To uger inden forretningsrejsen skændtes Mikkel og Lærke Hansen. Så voldsomt, at katten Misse for en sikkerheds skyld gemte sig et eller andet sted for ikke at komme i skudlinjen.
***
Lærke bad om blomster.
– Mikkel, køb nogle blomster til mig. Bare sådan. Uden anledning.
– En anledning? spurgte han uden at kigge op fra telefonen.
– Jeg. Jeg er anledningen.
Mikkel tænkte: „Tja, hvorfor ikke? Det er rationelt.” Han gik i supermarkedet. Kom tilbage tyve minutter senere med en stor pose. Lærke smilede og kiggede ned i posen. Hun trak et hvidkålshoved op. Friskt, fast og hvidt.
– Er det blomster? spurgte hun stille.
– Det er kål. Blomster koster fem hundrede kroner og visner. Kål koster firs kroner. Man kan lave salat af den i tre dage.
– Mikkel.
– Hvad?
– Du er en idiot.
– Jeg er din idiot.
Hun talte ikke med ham i tre dage. Han forstod ikke, hvordan han havde fornærmet hende. Hun forklarede det ikke. Så tog han af sted på forretningsrejse til Aalborg. Han sagde:
– Arbejde, intet personligt.
Lærke tænkte: „Intet personligt – det handler om os.”
Han tog af sted i to uger.
Hun blev tilbage med to børn, en kat, endeløst vasketøj, skole, børnehave og det evige spejlæg til morgenmad.
Og med SMS. Der skrev de sammen.
Dag 1.
Han: „Ankommet. Værelset er kedeligt. I morgen er der forhandlinger.”
Hun: „Godt. Katten åd hele foderet og skreg i en time efter mere.”
Han: „Hvem var dygtig? Mig eller katten?”
Hun: „Katten.”
Dag 2.
Han: „Foto af morgenmaden. Foto af hotellet. Foto af kollegaen Søren, der snorker i naboværelset.”
Hun: „Flot. Vores vandhane drypper. Vandet løber. Jeg ringede til en VVS-mand. Han kom ikke.”
Han: „Ring til boligselskabet.”
Hun: „Ringede. De sagde, at de sender en inden for tre dage.”
Han: „Sikke nogle røvhuller.”
Hun: „Røvhullerne er dem, der er taget til Aalborg.”
Dag 3.
Han: „Hvordan har børnene det?”
Hun: „Sønnen fik en dårlig karakter. Datteren nægter at spise aftensmad. Jeg er træt.”
Han: „Hold ud.”
Hun: „Tak. Jeg holder mig ikke fast. Jeg falder.”
Dag 4.
Han: „I dag så jeg en kæmpe plyskanin i butikscentret. Jeg ville købe den til datteren, men turde ikke slæbe den med i flyet.”
Hun: „Du har aldrig været bange for at slæbe ting med i flyet. Du var bange for at bruge unødvendige penge.”
Han: „Du har gennemskuet mig.”
Hun: „Jeg gennemskuede dig på vores første date, da du bestilte te uden sukker og sagde, at sukker er usundt.”
Han: „Og du bestilte en kage og spiste den alene uden at byde mig.”
Hun: „Fordi du sagde, at det er usundt.”
Dag 5.
Han: „I dag faldt jeg i søvn til forhandlingerne. Helt ærligt. Jeg lukkede bare øjnene og døsede hen i et sekund. Og da jeg åbnede dem, kiggede alle på mig.”
Hun: „Bliver du fyret?”
Han: „Det håber jeg. Jeg er træt.”
Hun: „Jeg er også træt.”
Han: „Lad os være trætte sammen, men i hver vores by?”
Hun: „Lad os være trætte sammen, men derhjemme. Hvornår kommer du hjem?”
Han: „Jeg savner dig.”
Hun: „Jeg også.”
Han tav et minut. Så skrev han: „Du ved, jeg er lige blevet klar over, at jeg ikke savner hjemmet. Jeg savner dig. Måden du drikker kaffe om morgenen og rynker på næsen, fordi den er varm. Måden du skælder katten ud og bagefter synes synd for den. Måden du griner, når sønnen fortæller sine vittigheder.”
Hun svarede ikke. Hun læste beskeden fem gange. Så græd hun. Fordi han aldrig havde skrevet den slags ord. I femten års ægteskab, ikke én gang. Han er materialist, pragmatiker, en mand, der siger „jeg elsker dig” kun til fødselsdage og kun efter en påmindelse. Og så det her – om kaffe, kat og vittigheder. Som om nogen havde hacket hans telefon. Eller også havde han fået en åbenbaring.
Dag 6.
Hun: „Var du fuld i går?”
Han: „Nej. Stang ædru.”
Hun: „Hvorfor så de ord?”
Han: „Fordi jeg savner dig. Det er som alkohol: hjernen slår fra, og tungen løsner.”
Hun: „Sammenligner du kærlighed med alkohol?”
Han: „Jeg sammenligner kærlighed med ærlighed. Nogle gange skal man være lidt fuld for at være ærlig. Eller meget ensom.”
Hun: „Er du ensom? Der er jo kollegerne.”
Han: „Kollegerne er ikke dig. De ved ikke, at jeg er bange for mørke og sover med natlampe. Det ved du. Og du har aldrig grinet ad mig.”
Hun: „Jo, jeg har grinet. Én gang. Da du sagde, at du er bange for mørket, fordi Misse kan være der.”
Han: „Misse er et bæst. Den skider i tøflerne. Det er uhyggeligt.”
Hun: „Du er en idiot.”
Han: „Jeg er din idiot.”
Dag 7.
Hun vågnede af en besked. Han havde skrevet klokken fire om morgenen: „Jeg kan ikke sove. Jeg tænker på dig. Jeg forestiller mig, at vi mødes i lufthavnen. Du har den blå kjole på, som jeg elsker. Jeg står med blomster. Vi omfavner hinanden, og jeg siger: undskyld, at jeg er sådan. Du spørger: sådan? Jeg siger: tavs. Du siger: jeg er vant til det. Jeg siger: det er dårligt. Du siger: det er livet.”
Hun svarede ikke. Hun tog bare den blå kjole på. Selvom det kun var den syvende morgen, og mødet i lufthavnen først var planlagt om en uge.
Dag 8.
Han: „I dag var jeg i Zoo. Alene. Kiggede på aberne. De ligner vores kolleger – de laver grimasser, kaster med mad og spiller chef.”
Hun: „Gik du i Zoo alene? Som fyrreårig?”
Han: „Hvad så? Jeg har ret til barndom. Du giver mig lov.”
Hun: „Du får lov. Bare send billeder.”
Han sendte et billede. Aben lavede en grimasse. Det gjorde han også.
Hun lo højt. Børnene kom løbende: „Mor, hvad er der?” Hun: „Far laver narrestreger.” Børnene: „Han laver altid narrestreger, når vi ikke er der.” Hun: „Ja. Det er ærgerligt, at vi ikke lægger mærke til det.”
Dag 9.
Han: „Jeg fik en tanke. Kan du huske, hvordan vi mødtes? Du tabte din pung i metroen, og jeg samlede den op. Du sagde: du er meget opmærksom. Jeg sagde: og du er meget smuk. Og så gik vi hen og fik kaffe.”
Hun: „Jeg husker stadig, at du bestilte te uden sukker.”
Han: „Og du bestilte en kage.”
Hun: „Jeg husker den den dag i dag. Den var lækker. Med kirsebær.”
Han: „Og jeg husker, hvordan du så på mig. Som om jeg ikke bare var en mand i metroen, men et helt liv.”
Hun: „Du var et helt liv. Det er du stadig. Jeg glemmer det bare nogle gange.”
Han: „Jeg glemmer det også. Men lige nu glemmer jeg det ikke.”
Dag 10.
Han skrev ikke et ord. Fra morgen til aften – stilhed. Hun ringede, men han tog ikke telefonen. Hun skrev, men han svarede ikke. Hun begyndte at gå i panik. Hun forestillede sig det værste: faldet, blevet syg, kørt ned. Katten fulgte efter hende rundt i lejligheden og krævede mad. Børnene ville have tegnefilm. Hun tænkte på ham.
Klokken elleve om aftenen kom der en besked: „Undskyld. Telefonen døde. Jeg efterlod laderen på hotellet. Brugte hele dagen på at lede efter en ny. Fik en af Søren. Han gav mig den, men jeg måtte love, at jeg ikke falder i søvn til forhandlingerne igen. Hvordan har du det?”
Hun: „Jeg var bekymret. Jeg troede, du var død.”
Han: „Jeg lever. Jeg savner dig. Jeg kommer snart hjem.”
Hun: „Om tre dage.”
Han: „Om tre dage. Vil du møde mig?”
Hun: „Med den blå kjole på.”
Han: „Jeg med blomster.”
Hun: „Aftalt.”
Dag 11.
Han: „Jeg har købt gaver. LEGO til sønnen, en kanin til datteren og et tørklæde til dig.”
Hun: „Du kan ikke finde ud af at vælge tørklæder. Sidste gang tog du et lyserødt med hjem, og jeg går ikke i lyserødt.”
Han: „Det er ikke lyserødt. Det er støvet rosa.”
Hun: „Støvet rosa er lyserødt.”
Han: „Det er farven på solnedgangen over Aalborg.”
Hun: „Er du digter?”
Han: „Jeg er revisor. Men for dig kan jeg blive digter.”
Hun: „Det skal du ikke. Jeg elsker dig, når du er revisor. Din håndskrift er læselig, og tallene passer.”
Dag 12.
Han: „I morgen letter flyet. Mød mig.”
Hun: „Jeg møder dig.”
Han: „Er du nervøs?”
Hun: „Nej.”
Han: „Det er jeg. Som allerførste gang.”
Hun: „Første gang fik jeg kage i halsen, og du klappede mig på ryggen. Det var akavet.”
Han: „For mig var det dejligt. Jeg rørte ved dig.”
Dag 13. Mødet.
Hun stod i lufthavnen. Med den blå kjole på. Med børnene. Katten havde de selvfølgelig ikke med – den ville have lavet en skandale. Hun kiggede på ankomsttavlen. Hans fly var en time forsinket. Hun drak kaffe, børnene legede med telefoner. Hun tænkte: „Hvorfor skrev han om ben? Hvorfor om kaffen? Hvorfor om aberne? Han har aldrig været sådan. Måske er han virkelig blevet forelsket igen? Eller er det bare forretningsrejsen – en pause fra hverdagen, fra børnene, fra det brændte spejlæg? Måske bliver han tavs igen derhjemme, spørger til kålen og forsvinder ind i computeren?”
Han kom ud fra ankomstområdet. Med blomster. En kæmpe buket. Sådan en havde hun aldrig set fra ham – kun til brylluppet, og der havde svigermoderen valgt den. Han gik hen til hende, omfavnede hende og kyssede hende. Sagde:
– Undskyld, at jeg er sådan.
Hun: „Sådan?”
Han: „Tavs.”
Hun: „Jeg er vant til det.”
Han: „Det er dårligt.”
Hun: „Det er livet.”
Han: „Nej. Det er en vane. Jeg vil ændre mig.”
Hun: „Det skal du ikke. Jeg elsker dig, som du er. Selv med kål.”
Han: „Kålen var en fejl.”
Hun: „Kålen er fortid. Blomsterne er nutid.”
De kørte hjem. I taxaen holdt han hendes hånd. Børnene faldt i søvn. Katten mødte dem i døren, snusede til blomsterne, nøs og gik ud i køkkenet.
Hun satte blomsterne i en vase. Han lagde den bærbare i skuffen. Sagde:
– I aften arbejder jeg ikke. I aften er jeg kun din.
Hun: „Og i morgen?”
Han: „I morgen er jeg din med den bærbare. Men i aften – uden.”
De bestilte pizza, drak vin og så en film. En dum film om kærlighed. Hun lo, han holdt om hende. Katten sad ved siden af og krævede pølse.
– Mikkel, sagde hun. – Vil du virkelig ændre dig?
– Jeg ved ikke. Men jeg prøver.
– Og hvis det ikke lykkes?
– Så skriver du: du er et røvhul. Og jeg skriver: jeg savner dine ben.
Hun lo.
– Du er en idiot.
– Jeg er din idiot.
De drak vinen ud og spiste pizzaen færdig. Fik puttet børnene. Katten faldt i søvn i lænestolen. Lærke så på sin mand.
– Ved du hvad? Jeg savnede også. Ikke dig – os. Dem, vi var i starten. Glade, fjollede, uden huslån og uden kål.
– Kålen er et symbol på min dumhed. Jeg køber aldrig mere kål.
– Køb den. Bare sammen med blomster.
– Aftalt.
De omfavnede hinanden og faldt i søvn. På sofaen. For sengen var allerede taget af katten.
Om morgenen gik han på arbejde. Med den bærbare. Kyssede hende og sagde „jeg elsker dig”.
Om aftenen glemte han ikke blomsterne. Han gik ind i en blomsterbutik og spurgte: „Giv mig noget, der ikke er for dyrt, men som får min kone til at smile.” Ekspedienten foreslog margueritter. Han tog dem.
Lærke satte dem i en vase. Katten snusede, nøs og gik.
Og sådan hver dag.
Det er hele historien. Almindelig. Enkel. Til tider latterlig, endda dum. Og hvad så? Kærlighed lyder ofte dum. Men det betyder ikke, at den ikke findes.
