Kære dagbog,
For fjorten dage siden skændtes Mikkel Holm og jeg. Voldsomt. Så voldsomt, at katten Pus for en sikkerheds skyld havde krøbet et sted hen, hvor ingen kunne få øje på den, så den ikke kom i skudlinjen.
***
Jeg bad om blomster.
– Mikkel, køb blomster til mig. Bare sådan. Uden grund.
– Og grunden? spurgte han uden at se op fra telefonen.
– Mig. Jeg er grunden.
Mikkel tænkte: “Tja, hvorfor ikke? Det er fornuftigt.” Han gik i butikken. Kom tilbage tyve minutter senere med en stor pose. Jeg smilede og kiggede ned i den. Trak et hvidkålshoved op. Frisk, fast og hvidt.
– Er det her blomster? spurgte jeg stille.
– Det er kål. Blomster koster femhundrede kroner og visner. Kål koster firs kroner. Af den kan du lave salat i tre dage.
– Mikkel.
– Hvad?
– Du er en idiot.
– Jeg er din idiot.
Jeg talte ikke med ham i tre dage. Han forstod ikke, hvad han havde gjort galt. Jeg forklarede det ikke. Så rejste han på arbejdsrejse. Til Aarhus. Han sagde:
– Arbejde. Ikke noget personligt.
Jeg tænkte: “Ikke noget personligt – det handler om os.”
Han rejste i fjorten dage. Jeg blev tilbage med to børn, en kat, uendelige vasketøjsbjerge, skole, børnehave og den evige spejlæg til morgenmad. Og med WhatsApp. Der skrev vi sammen.
Dag ét.
Han: “Ankommet. Værelset er trist. Forhandlinger i morgen.”
Jeg: “Godt. Katten åd hele foderet og skreg i en time for at få mere.”
Han: “Hvem er god? Jeg eller katten?”
Jeg: “Katten.”
Dag to.
Han: “Foto af morgenmad. Foto af hotellet. Foto af kollega Niels, der snorker i naboværelset.”
Jeg: “Pænt. Vores vandhane er utæt. Vandet løber. Jeg ringede efter en VVS-mand. Han kom ikke.”
Han: “Ring til boligforeningen.”
Jeg: “Jeg ringede. De sagde, de sender en inden for tre dage.”
Han: “Sikke nogle røvhuller.”
Jeg: “Røvhullerne er dem, der tog til Aarhus.”
Dag tre.
Han: “Hvordan går det med børnene?”
Jeg: “Sønnen fik en dårlig karakter i dag, datteren nægter at spise aftensmad. Jeg er træt.”
Han: “Hold ud.”
Jeg: “Tak, men jeg holder ikke ud. Jeg falder.”
Dag fire.
Han: “I dag så jeg en kæmpe plyschkanin i shoppingcenteret. Jeg ville købe den til datteren, men turde ikke slæbe den med i flyet.”
Jeg: “Du har aldrig været bange for at slæbe ting med i flyet. Du var bare bange for at bruge penge.”
Han: “Du har gennemskuet mig.”
Jeg: “Jeg gennemskuede dig på vores første date, da du bestilte te uden sukker og sagde, at sukker var skadeligt.”
Han: “Og du bestilte et stykke kage og spiste det hele alene uden at byde mig.”
Jeg: “Fordi du havde sagt, at sukker var skadeligt.”
Dag fem.
Han: “I dag faldt jeg i søvn under forhandlingerne. Helt ærligt. Jeg lukkede bare øjnene og koblede fra et sekund. Da jeg åbnede dem, kiggede alle på mig.”
Jeg: “Bliver du fyret?”
Han: “Det håber jeg. Jeg er træt.”
Jeg: “Jeg er også træt.”
Han: “Lad os blive trætte sammen, men i hver vores by?”
Jeg: “Lad os blive trætte sammen, men hjemme. Hvornår kommer du hjem?”
Han: “Jeg savner dig, Lærke.”
Jeg: “Jeg savner dig også.”
Han ventede et øjeblik. Så skrev han: “Ved du, jeg er lige blevet klar over, at jeg ikke savner hjemmet. Jeg savner dig. Måden du drikker morgenkaffe på og skærer ansigt, fordi den er for varm. Måden du skælder katten ud og så forkæler den bagefter. Måden du griner, når sønnen fortæller sine vitser.”
Jeg svarede ikke. Jeg læste beskeden fem gange. Så græd jeg. Fordi han aldrig havde skrevet sådan noget. I femten års ægteskab ikke én gang. Han er materialist, pragmatiker, et menneske, der kun siger “jeg elsker dig” på fødselsdage, og kun efter påmindelse. Men her stod der om kaffe, om katten, om vitserne. Som om nogen havde hacket hans telefon. Eller som om han havde fået en åbenbaring.
Dag seks.
Jeg: “Var du fuld i går?”
Han: “Nej. Ædru som en dommer.”
Jeg: “Hvorfor kom så de ord?”
Han: “Fordi jeg savner dig. Det er som alkohol – hjernen slukker, tungen løsnes.”
Jeg: “Sammenligner du kærlighed med alkohol?”
Han: “Jeg sammenligner kærlighed med ærlighed. Nogle gange skal man være lidt fuld for at være ærlig. Eller meget alene.”
Jeg: “Er du alene? Du har da dine kolleger.”
Han: “Kolleger er ikke dig. De ved ikke, at jeg er bange for mørke og sover med natlampe. Det ved du. Og du har aldrig grinet ad mig.”
Jeg: “Jo, jeg har. Engang. Da du sagde, at du var bange for mørke, fordi Pus kunne gemme sig der.”
Han: “Pus er et dyr. Den skider i tøflerne. Det er skræmmende.”
Jeg: “Du er en idiot.”
Han: “Jeg er din idiot.”
Dag syv.
Jeg vågnede af en besked. Han havde skrevet klokken fire om morgenen: “Jeg kan ikke sove. Jeg tænker på dig. Jeg forestiller mig, at vi mødes i lufthavnen. Du har den blå kjole på, som jeg elsker. Jeg står med blomster. Vi giver hinanden et kram, og jeg siger: ‘Undskyld, at jeg er sådan.’ Du spørger: ‘Hvordan?’ Jeg siger: ‘Tavs.’ Du siger: ‘Jeg er vant til det.’ Jeg siger: ‘Det er dårligt.’ Du siger: ‘Det er livet.’”
Jeg svarede ikke. Jeg tog bare den blå kjole på. Selvom det kun var den syvende morgen, og mødet i lufthavnen først skulle ske om en uge.
Dag otte.
Han: “I dag var jeg i zoo. Alene. Jeg kiggede på aberne. De ligner vores kolleger – de laver grimasser, kaster med mad og spiller chef.”
Jeg: “Var du alene i zoo? Som fyrreårig?”
Han: “Jamen? Jeg har ret til en barndom. Det tillader du mig.”
Jeg: “Det tillader jeg dig. Men du skal sende billeder.”
Han sendte et billede. Aben lavede en sjov grimasse. Det gjorde han også. Jeg lo højlydt. Børnene kom løbende: “Mor, hvad griner du af?” Jeg sagde: “Far laver fjols af sig selv.” Børnene sagde: “Det gør han altid, når vi ikke er der.” Jeg: “Ja. Synd, at vi ikke lægger mærke til det.”
Dag ni.
Han: “Jeg har tænkt. Kan du huske, hvordan vi mødtes? Du tabte din pung i metroen, og jeg samlede den op. Du sagde: ‘Du er meget opmærksom.’ Jeg sagde: ‘Og du er meget smuk.’ Så gik vi hen og fik kaffe.”
Jeg: “Jeg husker stadig, at du bestilte te uden sukker.”
Han: “Og du bestilte kage.”
Jeg: “Jeg husker den stadig. Den var lækker. Med kirsebær.”
Han: “Og jeg husker, hvordan du så på mig. Som om jeg ikke bare var en mand i metroen, men et helt liv.”
Jeg: “Du var et helt liv. Og du er det stadig. Jeg glemmer det bare nogle gange.”
Han: “Det gør jeg også. Men lige nu glemmer jeg det ikke.”
Dag ti.
Han skrev ikke et ord. Fra morgen til aften var der stilhed. Jeg ringede – han tog den ikke. Jeg skrev – han svarede ikke. Jeg begyndte at gå i panik. Jeg forestillede mig det værste: han var faldet om, blevet syg, blevet ramt af en bil. Katten Pus fulgte efter mig rundt i lejligheden og krævede mad. Børnene ville se tegnefilm. Jeg tænkte på ham.
Klokken elleve om aftenen kom en besked: “Undskyld. Mobilen døde. Jeg glemte laderen på hotellet. Brugte hele dagen på at finde en ny. Fik en af Niels. Han gav mig den, men kun mod at jeg lovede ikke at falde i søvn til forhandlingerne igen. Hvordan har du det?”
Jeg: “Jeg var bekymret. Jeg troede, du var død.”
Han: “Jeg lever. Jeg savner dig. Jeg kommer snart hjem.”
Jeg: “Om tre dage.”
Han: “Om tre dage. Vil du møde mig?”
Jeg: “I den blå kjole.”
Han: “Og jeg med blomster.”
Jeg: “Aftalt.”
Dag elleve.
Han: “Jeg har købt gaver. Til sønnen et Lego-sæt, til datteren en kanin, til dig et tørklæde.”
Jeg: “Du kan ikke finde ud af at vælge tørklæder. Sidste gang tog du et lyserødt med hjem, og jeg går ikke i lyserød.”
Han: “Det er ikke lyserødt. Det er støvet rose.”
Jeg: “Støvet rose er også lyserød.”
Han: “Det er solnedgangens farve over Aarhus.”
Jeg: “Er du digter?”
Han: “Jeg er bogholder. Men for dig kan jeg blive digter.”
Jeg: “Det behøver du ikke. Jeg elsker dig som bogholder. Din håndskrift er læselig, og tallene passer.”
Dag tolv.
Han: “I morgen flyver jeg. Kom og mød mig.”
Jeg: “Jeg kommer.”
Han: “Er du nervøs?”
Jeg: “Nej.”
Han: “Det er jeg. Som allerførste gang.”
Jeg: “Første gang kvalte jeg i kagen, og du klappede mig på ryggen. Det var akavet.”
Han: “Det var dejligt for mig. Jeg rørte ved dig.”
Dag tretten. Mødet.
Jeg stod i lufthavnen. I den blå kjole. Med børnene. Katten tog vi naturligvis ikke med – den ville have lavet en scene. Jeg kiggede på ankomsttavlen. Hans fly var en time forsinket. Jeg drak kaffe, børnene spillede på deres telefoner. Jeg tænkte: “Hvorfor skrev han om kaffe? Hvorfor om katten? Hvorfor om aberne? Han har aldrig været sådan. Måske er han virkelig blevet forelsket igen? Eller er det bare arbejdsrejsen – en afbrydelse fra hverdagen, fra børnene, fra den brændte spejlæg? Måske bliver han tavs igen, når vi kommer hjem, spørger til kålen og forsvinder ind i sin computer?”
Han kom ud fra ankomstområdet. Med blomster. En kæmpe buket. Jeg havde ikke set sådan en fra ham – kun til brylluppet, og den buket havde min svigermor valgt. Han gik hen til mig, omfavnede mig, kyssede mig. Sagde:
– Undskyld, at jeg er sådan.
Jeg: “Hvordan?”
Han: “Tavs.”
Jeg: “Jeg er vant til det.”
Han: “Det er dårligt.”
Jeg: “Det er livet.”
Han: “Nej. Det er en vane. Jeg vil ændre mig.”
Jeg: “Det behøver du ikke. Jeg elsker dig, præcis som du er. Selv med kål.”
Han: “Kålen var en fejltagelse.”
Jeg: “Kålen er fortiden. Blomsterne er nuet.”
Vi kørte hjem. Han holdt min hånd i taxaen. Børnene faldt i søvn. Katten Pus mødte os på trappen, snusede til blomsterne, nyste og gik ud i køkkenet.
Jeg satte blomsterne i en vase. Han lagde computeren i skuffen. Sagde:
– I dag arbejder jeg ikke. I dag er jeg kun din.
Jeg: “Og i morgen?”
Han: “I morgen er jeg din med computeren. Men i dag er jeg uden.”
Vi bestilte pizza, drak vin og så en film. En fjollet film om kærlighed. Jeg grinede, han holdt om mig. Katten sad ved siden af os og krævede pølse.
– Mikkel, sagde jeg.
– Vil du virkelig ændre dig?
– Det ved jeg ikke. Men jeg kan prøve.
– Og hvis det ikke lykkes?
– Så skriver du til mig: “Du er en skiderik.” Og jeg skriver tilbage: “Jeg savner dine ben.”
Jeg lo. “Du er en idiot.” “Jeg er din idiot.”
Vi drak vinen færdig, spiste pizzaen færdig og lagde børnene. Katten faldt i søvn i lænestolen. Jeg så på min mand.
– Ved du, jeg savnede også. Ikke dig – os. Dem, vi var i starten. Glade, fjollede, uden banklån og uden kål.
– Kålen er et symbol på min dumhed. Jeg køber aldrig kål igen.
– Jo, du skal købe kål. Bare sammen med blomster.
– Aftalt.
Vi omfavnede hinanden og faldt i søvn. På sofaen. Fordi sengen allerede var besat af katten.
Om morgenen gik han på arbejde. Med computeren. Kyssede mig, sagde “jeg elsker dig.” Om aftenen glemte han ikke blomsterne. Han gik ind i blomsterbutikken og sagde:
– Giv mig noget, der ikke koster for meget, men som får min kone til at smile.
Ekspedienten foreslog margueritter. Han tog en buket med hjem. Jeg satte dem i en vase. Katten snusede til dem, nyste og forlod køkkenet. Og sådan hver dag.
Det er hele historien. Almindelig. Simpel. Til tider latterlig, endda dum. Men hvad så? Kærlighed lyder ofte dum. Men det betyder ikke, at den ikke findes.
