»Hvad mener du med, at vi ikke er arvinger? Der er ingen andre i familien!« råbte datteren og viftede med hænderne, indtil hun fik øje på det officielle dokument.
Historien begyndte langt før de notarstemplede papirer dukkede op i Grethe Holms lejlighed. Hun boede alene i en af de typiske boligblokke i Aarhus, i en lille, men velholdt etværelses lejlighed. Hendes mand Anders var død for mange år siden, og børnene var flyttet hver til sit.
De havde hver deres liv, hver deres bekymringer. Moderen kom de sjældent i tanker om. Først blev Grethe såret, og i stille aftener kunne hun græde over de gamle familiealbum. Men med tiden vænnede hun sig til ensomheden. Hun forsøgte at holde sig beskæftiget med huslige pligter for ikke at blive helt fortvivlet.
År for år blev helbredet dårligere. Alderen listede sig ubemærket ind på hende og tog langsomt kræfterne. En dag kunne hun pludselig ikke gå til bageren. Benene adlød hende ikke, det blev sort for øjnene, og hun måtte støtte sig mod dørkarmen.
Redningen kom fra naboen Rikke Vestergaard, som boede en etage længere nede. Rikke var lidt yngre og hjalp med glæde: hun kom med frisk brød, hentede receptpligtig medicin, lavede varm suppe og hjalp med rengøring og gardiner.
En sommerdag sad de to kvinder på bænken ved opgangen i skyggen af det gamle kastanjetræ. Rikke så på den trætte nabo, der vejrede tungt, og kunne ikke holde sin mund.
»Grethe, hvorfor ringer du ikke til dine børn? De burde da hjælpe dig. Du har opdraget dem og givet dem hele dit liv.«
»Åh, Rikke, tror du ikke, jeg har prøvet?« sukkede Grethe og så ned. »Jens tager næsten aldrig telefonen. Og når Mette svarer, siger hun bare, at de har alt for travlt.«
»Og hvad siger hun så?« spurgte naboens nysgerrigt.
»At de har arbejde, hus og byggeri. Og så er der trangt, for hendes forældre, Karl og Bente, bor også i lejligheden. Der er knap nok plads til børnebørnene, og slet ikke til mig. Kort sagt er der ingen, der venter på mig der.«
»Men din datter? Hun burde da stå sin mor nærmere.«
»Pernille ringede fornylig. Men kun for at bede om penge. Da jeg ærligt sagde, at jeg knapt har nok til medicin, og at folkepensionen er lille, blev hun vred, kaldte mig nærig og smækkede røret på. Sådan er børnene.«
Rikke rystede på hovedet. Det gjorde hende inderligt ondt for Grethe, der havde arbejdet hele livet på en fabrik og været et respekteret menneske, men som i alderdommen var blevet overladt til sig selv.
»Ved du hvad, Grethe,« sagde Rikke tænksomt. »Måske skulle du leje et værelse ud til en sød studerende? Så får du både lidt ekstra til pensionen og lidt liv i huset. Det er ikke så uhyggeligt at være alene.«
»Hvem vil dog bo i min lille etværelses? Her er jo trangt,« tvivlede Grethe. »Med mindre det er et meget nøjsomt ungt menneske.«
De to kvinder var så optaget af samtalen, at de ikke lagde mærke til den unge mand, der sad på bænken ved siden af med en stor rygsæk ved fødderne. Han havde lyttet opmærksomt, og da de tav, rejste han sig klodset og kom nærmere.
»God dag. Undskyld, jeg kunne ikke lade være med at høre jeres samtale,« begyndte han høfligt og tog kasketten af. »Jeg hedder Mads Kristensen. Jeg er kommet hertil for at læse på erhvervsakademiet, men jeg har store problemer med boligen.«
»Hvad er der sket, min dreng?« spurgte Grethe blidt.
»Der er ikke plads på kollegiet; de sagde, jeg må vente til næste semester. Og at leje en hel lejlighed har jeg slet ikke råd til. Mine forældre, Torben og Hanne, er almindelige arbejdsfolk fra en lille by i Vestjylland. De har ikke mange penge. Kunne I ikke lade mig bo i et hjørne eller ude i køkkenet?«
Kvinderne så overrasket på hinanden. Mads virkede velsoigneret, og hans øjne var rolige, ærlige og venlige. Der var hverken frækhed eller list i hans blik.
»Jeg kan alt muligt i huset,« fortsatte han ivrigt, da han så deres tøven. »Gøre rent, reparere ting, fikse en vandhane, løbe i butikken eller på apoteket i al slags vejr. Jeg skal være jeres første hjælper, det lover jeg. I kommer ikke til at fortryde det.«
Grethe rettede på sit tørklæde og spurgte, hvor han så boede lige nu, siden undervisningen snart skulle begynde.
»Jeg bor ingen steder,« sukkede han og sænkede hovedet. »I nat sov jeg på en bænk på banegården. Jeg har ledt efter værelser i annoncerne, men alle steder vil de have så mange penge, at jeg ikke kan være med. Så så jeg jeres hyggelige, grønne gård, satte mig her og tænkte over, hvad jeg skulle gøre. Jeg kan jo ikke bare tage hjem igen med uforrettet sag.«
Naboerne trak sig et par skridt tilbage og talte kort sammen. Rikke nikkede: Mads virkede rar, man kunne prøve. Grethe besluttede sig for at tage chancen og inviterede ham op for at se lejligheden.
Fra den dag forandrede livet i den gamle lejlighed sig fuldstændig. Mads fik plads på en lille sovesofa i køkkenet og var umådelig taknemmelig selv for det beskedne tag over hovedet.
Han viste sig at være en ualmindelig flittig og velopdragen ung mand. Der var aldrig larm eller snavs i lejligheden. Han stod op før alle andre, vaskede sig stille og roligt og skyndte sig af sted til undervisning.
Han nåede det hele: læste godt, fik SU, hjalp til i hjemmet. Hver dag efter skole gik han i supermarkedet, købte frisk mad og tjekkede omhyggeligt holdbarhedsdatoer på mælk og brød.
Han overtog også fuldstændig styringen med Grethes medicin. Selv lagde han pillerne i en dosisboks for hver ugedag og sørgede for, at hun fik sin morgenmad, inden hun tog dem. Han var altid ved hendes side, når hun pludselig fik det dårligt.
Allerede i den anden måned nægtede Grethe pure at tage imod penge fra ham til husleje eller forbrug.
»Min dreng, du hjælper mig mere, end mine egne børn har gjort i ti år,« sagde hun med tårer i øjnene. »Dit arbejde er mere værd end de sedler. Behold pengene. Du skal jo studere, have tøj og købe bøger.«
Mads protesterede først og skammede sig, men Grethe var urokkelig. Hun vidste simpelthen ikke, hvordan hun ellers skulle takke skæbnen for sådan en vidunderlig hjælper.
Sådan gik der roligt tre år. Mads vænnede sig helt til Grethe, holdt op med at være genert og begyndte ømt at kalde hende »bedstemor«. Hun behandlede ham til gengæld som det barnebarn, hun aldrig havde haft tæt på.
En dag, på det lokale posthus, hvor Mads skulle sende en pakke til sine forældre i Vestjylland, mødte han en ung kvinde. Hun hed Lærke og var studerende, men arbejdede som postekspedient i sommerferien.
Først hilste de bare høfligt på hinanden. Så begyndte Mads at komme oftere, også selvom der ikke rigtig var noget at sende. De talte om studier, bøger og livet.
Til sidst fik han mod til at invitere hende en tur i byens park. De spadserede længe ad alleerne, spiste is og snakkede om alverdens ting.
Lærke blev meget overrasket, da hun hørte, at Mads boede hos en ældre fremmed kvinde og passede så oprigtigt på hende. Hans godhed, ansvarsfølelse og selvopofrelse gjorde stort indtryk på hende. Hun forstod, at denne unge mand kunne man stole på.
De begyndte at ses jævnligt. Først kun i weekenderne, siden næsten hver ledige stund efter arbejde og undervisning.
Ikke længe efter besluttede Mads, at det var tid til at præsentere Lærke for Grethe. Han var spændt på, hvordan den gamle dame ville tage imod hans kæreste.
Men bekymringerne var alle sammen spildt. Lærke faldt straks i god jord hos Grethe. Hun var velopdragen, ydmyg, oprigtig og behandlede ældre mennesker med respekt. Hun tilbød straks at hjælpe i køkkenet, vaskede op og lavede en god kop urtete.
»Hør her, Mads, du skal ikke lade dit held slippe,« sagde Grethe ofte om aftenen, når Lærke var gået hjem. »Hun er et dejligt, lyst menneske. Der er mange drenge, der kigger efter sådan en klog pige, så du må hellere være beslutsom.«
»Det ville jeg også gerne, bedstemor,« svarede han forlegent og rødmede. »Jeg elsker hende højt. Men jeg har jo ikke mit eget hjem. Hvor skal jeg føre hende hen efter brylluppet? Til den lille sofa i køkkenet? Jeg vil ikke starte familielivet på den måde.«
»Åh nej, min dreng, der tager du fejl,« rystede Grethe på hovedet. »De stærkeste familier er dem, der begynder fra bunden sammen. Dem, der deler de første hverdagsbesværligheder og lærer at dele den sidste skive brød. Når alt er klar og pengene bare falder ned fra himlen, forsvinder følelserne hurtigt.«
»Mener du, at vi kan prøve?« spurgte Mads håbefuldt.
»Selvfølgelig! I kan bo hos mig. Der er plads nok, hvis vi klemmer os lidt sammen. Min bolig er lille, men hyggelig. Det vigtigste er, at Lærke ikke har noget imod at dele hus med en gammel kone.«
Da Lærke hørte om tilbuddet, sagde hun ja med glæde. Hun var ikke bange for vanskeligheder og havde stor respekt for Grethe.
Ikke længe efter blev der holdt et ganske beskedent, men meget varmt bryllup i kredsen af de nærmeste venner og Mads’ forældre, der var kørt fra Vestjylland. Grethe sad på ærespladsen som den kæreste familie.
Et år senere fik den unge familie deres første barn, en lille, sund dreng. De kaldte ham Malte. Livet i lejligheden fik helt nye farver.
Grethe var i den syvende himmel. Hun kunne sidde i timevis ved vuggen, synge vuggeviser og vugge barnet i sine arme, mens Lærke stod for madlavning og vasketøj.
Den unge mor var utrolig taknemmelig for al den hjælp. Hun gjorde alt for, at Grethe ikke manglede noget: lavede hendes yndlingsretter og købte altid frisk frugt.
Der var ægte ro, hygge og klingende børnelatter i hjemmet. Naboerne sagde tit, at Grethe var utrolig heldig, at hun i sin alderdom havde fået sådan nogle dejlige »børnebørn«.
Men en efterårsdag blev freden forstyrret af et uventet besøg. Uden så meget som et fingerpeg eller en opringning ringede det på døren. I døråbningen stod Grethes datter, Pernille.
Hun havde ikke besøgt sin mor i flere år, ikke engang sendt en hilsen i ferierne. Da hun så fremmede mennesker, børneting og en barnevogn i gangen, måtte hun lægge bånd på sig selv. Hendes ansigt røbede irritation, men hun tvang et smil frem.
»Nå, mor, hej!« sagde hun højt og gik lige ind i stuen uden at tage skoene af. »Hvad er det for et kollektiv, du har fået dig? Hvem er alle de mennesker?«
Grethe blev lidt forvirret, men svarede roligt: »Det er Mads, hans kone Lærke og min lille oldebarn. De har boet hos mig i fire år og hjælper mig med alt. Uden dem var jeg nok slet ikke kommet op af sengen.«
Pernille gav det unge par et foragtende blik, men sagde ikke noget. Resten af aftenen forsøgte hun at være overordentlig sød, opmærksom og omsorgsfuld over for sin mor, hvilket virkede meget unaturligt.
»Mor, jeg har tænkt meget over det og sovet dårligt om natten,« begyndte hun om aftenen og satte sig tæt hen til Grethe. »Det gør ondt i mit hjerte, at du bor her alene, så trængt og sammen med fremmede. Hvad med at flytte hjem til mig? Vi har et stort hus. Du kan komme under min personlige omsorg, i varmen og med alt, hvad du behøver. Du fortjener ro i din alderdom.«
Grethe var meget i tvivl. På den ene side sad hendes egen datter foran hende og viste endelig interesse og omsorg. Et moderhjerte vil altid gerne tro på sine børn og tilgive fortidens skuffelser.
På den anden side var der hendes nye, gennemprøvede familie, som i årenes løb var blevet hende nærmere end nogen blodsbeslægtning. Men datterens insisterende, søde ord smeltede isen i den gamle kvindes hjerte, og til sidst sagde hun ja til at flytte.
Så begyndte en hurtig oprydning. Pernille skyndte på moderen og hjalp med at pakke de vigtigste ting ned i store kufferter.
Grethe gik ind til Mads og Lærke, som sad bedrøvede i køkkenet.
»Mine kære børn, vær ikke vrede på mig,« sagde hun stille og klappede Mads på skulderen. »Min datter beder mig komme. Jeg er nødt til at prøve at genopbygge forholdet. Men I kan blive her. I skal bo i lejligheden gratis et helt år, spare roligt op og finde et godt sted at bo. Så må vi se, hvad livet bringer.«
Mads og Lærke kunne næsten ikke holde tårerne tilbage. De havde en dårlig fornemmelse, men de havde ingen moralsk ret til at modsætte sig moderens vilje og den juridiske datters ønske.
Da kufferterne stod klar i gangen, huskede Grethe, at hun lige skulle ned til Rikke for at sige farvel, aflevere en gammel bog og takke for mange års godt naboskab.
Så snart den tunge hoveddør lukkede efter den gamle dame, forsvandt datterens venlighed som dug for solen. Hun vendte sig på hælen og så foragtende på de unge forældre.
»Sådan, kære venner,« sagde hun hårdt og myndigt og lagde armene over kors. »I morgen tidlig vil jeg ikke se skyggen af jer i denne lejlighed. Pak jeres habengut og forsvind.«
Mads var lamslået, men kom sig hurtigt og sagde roligt: »Hør lige her. Grethe har netop selv givet os lov til at blive boende et år. Vi har et lille barn. Vi har brug for tid til at finde en bolig og flytte vores ting.«
»Min mor er gammel og kan ikke længere tænke klart!« udbrød Pernille irriteret. »Og I udnytter det skamløst! Hvilket år? Jeg har allerede fundet købere til den her ejendom. I morgen tidlig kommer de for at se lejligheden, og den skal stå tom og ren. Så ud med jer!«
Lærke, der holdt barnet tæt ind til sig, spurgte sagte: »Hvor skal vi gå hen med en nyfødt midt i den kolde efterårstid? Vi har ingen steder at tage hen lige nu, kan du ikke forstå det?«
»Det er ikke min sag og ikke min bekymring!« skar Pernille af. »Det er jeres eget problem. I skulle have tænkt jer om, før I i tre år levede gratis på en andens mad.«
»Jeg kan se, at du heller ikke interesserer dig for din egen mor,« sagde Lærke og løftede hovedet. »Du tager hende jo bare med hjem som en ubrugelig byrde for hurtigt at sælge hendes eneste lejlighed og stikke pengene i lommen. Og hvad skal der så ske med hende, når papirerne er underskrevet? Hvor vil du gøre af hende?«
»Det rager dig ikke, min pige!« hvæsede Pernille. »Jeg gør, hvad jeg vil, med min mor og hendes ejendom. I er ingenting her!«
»Så går jeg ned og fortæller Grethe hele sandheden,« sagde Mads bestemt og tog et skridt mod døren. »Hun har ret til at vide, hvad dine planer for hende og hendes hjem er. Hun fortjener ikke at blive behandlet sådan af sit eget barn.«
»Og hvem skulle tro dig, hva?« lo Pernille ondt. »Din egen kære datter eller nogle tilfældige mennesker, der har boet gratis hos hende i flere år? Hun vil tro på mig! I er bare nogle snyltere, der ledte efter et let liv. Tag jeres tasker og forsvind, før jeg ringer til politiet!«
»Du må ikke tale sådan til min kone eller håne vores familie,« grejpede Mads ind og stillede sig foran Lærke. »Vi har oprigtigt hjulpet hende, passet hendes helbred dag og nat, mens du ikke engang huskede, at hun eksisterede. Vi købte mad for vores egne penge, mens du krævede penge af hende!«
»Nok med de tomme snak!« afbrød Pernille. »I er ingenting her, bare lejere uden kontrakt. I har ingen rettigheder. Find jer en anden godtroende gammel dame at hænge på nakken. I har jo allerede øvelsen.«
»Ingen flytter nogen steder!« lød pludselig en høj, skælvende stemme fra døren.
I døråbningen stod Grethe. Det viste sig, at hun var vendt hurtigt tilbage, fordi hun havde glemt sit varme tørklæde, som hun ville give Rikke som et minde. Hun havde åbnet døren med sin egen nøgle og havde hørt hele den modbydelige samtale fra begyndelse til slutning. Hun så på sin datter med en sorg, smerte og skuffelse, der fik Pernille til at miste fatningen.
»Mor … du har misforstået det hele … det er ikke, hvad du tror … jeg ville bare …« forsøgte datteren at skifte tonen og skyndte sig hen mod hende.
»Jeg har forstået alting, klart og i detaljer,« svarede Grethe stille, men med en utrolig fast og rolig stemme, og afværgede hende med hånden. »Saml dine egne ting, din taske, og gå ud af mit hus. Med det samme. Jeg vil ikke se dig her mere.«
»Men mor, vi blev enige om, at du skulle flytte! Lejligheden skal sælges, vi har brug for pengene!« protesterede Pernille og mistede kontrollen.
»Jeg flytter ingen steder, hverken til dig eller nogen andre,« afskar Grethe. »Mit eneste hjem er her, og min rigtige, kærlige familie er også her. De vil ikke forråde mig for et par kvadratmeter. Gå!«
Pernille blev rasende, ansigtet forvred sig af vrede. Hun greb sin dyre lædertaske, råbte nogle ubehagelige ord om moderen og Mads og smækkede døren så hårdt i, at væggene rystede.
Grethe gik langsomt hen til stolen, sank magtesløst ned på den og begyndte at græde stille og bittert med hænderne for ansigtet. Det var en moders tårer, for nu forstod hun endeligt, at hun havde opdraget en egoist.
Lærke kom straks hen og satte sig ved siden af hende, lagde armen om hende og begyndte at berolige hende. Mads satte en kedel over og hældte et glas vand med beroligende dråber til hende.
»Nu, bedstemor, ro på. Det vigtigste er, at vi er sammen. Vi forlader dig aldrig,« sagde Lærke blidt og tørrede hendes tårer med et stykke papir.
Livet vendte langsomt tilbage til sit sædvanlige, fredelige leje. Men stresset satte sine spor i den gamle kvindes helbred. Alderen og sygdommene tog nu fat med dobbelt styrke.
Der gik måneder, og der gik år. Grethe blev svagere og svagere. Hendes hjerte og led gjorde ondt. Det sidste år kunne hun næsten ikke komme op af sengen og var lige så hjælpeløs som et lille barn.
Mads og Lærke fortrød ikke et sekund deres valg. De forlod hende aldrig. De delte opgaverne mellem sig: Mads løftede hende, hjalp hende med at sidde op, og Lærke lavede let diætmad, gav hende mad med en ske, skiftede sengetøj og holdt alt rent.
De købte den bedste medicin, de kunne finde, rådførte sig med lægerne og gjorde alt for, at den gamle dame ikke skulle opleve ubehag eller smerte. Grethe kunne næsten ikke tale længere, men hun så altid på de unge med øjne fulde af taknemmelighed, kærlighed og varme.
En stille efterårsmorgen vågnede Grethe ikke. Hun gik bort meget fredeligt, med et lille smil på læberne, i søvne.
Mads tog selv, som en voksen og ansvarlig mand, sig af alle de tunge praktiske ting og udgifterne til en værdig begravelse. De sørgede oprigtigt og uafbrudt over den kvinde, der i årenes løb var blevet en ægte, kær bedstemor for dem og havde givet dem familievarme.
Hendes egne børn, Jens og Pernille, som Mads høfligt havde ringet til og fortalt om ulykken, mødte ikke op til deres mors begravelse. De sagde, at de havde alt for travlt på arbejdet og ikke kunne lægge alt fra sig.
Men de dukkede op præcis fjorten dage efter den triste begivenhed, da de så deres chance for at ordne arvingespørgsmålet og dele arven.
Lejlighedsdøren blev åbnet med Pernilles nøgle, og hun og hendes bror trådte ind. De opførte sig som de fulde og retmæssige ejere og tog ikke engang overtøjet af.
Jens, en kraftig midaldrende mand med et ligegyldigt blik, sagde ikke engang goddag til Mads og Lærke, der sad i stuen med barnet. Han gik straks hen til det gamle vitrineskab og begyndte skamløst at rode i skufferne efter ejerlejlighedspapirer, bankbøger eller gemte kontanter.
Pernille stillede sig midt i stuen, lod blikket glide over den beskedne indretning og så nedladende på det unge par.
Mads og Lærke stod tavse ved vinduet. De vidste udmærket, hvad der nu ville komme, og at de sikkert ville blive nødt til at forlade stedet med det samme, for loven er hård mod dem, der ikke har blodets bånd.
»Vi går nu, I skal ikke bekymre jer,« sagde Mads roligt og med værdighed, idet han så Pernille lige i øjnene. »Giv os bare lidt tid, højst en time, til at pakke barnets ting, legetøj og papirer. Vi har ikke tænkt os at blive.«
»I har præcis en halv time, ikke mere,« svarede Pernille skarpt og triumferende. »Bagefter tilkalder vi en låsesmed og skifter alle låsene. Vi er ejere her, og vi har ikke brug for uvedkommende mennesker i huset.«
Lærke sukkede blot stille og holdt sin lille søn tæt ind til sig. Det gjorde hende ondt, så grådigt og umenneskeligt nogle mennesker kan være.
I samme øjeblik gik hoveddøren, som de to søskende havde glemt at lukke, op på vid gab, og Rikke kom roligt ind i stuen. I hænderne bar hun en stor plastmappe med officielle papirer og stempler.
»God dag til alle. Hvad er det for et møde, og hvorfor står I og kommanderer i en andens hjem?« spurgte Rikke højt og så strengt på de to søskende.
Pernille vendte sig utilfreds mod hende: »Hør nu her, min dame, gå du hellere din vej. Vi er kommet helt lovligt for at overtage vores ejendom. Vi er den afdødes eneste børn, de nærmeste arvinger. Denne lejlighed tilhører os ifølge loven, og det er os, der bestemmer, hvem der skal være her.«
»Nå, sådan hænger den altså ikke sammen, I kære,« svarede Rikke roligt og med et lille smil, idet hun gik hen mod bordet. »I er overhovedet ikke nogen arvinger. Jeres rettigheder her ophørte for længe siden.«
»Det er noget værre sludder! Hvad er det, du siger?« råbte Jens og slap skuffen. »Vi er kød og blod, hendes egne børn! Hun har ingen andre slægtninge, og det kan hun ikke have! Loven er på vores side!«
»Rigtige børn husker deres mor, mens hun lever, hjælper hende, når hun ikke kan komme op af sengen, og dukker ikke først op efter hendes død for at dele væggene!« sagde Rikke fast og højt og så dem lige i ansigtet. »Da Grethe lå syg og sengeliggende i et helt år, hvor var I så? Hvorfor kom I ikke og hjalp eller bragte medicin? Og Grethe har for længst officielt udpeget Mads som arving til denne lejlighed.«
Rikke åbnede langsomt mappen, tog et originalt dokument med et officielt stempel frem og lagde det på bordet foran dem.
»Vær så god. Læs det grundigt. Det er en tinglyst pleje- og underholdsaftale, underskrevet og bevidnet hos en notar for flere år siden, lige efter at I forsøgte at smide de unge ud på gaden. Jeg var personligt vidne ved underskrivelsen.«
Pernille greb hånligt papiret, men øjnene fløj hurtigt hen over teksten. Med hver linje blev hendes ansigt blegere, og hænderne begyndte at ryste.
»Her står … pleje og underhold … ejendomsretten overgår ved dødsfald …« mumlede broren og kiggede hende over skulderen. Hans stemme var blevet helt svag og forvirret.
»Papirerne er i orden, fuldstændig efter gældende regler,« tilføjede Rikke og lagde armene over kors. »Mads har opfyldt hver eneste betingelse. Han købte mad, medicin, betalte regningerne, passede hende til det sidste og betalte selv for begravelsen. Vi har alle kvitteringer, lægepapirer og dokumentation. Så fra i dag tilhører denne lejlighed og alt, hvad der er i den, officielt ham. I er fremmede her.«
Pernille tabte papiret magtesløst på bordet. Hun forstod, at der ikke var nogen chance for at få ændret aftalen i retten, for de havde intet bevis for, at de nogensinde havde taget del i deres syge mors liv.
»Og nu vil jeg bede jer om at forlade denne private bolig,« sagde Mads roligt og med dyb indre værdighed. Han gik ud i entreen og åbnede hoveddøren på vid gab. »Vi skal have barnet til at sove, og I forstyrrer.«
De to søskende vekslede et vredt blik, bemærkede ikke et ord mere, greb hurtigt deres tasker og nærmest løb ud af lejligheden. De smækkede hoveddøren til opgangen hårdt i bag sig.
Der blev stille i stuen. Stilheden blev hurtigt afløst af en ubeskrivelig følelse af lettelse og fred. Lærke gik hen til Mads, lagde armen om hans talje og lænede hovedet mod hans skulder. Endelig følte de sig trygge i deres eget hjem.
Rikke kom hen til dem, smilede varmt og klappede Mads på ryggen.
»Nå, kære jer. Så er der retfærdighed til i verden. I har fortjent det her rede med jeres grænseløse godhed, oprigtighed, tålmodighed og ægte menneskelighed. Lev lykkeligt, opdrag jeres søn, og må der altid være fred i jeres hjem.«
Mads og Lærke takkede hende inderligt for støtten og modet. De vidste, at Grethe nu så ned på dem fra himlen og glædede sig over, at hendes elskede lejlighed var gået til dem, der virkelig elskede og værdsatte hende som menneske — ikke som en kilde til hurtig berigelse.
Historien spredte sig hurtigt blandt beboerne i opgangen og blev for mange en vigtig livslektie. Den beviste én gang for alle den simple sandhed: en rigtig familie er ikke et spørgsmål om blod eller navne i et pas, men om ægte omsorg, kærlighed, hjælpsomhed og viljen til at stå ved hinandens side i livets allersværeste stunder. De, der glemmer samvittigheden og deres forældre for pengenes skyld, står til sidst altid tomhændede tilbage.
