Mette Sørensen lagde røret og stirrede på telefonen, som om den var skyld i det hele.
I toogtyve år som ejendomsmægler havde hun solgt lejligheder med gæld, med indskrevne slægtninge, med utætte rør og med udsigt til kirkegården. Engang – med en papegøje, der bandede på tre sprog. Men at en kat skulle stå i kontrakten som en byrde, det havde hun aldrig oplevet.
– Okay, jeg gentager betingelserne, sagde hun til sig selv, mens hun bladrede i sin notesbog. – To-værelses, Vesterbrogade, tredje sal, 62 kvadratmeter. Ejerinden døde i januar. Arvingerne er søn og datter fra Esbjerg. De vil sælge hurtigt. Katten vil de ikke have, sætter den ikke i internat, og de vil ikke lade den aflive. Katten følger med.
Hun sukkede og tilføjede en linje i annoncen, der ville få enhver jurist til at ryste på hovedet: “Prisen inkluderer en kat. Forhandling mulig.”
Den første fremvisning var en lørdag.
Mette åbnede døren og lukkede køberen ind – en høj kvinde omkring femoghalvtreds i en grå jakke. Hun trådte over dørtærsklen og standsede op. Der lugtede som i huse, hvor en ældre, ensom person har boet længe: lavendelsæbe, gamle bøger, en snert af baldrian.
– Gitte Pedersen, sagde kvinden uden at række hånden frem. Hun så sig omkring. – Hvor er så den der … bonus?
Katten sad på vindueskarmen i den store stue – en kæmpestor, rød og hvid han. Han stirrede på Gitte uden at blinke, og i hans blik var hverken frygt eller nysgerrighed. Kun en træt, uendelig tålmodighed.
Sådan ser de, der allerede er blevet forladt.
Gitte gik tavs rundt i lejligheden. Hun strøg med fingeren hen over bogryggene på hylden – H.C. Andersen, Karen Blixen, Tove Ditlevsen, slidt indtil omslagene var møre. Hun kiggede ind i køkkenet, hvor en vægkalender hang, stoppet den 17. januar. På vindueskarmen stod tre potter med visne geranier. Og en skål. Ren, tom, stående præcis på sin plads – ved venstre ben af taburetten.
– Bliver den fodret? spurgte hun uden at vende sig.
– Naboen, sagde Mette. – Tove Mikkelsen fra nummer 36. Hun kommer to gange om dagen. Arvingerne betaler hende for det. Ikke meget, men de betaler.
Gitte gik tilbage til stuen. Katten havde ikke ændret stilling – sad på vindueskarmen med poter trukket ind og kiggede ud i gården. Udenfor svajede bare februar-poppelgrene i vinden, og mellem dem gik en kvinde med barnevogn.
– Hvad hedder den?
– Mikkel. Det har arvingerne sagt.
– Mikkel, gentog Gitte uden udtryk.
Katten drejede ikke hovedet.
Hun ringede tre dage senere.
– Mette Sørensen, jeg har tænkt over det. Området er godt, tæt på metro. Men prisen er stadig over markedsniveau, selv med … tilbehøret. Og der skal renoveres – de tapeter, linoleummet. Jeg vil tage den, hvis I sænker med tredive tusind.
– Jeg prøver at tale med dem.
Arvingerne sænkede med tyve tusind. Gitte sagde ja.
Dokumenterne tog tre uger. Gitte kom i lejligheden to gange mere – med målebånd og notesbog. Målte vægge, skrev ned, regnede på det. Katten observerede. Da hun anden gang satte sig på hug ved vinduet for at tjekke radiatoren, sprang han ned fra vindueskarmen, kom hen og satte sig en halv meter væk. Ikke tættere.
– Nå, hej, sagde hun til ham.
Mikkel blinkede. Én gang, langsomt. Og vendte hovedet væk.
Tove Mikkelsen fra nummer 36 viste sig at være en lille, spinkel kvinde med forskræmte øjne. Hun ventede på Gitte ved døren på dagen for overtagelsesdokumenterne.
– Er du den nye ejer?
– Det håber jeg.
– Jeg skal fortælle dig om Mikkel. Nina Jensen, den tidligere ejer, må hun hvile i fred, hun fandt ham for ti år siden. Han sad ved opgangen i november, helt laset. Hun reddede ham, fodrede ham op. Siden da var han klistret til hende.
Tove tav et øjeblik og fortsatte mere stille:
– Da hun faldt, slagtilfælde, lige i køkkenet, lå han ved siden af. Ambulancen kom, de brød døren op, og han lå ved hendes hoved. Og han gik ikke væk.
Gitte lyttede, stående i døråbningen, med en bundt nye nøgler i hånden. Tre nøgler. To til låsene. En til postkassen, som der allerede ikke var nogen til at tjekke.
– Han er ikke ond, fortsatte Tove. – Han kradser ikke, ødelægger ikke møbler. Men … han lader sig ikke røre. Jeg har fodret ham i to måneder, og han er aldrig kommet hen til mig. Han spiser, når jeg går ud. Jeg sætter skålen frem – og går ud ad døren. Når jeg kommer tilbage, er den tom. Men imens jeg er der – aldrig.
– Måske er han bange.
– Han er ikke bange. Han venter. Sætter sig ved døren og kigger. Hver aften, omkring klokken seks. Nina kom hjem klokken seks fra sin gåtur.
Gitte flyttede ind en lørdag. Hun havde ikke mange ting, hun var vant til at leve kompakt. Tyve år som sygeplejerske på kardiologisk afdeling, så en stilling på ambulatoriet, så nedskæring, en byttelejlighed, et lejet værelse i Brønshøj, der gav ondt i knæene og sjælen. En ejerlejlighed var en drøm så gammel, at den næsten var holdt op med at være en drøm og bare var blevet en plan. Pengene havde hun sparet op i ni år.
Flyttemændene bar ind en sofa, to skabe, kasser med service. Mikkel forsvandt. Gitte fandt ham i bryggerset – han havde kilet sig ind bag strygebrættet og sad der med flade ører, kæmpestor og urørlig.
– Jeg forstår det, sagde hun til ham. – Det er svært for dig. Også for mig.
Hun stillede skålen ved venstre ben af taburetten, samme sted som den gamle, og gik ud og lukkede køkkendøren.
Næste morgen var skålen tom.
Der gik en måned. De levede parallelt – inden for samme vægge, men i forskellige verdener.
Gitte stod op klokken seks, drak kaffe i køkkenet, tog på vagt. Hun havde fået job på et sundhedscenter på Amagerbrogade, ikke kardiologi, men efter et år uden arbejde var der ikke meget at vælge imellem.
Mikkel dukkede først op i køkkenet efter klikket fra låsen. Det vidste hun, fordi hun lagde et hår – langt, grånende – på tværs af skålen. Hver aften lå håret på gulvet. Så han havde spist.
Om aftenen sad hun i lænestolen ved vinduet og læste – de samme bøger fra hylden, der havde tilhørt Nina Jensen. H.C. Andersen viste sig at være fuld af blyantsnotater: med en tynd, omhyggelig håndskrift stod der udråbstegn i margenen, nogle gange et enkelt ord: “ja”, “præcis”, “det samme hos mig”. Gitte læste disse notater og følte en mærkelig, ikke sorg, men genkendelse. Som om kvinden, hun aldrig havde mødt, tænkte som hende.
Mikkel sad i mellemtiden i gangen. Ikke i stuen – i gangen. Ved hoveddøren. Hver aften, præcis klokken seks. Han ventede.
I slutningen af marts blev Gitte syg. Influenza slog hende ned på én nat – 39 i fever, ondt i halsen, ømme led. Hun ringede til arbejdet, tog paracetamol og lagde sig. Hun havde ikke kræfter til at stå op for at spise. Heller ikke til at fodre katten.
– Mikkel, kaldte hun med hæs stemme fra soveværelset. – Undskyld. Jeg kan ikke lige nu.
Stilhed.
Hun faldt i en tung, klæbrig søvn med brummende hoved. Vågnede ved at noget trykkede på hendes ben. Ikke hårdt. Bare en vægt – varm, rolig, levende.
Mikkel lå for enden af sengen. Rullet sammen som en bolle og stirrede på hende uden at blinke, alvorligt, opmærksomt. For første gang på en måned var han ikke i gangen, ikke i bryggerset, ikke bag strygebrættet. Han var her.
Gitte rørte sig ikke. Hun var bange – hvis hun bevægede sig, ville han gå. Hun så bare på ham, og han på hende, og imellem dem var den tavshed, hvor ord er unødvendige, for alt er allerede sagt.
– Det kender du allerede, hviskede hun.
Mikkel lagde ørerne ned, sænkede hovedet på poterne og lukkede øjnene.
Han gik ikke.
I tre dage var hun syg, og i tre dage lå han for enden af hendes seng. Han gik kun til skålen – hun tvang sig alligevel op for at hælde foder i – og kom tilbage. På tredjedagen, da feberen faldt og Gitte sad i køkkenet indsvøbt i et tæppe med en kop bouillon, hoppede Mikkel op på taburetten. Satte sig ved siden af. Og begyndte at spinde.
Stille, lidt rustent, som om han havde glemt det og nu skulle huske.
Gitte satte koppen fra sig. Tog brillerne af. Rakkte hånden frem – langsomt, med håndfladen opad.
Mikkel snusede til hendes fingre. Og stødte panden mod hendes håndflade.
Hun græd. Ikke af rørelse, hun var ikke typen, der græd af rørelse. Hun græd, fordi hun pludselig forstod en enkel, klar ting: hun havde købt et andet menneskes liv med andres bøger og en andens kat, fordi hendes eget liv ikke rakte. Og han var blevet i et andet liv med en anden kvinde, fordi der ikke var noget andet sted for ham. To byrder. To tillæg. To overflødige væsner, som var blevet inkluderet i prisen.
Og nu sad de i køkkenet ved siden af hinanden, og den ene var femten katteår, den anden seksoghalvtreds menneskeår, og de havde det varmt sammen.
Mikkel spandt, og Gitte holdt hånden på hans store, tunge hoved og tænkte, at det måske var det – når man ikke venter, ikke søger, ikke beder. Og det kommer.
I maj rev Gitte de gamle tapeter ned, dem med små brune blomster, der fik lejligheden til at virke mørkere, end den var. Hun malede væggene en varm mælkehvid. Linoleummet lod hun indtil videre blive – pengene rakte ikke til det hele på én gang – men det var allerede ligegyldigt. Lejligheden var ikke længere fremmed. Hun havde selv ikke lagt mærke til, hvornår det skete.
Nina Jensens bøger blev stående på hylden. Gitte tilføjede sine egne – ikke mange, en halv snes. H.C. Andersen med blyantsnotaterne stod på sin plads. Nogle gange om aftenen åbnede hun den og læste ikke historierne, men margenen – andres “ja”, “præcis”, “det samme hos mig”. Og nikkede.
Geranierne havde hun smidt ud, da hun flyttede ind – døde, ikke til at redde. Først nu plantede hun nye. Stillede dem på samme vindueskarm, hvor Mikkel havde siddet den første fremvisning. Nu sad han der sjældnere. Oftere i lænestolen ved siden af hende. Eller på skødet, hvis aftenen var lang og bogen god.
Klokken seks gik han ikke længere hen til døren.
I juni løb Mette Sørensen, ejendomsmægleren, tilfældigt ind i hende i Netto på Vesterbrogade. Gitte stod i køen med kattefoder og en liter kefir.
– Hvordan går det med lejligheden? spurgte Mette. – Fortryder du?
– Nej.
– Og katten?
Gitte tav et øjeblik. Flyttede foderet fra den ene hånd til den anden.
– Ved du hvad, Mette Sørensen, sagde hun, – de tog fejl, da de satte prisen ned. De skulle have sat den op.
Mette lo. Men Gitte lo ikke. Hun lavede ikke sjov.
Derhjemme ventede Mikkel. Han sad i entreen ved hendes hjemmesko. Det var hans nye plads. Og da låsen klikkede, løftede han hovedet og blinkede én gang, langsomt.
Sådan møder man dem, man venter meget på.
