Grethe træder ind i min lejlighed, som var det Christiansborg, og hun dronning Margrethe på uventet inspektion i en provinsby. Hendes besøg følger altid et kompliceret ritual af storhed: en kongelig nikk ved døren, et fornemt blik på tøflerne og et tungt suk, der skal vise, hvor meget hun lider ved at nedlade sig til almindelige dødelige.
Den aften fejrer vi min mand Sørens seksogfyrreårsfødselsdag. Jeg, naiv og stadig troende på kulinarisk diplomati, har brugt to aftener efter vagter på kardiologisk afdeling ved komfuret. På bordet, dækket med en sprød hørdug, drypper en honningglaseret svinekam, lagkartofler i gyldne lag, og salaterne er pyntet med den maniske omhu, der afslører værtindens lette grad af perfektionisme.
Ud over svigermoren dukker svigerinden Kirsten op – en kvinde med et evigt utilfreds ansigt og en fantastisk evne til at klage over pengepungen, mens hun fortærer smørrebrød med rød kaviar som en industriel høstmaskine. Søren sidder for bordenden, smiler og befinder sig i den lykkelige mandlige illusion, hvor ‘alle er samlet, maden er god, så elsker alle hinanden’.
“Og jeg siger dig, Søren, helbredet skal plejes fra ungdommen,” prædiker Grethe, mens hun tager tredje portion kartoffelsalat. “Jeg renser mine blodkar udelukkende med natron og afkog af grankogler. En professor på nettet skriver, at hele jeres officielle medicin bare er en sammensværgelse fra apotekerne for at trække penge op af lommerne.”
Hun kaster et betydningsfuldt blik på mig. Jeg, der er oversygeplejerske, plejer at ignorere den slags, men i dag tager trætheden over.
“Grethe,” siger jeg roligt og hælder kompot op til Søren. “Åreforkalkning er en kompleks forstyrrelse af fedtstofskiftet. Kolesterolplak vokser ind i bindevæv og forkalker inde i selve karrets væg. Natron opløser godt fastbrændt fedt på en støbejernspande, men i blodbanen virker det ikke. Ellers ville vi behandle hjerteinfarkter på intensiv med opvaskemiddel.”
Svigermoren stivner med gaffelen ved munden. Hendes ansigt antager farven af overmodne rødbeder.
“Den kloge, hva’?!” hvin hun, stødt i sine bedste følelser. “Du skubber bare potter med syge ud, men du tør diskutere med vise mennesker! Du har købt eksamensbeviset og sidder og småsnakker, din uopdragne tøs!”
Grethe puster og fnyser som en overophedet kedel, man har glemt at fylde med vand.
Søren forsøger som sædvanlig at glatte ud:
“Mor, stop nu, Jytte jokede bare. Lad os drikke for helbredet i stedet.”
Denne fredsbevarende indsats opfatter svigermoren som svaghed. Da hun mærker, at sønnen ikke straks styrter til forsvar med lansen, skifter hun taktik og slår til, hvad hun tror er det ømme punkt.
Samtalen glider over på en fjern fætter, der lige er blevet skilt. Kirsten nyder at udmale detaljerne om boets deling, mens Grethe lytter med bedrøvet sammenpressede læber.
“Sådan er det, Søren,” siger svigermoren pludselig højt, så hvert ord træder som en mønt i stilheden. “Kvinder i dag er selviske og upålidelige. Du er en flot, venlig dreng. Men husk: koner kommer og går – i dag én, i morgen en anden. Men en mor har en søn kun én.”
Kirsten nikker enig, mens hun tygger kød. Søren synker nervøst, kaster et blik på mig og siger sin rutinemæssige, gennemprøvede sætning:
“Jytte, du kender jo min mor… hun mener det ikke ondt. Det er bare en talemåde.”
Jeg gider ikke diskutere. Jeg synes generelt, det er utaknemmeligt at diskutere med folk, hvis intelligens sidder fast på niveau med manipulation fra et lokalt amatørteater. Jeg smiler bare let, rejser mig langsomt og går hen til bordet.
Uden en eneste brat bevægelse tager jeg det store fad med svinekammen. Derefter griber jeg skålen med Caesar-salat.
“Jytte, hvor slæber du kødet hen?” spørger svigerinden oprigtigt overrasket, med gaflen halvvejs til tallerkenen.
“Hvorhen?” svarer jeg mildt og helt hverdagsagtigt. “I køleskabet.”
“Hvad? Vi er jo ikke færdige med at spise!” protesterer Grethe, der mærker, at ritualet med en mæt aften bliver brudt.
“Ser De, Grethe,” siger jeg og vender tilbage for at hente tallerkenen med pålæg og skålen med kaviar. “Jeg er en konsekvent kvinde. Når det er blevet slået fast, at en kone er et midlertidigt, forbigående fænomen, vil jeg gerne demonstrere det helt konkret. Konen går – så går hendes mad også. Hvorfor skulle I æde mad fra en, der alligevel kun er her på lånt tid?”
Jeg bærer maden ud i køkkenet. I stuen falder en tung, tæt stilhed, kun brudt af vægurets rolige tikken. Da jeg kommer tilbage efter brødkurven, har svigermoren genvundet talens brug.
“Hvad bilder du dig ind?!” buldrer hun og rejser sig fra bordet i positur som en forarget statue af en gudinde. “Hvordan vover du! Du kom ind i vores familie! Du skal respektere de ældre og være taknemmelig for, at vi overhovedet tog dig ind!”
Jeg stopper op over for hende. Det er næsten sjovt at se dette raserianfald.
“Grethe, lad os lige få styr på geografien og ejendomsretten,” siger med en stemme så rolig som nyhedsoplæserens. “Jeg er ikke kommet nogen steder. Det er Dem, der sidder i min lejlighed, som jeg købte tre år før jeg overhovedet vidste, Deres søn eksisterede. De spiser mad købt for min løn, for Søren betalte i denne måned afdrag på bilen. De sidder på en stol, jeg selv samlede. Så den midlertidige her er bestemt ikke mig.”
Svigermoren gisper efter luft. Hun ser forvirret på sin søn, i håb om at han nu slår i bordet og sætter den overmodige svigerdatter på plads.
Søren sidder med sænket hoved. Han stirrer på den tomme dug. På krummerne fra brødet. På den forladte kompotkaraffel. I hans øjne foregår et komplekst tankearbejde. Illusionen om ‘den rare familie’ smuldrer, mødt af ubønhørlig virkelighed.
Langsomt løfter han hovedet. Blikket er usædvanlig hårdt.
“Mor. Kirsten. Rejs jer.”
“Søren?” blinker svigermoren uforstående. “Hørte du, hvad hun sagde? Vil du lade hende smide din egen mor ud?!”
“Mor, du har overskredet grænsen,” siger Søren og rejser sig, skubber stolen væk. “Min kone går ingen steder. Og lejligheden er hendes, og alt herhjemme bæres af hende. Men I skal hjem. Festen er slut.”
“Sådan?!” skriger Grethe tragisk på vej ud i gangen. “Du vælger en nederdel frem for din mor!” Kirsten tripper efter og mumler forbandelser over ‘beregnende slanger’.
Søren rækker dem tavst overtøjet. Han undskylder ikke, han beder ikke om tilgivelse. Han åbner bare døren og venter, til de er ude på trappeafsatsen. Låsen klikker.
Han kommer tilbage i stuen, ser på mig, der står med brødkurven, og trækker et tungt suk.
“Tag kødet frem igen,” siger han stille, kommer hen og lægger armen om mine skuldre. “Jeg tror, jeg lige er blevet vågen. Og ved du hvad… jeg er sateme sulten.”
Vi sidder på køkkenet alene. Svinekammen er stadig lun, og teen stærk. Mere om koner, der kommer og går, bringer vi ikke på bane. Bare siden den aften er Grethe ikke dukket op i mit slot igen, og konens status i vores familie har fået en jernbetonstyrke.
