Hun har ikke drukket det i over ti år.
Hun undgår det. Som man undgår gamle sår. Som man ikke går ind på den café, hvor man engang fik en ring og siden måtte give den tilbage. Som man ikke ser de film, man så sammen.
Danskvand med citron blev symbolet på tabet. På den, der ikke vender tilbage. På den, man ikke har lyst til at få tilbage.
***
Hun huskede det hele, som om det var i går. Ned til den mindste detalje.
Mallorca…
De fløj til Alcúdia sidst i maj. Han sagde:
– Det bliver den bedste ferie i dit liv.
Hun var otteogtyve. Han var toogtredive. De havde kendt hinanden i otte måneder. Hun havde allerede en tandbørste stående på hans badeværelse. Han kendte hendes veninder.
Alle omkring dem var sikre: Der ville snart blive bryllup.
Hotellet hed Miramar. Det var ikke det dyreste, men det var hyggeligt. Hvide mure, blåt vand i poolen, palmer, som en gartner med triste øjne passede på.
Værelset lå på tredje sal med udsigt over havet.
Men… der kom rustent vand fra hanen, airconditionen virkede kun af og til, og naboerne ovenpå larmede om natten.
Og alligevel var de lykkelige!
Sådan troede hun i hvert fald.
Den første dag bestilte han danskvand med citron.
– Har du smagt det? – spurgte han med et glimt i øjet.
– Nej.
– Det er kærlighedens smag.
Hun lo.
Men han… han lavede ikke sjov.
Han troede oprigtigt på varsler, på tegn, på at hvis man drak sådan noget vand ved solnedgang, ville kærligheden vare evigt.
Og de drak. Skiftevis direkte fra flasken og delte en flaske til to.
Sur, sød, og boblerne kildede tungen.
Han så på hende med forelskede øjne. Hun druknede lykkeligt i dem.
– Lad os altid drikke citronvand, – sagde han drømmende.
– Lad os, – svarede hun uden at ane, at den smag skulle blive hendes forbandelse.
***
Da de kom hjem, gik alting pludselig i vasken. Han blev koldere. Aflyste en aftale, så en anden, så holdt han op med at ringe, så svarede han kun en gang imellem.
Hun fandt sig i det. Hun tænkte: Han har arbejde, en krise, en depression.
Efter en måned sagde han:
– Jeg har brug for at være alene og tænke.
Efter to:
– Ring ikke til mig mere.
Efter tre – forsvandt han uden et ord.
Telefonen tav. Vennerne sagde, at de ikke vidste, hvor han var.
Hans mor sagde med sammenbidte tænder i røret:
– Min søn vil ikke tale med dig. Ring ikke mere. Plag ikke hverken ham eller dig selv.
Hun ringede ikke. Hun ventede. Et år.
Så giftede hun sig med en anden. En god, pålidelig, men fuldstændig almindelig mand.
Han drak ikke vand med citron. Han kiggede ikke på hende med forelskede øjne. Han sagde ikke: “Du er mit liv.”
Han var der bare. Kom hjem med lønnen, lavede noget i huset, når hun bad om det.
Og hun besluttede, at det var kærlighed. Rolige, hverdagsagtige, voksne kærlighed.
Hverken det ene eller det andet.
De fik en datter. Manden glædede sig, men på en distanceret måde, som om barnet var et nyt møbel, de lige havde købt i IKEA.
Efter fem år blev de skilt.
Hun kunne ikke længere leve i “sumpen”. Sådan sagde hun.
Ikke på grund af citronvandet, ikke på grund af Mallorca, ikke på grund af minder.
Hun forstod bare, at et kedeligt ægteskab er et bur.
Hun var ikke en fugl. Hun var bare en kvinde. Og hun ville leve. Ikke eksistere.
Hun blev alene. Med datteren, med katten, der hed Misse, og med følelsen af, at livet ikke var blevet til noget.
Hun arbejdede som bogholder i en lille virksomhed, havde en lejlighed med dyrt realkreditlån og en bil, der konstant gik i stykker. Veninderne var flyttet væk, moderen var død, faderen kendte hun ikke. Datteren. Og katten.
Citronvand drak hun ikke. Og heller ikke noget andet, der bare mindede om den forbandede smag.
På restauranter bestilte hun cola, juice eller vand uden brus. Hun bildte alle ind, at hun var allergisk over for citroner, endda over for duften af dem.
– Siden hvornår?
– For længe siden.
Ingen kendte sandheden. Sandheden var for dum for en fyrreårig kvinde.
Faktisk var hun bange for vand. Citron. Bobler.
Og minder.
En dag opdagede hun, at hun ikke kunne huske hans ansigt.
Hun sad i køkkenet, drak te og kiggede ud ad vinduet. Datteren lavede lektier. Katten sov på vindueskarmen.
Og pludselig tænkte hun: Hvordan ser hans næse egentlig ud? Lige eller med en krumning? Og øjnene? Brune eller grønne? Håret? Mørkt eller lyst?
Hun kunne ikke huske det!
Hun kunne kun huske citronvandet.
En aften gik hun i Netto. Brød, mælk, æg, kattefoder. Og lige med ét så hun den på drikkevarehylden. Citronvand. Præcis som på Mallorca. Samme gule etiket med en citron skåret i to. De samme bobler, der dansede derinde.
Hun tog flasken op. Holdt den i hånden. Satte den tilbage. Gik et par skridt væk. Vendte om. Tog den op igen.
– Skal du have den? – spurgte en ung mand i uniform, som stod og læssede kasser af.
– Nej, – svarede hun og gik.
Hele vejen hjem tænkte hun på vandet. På ham. På Mallorca. På hvor tåbeligt det var at frygte noget, der for længst var væk.
Om natten kunne hun ikke sove. Hun lå på sofaen og stirrede op i loftet. Hun kunne høre datteren vende sig i sengen i sit værelse. Katten kom, lagde sig på hendes bryst og spandt. Stilhed.
Pludselig rejste hun sig, trak en jakke over, stak fødderne i et par hjemmesko, greb nøglerne og løb ud ad døren.
I Netto købte hun netop den citronvand. Én flaske. Ikke andet.
Hun kom hjem, gik ud i køkkenet og fandt et glas. Et helt almindeligt glas uden mønster. Hun tog en dyb indånding. Åbnede flasken. Der lød et hvis, da boblerne slap ud.
Hun hældte et halvt glas op. Lugtede til det. Det lugtede af Mallorca. Hav. Ungdom. Smerte. Af den solnedgang, hvor han sagde, at det var kærlighedens smag.
Hun drak.
Og… der skete ikke noget.
Ingen minder kom tilbage, ingen tårer kom, og der var ingen snøren i brystet. Det var bare… danskvand med citronsmag.
Helt almindeligt.
Hun tømte glasset, smed flasken i skraldespanden, skyllede glasset og stillede det til afdrypning. Hun lagde sig til at sove og faldt for første gang i mange år i søvn uden sovepiller.
Næste morgen vågnede hun med et smil.
– Mor, hvad er der? – spurgte datteren, som lagde mærke til forandringen.
– Der er ikke noget.
– Du er underlig.
– Helt normalt. Jeg har bare sovet godt.
Hele dagen havde hun det godt. Ikke som normalt – om morgenen tunghed, ved middagstid træthed, om aftenen had til andre mennesker.
I dag følte hun sig let. Fri. Som om hun havde smidt en rygsæk, hun havde slæbt på i over ti år.
Om aftenen købte hun endnu en flaske. Hun genkendte den med det samme. Hun drak og smilede.
– Du er fjollet, – sagde hun til sig selv. – Hvad var du bange for?
Hun forstod: Citronvandet havde aldrig været hendes fjende. Fjenden sad i hendes hoved og hviskede konstant:
– Lad være med at drikke, ellers husker du det hele, kan du ikke glemme det og kommer til at lide igen…
Og se: Hun drak og overlevede. Hendes hjerte bankede roligt. Hun var helt rolig og lykkelig. Glemt.
En uge senere mødtes hun med Iben, en veninde fra studietiden.
– Iben, jeg drikker citronvand igen, – kastede hun ud.
– Hvad? – Iben fik noget galt i halsen.
– Næsten hver dag.
– Men din allergi?
– Der var aldrig nogen allergi.
– Og hvad nu?
– Nu er jeg fri.
– Kunne du ikke tænke dig at skrive til ham?
– Hvorfor?
– Måske husker han dig stadig. Måske elsker han dig stadig.
– Det må han gerne. Jeg har glemt ham.
Hun valgte at glemme. I dag er citronvand for hende ikke længere noget om fortiden. Det handler om livet, der fortsætter. På trods af alt.
Eller måske netop på grund af det.
