Gitte Nielsen trådte ind i min lejlighed, som var det Amalienborg, og hun var dronning Margrethe på uventet inspektion i en søvnig provinsby i Vestjylland. Hendes besøg var altid en tung forestilling: en majestætisk nikkedut ved døren, et smilende blik på tøflerne, og så et dybt suk, der skulle fortælle os andre, hvor meget hun led ved at omgås almindelige dødelige.
Den aften fejrede vi min mand, Mikkel Pedersens, seksogfyrretyveårsdag. Jeg, en naiv sjæl der stadig tror på gastronomisk diplomati, havde stået ved komfuret i to aftener efter vagterne på kardiologisk afdeling. På bordet, dækket med en skarp linneddug, lå en nakkefilet glaseret med honning, dampende og saftspændende, guldkartofler i lag, og salaterne var arrangeret med den maniske omhu, der afslører en moderat perfektionist.
Udover svigermor havde min mands søster, Sanne, indfundet sig – en kvinde med et evigt utilfreds ansigt og en forbløffende evne til at brokke sig over pengemangel, mens hun fortærede smørrebrød med laksetatar i en hast som en industrimaskine. Mikkel sad for bordenden, smilede og svævede i den lykkelige mandlige illusion, at “alle er samlet, maden er god, ergo elsker alle hinanden.”
“Jeg siger dig, Mikkel,” deklamerede Gitte, mens hun tog for tredje gang af kartoffelsalaten, “sundhed skal man passe på fra ungdommen af. Jeg renser mine blodkar udelukkende med natron og afkog af grantræskogler. Der er en professor på nettet, der skriver, at al jeres officielle medicin bare er en sammensværgelse fra apotekernes side for at suge penge ud af os.”
Hvervede et betydningsfuldt blik i min retning. Som oversygeplejerske lod jeg normalt sådanne udtalelser passere, men i aften var trætheden ved at tage magten.
“Gitte,” sagde jeg roligt og hældte saft op til manden. “Åreforkalkning er en kompleks forstyrrelse af fedtstofskiftet. Kolesterolsammensætninger vokser ind i karrets væg og forkalkes. Natron opløser fedt på en støbejernsgryde, men i blodbanen virker det ikke. Ellers ville vi jo behandle hjerteinfarkt på intensiven med opvaskemiddel.”
Svigermor stivnede med gaflen halvvejs til munden. Hendes ansigt antog nu farven af overmodne rødbeder.
“Den klogeste, hva’?!” hvæsede hun, dybt såret. “Du bærer bare natpotteskrald ud, og så vover du at diskutere med kloge folk! Du har sikkert købt dit eksamensbevis og sidder og spiller klog, uopdragen tøs!”
Gitte pustede sig op som en overtændt kedel, hvor man glemte at komme te ved.
Mikkel forsøgte som sædvanlig at glatte konflikten ud: “Mor, stop nu, Louise lavede bare en vittighed. Lad os hellere skåle for helbredet.”
Denne fredsbevarende indsats blev af svigermor opfattet som svaghed. Da hun mærkede, at sønnen ikke straks greb spyddet for at forsvare hende, skiftede hun taktik og sigtede mod det, hun troede var det ømmeste punkt.
Snakken gled over på en fjern fætter, der lige var blevet skilt. Sanne nød i fulde drag detaljerne om formuefordeling, mens Gitte lyttede med skæbnetungt sammenpressede læber.
“Ser du, Mikkel,” sagde svigermor pludselig højt, så hvert ord faldt som en mønt i stilheden, “nutidens kvinder er kun ude på penge og er upålidelige. Du er en flot, rar fyr. Men husk: koner kommer og går. I dag én, i morgen en anden. Men en mor har man kun én.”
Sanne nikkede enig, mens hun tyggede på et stykke flæskesteg. Mikkel slugte nervøst, så forskende på mig og leverede sin årstids kliché: “Louise, du kender da mor… hun mener det ikke ondt. Det er bare en talemåde.”
Jeg diskuterede ikke. Jeg mener, at man spilder sin tid på at skændes med folk, hvis intellekt sidder fast i provinsens skuespillertricks. Jeg smilede bare svagt, rejste mig langsomt og gik hen til bordet.
Forsigtigt, uden en eneste brat bevægelse, tog jeg det store fad med svinekødet. Dernæst salatskålen med Caesar.
“Louise, hvor slæber du kødet hen?” spurgte Sanne oprigtigt forbavset, mens hendes gaffel standsede på vej mod tallerkenen.
“Hvorhen?” svarede jeg venligt og i en helt almindelig tone. “I køleskabet.”
“Hvorfor? Vi er ikke færdige med at spise!” udbrød Gitte, fornemmende at aftenens vellystige ritual brød sammen.
“Ser De, Gitte,” sagde jeg og vendte tilbage for at hente tallerkenen med pålæg og den lille skål med laksetatar. “Jeg er en konsekvent kvinde. Når det er blevet slået fast, at en kone er et midlertidigt og forbigående fænomen, vil jeg gerne demonstrere det i praksis. Forsvinder konen, forsvinder hendes mad med. Hvorfor skulle I spise mig ud af huset, når jeg alligevel kun er her på lånt tid?”
Jeg bar maden ud i køkkenet. Der faldt en tung, tæt stilhed i stuen, kun afbrudt af vægurets jævne tikken. Da jeg kom tilbage efter brødkurven, havde svigermor fået talens brug igen.
“Hvad bilder du dig ind?!” tordnede hun, rejste sig og indtog en positur som en fornærmet frihedsgudinde. “Hvor vover du! Du kom ind i vores familie! Du skal respektere de ældre og være taknemmelig for, at vi overhovedet tog dig ind!”
Jeg standsede over for hende. Det var næsten komisk at betragte hysteriet.
“Gitte,” sagde jeg, og min stemme var rolig som en nyhedsoplæser, “lad os lige afklare geografi og ejendomsforhold. Jeg kom ingen steder ind. Det er Dem, der sidder nu i min lejlighed, som jeg købte tre år før jeg overhovedet mødte Deres søn. De spiser mad købt for min løn, fordi Mikkel i denne måned betalte af på billånet. De sidder på en stol, jeg selv samlede. Så den midlertidige her er i hvert fald ikke mig.”
Svigermor snappede efter vejret. Hun så forvirret hen på Mikkel, ventede på, at han skulle slå i bordet og sætte den frække svigerdatter på plads.
Mikkel sad med sænket hoved. Han stirrede på den tomme dug. På krummerne fra brødet. På den forladte saftkande. I hans øjne foregik en kompliceret tankeproces. Illusionen om den “samlede familie” smuldrede, mødt af en ubønhørlig virkelighed.
Han løftede langsomt hovedet. Blikket var usædvanligt hårdt.
“Mor. Sanne. Rejs jer.”
“Men Mikkel?” Gitte blinkede uforstående. “Hørte du ikke, hvad hun sagde? Tillader du, at hun smider din egen mor på døren?”
“Mor, du gik over stregen,” sagde Mikkel og rejste sig, skubbede stolen væk. “Min kone går ingen steder. Lejligheden er hendes, og det her hjem kører på hende. Men I to skal hjem nu. Festen er slut.”
“Nå, sådan?! Du bytter mor ud med et nederdel!” jamrede Gitte tragisk og gik mod entreen. Sanne trippede efter, mumlende om “beregnende slanger”.
Mikkel rakte dem tavst overtøjet. Han undskyldte ikke, bad ikke om tilgivelse. Han åbnede bare døren og ventede, til de var ude på trappeopgangen. Låsen klikkede.
Han kom tilbage, så på mig, der stod med brødkurven, og trak vejret tungt.
“Tag kødet frem igen,” sagde han stille, kom hen og lagde armen om mine skuldre. “Jeg tror, jeg lige har set klart. Og ved du hvad… jeg er fandeme sulten.”
Vi sad i køkkenet, vi to alene. Svinekødet var stadig lunt, teen var stærk. Vi bragte aldrig emnet om “kommende og gående” op igen. Men fra den aften af dukkede Gitte Nielsen ikke op i mit Amalienborg mere, og konens status i vores familie fik en jernbetonstyrke.
