe konverteringsrapporten. Bodil, sagde hun i mikrofonen med en giftigt sød stemme, vær sød at hente Q4-mappen fra arkivet. Prøv bare ikke at fare vild denne gang. Der løb et lavt fnis gennem rummet. Bodil Rasmussen rejste sig uden et ord. Nu var grænsen overskredet. Et par minutter senere kom hun tilbage. Stig stod og hviskede med Mette. Og her kommer vores redningsmand! råbte Stig højt. Du kunne godt speede lidt op. Tid er penge. Især vores penge. Det ord “vores” var det der fik bægeret til at flyde over. Bodil Rasmussen rettede sig op. Den bøjede holdning forsvandt. Blikket blev hårdt. Du har ret, Stig. Tiden er penge. Især de penge der blev vasket rene gennem Cyber-Systemer. Synes du ikke projektet var meget bedre for dig personligt end for virksomheden? Stigs ansigt ændrede sig. Smilet forsvandt. Jeg… jeg forstår ikke hvad du mener. Nej? Så forklar de andre her, hvordan du er i familie med den der Pedersen. Der blev helt stille i lokalet. Mette prøvede at redde det. Undskyld, men med hvilken ret blander den her medarbejder sig i vores økonomi? Bodil Rasmussen så ikke på hende. Hun gik rundt om bordet og standsede for enden. Min ret er den mest direkte. Lad mig præsentere mig. Bodil Rasmussen. Den nye ejer af virksomheden. Det var som om en bombe var gået af, bare værre. Stig, fortsatte hun iskoldt, du er fyret. Mine advokater kontakter dig og din bror. Bliv i byen. Stig sank sammen og satte sig. Dig, Mette, er også fyret. På grund af faglig utilstrækkelighed og dårligt arbejdsmiljø. Mettes ansigt blev rødt. Hvordan tør du! Jeg tør, skar hun til. Du har en time til at pakke. Vagten følger dig ud. Det gælder alle der tror alder giver ret til at håne. Fyren ved receptionen og nogle af udviklerne kan også gå. Frygt bredte sig i lokalet. De kommende dage starter en fuld revision. Hendes blik fandt Lenes forskræmte ansigt i det fjerneste hjørne. Lene, kom herhen. Lene gik skælvende hen til bordet. På to dage var du den eneste der viste både faglighed og almindelig menneskelighed. Jeg er ved at lave en ny intern kontrolafdeling, og jeg vil have dig med i mit hold. Vi taler om din nye rolle i morgen. Lene stod med åben mund, ude af stand til at svare. Det klarer du, sagde Bodil Rasmussen bestemt. Nu går alle tilbage til arbejdet. De afskedigede undtagen. Arbejdsdagen fortsætter. Hun vendte sig og gik ud og efterlod et sammenbrudt sted bygget på hovmod og overlegenhed. Hun følte ingen triumf. Kun en kold, stille tilfredsstillelse, som når man har gjort et stykke arbejde ordentligt. For at bygge et solidt hus skal man først rydde op i roden. Og hun var lige begyndt på den store oprydning. Hvem skal du tale med? smed den unge fyr bag skranken hen, uden at kigge væk fra sin smartphone. Hans flotte klip og dyre sweater råbte højt, hvor vigtig han selv syntes han var, og hvor lidt resten af verden betød for ham.
Bodil Rasmussen rettede sin enkle men solide taske på skulderen. Hun havde valgt tøjet med omhu, så hun ikke skilte sig ud: en almindelig bluse, en nederdel der gik til knæene, og praktiske flade sko.
Den gamle chef, den trætte gråhårede Gunnar, som hun havde handlet virksomheden med, smilede da han hørte planen. En trojansk hest, Bodil Rasmussen, sagde han anerkendende. De bider på krogen uden at ane, at der er madding på. De fatter aldrig hvem du er, før det er for sent.
Jeg er deres nye kollega. Jeg skal på dokumentationsafdelingen, svarede hun roligt og dæmpet, uden at lyde som om hun gav ordrer.
Fyren kiggede endelig op. Han lod blikket glide fra de slidte sko op til det omhyggeligt satte grå hår, og der glimtede en ren, ubesværet hån i øjnene. Han gad ikke engang skjule det. Nå ja, de nævnte at der kom en ny. Har du fået dit adgangskort hos vagterne?
Ja, det ligger her.
Han pegede dovent hen mod drejekorset, som om han vinkede en forvildet myg videre. Din plads er et sted derinde bagved. Du finder nok vej.
Bodil Rasmussen nikkede. “Jeg finder vej,” gentog hun indeni, mens hun gik ind i det summende open office, der summede som en bistade. Hun havde navigeret livets kringlede stier i fyrre år. Efter mandens pludselige død havde hun reddet en næsten bankerot virksomhed og fået den til at vokse. Hun havde håndteret indviklede investeringer, der fik formuen til at vokse, og hun havde lært at undgå at gå til af kedsomhed og ensomhed i det store tomme hus, selv som femogtresårig.
Den her blomstrende men indvendigt rådne IT-virksomhed, i hvert fald som hun mærkede det, var den mest spændende udfordring på det seneste. Hendes skrivebord stod klemt ind i det fjerneste hjørne, lige ved arkivdøren. Det var gammelt, ridset og med en knirkende stol, som en lille glemt ø midt i et hav af blank teknologi.
Er du allerede ved at falde til? lød en sød, næsten kvalmende stemme bag hende. Foran stod Mette, chefen for marketing, i en elfenbensfarvet, knivskarpt strøget buksedragt. Dyr parfume og duften af succes hang om hende. Jeg prøver, smilede Bodil Rasmussen blidt. Du skal lige tjekke de gamle kontrakter til Altair-projektet. De ligger i arkivet. Det burde ikke være svært, tilføjede Mette med en tone, som om hun forklarede noget til et lille barn. Hun så på Bodil Rasmussen som på et mærkeligt uddødt fossil. Da hun gik med stramme skridt, hørte Bodil Rasmussen et lavt fnis bag sig. HR har helt tabt sutten. De er ved at ansætte dinosaurer snart.
Bodil Rasmussen lod som ingenting. Hun skulle stadig se sig omkring. Hun gik hen mod udviklingsafdelingen og standsede foran et glasvægget mødelokale, hvor nogle unge diskuterede ivrigt. Frue, leder du efter noget? spurgte en høj fyr, der kom ud bag sit skrivebord. Stig, den ledende udvikler. Virksomhedens store fremtidshåb, i hvert fald ifølge beskrivelsen, som det virkede som om han selv havde skrevet. Ja, min ven, jeg leder efter arkivet. Stig smilede og vendte sig til sine kolleger, der fulgte med som ved et gratis cirkus. Bedstemor, du er vist på helt forkert afdeling. Arkivet er derovre, pegede han vagt hen mod hendes skrivebord. Vi laver seriøst arbejde her. Noget du slet ikke kan forestille dig. De andre fniste lavt. Bodil Rasmussen mærkede en kold, rolig vrede stige op. Hun så på de selvglade ansigter og det dyre ur på Stigs håndled. Alt det var betalt med hendes penge. Tak, svarede hun jævnt. Nu ved jeg præcis hvor jeg skal hen.
Arkivet var et lille kvælende rum uden vinduer. Bodil Rasmussen gik i gang. Altair-mappen dukkede hurtigt frem. Hun bladrede systematisk igennem. Kontrakter, bilag, godkendelser. På papiret så alt upåklageligt ud. Men hendes trænede blik fangede straks de mistænkelige ting. I mapperne til underleverandøren Cyber-Systemer var beløbene afrundet til hele tusinder kunne være sjusk, men kunne også være et trick for at skjule den rigtige regnskab. Beskrivelserne af arbejdet var vage: rådgivningsydelser, analytisk støtte, procesoptimering. Klassiske måder at få penge ud af virksomheden på, kendt fra halvfemserne.
Et par timer senere knirkede døren. En ung pige med forskræmte øjne stod i åbningen. Goddag. Jeg hedder Lene, fra bogholderiet. Mette sagde du var her… Det må være besværligt uden elektronisk adgang? Jeg kan godt hjælpe. Der var ingen nedladning i hendes stemme. Tak, lille Lene. Det er rigtig sødt af dig. Det er slet ikke noget. Det er bare at de andre… de forstår ikke altid at ikke alle er født med en tablet i hånden, mumlede Lene og blev rød. Mens Lene forklarede programmet fornuftigt, tænkte Bodil Rasmussen at selv i det værste mudder kan der være en ren kilde. Lige efter Lene var gået, stod Stig i døren. Jeg skal bruge en kopi af Cyber-Systemer-kontrakten nu. Han talte som til en tjener. Goddag, svarede Bodil Rasmussen roligt. Jeg gennemgår lige papirerne. Giv mig et øjeblik. Et øjeblik? Jeg har ikke tid. Jeg har et opkald om fem minutter. Hvorfor er det her ikke digitaliseret? Hvad laver I overhovedet? Hans hovmod var hans svaghed. Han var sikker på ingen, især ikke den her gamle dame, ville tjekke ham. Det er min første dag, svarede hun jævnt. Jeg prøver at rydde op i det andre har ladet ligge. Jeg er ligeglad! afbrød han og gik hen og rev mappen ud af hendes hænder uden videre. Jer gamle, der er bare problemer med jer! Så stormede han ud og smækkede døren. Bodil Rasmussen så ikke efter ham. Hun havde set nok. Hun tog telefonen og ringede til sin advokat. Henrik, goddag. Vær sød at undersøge en virksomhed. De hedder Cyber-Systemer. Jeg tror deres ejere kan være interessante.
Næste morgen vibrerede telefonen. Bodil Rasmussen, du havde ret. Cyber-Systemer er et tomt stråmandsselskab. Det står på en Pedersen, som er fætter til Stig, deres udvikler. Klassisk trick. Tak, Henrik. Det var lige det jeg ville vide.
Højdepunktet kom efter frokost. Hele kontoret blev kaldt til ugentligt møde. Mette strålede mens hun fortalte om succeserne. Hov, jeg glemte at printe konverteringsrapporten. Bodil, sagde hun i mikrofonen med en giftigt sød stemme, vær sød at hente Q4-mappen fra arkivet. Prøv bare ikke at fare vild denne gang. Der løb et lavt fnis gennem rummet. Bodil Rasmussen rejste sig uden et ord. Nu var grænsen overskredet. Et par minutter senere kom hun tilbage. Stig stod og hviskede med Mette. Og her kommer vores redningsmand! råbte Stig højt. Du kunne godt speede lidt op. Tid er penge. Især vores penge. Det ord “vores” var det der fik bægeret til at flyde over. Bodil Rasmussen rettede sig op. Den bøjede holdning forsvandt. Blikket blev hårdt. Du har ret, Stig. Tiden er penge. Især de penge der blev vasket rene gennem Cyber-Systemer. Synes du ikke projektet var meget bedre for dig personligt end for virksomheden? Stigs ansigt ændrede sig. Smilet forsvandt. Jeg… jeg forstår ikke hvad du mener. Nej? Så forklar de andre her, hvordan du er i familie med den der Pedersen. Der blev helt stille i lokalet. Mette prøvede at redde det. Undskyld, men med hvilken ret blander den her medarbejder sig i vores økonomi? Bodil Rasmussen så ikke på hende. Hun gik rundt om bordet og standsede for enden. Min ret er den mest direkte. Lad mig præsentere mig. Bodil Rasmussen. Den nye ejer af virksomheden. Det var som om en bombe var gået af, bare værre. Stig, fortsatte hun iskoldt, du er fyret. Mine advokater kontakter dig og din bror. Bliv i byen. Stig sank sammen og satte sig. Dig, Mette, er også fyret. På grund af faglig utilstrækkelighed og dårligt arbejdsmiljø. Mettes ansigt blev rødt. Hvordan tør du! Jeg tør, skar hun til. Du har en time til at pakke. Vagten følger dig ud. Det gælder alle der tror alder giver ret til at håne. Fyren ved receptionen og nogle af udviklerne kan også gå. Frygt bredte sig i lokalet. De kommende dage starter en fuld revision. Hendes blik fandt Lenes forskræmte ansigt i det fjerneste hjørne. Lene, kom herhen. Lene gik skælvende hen til bordet. På to dage var du den eneste der viste både faglighed og almindelig menneskelighed. Jeg er ved at lave en ny intern kontrolafdeling, og jeg vil have dig med i mit hold. Vi taler om din nye rolle i morgen. Lene stod med åben mund, ude af stand til at svare. Det klarer du, sagde Bodil Rasmussen bestemt. Nu går alle tilbage til arbejdet. De afskedigede undtagen. Arbejdsdagen fortsætter. Hun vendte sig og gik ud og efterlod et sammenbrudt sted bygget på hovmod og overlegenhed. Hun følte ingen triumf. Kun en kold, stille tilfredsstillelse, som når man har gjort et stykke arbejde ordentligt. For at bygge et solidt hus skal man først rydde op i roden. Og hun var lige begyndt på den store oprydning.
