**Mandag den 28. oktober**
I dag mødte jeg naboen nede ved skraldespandene. Jeg havde ikke set deres kat i et stykke tid, så jeg spurgte, hvordan den havde det. Han smilede bare og sagde, at den var forsvundet for nogle dage siden, og at det var en lettelse. Jeg prøvede at holde stemmen rolig, da jeg spurgte, hvorfor han sagde det. Indeni kogte det.
*****
De sidste to uger havde jeg lagt mærke til, at naboerne ofte smed katten ud på trappeopgangen. Bare tog den i nakkeskindet og smed den ud. Nogle gange var det manden, andre gange konen. En dag fløj den stakkels kat lige forbi næsen på mig.
“Pas på!” sagde jeg til konen, men hun ville ikke høre. I stedet for at undskylde gloede hun ondt på mig og smækkede døren i, så ruderne rystede og der sikkert kom en eller to mikrorevner i muren. Først troede jeg naivt, at de bare luftede den eller lærte den at gå selv. Men så fattede jeg, at det var en straf for et eller andet.
Altså: gjorde den noget galt, så røg den ud på trappen.
Nogle gange skræmt, andre gange dybt bedrøvet sad den i timevis på afsatsen på fjerde sal foran den brune dør og ventede på at blive tilgivet og lukket ind. Og det blev den selvfølgelig, men ikke med det samme. Hvis den begyndte at mjaue eller kradse på døren, fik den med det samme et slag med kosten af konen.
Jeg så det med egne øjne. Jeg var på vej op ad trappen – liften har ikke virket i et halvt år – og da jeg nåede fjerde sal, så jeg katten. Jeg ville hilse på den, men den var optaget. Den mjavede højt og kradsede på døren med kløerne. Den ville ind, men blev ikke lukket ind, så den prøvede at minde dem om sin eksistens. Der kom skridt, døren blev revet op, og konen i en slidt kittel, uden et ord, slog den af alle kræfter med kosten og smækkede døren i. Det gik så hurtigt, at jeg ikke fik sagt noget. Men jeg havde meget på hjerte – jeg ville skamme hende ud for at behandle sit dyr så dårligt.
“Gik den ud over dig, makker?” spurgte jeg, da jeg gik hen til katten. Den så på mig med triste øjne, men der var taknemmelighed i blikket – for at nogen lagde mærke til den.
Katten blev smidt ud for den mindste forseelse. En dag hørte jeg konen råbe: “Din idiot! Du væltede vasen igen! Mikkel, smid katten ud med det samme! Så lærer den at hoppe på bordene!” Og et minut efter åbnede døren sig en sprække, en behåret mandshånd holdt katten i nakkeskindet, slap den, og døren smækkede i. Katten rejste sig og satte sig med ansigtet mod døren og ventede.
Jeg rystede bare på hovedet. Jeg forstod ikke den slags opdragelse. Jeg klappede katten og gik hjem. Den blev siddende, universel tristhed i sit overskæggede ansigt.
Jeg er ikke nogen særlig sentimentale person, men billedet sad i mig som en torn. “Kan man virkelig behandle et levende væsen sådan?” tænkte jeg. Når jeg gik forbi, sænkede jeg farten, og katten, som genkendte mig, begyndte at spinde lavt – en hilsen, lidt indsmigrende. Indimellem satte jeg mig på hug ved siden af den, kløede den bag øret, og den lukkede øjnene og trykkede hovedet mod mine fingre og stødte med den fugtige næse mod min håndflade.
Katten var varm, levende og meget tillidsfuld, og det gjorde mig rigtig dårlig tilpas. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor sådan en sød kat havde fået så hjerteløse ejere. Hvorfor i alverden havde de overhovedet anskaffet sig et dyr, hvis de ikke elsker nogen andre end sig selv? “Mærkelige mennesker,” tænkte jeg.
En dag, da jeg mødte katten på trappen, besluttede jeg mig: hvis de smed den ud igen, ville jeg gøre noget. Nok var nok. Jeg vidste ikke hvad, men jeg følte, at jeg måtte blande mig, ellers ville det aldrig stoppe.
Dagen, hvor tålmodigheden bristede, var fredag. Jeg kom hjem i dårligt humør. Jeg havde skændtes med kollegerne, i bussen havde folk skubbet og trådt mig over tæerne, og det havde regnet en irriterende småregn hele dagen. Mit humør var på nulpunktet. Måske under.
Da jeg gik op ad trappen, hørte jeg fra tredje sal det velkendte klagende “miav”. Katten sad som altid ved døren, men blev ikke lukket ind. Det var køligt på trappen. Det var jo ikke maj måned, som man siger. Jeg standsede på reposen og så tænksomt på katten, som ved synet af mig som sædvanlig spandt og kom hen imod mig.
Og så – bang!
Alle dagens problemer føltes pludselig som bagateller. Katten havde problemer. Store problemer. Den blev behandlet som en ting. Som et legetøj. Hvad er værre?
Jeg lyttede mod stilheden bag den brune dør. Ingen interesserede sig for katten.
Jeg fik en lyst til at give naboerne en lærestreg.
“Nu er det nok,” sagde jeg højt, selv overrasket over min beslutsomhed. “Kom med mig.”
Jeg bøjede mig ned og løftede katten op. Den spandt med det samme højere og gned hovedet mod min våde jakke og efterlod uldne striber.
Så gik vi op til syvende sal, hvor jeg bor.
Jeg tog katten ind et par dage. “Lad ejerne blive bange, lede, bekymre sig. De skal forstå, at man ikke gør sådan,” tænkte jeg, da jeg gik ind ad døren. Katten vænnede sig overraskende hurtigt. Den snusede til hjørnerne, hoppede op i sofaen, drejede sig et par gange og rullede sig sammen på et tæppe og så taknemmeligt på sin redningsmand.
Mens katten hvilede, løb jeg, på trods af regnen og trætheden, ned i nærmeste dyrehandel og købte det bedste kattemad, kattebakkeudstyr og legetøj – i tilfælde af at den pelsede gæst keder sig, når jeg ikke er hjemme.
Dagen efter, lørdag, åbnede jeg flere gange hoveddøren og kiggede ud på trappen. Jeg blev overrasket over stilheden. Ingen gik på etagerne, ingen kaldte på katten – jeg vidste i øvrigt ikke, hvad den hed – og ingen hængte sedler op. Det så ud til, at ingen ledte efter den forsvundne kat. Mærkeligt. Meget mærkeligt.
Jeg gik ind igen, så på katten og trak på skuldrene. Den strakte sig dovent i sofaen og tænkte ikke engang på at bede om at komme ud.
“Altså, vil du måske tilbage ud på trappen?” spurgte jeg om søndagen og pegede på døren. “Jeg holder dig ikke. Gå, hvis du vil.”
Katten så på døren, så på mig, og begyndte demonstrativt at slikke sin pote. Så rejste den sig, kom hen og gned sig mod mit ben. Svaret var tydeligere end ord. Jeg lukkede døren, grinede og tog katten op. Vi gik ud i køkkenet for at spise morgenmad, og så ind i stuen for at se fjernsyn. Det var jo alligevel weekend. Katten lå på skødet og spandt som en lille traktor, og for første gang i lang tid føltes lejligheden virkelig hyggelig.
Så kom mandag. Ingen ledte efter katten.
Jeg besluttede, at jeg ikke ville give den tilbage. Det eneste, der generede mig, var, at naboerne kunne beskylde mig for tyveri. Jeg havde jo stjålet deres ejendom. Vel af gode grunde og pædagogiske formål, men stjålet var det. Jeg forestillede mig scenarier: naboerne ringer til politiet, jeg bliver anklaget for tyveri, må forklare og forsvare mig. De forstår måske ikke mine motiver. Tanken borede sig ind i mit hoved og gav mig ikke ro. Hele dagen på arbejdet var jeg som på nåle og tjekkede konstant telefonen. Men der kom ingen opkald.
Da jeg kom hjem om aftenen, så jeg naboen, der var på vej ud med skraldet. I den sorte sæk kunne jeg intet se, men omridsene lignede en kattebakke. Jeg vinkede til ham, gik hen og spurgte, som om det var tilfældigt:
“Altså, Mikkel, jeg har ikke set jeres kat på trappen i et stykke tid. Hvordan har den det? Lever den?”
Mikkel, da han hørte om katten, blev pludselig livlig og smilede bredt. “Den er forsvundet for nogle dage siden. Og gudskelov!”
“Hvorfor gudskelov?” Jeg prøvede at holde stemmen rolig, selvom det kogte indeni.
“Konen ville have den med på sommerhuset og efterlade den der. Hun syntes, den var træls – hår overalt, mjavede om natten, væltede vaser. Den kunne jo fange mus, sagde hun. Så var der da lidt gavn af den. Men jeg gider slet ikke køre derud. For det første er det langt, for det andet får hun mig jo til at arbejde der. Så på den måde er katten bare gået sin vej, og jeg slipper for turen. I går drak jeg to liter øl for at fejre det. Det var en fest.”
“Fortryder du slet ikke? Hvad hvis der er sket den noget?”
“Fortryde? Det er jo ikke et menneske. Hvorfor spørger du egentlig?” Mikkel kneb øjnene sammen og så på mig.
“Åh, bare sådan,” svarede jeg eftertænksomt, og uden at sige farvel skyndte jeg mig ind i opgangen.
Indeni kogte det af indignation.
Til sommerhuset. I slutningen af oktober. Efterlade den til en sikker død. Uden en smule fortrydelse. Glade for, at den “gik sin vej”, så de slap for at køre og få beskidte hænder.
Jeg forestillede mig et øjeblik den venlige og tillidsfulde kat siddende på trappen til et tomt sommerhus – eller under et hegn – og vente på, at de kom tilbage. Vente lige så trofast, som den havde gjort på trappeafsatsen. For mine naboer var katten en ting, der både glædede og irriterede. Og hvis den irriterede for meget, blev den smidt ud. Først på trappen i et par timer, så på sommerhuset for altid.
Da jeg kom op på syvende sal og åbnede døren, så jeg katten, der ventede trofast på mig. Det blev med det samme varmt om hjertet.
Og pludselig gik det op for mig, at jeg havde gjort det rigtige.
Det var rigtigt at stjæle katten fra så hjerteløse mennesker, der ville efterlade den i slutningen af efteråret.
Jeg smilede, tog katten op, og vi gik ud i køkkenet for at lave aftensmad.
Bagefter lå vi i sofaen og så fjernsyn.
Jeg så, og katten var bare der. Den vendte sig fra side til side. Så vendte den sig på ryggen og stolte blottede sin mave – det mest sårbare sted. Uden tøven. For den var ikke længere bange.
For et rigtigt hjem er ikke bare et tag over hovedet eller en skål med mad.
Et rigtigt hjem er et sted, hvor man ikke behøver at fortjene retten til at være der.
Og hvor man bliver elsket. Uden grund. Bare fordi man er til.
