Jeg har altid troet, at bekendtskaber efter de halvtreds var forbeholdt folk med faste holdninger, livserfaring og i det mindste en basal forståelse for, hvordan man opfører sig. Jeg havde længe opgivet illusioner om prinser på hvide heste.
Jeg er femoghalvtreds, arbejder, har en voksen datter, en hyggelig lejlighed og et ganske harmonisk liv. Men nogle gange savner man bare almindelig menneskelig varme. Gå i teatret, drikke en kop kaffe, diskutere en læst bog.
Det var med sådanne tanker, jeg oprettede en profil på en datingside. Mellem en lang række mærkelige beskeder og direkte tåbelige forslag skilte Valdemars profil sig ud med en behagelig fornuft.
Han var nioghalvtreds. På billederne en veltrænet mand i en pæn jakke, foran en sommerpark. I vores breve var han høflig, strøede om sig med komplimenter, fortalte om sit arbejde som ingeniør og sin kærlighed til klassisk musik.
Efter en uges samtaler mødtes vi på en café. Valdemar var lige som på billedet: imponerende, med let grå tindinger, god til at formulere sig. Han trak galant stolen ud for mig, bestilte to kopper cappuccino (men afslog desserten med henvisning til, at han holdt øje med sit sukker) og fortalte hele aftenen om, hvor vigtigt det er at bevare traditionelle værdier i dag.
»Jeg er af den gamle skole, Rikke,« sagde han og så mig indtrængende i øjnene. »For mig er kvinden en muse. Manden skal være forsørger og beskytter. Jeg kan ikke fordrage den moderne mode med separate regninger. Man skal bejle på en smuk måde.«
Det lød som musik. Vi mødtes to gange mere, gik ture langs havnen, talte meget. Så kom weekenden, og vejret slog helt om. Det øsede ned i en kold novemberregn.
»Rikke, hvad med, at jeg kigger forbi til middag?« foreslog Valdemar med sin bløde stemme i telefonen. »Vi sidder i læ og snakker. Jeg kommer naturligvis ikke tomhændet! Jeg ordner alt i bedste stil. Du skal kun sørge for hygge og et smil.«
Jeg, som en almindelig dansk kvinde, stolede ikke på »kun et smil«. Allerede om morgenen tog jeg fat på en grundig rengøring. Bagefter tog jeg i supermarkedet: købte god oksekød, friske grøntsager, oste, en dyr flûte. Brugte omkring tre timer ved komfuret.
Jeg bagte kød med svesker – min signaturret, som ingen hidtil havde været ligeglad med. Lavede en let salat, dækkede bordet smukt i stuen. Fandt krystalglas frem, tændte stearinlys. Selv tog jeg en elegant hjemmekjole på og lagde en let makeup.
Da tiden nærmede sig, var jeg lige så nervøs som en teenager før den første date.
Dørklokken ringede præcis klokken syv. Jeg rettede på håret, tog en dyb indånding og åbnede døren. Der stod min bejler. Regnen havde gjort hans frakke lidt våd, men han så overordentlig stolt ud.
»Godaften, dejlige værtinde!« Valdemar trådte ind i entréen, tog hatten af og begyndte at knappe frakken op. Fra køkkenet strømmede en uimodståelig duft af stegt kød. Valdemar snusede højlydt og smilede tilfreds: »Åh, jeg fornemmer, at der venter mig en sand fest her!«
»Kom ind, Valde. Tag tøjet af. Lad mig hænge din frakke op,« sagde jeg venligt, mens jeg forventede, at han nu ville finde de lovede gaver frem. Jeg forventede ærligt talt ikke en buket med et hundrede og én roser eller en samlervin. En æske chokolade, en almindelig kage eller en simpel gren med krysantemum ville have været fint. Det handler om opmærksomheden.
Valdemar hængte frakken op, rettede på jakken. Så stak han hånden i inderlommen, med en højtidelig mine som en tryllekunstner, der trækker en kanin op af hatten, og ytrede den berømte sætning:
»Som jeg sagde, Rikke, jeg kommer ikke tomhændet. En mand skal altid bidrage med sit.«
Dermed rakte han mig … en pakke te.
Jeg tog den mekanisk i hånden og så ned. Det var en papæske med den billigste sorte te. I ved, den slags, der sælges på de nederste hylder i supermarkedet på tilbud. Men det mest interessante var ikke mærket. Æsken var ikke forseglet. Papiretappen var revet over og skødesløst stukket ind.
Jeg stod stille og prøvede at forstå, hvad der skete.
»Valde, er den … åben?« spurgte jeg sagte, bange for, at det var en underlig vittighed.
Han blev ikke det mindste flov. Tværtimod fik hans ansigt et nedladende smil, som en der forklarer et barn indlysende ting.
»Selvfølgelig! Jeg købte den for nogle dage siden, trak et par breve, og den smagte fremragende – stærk og hurtig at trække. Tænkte, jeg ville dele den med dig. Hvorfor skulle jeg slæbe hele pakken med? Vi drikker ikke så meget på en aften. Det ville være synd at lade det gå til spilde. Og til teen har du sikkert selv noget, du er jo værtinden.«
Jeg stod i entréen til min rene, hyggelige lejlighed. Bag mig flimrede stearinlysene, og oksestegen med svesker stod og blev kold – den, jeg havde brugt en halv dag og en pæn sum penge på.
Og foran mig stod en voksen, arbejdende, flot klædt nioghalvtredsårig mand, der talte om traditionelle værdier, og som havde taget en påbegyndt pakke med billig te med til en romantisk middag. Manglende tyve breve indeni.
Hundredvis af reaktionsmuligheder fløj gennem mit hoved. Jeg kunne have grinet ham lige op i ansigtet. Jeg kunne have skabt en scene og sagt alt, hvad jeg mente om hans nærighed. Jeg kunne have været tavs, slugt fornærmelsen, sat ham til bords og fodret ham med kød, mens jeg følte mig som en ydmyget tjenestepige.
Men jeg valgte en anden vej. Den ro, der sænkede sig over mig i det øjeblik, overraskede mig selv.
Jeg lagde forsigtigt den krøllede æske på skabet ved spejlet. Jeg så Valdemar lige i øjnene. Jeg smilede – ikke påtaget, men helt oprigtigt, med en enorm lettelse over, at denne mand havde afsløret sig selv lige her på dørtrinnet, og ikke måneder eller år senere.
»Valdemar,« sagde jeg med en rolig og blød stemme. »Jeg er umådelig rørt over din gavmildhed. Men desværre får vi ikke brug for den te.«
Hans øjenbryn for op: »Hvorfor? Kan du ikke lide sort te? Jeg kan tage grøn med næste gang, jeg har en halv pakke tilovers på arbejdet …«
»Der bliver ingen næste gang,« afbrød jeg ham lige så roligt. »Du har ret: En mand skal bidrage med sit. Og dit bidrag var så … overvældende, at jeg simpelthen ikke kan gengælde det. Min middag når det ikke til.«
Jeg tog hans stadig fugtige frakke ned fra knagen og rakte ham den.
»Hvad sker der? Rikke, er du sur over teen? Sikke en materialisme!« Hans bløde stemme knækkede over, hans ansigt blev rødt i pletter. »Jeg kommer med hele min sjæl, efter en hård uge, og hun laver en scene over en bagatel! I moderne kvinder tænker kun på penge og restauranter!«
»Jeg har brug for respekt, Valde. Først og fremmest for mig selv. Tag frakken på, det er koldt udenfor. Og glem ikke din te. Ellers kan du jo blive forkølet, og så har du intet at lindre med.«
Jeg lagde den påbegyndte pakke i hans hænder, skubbede ham venligt, men bestemt ud mod døren, og lukkede den bag ham.
Låsen klikkede. Der var fuldstændig stille i lejligheden, kun uret tikkede. Jeg gik ud i køkkenet, hældte et glas god rødvin op, skar et stykke af det duftende kød og satte mig ved det smukt dækkede bord. Alene.
Og ved I hvad? Den middag var pragtfuld. Kødet smeltede på tungen, vinen spillede i krystallen. Jeg følte hverken skuffelse eller ensomhed. Jeg følte stolthed over, at jeg ikke havde ladet mig træde på.
Mænd beskylder os ofte for materialisme. De siger, at vi leder efter sponsorater. Men lad os være ærlige: Det handler slet ikke om gavens værdi. Det handler om holdningen. En mand, der tager påbegyndt mad med til en kvinde, sparer ikke penge.
Han sparer på sine følelser og sin respekt. Han viser, at hun ikke er et minimum af anstrengelse værd. Og jeg vil ikke længere bruge min tid, min energi og mit liv på sådanne »traditionelle forsørgere«.
Hvad synes I, kære læsere? Har I oplevet lignende udslag af mandlig »gavmildhed«? Eller handlede jeg måske for hårdt og burde have givet manden en chance?
