Viktor Lund fandt ham ved vejen i oktober.
Hvalpen sad i vejkanten, våd og ganske lille, og stirrede på de forbipasserende biler, som om han ventede på en bestemt. Viktor var på vej til sommerhuset efter kartofler, stoppede et øjeblik og troede, han bare ville kigge. Men hvalpen løftede hovedet, og så var det slut. Kartoflerne blev i jorden en uge til.
Han kaldte ham Mars. Naboen Inge Jensen fandt på navnet, da hun så i opgangen et rødt, øret væsen med poter, der var for store til kroppen.
– Rød, næset, vrøvlet, sagde hun. – Mars. Lige præcis.
Viktor lo dengang.
Mars voksede hurtigt. Til foråret fyldte han hele den venstre halvdel af sofaen og mente, det var hans ret. Viktor skældte ud i starten, men holdt op. Det var værre at sove alene i lejligheden end med en hund, der snorkede og indimellem sparkede med poten i søvne.
De blev venner, ikke straks, men lidt efter lidt, som mennesker bliver venner, når de ikke har travlt. Morgentur. Madskål klokken syv om aftenen. Fjernsyn. Indimellem talte Viktor højt til Mars. Mars sad ved siden af og lyttede alvorligt, gabte kun engang imellem og viste alle tænder.
– Du har ret, sagde Viktor. – Nok.
Og slukkede fjernsynet.
***
Ulykken skete i april, da de kom hjem fra aftenturen.
Viktor huskede dårligt bagefter, præcis hvordan. Glat, en bil fløj op på fortovet fra et hjørne, Mars var i snor, og så knækkede snoren. Viktor blev slængt ind i kantstenen. Han ramte siden, lå nogle sekunder og hørte kun sin egen vejrtrækning og et fjernt skrig.
Da han rejste sig, var Mars væk.
Snoren lå på asfalten. Plastiklåsen var knækket midt over.
Han ledte til midnat. Gik tre kvarterer, råbte hans navn, spurgte forbipasserende. De rystede på hovedet. Nogen sagde, de havde set en rød hund løbe mod jernbaneoverkørslen, men det var fyrre minutter siden, og så havde de ikke set mere.
Hjemme satte Viktor sig i køkkenet og stirrede længe på den tomme skål.
Så rejste han sig. Skrev en efterlysning, printede tyve ark ud. Næste morgen satte han dem op i hele kvarteret, ringede også til tre dyreklinikker og til internatet på Fabriksvej.
– Hvis der kommer en rød hund ind, blandingshund, sagde han i røret. – Ring venligst. Her er mit nummer.
Der gik en uge.
Så en måned.
Efterlysningerne blegnede i maj-regnen, og Viktor satte nye op. Så satte han nye op igen i juni. Dyreklinikkerne tav. Fra internatet på Fabriksvej ringede de to gange, begge gange forkert, begge gange var det en anden hund.
I juli sagde Inge Jensen forsigtigt fra døren:
– Viktor, måske skulle du tage en anden. Der er så mange på internatet.
– Nej, svarede Viktor.
Hun foreslog det ikke igen.
Lejligheden uden Mars blev anderledes.
Ikke tom, nej. Tingene stod på deres pladser, køleskabet summede, naboerne trampede oppefra halv ti som sædvanligt. Men noget var forandret.
Viktor samlede en gammel bold op fra gulvet, som Mars havde jagtet rundt i gangen. Lagde den på hylden. Tænkte sig om og lagde den i skuffen. Så tog han den frem igen og lod den blive på hylden.
Om morgenen rakte hånden af gammel vane efter snoren ved døren. Snoren hang. Der var ikke noget sted at gå hen.
Han begyndte at gå ture alene. Samme rute, samme tidspunkt, bare uden Mars. Kunne ikke selv forklare hvorfor. Han gik bare.
I august ringede datteren fra Aarhus.
– Far, kom herop. Bo hos os et stykke tid, få lidt ferie.
– Kan ikke.
– Hvorfor?
Han tav. Sagde:
– Hvis han kommer tilbage.
Datteren tav også. Så sagde hun »okay« med den stemme, man har, når man gerne vil sige noget andet, men vælger at lade være.
Mars kom tilbage i oktober.
Viktor hørte kradsen på døren ved syvtiden om aftenen. Først troede han, det var indbildning. Støj fra trappeopgangen, træk, hvem ved. Men kradsen kom igen. Insisterende, med pauser, som om nogen vidste, at døren ville blive åbnet, man skulle bare vente lidt.
Han åbnede.
På måtten sad Mars.
Ældre. Pelsen var klippet flere steder, der hvor der åbenbart havde været sår. Venstre side var lidt indfaldet. Og om halsen havde han et halsbånd. Et andet, i læder, brunt, med messingspænde og et lille mærke, hvorpå der stod ét ord: »Ven«.
Viktor stod længe i døren og så på ham. Mars sad og så på Viktor. Højre øre hang, en rød plet på panden som en skæv stjerne. De samme øjne, ravfarvede, med mørk kant.
– Hvor har du været? sagde Viktor.
Mars rejste sig, trådte over tærsklen og gik ind i gangen, som man går, når man kender planen udenad. Til højre, hen til skålen. Skålen stod der stadig, hvor den altid havde stået. Tom, selvfølgelig.
Viktor lukkede døren. Gik ud i køkkenet. Hænderne rystede lidt, mens han åbnede køleskabet.
– Okay, sagde han. – Okay.
Næste morgen kørte han til dyreklinikken.
De undersøgte Mars, gav de nødvendige vaccinationer, tjekkede chippen. Viktor spurgte til halsbåndet. Dyrlægen tog mærket og læste højt:
– »Ven«. Er det et andet navn?
– Nogen har givet ham et andet navn, sagde Viktor.
– Har han boet hos nogen?
– Han har boet et eller andet sted i et halvt år. Ved ikke hvor.
Dyrlægen så på ham, så på Mars, så på Viktor igen.
– Det sker, sagde hun. – Hunde forsvinder indimellem og kommer så tilbage. Især de kloge.
Viktor svarede ikke. Så på Mars, der sad på metalbordet med uanfægtet mine og fandt sig i undersøgelsen.
På bagsiden af mærket fandt de et telefonnummer.
Viktor ringede fra bilen, mens Mars sad på bagsædet og så ud ad vinduet.
Nogen tog røret efter tredje bip.
– Hallo?
– Goddag, sagde Viktor. – De havde en hund. Rød. De kaldte ham Ven.
Lang tavshed.
– Ja, sagde stemmen. En kvindestemme, ikke ung. – Det havde vi. Han forlod os i september. Vi ledte efter ham.
– Han er hos mig. Det er min hund. Han hedder Mars. Han forsvandt i april.
Igen tavshed. Så sagde kvinden:
– Han boede hos os. Vi fodrede ham, behandlede ham. Han havde sår.
– Tak, sagde Viktor.
– Det er en god hund.
– Ja.
Pause.
– Bor De langt væk? spurgte kvinden. – Fra Birkelundsvej?
– Andet kvarter.
– Du godeste. Han kom selv i april. Lagde sig bare ved vores hegn og blev.
Viktor stirrede ud ad forruden på den grå gård med popler uden blade.
Samtalen sluttede af sig selv. Viktor lagde telefonen væk. Mars pustede på bagsædet, lå med hovedet på poterne.
Hjemme tog Viktor det fremmede halsbånd af Mars. Lagde det på bordet, så længe på det. Brunt, læder, med mærket »Ven«. Godt arbejde, ikke billigt.
Et halvt år havde hunden været et eller andet sted. Og alligevel kom han tilbage.
Viktor tænkte på kvinden fra Birkelundsvej. Hvordan hun hver dag havde fodret ham, klappet ham, sikkert knyttet sig til ham. Og så i september gik hun ud en morgen, og han var væk. Og hun ledte. Ringede måske rundt efter efterlysninger.
Han tog telefonen.
– Det er mig igen, sagde han, da hun tog røret. – Ville bare sige. Hvis De gerne vil besøge ham, har jeg ikke noget imod det.
Tavshed.
– Virkelig? sagde hun.
– Virkelig.
Hun kom om lørdagen. Grethe Hansen, fireogtres år, i grå frakke og med et net, hvori der var æblesyltetøj og en pose hundefoder, det samme som Mars havde vænnet sig til i det halve år.
Mars så hende fra gangen og styrtede ikke af sted, nej. Han gik bare hen og trykkede næsen mod hendes hånd. Logrede glad.
De drak te. Grethe Hansen fortalte, hvordan hun i april havde fundet ham ved hegnet, hvordan hun havde kørt ham til dyrlægen, hvordan han havde været bange de første dage, men så vænnet sig til det. Viktor fortalte om ulykken, om den knækkede snor, om efterlysningerne.
Mars lå mellem dem på gulvet og blundede. Indimellem løftede han hovedet, så på den ene, så på den anden.
– Han har valgt os begge, sagde Grethe Hansen.
Viktor så på hunden. Så på kvinden ved siden af.
– Det ser sådan ud.
Det fremmede halsbånd lagde Viktor i en skrivebordsskuffe. Smid det ikke væk.
Mars begyndte igen at fylde den venstre halvdel af sofaen og jage bolden rundt i gangen klokken et om natten. Efterlysningerne på stolperne blev våde i novemberregnen og faldt af af sig selv.
Grethe Hansen kom om lørdagen. Hun medbragte syltetøj, spurgte indimellem til råds om solbær, hun havde en køkkenhave på Birkelundsvej, og Viktor forstod sig på haver. De talte sammen, mens Mars lå og blundede mellem dem.
En aften tog Viktor læderhalsbåndet med mærket »Ven« op af skuffen. Så på det. Mærket glimtede under lampen.
I entreen hang to snore. En rød, gammel. En blå, ny, som Grethe Hansen havde bragt en lørdag og hængt op i stilhed, uden at spørge om lov.
