Viktor fandt ham ved vejen i oktober.
Hvalpen sad i vejkanten, våd og ganske lille, og så på de forbipasserende biler, som om den ventede på en helt bestemt. Viktor var på vej til sommerhuset efter kartofler, bremsede et øjeblik, tænkte at han bare ville kigge. Men hvalpen løftede hovedet, og så var det slut. Kartoflerne blev i jorden en uge til.
Han kaldte den Mars. Navnet fandt naboen Mette på, da hun så i opgangen en rødlig, øret væsen med poter der var for store.
»Rød, næset, uheldig,« sagde hun. »Mars. Lige det.«
Viktor lo dengang.
Mars voksede hurtigt. Til foråret fyldte den hele venstre halvdel af sofaen og mente det var berettiget. Viktor skældte først ud, men holdt op. At sove alene i lejligheden var værre end med en hund der pustede og somme tider rykke med poten i søvne.
De blev venner ikke på én gang, men langsomt, som mennesker der ikke har travlt med at komme nogen vegne. Morgenlufttur. Madskål klokken syv om aftenen. Fjernsyn. Somme tider talte Viktor højt til Mars. Mars sad ved siden af og lyttede med et alvorligt ansigt, kun nogle gange gabte den og viste alle tænder.
»Du har ret,« sagde Viktor. »Nok.«
Og slukkede fjernsynet.
***
Ulykken skete i april, da de kom hjem fra aftenluftturen.
Viktor huskede bagefter dårligt hvordan. Glat, en bil fløj op på fortovet fra hjørnet, Mars var i snor, og så knækkede snoren. Viktor blev slynget mod kantstenen. Han slog siden, lå i nogle sekunder og hørte kun sin egen åndedræt og et fjernt skrig.
Da han rejste sig, var Mars væk.
Snoren lå på asfalten. Plastikspænden var brækket midt over.
Han ledte til midnat. Gik tre kvarterer, råbte dens navn, spurgte forbipasserende. De rystede på hovedet. Nogen sagde at de havde set en rød hund løbe mod jernbaneovergangen, men det var fyrre minutter siden, og siden havde de ikke set den.
Hjemme satte Viktor sig i køkkenet og så længe på den tomme skål.
Så rejste han sig. Skrev en efterlysning, printede tyve ark ud. Om morgenen hængte han dem op over hele kvarteret, ringede også til tre dyrlægeklinikker og til internatet på Fabriksvej.
»Hvis I får en rød hund ind, blandingshund,« sagde han i røret. »Ring venligst. Her er mit nummer.«
Der gik en uge.
Så en måned.
Efterlysningerne blegnede i maj-regnen, og Viktor satte nye op. Så satte han dem op igen i juni. Dyrlægeklinikkerne tav. Fra internatet på Fabriksvej ringede de to gange, begge gange forkert, begge gange var det ikke den rigtige hund.
I juli sagde Mette forsigtigt fra døren:
»Viktor, kunne du ikke tage en anden? Der er så mange på internatet.«
»Nej,« svarede Viktor.
Mere tilbød hun ikke.
Lejligheden uden Mars blev en anden.
Ikke tom, nej. Tingene stod på plads, køleskabet summede, naboerne trampede oppe over halv ti som altid. Men noget var ændret.
Viktor samlede en gammel bold op fra gulvet, som Mars havde jagtet gennem gangen. Lagde den på hylden. Overvejede og gemte den i en skuffe. Så tog han den frem igen og lod den blive på hylden.
Om morgenen rakte hånden af vane efter snoren ved døren. Snoren hang. Ingen steder skulle man gå.
Han begyndte at gå ture alene. Samme rute, samme tid, bare uden Mars. Han kunne ikke selv forklare hvorfor. Han gik bare.
I august ringede datteren Lene fra Aarhus.
»Far, kom herop. Bo hos os, få lidt ro.«
»Det kan jeg ikke.«
»Hvorfor?«
Han tav. Sagde:
»Hvis han kommer tilbage.«
Datteren tav også. Så sagde hun »okay« med den stemme man har når man vil sige noget andet, men lader være.
Mars kom tilbage i oktober.
Viktor hørte en kradsen på døren lidt i syv om aftenen. Først tænkte han at det var indbildning. Støj fra opgangen, træk, hvem ved. Men kradsningen gentog sig. Insisterende, med pauser, som om nogen vidste at døren ville blive åbnet, bare man ventede lidt.
Han åbnede.
På dørmåtten sad Mars.
Ældre. Pelsen var klippet flere steder, der hvor der åbenbart havde været sår. Venstre side lidt indsunken. Og om halsen var en halsbånd. En andens, læder, brun, med messing spænde og et lille mærke, hvorpå der stod ét ord: »Ven«.
Viktor stod længe i døren og så på den. Mars sad og så på Viktor. Højre øre hængende, rødt mærke på panden i form af en skæv stjerne. De samme øjne, ravfarvede, med mørk kant.
»Hvor har du været?« sagde Viktor.
Mars rejste sig, trådte over tærsklen og gik ind i gangen, som de går der kender indretningen udenad. Til højre, mod skålen. Skålen stod der stadig, som altid. Tom, selvfølgelig.
Viktor lukkede døren. Gik ud i køkkenet. Hænderne rystede let mens han åbnede køleskabet.
»Okay,« sagde han. »Okay.«
Næste morgen kørte han til dyrlægeklinikken.
Mars blev undersøgt, fik de nødvendige vaccinationer, og de tjekkede chip. Viktor spurgte til halsbåndet. Dyrlægen tog mærket og læste højt:
» »Ven«. Er det et andet navn?«
»Nogen har givet den et andet navn,« sagde Viktor.
»Har den boet hos nogen?«
»Den har boet et sted i et halvt år. Jeg ved ikke hvor.«
Dyrlægen så på ham, så på Mars, så på Viktor igen.
»Det sker,« sagde hun. »Hunde forsvinder somme tider og kommer tilbage. Især de kloge.«
Viktor svarede ikke. Så på at Mars sad på det metalbord med et uanfægtet udtryk og fandt sig i undersøgelsen.
På bagsiden af mærket fandt de et telefonnummer.
Viktor ringede fra bilen, mens Mars sad på bagsædet og kiggede ud ad vinduet.
Der blev taget efter tredje bip.
»Hallo?«
»Goddag,« sagde Viktor. »I havde en hund. Rød. I kaldte den Ven.«
Lang tavshed.
»Ja,« sagde stemmen. En kvindestemme, ikke ung. »Det havde vi. Den gik fra os i september. Vi ledte efter den.«
»Den er hos mig. Det er min hund. Den hedder Mars. Den forsvandt i april.«
Igen tavshed. Så sagde kvinden:
»Den boede hos os. Vi fodrede den, behandlede den. Den havde sår.«
»Tak,« sagde Viktor.
»Det er en god hund.«
»Ja.«
Pause.
»Bor I langt væk?« spurgte kvinden. »Fra Birkevej?«
»Et andet kvarter.«
»Herregud. Den kom selv i april. Den lagde sig bare ved vores hegn og gik ikke væk.«
Viktor så gennem forruden på den grå gård med popler uden blade.
Samtalen sluttede næsten af sig selv. Viktor lagde telefonen væk. Mars pustede på bagsædet, lå med hovedet på poterne.
Hjemme tog Viktor det fremmede halsbånd af Mars. Lagde det på bordet, så længe på det. Brun, læder, med mærket »Ven«. Godt arbejde, ikke billigt.
Et halvt år havde hunden været et sted. Og alligevel kom den tilbage.
Viktor tænkte på kvinden fra Birkevej. Hvordan hun hver dag fodrede den, klappede den, blev knyttet, sikkert. Og så i september gik hun ud om morgenen, og den var væk. Og hun ledte. Ringede måske efter efterlysninger.
Han tog telefonen.
»Det er mig igen,« sagde han da hun tog den. »Jeg ville sige. Hvis I vil besøge den, har jeg ikke noget imod det.«
Tavshed.
»Virkelig?« sagde hun.
»Virkelig.«
Hun kom lørdag. Grethe Svendsen, fireogtres år, i grå jakke og med et net hvor der var æblemarmelade og en pose med hundefoder, det samme som Mars havde vænnet sig til i de seks måneder.
Mars så hende fra gangen og styrtede ikke, nej. Den gik bare hen og stak næsen i hendes hånd. Vifted med halen.
De drak te. Grethe fortalte hvordan hun fandt den ved hegnet i april, hvordan hun kørte den til dyrlægen, hvordan den var bange de første dage og så vænnede sig. Viktor fortalte om ulykken, om den sprængte snor, om efterlysningerne han havde sat op.
Mars lå mellem dem på gulvet og døsede. Somme tider løftede den hovedet, så på den ene, så på den anden.
»Den har valgt os begge,« sagde Grethe.
Viktor så på hunden. Så på kvinden ved siden af.
»Det ser sådan ud.«
Det fremmede halsbånd gemte Viktor i en skuffe. Han smed det ikke ud.
Mars begyndte igen at fylde venstre halvdel af sofaen og jage bolden gennem gangen klokken et om natten. Efterlysningerne på stolperne blev gennemblødte af novemberregnen og faldt af af sig selv.
Grethe kom om lørdagen. Hun havde marmelade med, somme tider spurgte hun om råd om solbær, hun havde en have på Birkevej, og Viktor forstod sig på haver. De snakkede, mens Mars døsede mellem dem.
En aften tog Viktor læderhalsbåndet med mærket »Ven« op fra skuffen. Så på det. Mærket skinnede under lampen.
I gangen hang to snore. En rød, gammel. En blå, ny, som Grethe havde taget med en lørdag og hængt op i tavshed, uden at spørge om lov.
