Altså, hør her: hun har ikke drukket citronvand i over ti år.
Hun undgår det, som man undgår gamle sår. Hun går ikke ind på den café, hvor hun fik en ring, og hvor den blev taget fra hende igen. Hun ser heller ikke de film, de så sammen.
Vand med citron blev et symbol på tabet. På ham, der ikke kommer tilbage. På ham, hun egentlig ikke vil have tilbage.
***
Hun huskede det hele, som om det var i går. Helt ned til mindste detalje.
Grækenland.
De fløj til Chania på Kreta sidst i maj. Han sagde:
– Det bliver den bedste ferie i dit liv.
Hun var otteogtyve. Han var toogtredive. De havde været sammen i otte måneder. Hun havde allerede en tandbørste stående i hans lejlighed. Han kendte hendes veninder.
Alle regnede med, at der snart var bryllup.
Hotel Amaros var ikke det dyreste, men hyggeligt. Hvide mure, blåt vand i poolen, palmer og en gartner med triste øjne.
Værelse på tredje sal med udsigt over havet.
Ganske vist – der kom rustent vand fra hanen, airconditionen virkede kun nogle gange, og naboerne ovenpå larmede om natten.
Men de var lykkelige.
Det troede hun i hvert fald.
Den første dag bestilte han mineralvand med citron.
– Har du smagt det? spurgte han med et glimt i øjet.
– Nej.
– Det er smagen af kærlighed.
Hun lo.
Men han … han lavede ikke sjov.
Han troede virkelig på tegn, på skæbnen, på at hvis man drak sådan noget vand ved solnedgang, så varede kærligheden for evigt.
Og de drak. Direkte af flasken. De delte en enkelt flaske mellem sig.
Surt, sødt, og boblerne prikkede tungen.
Han så på hende med forelskede øjne. Hun druknede i dem uden at tænke.
– Lad os altid drikke citronvand, sagde han drømmende.
– Lad os, svarede hun, uden at ane, at smagen ville blive hendes forbandelse.
***
Da de kom hjem, gik det galt med det samme. Han blev koldere. Aflyste først en aftale, så endnu en, og til sidst holdt han op med at ringe. Når han endelig svarede, var det kort og fraværende.
Hun ventede. Tænkte, at han havde travlt på arbejdet, gik gennem en krise, var deprimeret.
Efter en måned sagde han:
– Jeg er nødt til at være alene et stykke tid og tænke.
Efter to måneder:
– Ring ikke til mig mere.
Efter tre måneder var han væk. Uden et ord.
Telefonen var tavs. Hans venner sagde, at de ikke vidste, hvor han var.
Hans mor sagde med stram stemme i røret:
– Han vil ikke tale med dig. Lad være med at ringe mere. Plag ikke hverken ham eller dig selv.
Hun ringede ikke. Hun ventede. Et helt år.
Så giftede hun sig med en anden. En god, pålidelig, helt almindelig mand.
Han drak ikke citronvand. Han så ikke på hende med forelskede øjne. Han sagde ikke: “Du er mit liv.”
Han var bare der. Kom hjem med lønnen, lavede noget i huset, når hun bad om det.
Og hun besluttede, at sådan måtte kærlighed være. Rolig, kedelig, voksen.
Hverken det ene eller det andet.
Hun fik en datter. Manden glædede sig, men på en mærkelig distanceret måde, som om barnet var en ny reol fra IKEA.
Efter fem år blev de skilt.
Hun kunne ikke længere leve i mosen. Sådan sagde hun.
Ikke på grund af citronvand, ikke på grund af Grækenland, ikke på grund af minderne.
Hun fandt bare ud af: et kedeligt ægteskab er et bur.
Hun var ikke en fugl. Hun var bare en kvinde. Og hun ville leve. Ikke bare eksistere.
Hun stod alene tilbage. Med datteren, katten Misse og følelsen af, at livet ikke var blevet til noget.
Bogholder i en lille virksomhed, lejlighed med et stort realkreditlån, en bil, der altid gik i stykker. Veninderne var spredt for alle vinde, moren var død, faren havde hun aldrig kendt. Datteren. Og katten.
Citronvand drak hun ikke. Og ikke noget andet, der bare mindede om den forbandede smag.
På restauranter bestilte hun cola, juice eller vand uden brus. Hun havde lavet en historie om, at hun var allergisk over for citroner, også over for lugten af dem.
– Siden hvornår?
– For længe siden.
Ingen kendte sandheden. Sandheden var for dum for en kvinde på fyrre.
I virkeligheden var hun bange for vand. Citron. Bobler.
Og for minder.
En dag opdagede hun, at hun ikke kunne huske hans ansigt.
Hun sad i køkkenet, drak te og kiggede ud ad vinduet. Datteren lavede lektier, katten sov på vindueskarmen.
Og så tænkte hun: “Hvordan er hans næse egentlig? Lige eller med en krumning? Og øjnene? Brune eller grønne? Og håret? Mørkt eller lyst?”
Hun kunne ikke huske det.
Hun kunne kun huske citronvand.
En aften gik hun ind i Netto. Rugbrød, mælk, æg, kattefoder. Og lige pludselig – på hylden med drikkevarer – så hun den. Citronvand. Samme etiket som i Grækenland: gul, med en citron skåret over på midten. De samme bobler, der dansede inde i flasken.
Hun tog flasken op. Holdt den. Stillede den tilbage. Gik væk. Vendte om. Tog den igen.
– Dame, skal du have den? spurgte en ung fyr i rød arbejdstrøje, mens han pakkede kasser op.
– Nej, svarede hun og gik.
Hele vejen hjem tænkte hun på vandet. På ham. På Grækenland. På hvor dumt det var at være bange for noget, der for længst var væk.
Om natten kunne hun ikke sove. Hun lå på sofaen og kiggede op i loftet og lyttede til datteren, der vendte og drejede sig inde på sit værelse. Katten kom, lagde sig på brystet og spandt. Stilhed.
Pludselig rejste hun sig, fik en jakke over, fødderne i et par futter, greb nøglerne og smuttede ud af døren.
I Netto købte hun netop den citronvand. Én flaske. Ikke mere.
Hun kom ind igen, gik i køkkenet, fandt et glas. Et helt almindeligt glas uden mønster. Hun trak vejret dybt. Skruede låget af. Der lød et hvis: boblerne slap fri.
Hun hældte halvt op i glasset. Snusede til det. Det duftede af Grækenland. Hav. Ungdom. Smerte. Den solnedgang, hvor han sagde, at det var smagen af kærlighed.
Hun drak.
Og … der skete ikke noget.
Minderne kom ikke væltende. Tårerne kom ikke. Hjertet fik ikke et jag. Det var bare … en citronlæskedrik.
Helt almindelig.
Hun tømte glasset, smed flasken i skraldespanden, skyllede glasset og stillede det til tørre. Hun lagde sig til at sove og faldt for første gang i mange år i søvn uden sovepiller.
Næste morgen vågnede hun med et smil.
– Mor, hvad er der galt? spurgte datteren, for hun kunne mærke forskel.
– Ikke noget.
– Du er mærkelig.
– Jeg er normal. Jeg har bare sovet godt.
Hele dagen havde hun det godt. Ikke som normalt: tung om morgenen, træt om eftermiddagen, træt af mennesker om aftenen.
I dag følte hun sig let. Fri. Som om hun havde smidt en rygsæk, hun havde slæbt rundt på i over ti år.
Om aftenen købte hun endnu en af de velkendte flasker. Drak den. Smilede.
– Dumt, sagde hun til sig selv. – Hvad var det, jeg var bange for?
Hun forstod: citronvandet havde aldrig været fjenden. Fjenden sad i hovedet på hende og hviskede hele tiden:
– Du må ikke drikke det, for så husker du det hele, du kan ikke glemme det, og du kommer til at lide igen.
Og se: hun drak og var stadig i ét stykke. Faktisk helt rolig og glad.
Glemt.
En uge senere mødtes hun med en veninde fra studietiden. De sad på en café.
– Gitte, jeg drikker altså citronvand igen, sagde hun.
– Hvad? Gitte fik det galt i halsen.
– Næsten hver dag.
– Hvad med allergien?
– Der var aldrig nogen allergi.
– Og hvad nu?
– Nu er jeg fri.
– Kunne du ikke finde på at skrive til ham?
– Hvorfor?
– Måske husker han dig og elsker dig stadig.
– Så lad ham huske. Jeg har glemt ham.
Hun valgte at glemme. Nu handler citronvand ikke om fortiden. Det handler om livet, der fortsætter. På trods af alt.
Eller måske på grund af det.
