Fredag den 5. november 2023
Jeg stødte ind i min nabo Søren nede ved skraldespandene. Han virkede mærkeligt afslappet. Jeg spurgte, som om det var ligegyldigt: “Hør, nabo, jeg har ikke set jeres kat i opgangen længe. Hvordan går det egentlig med den? Lever den og har det godt?”
Søren lyste op i et smil: “Den forsvandt for nogle dage siden. Og gudskelov for det!”
“Gudskelov?” Jeg prøvede at holde stemmen rolig, men indeni kogte det.
—
De sidste to uger havde jeg lagt mærke til, at mine naboer begyndte at smide deres kat ud på trappen. De tog den simpelthen i nakkeskindet og kylede den ud. Nogle gange var det Søren, andre gange Mette. En dag fløj den stakkels kat lige for næsen af mig, da jeg kom op ad trappen.
Jeg sagde: “Pas dog på!” til Mette. Hun hørte ikke efter. I stedet for at undskylde kiggede hun skråt og smækkede døren i. Det bragede sådan, at ruderne rystede, og jeg er sikker på, at der kom en mikrorevne i muren. Først troede jeg naivt, de bare luftede den eller lærte den at gå selv. Men så fattede jeg, at det var straf. Havde den gjort noget galt – ud i opgangen med den.
Katten sad i timevis på reposen på fjerde sal, foran den brune dør, og ventede på tilgivelse. Og den kom altid, bare ikke med det samme. Hvis den begyndte at mjav og kradse, fik den et slag med kosten fra Mette. Jeg så det en dag, da jeg gik op ad trappen – elevatoren har ikke virket i et halvt år. Katten mjavede og kradsede, springet indenfor, så fløj døren op, og Mette i en slidt morgenkåbe slog den af alle kræfter med kosten og smækkede døren i. Jeg nåede ikke at sige noget, men jeg havde så meget at sige. Jeg ville skamme hende ud.
“Har du fået slemme tæsk, gamle ven?” spurgte jeg katten. Den så på mig med triste øjne, men også med taknemmelighed over, at nogen lagde mærke til den.
De smed den ud for den mindste ting. Jeg hørte Mette råbe: “Din kælling! Har du tabt vasen igen? Søren, smid katten ud med det samme! Den skal lære at holde sig fra bordene!” Et øjeblik efter gik døren på klem, en behåret arm stak ud, holdt katten i nakkeskindet, slap, og døren smækkede. Katten rejste sig og satte sig med ansigtet mod døren. Jeg rystede på hovedet. Den slags opdragelse forstod jeg ikke. Så klappede jeg katten og gik hjem. Den blev siddende med et udtryk af verdenssorg i sit knurhårsansigt.
Jeg er ikke sart anlagt, men billedet sad som en torn i mig. “Hvordan kan man behandle et levende væsen sådan?” tænkte jeg. Med tiden genkendte katten mig, spandt lavt og en smule indsmigrende, når jeg gik forbi. Nogle gange satte jeg mig på hug ved siden af den, kradsede den bag øret, og den lukkede øjnene og trykkede hovedet mod mine fingre og stak sin våde næse ind i min hånd. Den var varm, levende og tillidsfuld, og det gjorde mig helt skidt tilpas. Jeg forstod ikke, hvordan sådan en sød kat kunne have så hjerteløse ejere. Hvorfor skaffe sig et dyr, hvis man ikke elsker nogen andre end sig selv? “Mærkelige mennesker, for fanden.”
En dag, da jeg igen mødte katten på trappen, besluttede jeg mig: Hvis de smed den ud en gang til, ville jeg gøre noget. Nok med mishandlingen. Jeg vidste ikke hvad, men jeg måtte blande mig, ellers ville det aldrig ende.
Den dag mit tålmod slap op, var en fredag, og jeg var allerede i dårligt humør. Jeg havde skændtes med kollegerne, i bussen trampede folk mig på fødderne, og det havde regnet hele dagen, en små-fjendsk silende regn. Mit humør var under nul. Da jeg gik op ad trappen, hørte jeg allerede fra tredje sal et kendt, jamrende “mjau-ua-ua”. Katten sad som sædvanlig ved sin dør og blev ikke lukket ind. Og i opgangen var det køligt. Det var skam ikke maj måned, som man siger. Jeg standsede på reposen og så på katten, som spandt og kom mig i møde.
Og så – bang! – føltes alle dagens problemer med ét som ingenting. Katten havde problemer. Store. Den blev behandlet som en ting, som et stykke legetøj. Hvad er værre end det? Jeg lyttede mod døren. Ingen lod til at bekymre sig om katten. Og jeg fik sådan en lyst til at give naboerne en lærestreg.
“Nu er det slut,” sagde jeg højt, selv overrasket over min beslutsomhed. “Kom med mig.” Jeg bøjede mig, løftede katten op. Den spandt højere og gned hovedet mod min våde jakke, efterlod hårstriber. Så gik vi op til syvende sal, hvor jeg bor.
Jeg tog den kun for et par dage. “Lad dem blive bange, lede efter den, blive nervøse. Så lærer de, at det ikke kan gå sådan,” tænkte jeg, da jeg gik ind. Katten vænnede sig overraskende hurtigt. Den snusede til hjørnerne, hoppede op i sofaen, snurrede rundt og rullede sig sammen på tæppet og så taknemmeligt på mig. Mens den hvilede, løb jeg – trods regn og træthed – ned i nærmeste dyrehandel og købte det bedste vådfoder, en kattebakke, sand, og et par stykker legetøj, hvis den kedsomhed, når jeg ikke var hjemme.
Næste dag, lørdag, åbnede jeg flere gange døren og kiggede ud i opgangen. Det var helt stille. Ingen gik rundt, ingen råbte på katten (jeg vidste heller ikke, hvad den hed), ingen satte sedler op på tavlen. Det virkede som om, ingen ledte efter den. Mærkeligt. Meget mærkeligt.
Jeg gik ind, så på katten og trak på skuldrene. Den gabte og strakte sig dovent i sofaen og tænkte ikke engang på at gå ud. “Hør,” spurgte jeg søndag og pegede på døren, “vil du tilbage til opgangen? Jeg holder dig ikke. Gå du bare, hvis du har brug for det.” Katten så på døren, så på mig, og begyndte så demonstrativt at slikke sin pote. Så rejste den sig, kom hen og gned sig mod mit ben. Beskeden var tydeligere end ord. Jeg grinede, lukkede døren og tog katten op. Vi gik i køkkenet og spiste morgenmad, og bagefter så vi fjernsyn – det var jo søndag. Katten lå på mit skød og spandt som en lille traktor, og for første gang i lang tid føltes lejligheden rigtig hyggelig.
Så kom mandag. Katten var stadig ikke meldt savnet. Jeg besluttede, at jeg ikke ville give den tilbage. Det eneste, der nagede mig, var, at naboerne kunne beskylde mig for tyveri. Jeg havde jo stjålet deres ejendom. Levende, med gode intentioner og pædagogisk formål, men stjålet. Jeg tænkte på scenarier: de ville ringe til politiet, jeg ville blive anklaget, skulle forklare og forsvare mig. Mine motiver ville næppe blive forstået. Tanken borede sig ind i mig og gav mig ikke ro. Hele mandagen på arbejdet var jeg på pinebænke og tjekkede telefonen konstant. Der kom intet opkald.
Om aftenen, da jeg gik hjem, så jeg Søren, der var på vej til skraldespanden med en sort sæk. Indholdet lignede en kattebakke. Jeg vinkede ad ham, gik hen og spurgte som henkastet:
“Hør, nabo, jeg har ikke set jeres kat i opgangen længe. Hvordan går det med den? Lever den og har det godt?”
Manden sukkede lettet: “Den forsvandt for nogle dage siden. Heldigvis!”
“Heldigvis?” Jeg prøvede at holde stemmen rolig.
“Ja, Mette ville have den med på sommerhuset og smide den der. Hun sagde, den var træls, hår overalt, skreg om natten, væltede vaser. Der kunne den fange mus, sagde hun. Jeg gad overhovedet ikke køre. Det er langt, og hun ville alligevel have mig til at lave noget. Men så forsvandt katten af sig selv, og nu slipper jeg for turen. Jeg drak endda to liter øl i går for at fejre det. En gave.”
“Er du ikke bange for, at der er sket katten noget?”
“Hvad skulle der ske? Det er jo bare et dyr. Hør, hvorfor spørger du overhovedet?” Han kneb øjnene sammen og så mistænksomt på mig.
“Åh, bare nysgerrig,” mumlede jeg og gik uden at sige farvel hurtigt mod opgangen.
Indeni kogte jeg. “Sommerhus. Sidst i oktober. Tage katten med og efterlade den på en sikker død. Ikke en smule anger. Tværtimod glade for, at den ‘selv gik’ og sparede dem besværet.” Jeg forestillede mig katten sidde på en forladt sommerhustrappe eller under et hegn og vente på, at de kom tilbage. Vente lige så trofast og hengivent som den havde gjort foran døren i opgangen. For Søren og Mette var katten en ting, der enten glædede eller irriterede, og hvis den irriterede for meget, smed man den ud. Først i opgangen i nogle timer, så på sommerhuset for altid.
Da jeg nåede syvende sal og lukkede mig ind, så jeg katten sidde trofast og vente ved døren. Varmen spredte sig i mit bryst. Og pludselig vidste jeg, at jeg havde gjort det rigtige. Det var rigtigt at stjæle den fra de hjerteløse mennesker, der havde tænkt sig at efterlade den i slutningen af efteråret.
Jeg smilede, tog katten op, og vi gik i køkkenet for at lave aftensmad. Efter maden lå vi på sofaen og så fjernsyn. Katten skiftede stilling, først på den ene side, så på den anden. Så vendte den sig på ryggen, stolte og tillidsfuldt viste den maven – det mest sårbare sted. Uden tøven. For den var ikke bange mere.
For et rigtigt hjem er ikke bare tag over hovedet og en skål med foder. Et rigtigt hjem er et sted, hvor du ikke skal fortjene retten til at være. Og hvor du bliver elsket. Bare sådan. For den du er.
