Mikkel fandt ham ved vejkanten i oktober.
Hvalpen sad på kanten af landevejen, gennemblødt og helt lille, og kiggede på de forbipasserende biler, som om den ventede på en bestemt. Mikkel var på vej til sommerhuset efter kartofler, bremsede et øjeblik og tænkte, han bare ville kigge. Men hvalpen løftede hovedet, og så var det slut. Kartoflerne blev i jorden en uge mere.
Han kaldte ham Mars. Navnet fandt naboen Hanne på, da hun så i opgangen en rødlig, øret væsen med poter, der var for store.
– Rød, næset, uheldig, sagde hun. – Mars. Det er det.
Mikkel lo dengang.
Mars voksede hurtigt. Til foråret optog han hele venstre halvdel af sofaen og mente, det var berettiget. Mikkel skældte først ud, men stoppede. At sove alene i lejligheden var værre end med en hund, der snorkede og indimellem rykkede med poten i søvne.
De blev venner ikke med det samme, men langsomt, som folk, der ikke har travlt. Morgentur. Madskål klokken syv om aftenen. Fjernsyn. Indimellem talte Mikkel højt til Mars. Mars sad ved siden af og lyttede med et alvorligt ansigt, kun nogle gange gabte han og viste alle tænder.
– Du har ret, sagde Mikkel. – Nok er nok.
Og slukkede fjernsynet.
***
Ulykken skete i april, da de kom hjem fra aftenturen.
Mikkel huskede bagefter dårligt, hvordan det gik til. Glat, en bil fløj op på fortovet fra et hjørne, Mars var i snor, og så knækkede snoren. Mikkel blev slynget mod kantstenen. Han ramte siden, lå et par sekunder og hørte kun sin egen vejrtrækning og et fjernt skrig.
Da han rejste sig, var Mars væk.
Snoren lå på asfalten. Plastiklåsen var knækket i to.
Han ledte til midnat. Gik tre kvarterer, kaldte på navnet, spurgte forbipasserende. De rystede på hovedet. En sagde, han havde set en rød hund løbe mod jernbaneoverkørslen, men det var fyrre minutter siden, og derefter så han den ikke.
Hjemme satte Mikkel sig i køkkenet og stirrede længe på den tomme skål.
Så rejste han sig. Skrev en efterlysning, printede tyve ark. Om morgenen satte han dem op i hele kvarteret, ringede til tre dyrlægeklinikker og til internatet på Fabriksvej.
– Hvis en rød hund ankommer, blandingshund, sagde han i røret. – Ring venligst. Her er mit nummer.
En uge gik.
Så en måned.
Efterlysningerne blegnede i majregnen, og Mikkel satte nye op. Derefter igen i juni. Dyrlægeklinikkerne tav. Fra internatet på Fabriksvej ringede de to gange, begge gange forkert, begge gange var det ikke den rigtige hund.
I juli sagde Hanne forsigtigt fra døren:
– Mikkel, måske skulle du tage en anden. Der er så mange på internatet.
– Nej, svarede Mikkel.
Hende bød ikke mere.
Lejligheden uden Mars blev en anden.
Ikke tom, nej. Tingene stod på plads, køleskabet summede, naboerne trampede ovenpå halv ti som altid. Men noget var forandret.
Mikkel tog en gammel bold op fra gulvet, som Mars havde jagtet gennem gangen. Lagde den på hylden. Tænkte og puttede den i skuffen. Så tog han den frem igen og lod den blive på hylden.
Om morgenen rakte hånden af vane efter snoren ved døren. Snoren hang. Der var ingen steder at gå hen.
Han begyndte at gå ture alene. Samme rute, samme tidspunkt, bare uden Mars. Kunne ikke selv forklare hvorfor. Han gik bare.
I august ringede datteren fra Aarhus.
– Far, kom herover. Bo hos os, slap af.
– Kan ikke.
– Hvorfor?
Han tav et øjeblik. Sagde:
– Hvad nu hvis han kommer tilbage?
Datteren tav også. Sagde så “okay” med en stemme, som folk har, når de vil sige noget andet, men vælger at lade være.
Mars kom tilbage i oktober.
Mikkel hørte kradsen på døren lidt i syv om aftenen. Først troede han, det var indbildning. Larm fra trappeopgangen, træk, hvem ved. Men kradsningen kom igen. Insisterende, med pauser, som om nogen vidste, at døren ville blive åbnet, bare man ventede lidt.
Han åbnede.
På måtten sad Mars.
Ældre. Pelsen var klippet flere steder, hvor der åbenbart havde været sår. Venstre side lidt indfalden. Og om halsen havde han en halsbånd. Fremmed, læder, brun, med messingspænde og en lille metalplade, hvor der stod et enkelt ord: “Trofast”.
Mikkel stod længe i døren og så på ham. Mars sad og så på Mikkel. Højre øre hængende, rødt mærke på panden som en skæv stjerne. De samme øjne, ravfarvede, med mørk kant.
– Hvor har du været? sagde Mikkel.
Mars rejste sig, trådte over tærsklen og gik ind i gangen, som de der kender indretningen udenad. Til højre, mod skålen. Skålen stod der stadig. Tom, selvfølgelig.
Mikkel lukkede døren. Gik ud i køkkenet. Hænderne rystede lidt, mens han åbnede køleskabet.
– Okay, sagde han. – Okay.
Næste morgen kørte han til dyrlægeklinikken.
Mars blev undersøgt, fik de nødvendige vaccinationer, chippen blev tjekket. Mikkel spurgte om halsbåndet. Dyrlægen tog metalpladen og læste højt:
– “Trofast”. Er det et andet navn?
– Nogen gav ham et andet navn, sagde Mikkel.
– Boede han hos nogen?
– Et halvt år boede han et sted. Ved ikke hvor.
Dyrlægen så på ham, så på Mars, så på Mikkel igen.
– Det sker, sagde hun. – Hunde forsvinder nogle gange og kommer tilbage. Især de kloge.
Mikkel svarede ikke. Så på Mars, der sad på metalbordet med uanfægtet ansigt og fandt sig i undersøgelsen.
På bagsiden af metalpladen fandt de et telefonnummer.
Mikkel ringede fra bilen, mens Mars sad på bagsædet og kiggede ud ad vinduet.
Der blev taget efter tredje ring.
– Hallo?
– Goddag, sagde Mikkel. – De havde en hund. Rød. De kaldte den Trofast.
Lang tavshed.
– Ja, sagde stemmen. Kvindelig, ældre. – Det havde vi. Han forlod os i september. Vi ledte efter ham.
– Han er hos mig. Det er min hund. Han hedder Mars. Han forsvandt i april.
Igen tavshed. Så sagde kvinden:
– Han boede hos os. Vi fodrede ham, behandlede ham. Han havde sår.
– Tak, sagde Mikkel.
– Han er en god hund.
– Ja.
Pause.
– Bor De langt væk? spurgte kvinden. – Fra Birkegade?
– Andet kvarter.
– Herregud. Han kom selv i april. Lagde sig bare ved vores hegn og gik ikke.
Mikkel så ud ad forruden på den grå gård med poppeltræer bladløse.
Samtalen sluttede af sig selv. Mikkel lagde telefonen. Mars snorkede på bagsædet, lå med hovedet på de krydsede poter.
Hjemme tog Mikkel det fremmede halsbånd af Mars. Lagde det på bordet, stirrede længe på det. Brunt, læder, med pladen “Trofast”. Godt arbejde, ikke billigt.
Et halvt år havde hunden været et sted. Og alligevel kom den tilbage.
Mikkel tænkte på kvinden fra Birkegade. Hvordan hun hver dag fodrede ham, kælede, blev knyttet, sikkert. Og så i september gik hun ud om morgenen, og han var væk. Og hun ledte. Ringede måske efter efterlysninger.
Han tog telefonen.
– Det er mig igen, sagde han, da hun tog røret. – Ville sige. Hvis De vil besøge ham, er jeg okay med det.
Tavshed.
– Virkelig? sagde hun.
– Virkelig.
Hun kom lørdag. Gitte, fireogtres år, i grå frakke og med et net, der indeholdt æblemarmelade og en pose hundefoder, det samme som Mars havde vænnet sig til i det halve år.
Mars så hende fra gangen og løb ikke hen, nej. Han gik bare hen og stødte næsen mod hendes hånd. Logrede glad.
De drak te. Gitte fortalte, hvordan hun fandt ham ved hegnet i april, kørte ham til dyrlægen, hvordan han var bange de første dage, men så vænnede sig. Mikkel fortalte om ulykken, den knækkede snor, efterlysningerne.
Mars lå mellem dem på gulvet og døsede. Indimellem løftede han hovedet, så på den ene, så på den anden.
– Han valgte os begge, sagde Gitte.
Mikkel så på hunden. Så på kvinden ved siden af.
– Det ser sådan ud.
Det fremmede halsbånd lagde Mikkel i skrivebordsskuffen. Smid det ikke væk.
Mars begyndte igen at optage venstre halvdel af sofaen og jage bolden gennem gangen klokken et om natten. Efterlysningerne på stolperne blev våde i novemberregnen og faldt af af sig selv.
Gitte kom hver lørdag. Bragte marmelade, spurgte nogle gange til råds om ribs, hun havde en have på Birkegade, og Mikkel forstod sig på haver. De talte, mens Mars døsede mellem dem.
En aften tog Mikkel læderhalsbåndet med pladen “Trofast” op af skuffen. Så på det. Metalpladen glimtede under lampen.
I gangen hang to snore. En rød, gammel. En blå, ny, som Gitte havde bragt en lørdag og hængt op i tavshed, uden at spørge om lov.
