Hver aften kom en rød kat op på min altan. Den mjavede, som om den bad om hjælp – gav hverken mig eller min samvittighed ro. Jeg var lige ved at ringe til dyreværnet, men hver gang jeg åbnede døren, sprang den pludselig væk. Lige ud i det, jeg frygtede mest.
Der er du igen!
Jeg trak gardinet til side og kiggede ud på altanen. Den røde kat sad på rækværket og stirrede direkte på mig. Dens øjne brændte i aftenskumringen, og fra struben kom en langtrukken, næsten menneskelig mjaven.
Forsvind, – viftede jeg med hånden og trak gardinet for igen.
Femte aften i træk gentog det sig til det latterlige: lige når jeg kom hjem fra arbejde – der var katten igen. Igen på min altan på fjerde sal! Hvordan den kom derop, forblev en gåde for mig, men der sad den – endnu engang.
Jeg arbejdede som revisor i et lille firma, og de sidste måneder havde været særligt hårde. Aflevering af kvartalsregnskab, revisioner, konstante telefonopkald. Jeg kom hjem fuldstændig udmattet. Alt, hvad jeg havde brug for, var stilhed, varm te og min yndlingsserie. Og så den kat med sine koncerter.
Hør, hvorfor ikke bare fodre den? – foreslog min kollega Lise næste dag. – Så spiser den og lader dig være.
Jeg har ikke tænkt mig at tæmme herreløse dyr, – sagde jeg skarpt. – Jeg har rigeligt med problemer i forvejen.
Og det var sandt. Efter skilsmissen for tre år siden havde jeg indrettet mit liv, som jeg ville. Ingen afhængigheder, ingen forpligtelser. Lejligheden var min fæstning, hvor der herskede orden og forudsigelighed. Dyr passede ikke ind i de planer.
Men katten tænkte tilsyneladende anderledes. Den sjette aften mjavede den så højt og insisterende, at underboen ringede på døren.
Mette, kunne du ikke gøre noget ved den kat? – spurgte hun. – Jeg får hovedpine af det hyl.
Undskyld, Inge, – mumlede jeg. – Jeg ordner det straks.
Jeg havde slet ikke lyst til at ordne det. Overvejede at ringe til dyreværnet, men huskede så, hvad de gør med herreløse dyr, og kunne ikke få mig selv til det.
Hvad er det, du vil?
Jeg åbnede altandøren og gik ud. Katten holdt op med at mjave og så opmærksomt på mig. Den var tynd, pelsen filtret i totter, men øjnene var helt sunde og kloge. Meget kloge.
Nå, sig hvad du vil have? Mad?
Jeg rakte hånden ud for at klappe den, men katten sprang tilbage, gik ned ad brandtrappen et par trin og standsede. Vendte sig om. Så på mig. Mjavede igen.
Vil du have, jeg følger efter dig? – spurgte jeg vantro.
Katten gik endnu længere ned og så sig tilbage igen.
Nysgerrighed er en fantastisk ting. Den driver mig til handling – der er ikke andet at sige. Jeg rev en jakke på, stak fødderne i løbeskoene uden at tænke på komfort, og gik ud i gangen. Katten, som om den allerede vidste alt, sad ved døren. Da den så mig, skød den straks af sted ned ad trappen uden at se sig tilbage. Næsten lydløs skygge fløj foran. Jeg havde intet andet valg end at haste efter.
Vi kom ned til stueetagen, men katten stoppede ikke. Den gik hen mod kælderdøren, som jeg aldrig havde åbnet. Døren stod på klem, og indenfor gabte et sort hul.
Vil du have, jeg skal kravle derind?
Jeg så på katten.
Drøm ikke om det.
Men katten smuttede ind og kom et sekund efter frem igen. Så satte den sig ved tærsklen. Så på mig med sine usædvanlige øjne.
Og så hørte jeg det. En tynd, næsten umærkelig piben. Flere stemmer på én gang.
Killinger? – hviskede jeg.
Jeg tog telefonen frem, tændte lommelygten og gik forsigtigt ind i kælderen. Det lugtede af fugt og skimmel. Katten gik foran, vendte sig af og til for at kontrollere, om jeg fulgte efter.
Bag et gammelt rør i det fjerneste hjørne så jeg dem. Fire bitte killinger lå på et stykke beskidt klæde. De var så små, at øjnene endnu ikke var åbnet. Pibet lød fortvivlet, sultent.
Herregud.
Jeg satte mig på hug ved siden af.
Hvordan er I havnet her?
Katten gik hen til killingerne, lagde sig ved siden af, og de suttede straks på den. Men jeg kunne se, at den selv var udmarvet, mælken rakte tydeligvis ikke. Temperaturen i kælderen var omkring ti grader, højst. Om natten kunne det blive endnu koldere.
Du kom for at få hjælp, – sagde jeg, ikke som et spørgsmål, men som en konstatering. – Du ledte efter én, der kunne hjælpe dine børn.
Katten så på mig og mjavede sagte. I dens blik var der taknemmelighed.
Jeg tog telefonen og ringede til Lise. Hun svarede først efter et par ring.
Mette, hvad ringer du for? Klokken er snart ti.
Jeg har brug for hjælp. Haster. Jeg har en situation her.
Lise kom tyve minutter senere med en papkasse, et varmt tæppe og en patteflaske til killingerne. Hun havde erfaring; for et år siden havde hun reddet en forladt hvalp.
Sådan, – kommanderede hun og vurderede situationen. – Killingerne tager vi hjem med det samme. Moren også. I morgen tidlig til dyrlægen. Jeg har brug for din hjælp til fodringen, de er alt for små.
Jeg hjælper, – sagde jeg stille.
Vi lagde forsigtigt killingerne i kassen. Katten blev først nervøs, men forstod så, at de ikke var i fare, og sprang roligt ned efter dem.
Derhjemme indrettede jeg et sted til dem på badeværelset, hvor det var varmest. Lise viste mig den bedste måde at fodre killingerne med flaske, hvis moren ikke kunne klare det. Katten åd med begærlighed, for første gang i mange dage, formodentlig.
Ved du hvad, – sagde Lise og så på mig, – jeg har altid tænkt, at du var for lukket over for verden efter skilsmissen. Bange for at stole på nogen igen, selv på dyr.
Måske.
Jeg strøg den røde kat over hovedet.
Men den kat viste mig, hvad ægte hengivenhed er. Den kunne bare have efterladt killingerne og ledt efter mad til sig selv. Men den søgte hjælp til dem.
Dyrlægen næste dag sagde, at killingerne ville overleve, men at de havde brug for omhyggelig pleje. Modern havde behov for vitaminer og en styrkende kost.
»Sjældent ser man en så stærk moderinstinkt,« sagde lægen, næsten som en tanke højt. »Normalt gemmer herreløse katte deres afkom på afsides steder. Men denne her fandt en måde at bede om hjælp.«
De næste tre uger levede jeg efter et fodringsskema. Vækkeuret ringede hver tredje time, dag og nat. Lise hjalp, når jeg var på arbejde. Killingerne blev stærkere, åbnede øjnene, begyndte at kravle.
Forresten, på arbejdet troede alle, at jeg havde fået et spædbarn. Sådan nogle mørke rander under øjnene havde jeg af søvnløshed. Kollegerne spurgte, om alt var i orden, om jeg var syg. Jeg spøgte med, at det var søvnløshed.
Mette, du er klar over, at der ikke kan bo fem katte i din etværelseslejlighed? – spurgte Lise forsigtigt.
Ja, – nikkede jeg.
Jeg lagde en annonce om at bortplacere killingerne i gode hjem. Der var mange interesserede, men jeg udvalgte nøje de kommende ejere, tjekkede forholdene, som smådyrene skulle leve under.
To måneder senere havde alle fire killinger fået et hjem. En tog underboen Inge, den samme, der havde klaget over mjavet.
Børnebørnene kommer på besøg, de bliver glade, – smilede hun. – Jeg har længe villet have en kat, men har aldrig taget springet.
Den røde kat blev hos mig. Jeg kaldte den Frida, simpelt og uden omstændigheder. Den viste sig at være utrolig klog og taknemmelig. Den sov på min pude, mødte mig ved døren, spandt om aftenen, når den lagde sig på mit skød.
Ved du hvad, Frida, – sagde jeg til den en aften, – du har lært mig meget. Jeg troede, jeg ikke ville have ansvar for nogen. Pludselig stod det klart – når man giver varme til andre, bliver ens eget liv rigere.
Frida så på mig med sine kloge øjne og lagde hovedet på min hånd.
Et halvt år senere fortalte Lise mig, at killingerne var vokset op sunde og glade. Inge er fuldstændig forgabt i sin kat. Og jeg har fået en tradition: hver aften åbner jeg altandøren og lader Frida komme ud for at få frisk luft.
Nogle gange kommer medfølelse til os i den mest uventede skikkelse. I skikkelse af en påtrængende herreløs kat, som ikke gav op og fandt en måde at redde sine unger på. Moderkærlighed kender ingen grænser, hverken hos mennesker eller dyr. Og et menneskehjerte kan smelte, selv efter mange års ensomhed, hvis medfølelsen vækkes.
Har I nogensinde lagt mærke til herreløse dyr? Måske beder en af dem også om hjælp. Del jeres historie i kommentarerne.
kilde.
