Lykke kæmpede i fjorten måneder mod kræften, og kræften tog hendes hår. Til gengæld fik hun en ubrødelig styrke, som ingen kunne tage fra hende. Da dimissionen fra gymnasiet nærmede sig – en milepæl, hun på et tidspunkt havde tvivlet på, at hun nogensinde ville nå – valgte hun med omhu et sølvfarvet tørklæde. Det blev hendes rustning de dage, hvor hun havde allermest brug for en. Hendes mor, der var dybt rørt over datterens udholdenhed, støttede beslutningen uden forbehold og forsikrede hende igen og igen om, at hun så smuk ud, mens hun forberedte sig på sit livs sværeste, men vigtigste sejr.
Glæden blev dog ikke gammel. Efter generalprøven tog formanden for forældrebestyrelsen, fru Vestergaard, Lykke til side. Fru Vestergaard var en kvinde, for hvem en vellykket fest handlede om pæne billeder, og hun havde sin helt egen idé om, hvordan de skulle sikres. Hun meddelte, at tørklædet ville “ødelægge” de officielle billeder og gøre andre forlegne. Hun foreslog, at Lykke holdt sig i baggrunden eller deltog i en særskilt ceremoni, så ingen blev mindet om “hendes sygdom”. Lykke gik grædende hjem, knust og fuldstændig sat udenfor, mens hendes mor allerede var i gang med at lægge en plan for at forsvare datterens værdighed.
På selve dimissionsdagen kunne man skære spændingen med en studenterhue. Fru Vestergaard stillede sig igen i vejen og forsøgte at presse sin vilje igennem, men denne gang havde Lykkes mor ikke tænkt sig at tie. Midt i ceremonien gik hun op på scenen og tog ordet. Det var grusomt, sagde hun, at bede en ung kræftoverlever om at skjule sin egen historie for et perfekt billedes skyld. Hendes ord rungede gennem aulaen og gjorde det klart for enhver, hvor forkert det var at stille et ungt menneske udenfor på den måde.
Og så skete der noget rørende. Mette, fru Vestergaards egen datter, rejste sig, trak et sølvfarvet tørklæde op fra under sin kjole og bandt det om hovedet. Ingen skulle behøve at gå over tærsklen alene den dag, erklærede hun. Det var signalet. Den ene elev efter den anden rejste sig og bandt sit eget sølvfarvede tørklæde om hovedet. Det, der havde lignet en protest, blev til en fælles, rørende manifestation af medmenneskelighed og støtte, der efterlod alle målløse.
Rektor Nygaard, der ikke var kendt for at lade sig rive med, kunne godt se, at her var der brug for handling. Han tog mikrofonen, undskyldte offentligt over for Lykke og fastslog, at hun hørte til lige præcis dér, hvor hun altid havde hørt til: blandt sine klassekammerater. Han tog afstand fra de sårende bemærkninger, der var faldet, og da Lykke til sidst gik over scenen for at modtage sit eksamensbevis, gjorde hun det med rank ryg. Omkring hende stod et fællesskab, der havde besluttet, at mod og overlevelse var vigtigere end nogen ydre ting.
