Kære dagbog. Jeg hedder Mikkel Holm, og min kone hedder Lone Holm. To uger inden turen til Aarhus skændtes vi. Voldsomt. Så voldsomt, at katten Misse gemte sig et sted, hvor ingen kunne finde den, for ikke at komme i skudlinjen.
***
Lone bad mig købe blomster.
– Mikkel, køb mig nogle blomster. Bare sådan. Uden grund.
– Uden grund? spurgte jeg uden at se op fra telefonen.
– Ja. Mig. Jeg er grunden.
Jeg tænkte: „Det er da fornuftigt nok.” Jeg gik ned i butikken. Kom tilbage tyve minutter senere med en stor pose. Lone smilede og kiggede ned i den. Så trak hun et hvidkålshoved op. Friskt, fast og fint.
– Er det blomster? spurgte hun stille.
– Det er kål. Blomster koster femhundrede kroner, og de visner. Kål koster tyve kroner. Vi kan få salat ud af den i tre dage.
– Mikkel.
– Ja?
– Du er en idiot.
– Jeg er din idiot.
Hun talte ikke til mig i tre dage. Jeg forstod ikke, hvad jeg havde gjort. Hun forklarede det ikke. Så rejste jeg til Aarhus. Jeg sagde:
– Arbejde. Intet personligt.
Lone tænkte: „Intet personligt – det er om os.”
Jeg rejste i to uger. Hun blev tilbage med to børn, en kat, uendelige vasketøjsbjerge, skole, børnehave og den evige røræg til morgenmad.
Og med WhatsApp.
Der skrev vi sammen…
Dag ét.
Jeg: „Ankommet. Værelset er trist. Forhandlinger i morgen.”
Lone: „Godt. Misse spiste al kattemaden og skreg i en time efter mere.”
Jeg: „Hvem er god? Mig eller Misse?”
Lone: „Misse.”
Dag to.
Jeg: „Billede af morgenmaden. Billede af hotellet. Billede af kollegaen Niels, der snorker på naboværelset.”
Lone: „Dejligt. Vores vandhane drypper. Vandet løber. Jeg ringede efter en VVS-mand. Han kom ikke.”
Jeg: „Ring til boligforeningen.”
Lone: „Jeg ringede. De sagde, at de sender én inden for tre dage.”
Jeg: „Sikke nogle klaphatte.”
Lone: „Klaphatte er dem, der rejser til Aarhus.”
Dag tre.
Jeg: „Hvordan går det med børnene?”
Lone: „Sønnen fik en dårlig karakter, datteren vil ikke have aftensmad. Jeg er træt.”
Jeg: „Hold ud.”
Lone: „Tak, men jeg holder ikke ud. Jeg falder.”
Dag fire.
Jeg: „I dag så jeg en kæmpe plys-kanin i storcentret. Jeg ville købe den til datteren, men jeg turde ikke tage den med i flyet.”
Lone: „Du har aldrig været bange for at tage ting med i et fly. Du var bange for at bruge for mange penge.”
Jeg: „Du har gennemskuet mig.”
Lone: „Jeg gennemskuede dig på vores første date, da du bestilte te uden sukker og sagde, at sukker er sundhedsskadeligt.”
Jeg: „Og du bestilte et lagkagestykke og spiste det hele selv uden at byde mig.”
Lone: „Fordi du sagde, at det var usundt.”
Dag fem.
Jeg: „I dag faldt jeg i søvn til forhandlingerne. Helt ærligt. Jeg lukkede bare øjnene og mistede bevidstheden et øjeblik. Da jeg åbnede dem, kiggede alle på mig.”
Lone: „Bliver du fyret?”
Jeg: „Håber det. Jeg er træt.”
Lone: „Jeg er også træt.”
Jeg: „Lad os være trætte sammen, men i hver vores by?”
Lone: „Lad os være trætte sammen, men hjemme. Hvornår kommer du hjem?”
Jeg: „Jeg savner dig.”
Lone: „Jeg savner dig også.”
Jeg var stille et minut. Så skrev jeg: „Ved du hvad, jeg har lige opdaget, at jeg ikke savner hjemmet. Jeg savner dig. Jeg savner, hvordan du drikker kaffe om morgenen og kniber øjnene sammen, fordi den er for varm. Hvordan du skælder katten ud og så er sød ved den bagefter. Hvordan du griner, når sønnen fortæller sine vitser.”
Hun svarede ikke. Hun fortalte mig senere, at hun læste beskeden fem gange. Så græd hun. For jeg havde aldrig skrevet sådan noget. I femten års ægteskab – ikke én gang. Jeg er materialist, pragmatiker, typen der kun siger „jeg elsker dig” til fødselsdage og kun hvis man minder mig om det. Men her – om kaffe, om katten, om vitser. Som om nogen havde hacket min telefon. Eller som om jeg havde fået en åbenbaring.
Dag seks.
Lone: „Var du fuld i går?”
Jeg: „Nej. Jeg var stenædru.”
Lone: „Hvorfor så de ord?”
Jeg: „Fordi jeg savner dig. Det er som alkohol – hjernen slår fra, tungen slipper løs.”
Lone: „Sammenlignede du lige kærlighed med alkohol?”
Jeg: „Jeg sammenlignede kærlighed med ærlighed. Nogle gange skal man være en smule fuld for at være ærlig. Eller meget ensom.”
Lone: „Er du ensom? Du har jo dine kollegaer.”
Jeg: „Kollegaer er ikke dig. De ved ikke, at jeg er bange for mørke og sover med natlampe. Det ved du. Og du har aldrig grinet ad det.”
Lone: „Jo. Én gang. Da du sagde, at du var bange for mørke, fordi Misse kunne gemme sig der.”
Jeg: „Misse er et dyr. Den skider i skoene. Det er skræmmende.”
Lone: „Du er en idiot.”
Jeg: „Jeg er din idiot.”
Dag syv.
Klokken fire om morgenen skrev jeg til hende. Hun vågnede ved beskeden. Den lød: „Jeg kan ikke sove. Jeg tænker på dig. Jeg forestiller mig, hvordan vi mødes i lufthavnen. Du er i den blå kjole, som jeg elsker. Jeg har blomster med. Vi omfavner hinanden, og jeg siger: ‘Undskyld, at jeg er sådan en.’ Du spørger: ‘Hvordan?’ Jeg siger: ‘Tavs.’ Du siger: ‘Jeg er vant til det.’ Jeg siger: ‘Det er dårligt.’ Du siger: ‘Sådan er livet.'”
Hun svarede ikke. Hun tog bare den blå kjole på. Det fortalte hun mig senere. Selvom det kun var den syvende morgen, og mødet i lufthavnen først var en uge væk.
Dag otte.
Jeg: „I dag gik jeg i Zoologisk Have. Alene. Jeg kiggede på aberne. De ligner vores kollegaer – de laver ansigter, kaster med mad og opfører sig, som om de var chefer.”
Lone: „Gik du alene i Zoologisk Have, som fyrreårig?”
Jeg: „Hvad så? Jeg har ret til at være barnlig. Det har du selv givet mig lov til.”
Lone: „Ja, men send billeder.”
Jeg sendte et billede. Aben lavede en grimasse. Jeg lavede også en. Hun grinede højt. Børnene kom løbende: „Mor, hvad griner du af?” Hun sagde: „Far laver nar.” Børnene sagde: „Han laver altid nar, når vi ikke er der.” Hun sagde: „Ja. Synd, at vi ikke lægger mærke til det.”
Dag ni.
Jeg: „Jeg har tænkt på noget. Kan du huske, hvordan vi mødtes? Du tabte din pung i metroen, og jeg samlede den op. Du sagde: ‘Du er meget opmærksom.’ Jeg sagde: ‘Og du er meget smuk.’ Så gik vi hen og fik kaffe.”
Lone: „Jeg kan stadig huske, at du bestilte te uden sukker.”
Jeg: „Og du bestilte lagkage.”
Lone: „Jeg kan stadig smage den. Den var lækker. Med kirsebær.”
Jeg: „Og jeg kan huske, hvordan du så på mig. Som om jeg ikke bare var en mand i metroen, men et helt liv.”
Lone: „Du var et helt liv. Det er du stadig. Jeg glemmer det bare nogle gange.”
Jeg: „Jeg glemmer det også. Men lige nu glemmer jeg det ikke.”
Dag ti.
Jeg skrev ikke et ord. Fra morgen til aften var der stilhed. Hun ringede, og jeg tog den ikke. Hun skrev, og jeg svarede ikke. Hun begyndte at gå i panik. Hun forestillede sig det værste: Jeg var faldet om, var blevet syg eller var blevet kørt ned. Misse gik rundt efter hende og krævede kattemad. Børnene ville se tegnefilm. Hun tænkte på mig.
Klokken elleve om aftenen skrev jeg: „Undskyld. Telefonen døde. Jeg glemte opladeren på hotellet. Jeg brugte hele dagen på at finde en ny. Niels havde en. Han gav mig den, men kun mod et løfte om ikke at falde i søvn til forhandlingerne igen. Hvordan har du det?”
Lone: „Jeg var bekymret. Jeg troede, du var død.”
Jeg: „Jeg lever. Jeg savner dig. Jeg er snart hjemme.”
Lone: „Om tre dage.”
Jeg: „Om tre dage. Vil du møde mig?”
Lone: „I den blå kjole.”
Jeg: „Med blomster.”
Lone: „Aftalt.”
Dag elleve.
Jeg: „Jeg købte gaver. Til sønnen et byggesæt, til datteren en kanin, til dig et tørklæde.”
Lone: „Du kan ikke vælge tørklæder. Sidste gang kom du hjem med et lyserødt, og jeg går ikke i lyserød.”
Jeg: „Det er ikke lyserødt. Det er støvet rose.”
Lone: „Støvet rose er lyserød.”
Jeg: „Det er farven på solnedgangen over Aarhus.”
Lone: „Er du digter?”
Jeg: „Jeg er revisor. Men for din skyld kan jeg blive digter.”
Lone: „Det behøver du ikke. Jeg elsker dig som revisor. Du har en læselig håndskrift, og tallene stemmer.”
Dag tolv.
Jeg: „Jeg flyver i morgen. Kom og mød mig.”
Lone: „Det gør jeg.”
Jeg: „Er du nervøs?”
Lone: „Nej.”
Jeg: „Jeg er nervøs. Som allerførste gang.”
Lone: „Første gang fik jeg et stykke lagkage galt i halsen, og du klappede mig på ryggen. Det var akavet.”
Jeg: „For mig var det dejligt. Jeg rørte ved dig.”
Dag tretten. Mødet.
Hun stod i lufthavnen. I den blå kjole. Med børnene. Katten havde vi selvfølgelig ikke med; den ville have skabt en scene. Hun kiggede på ankomsttavlen. Mit fly var en time forsinket. Hun drak kaffe, børnene legede med deres telefoner. Senere fortalte hun mig, at hun havde stået der og tænkt: „Hvorfor skrev han om benene? Hvorfor om kaffen? Hvorfor om aberne? Han har aldrig været sådan. Måske er han virkelig forelsket igen? Eller er det bare arbejdsrejsen – et afbræk fra hverdagen, fra børnene, fra den brændte røræg? Måske bliver han tavs igen, når vi kommer hjem, spørger til kålen og forsvinder ind i sin computer?”
Jeg kom ud fra ankomstområdet. Med blomster. En kæmpe buket. Sådan en havde hun ikke set fra mig – kun til brylluppet, og der valgte svigermoderen den. Jeg gik hen til hende, omfavnede hende og kyssede hende. Jeg sagde:
– Undskyld, at jeg er sådan en.
Hun: „Hvordan?”
Jeg: „Tavs.”
Hun: „Jeg er vant til det.”
Jeg: „Det er dårligt.”
Hun: „Sådan er livet.”
Jeg: „Nej. Det er en vane. Jeg vil ændre mig.”
Hun: „Du behøver ikke. Jeg elsker dig, som du er. Også med kål.”
Jeg: „Kålen var en fejl.”
Hun: „Kål er fortid. Blomster er nutid.”
Vi kørte hjem. I taxaen holdt jeg hendes hånd. Børnene faldt i søvn. Misse mødte os ved døren, snusede til blomsterne, nøs og gik ud i køkkenet.
Hun satte blomsterne i en vase. Jeg lagde computeren i skuffen. Jeg sagde:
– I dag arbejder jeg ikke. I dag er jeg kun din.
Hun: „Og i morgen?”
Jeg: „I morgen er jeg din med computeren. Men i dag – uden.”
Vi bestilte pizza, drak vin og så en film. En dum film om kærlighed. Hun lo, jeg holdt om hende. Misse sad ved siden af og krævede pølse.
– Mikkel, sagde hun. – Vil du virkelig ændre dig?
– Det ved jeg ikke. Men jeg vil prøve.
– Og hvis det ikke lykkes?
– Så skriver du „du er en klaphat”. Og jeg svarer: „Jeg savner dine ben.”
Hun lo.
– Du er en idiot.
– Jeg er din idiot.
Vi drak vinen færdig og spiste pizzaen færdig. Vi lagde børnene i seng. Misse faldt i søvn i lænestolen. Lone så på mig.
– Ved du, jeg savnede også dig. Ikke dig – os. Dem, vi var i begyndelsen. Glade, fjollede, uden boliglån og uden kål.
– Kålen er et symbol på min dumhed. Jeg køber aldrig mere kål.
– Jo, du gør. Bare sammen med blomster.
– Aftalt.
Vi omfavnede hinanden og faldt i søvn på sofaen. For sengen var allerede besat af katten.
Næste morgen gik jeg på arbejde. Med computeren. Jeg kyssede hende og sagde „jeg elsker dig”.
Om aftenen glemte jeg ikke blomsterne. Jeg gik ind i en blomsterbutik og sagde:
– Noget billigt, men som får min kone til at smile.
Ekspedienten foreslog margueritter. Jeg tog nogle.
Lone satte dem i en vase. Misse snusede, nøs og gik.
Og sådan hver dag.
Det er hele historien. Almindelig. Enkel. Til tider latterlig, endda dum.
Nå, men hvad så? Kærlighed lyder ofte dumt. Men det betyder ikke, at den ikke findes.
