I mere end ti år undgik Lærke Jørgensen citronvand. Hun drak det ikke. Hun kom uden om det, som man undgår gamle sår. Som man ikke træder ind i caféen, hvor man fik en ring foræret – og siden måtte aflevere tilbage. Som man ikke ser de film, man engang så sammen.
Citronvand var blevet hendes symbol på tab. På ham, der ikke kom tilbage. På ham, hun ikke engang ville have tilbage.
***
Hun huskede det hele, som var det i går. Ned til mindste detalje.
Grækenland.
De fløj til Chania i slutningen af maj. Han sagde:
– Det bliver den bedste ferie i dit liv.
Hun var otteogtyve. Han var toogtredive. De havde været kærester i otte måneder. Hun havde allerede en tandbørste stående på hans badeværelse. Han kendte hendes veninder. Alle omkring dem var sikre på, at der snart ville være bryllup.
Hotel Ariadne var ikke det dyreste, men det var hyggeligt. Hvide mure, blåt vand i poolen, palmer, som en sørgmodig gartner passede på.
Værelset lå på tredje sal med udsigt over havet.
Ganske vist kom der rustfarvet vand fra hanen, airconditionen virkede kun af og til, og naboerne ovenpå larmede om natten.
Men de var lykkelige! I hvert fald forekom det hende.
Den første dag bestilte han danskvand med citron.
– Har du smagt det? spurgte han med et skævt blik.
– Nej.
– Det er smagen af kærlighed.
Hun lo.
Men han lavede ikke sjov.
Han troede oprigtigt på varsler og tegn. På, at hvis man drak den slags vand ved solnedgang, ville kærligheden vare evigt.
Og de drak. Direkte af flasken. Én flaske delt mellem to.
Syrligt, sødt, og boblerne kildede på tungen.
Han så på hende med forelskede øjne, og hun druknede i dem.
– Lad os altid drikke citronvand, sagde han drømmende.
– Lad os, sagde hun uden at ane, at den smag skulle blive hendes forbandelse.
***
Da de kom hjem, gik alting i vasken. Han blev koldere. Aflyste en aftale, så en anden, så holdt han op med at ringe, så tog han kun telefonen en gang imellem.
Hun ventede og tænkte: arbejde, krise, depression.
Efter en måned sagde han:
– Jeg har brug for at være alene og tænke.
Efter to:
– Ring ikke til mig mere.
Efter tre var han væk uden et ord.
Telefonen var stille. Vennerne sagde, at de ikke vidste, hvor han var.
Hans mor sagde gennem sammenbidte tænder:
– Min søn vil ikke tale med dig. Ring ikke igen. Lad være med at pine både ham og dig selv.
Hun ringede ikke. Hun ventede. I et år.
Så giftede hun sig med en anden. En god, stabil og helt almindelig mand.
Han drak ikke citronvand, han så ikke på hende med forelskede øjne, og han sagde aldrig: Du er mit liv.
Han var der bare. Kom hjem med sin løn og lavede det, hun bad ham om.
Og hun besluttede, at det var kærlighed. Stille, hverdagsagtig, voksen.
Hverken fugl eller fisk.
Hun fik en datter, Kamma. Manden glædede sig, men på en afmålt måde, som om barnet var en ny reol fra Bilka.
Efter fem år blev de skilt.
Hun kunne ikke længere leve i mosen. Sådan sagde hun.
Ikke på grund af citronvand, ikke på grund af Grækenland, ikke på grund af minderne.
Hun havde bare forstået, at et kedeligt ægteskab var et bur. Hun var ikke en fugl. Hun var bare en kvinde. Og hun ville leve, ikke eksistere.
Hun stod tilbage alene. Med sin datter Kamma, katten Misse og en fornemmelse af, at livet ikke var blevet, som hun havde håbet.
Jobbet som bogholder i en lille virksomhed, en ejerlejlighed med banklån, en bil, der altid brød sammen. Veninderne var flyttet, moderen var død, faderen havde hun aldrig kendt. Datteren. Og katten.
Citronvand drak hun ikke. Og heller ikke noget andet, der mindede om den forbandede smag.
På restauranter bestilte hun cola, juice eller vand uden brus. Hun havde bildt alle ind, at hun var allergisk over for citroner, endda over for duften af dem.
– Siden hvornår?
– Længe siden.
Ingen kendte sandheden. Sandheden var for dum for en kvinde på fyrre.
Faktisk var hun bange for vandet. Citronen. Boblerne.
Og minderne.
***
En dag opdagede hun, at hun ikke længere kunne huske hans ansigt.
Hun sad i køkkenet og drak te. Kamma lavede lektier. Misse sov på vindueskarmen.
Og Lærke tænkte pludselig: Hvordan var hans næse egentlig? Lige eller med en knude? Øjnene? Brune eller grønne? Håret? Mørkt eller lyst?
Hun kunne ikke huske det!
Hun kunne kun huske citronvand.
En aften gik hun i Netto efter brød, mælk, æg og kattefoder. Og så fik hun øje på den på drikkevarehylden. Citronvand. Præcis som i Grækenland. Samme gule etiket med den halverede citron. Samme bobler, der dansede indeni.
Hun tog flasken op. Holdt den. Satte den tilbage. Gik. Vendte om. Tog den op igen.
– Skal du have den? spurgte en ung mand i uniform, der stod og læssede kasser af.
– Nej, sagde hun og gik.
Hele vejen hjem tænkte hun på vandet. På ham. På Grækenland. På hvor dumt det var at frygte noget, der for længst var væk.
Om natten kunne hun ikke sove. Hun lå på sofaen og stirrede op i loftet. Hun lyttede til Kamma, der vendte sig i sin seng. Katten Misse kom op og lagde sig på hendes bryst og spandt. Stilhed.
Pludselig rejste hun sig, smækkede en jakke på, stak fødderne i tøflerne, greb nøglerne og løb ud ad døren.
I Netto købte hun den citronvand. Én flaske. Ikke andet.
Hun kom hjem, gik ud i køkkenet og tog et glas. Det helt almindelige riflede glas uden mønster.
Hun trak vejret dybt. Åbnede flasken. Der lød et hvæs, da boblerne slap fri.
Hun hældte et halvt glas op. Duftede.
Det duftede af Grækenland. Hav. Ungdom. Smerte. Den solnedgang, hvor han sagde, at det var smagen af kærlighed.
Hun drak.
Og … der skete ikke noget.
Minderne kom ikke væltende, tårerne kom ikke, hjertet klemte sig ikke sammen. Det var bare … citronvand. Helt almindeligt.
Hun tømte glasset, smed flasken i skraldespanden, skyllede glasset og satte det til tørre. Hun gik i seng og sov for første gang i mange år uden sovepiller.
Næste morgen vågnede hun med et smil.
– Mor, er du okay? spurgte Kamma, der lagde mærke til forandringen.
– Jeg er fin.
– Du er mærkelig.
– Jeg er normal. Jeg har bare sovet godt.
Hele dagen havde hun det godt. Ikke som hun plejede: tung om morgenen, træt til middag, modvilje mod mennesker om aftenen.
I dag følte hun sig let. Fri. Som om hun havde lagt en rygsæk fra sig, som hun havde slæbt rundt på i mere end ti år.
Om aftenen købte hun endnu en genkendelig flaske. Drak. Smilede.
– Er jeg dum, eller hvad? sagde hun til sig selv. – Hvad var jeg bange for?
Hun forstod, at citronvand aldrig havde været hendes fjende. Fjenden boede i hendes hoved og hviskede hele tiden:
Lad være med at drikke den, ellers husker du det hele, du kan ikke glemme, og du kommer til at lide igen.
Og nu havde hun drukket. Og hun var i ét stykke. Endda helt rolig og glad.
Hun havde glemt.
***
En uge senere mødtes hun med Jytte Møller. De havde været veninder siden studietiden.
– Jytte, jeg drikker citronvand igen, sagde Lærke.
– Hvad? Jytte fik galt i halsen.
– Næsten hver dag.
– Men din allergi?
– Der var aldrig nogen allergi.
– Hvad så nu?
– Nu er jeg fri.
– Har du lyst til at skrive til ham?
– Hvorfor skulle jeg?
– Måske husker han dig og elsker dig stadig.
– Så lad ham huske. Jeg har glemt.
Hun valgte at glemme. Nu var citronvand ikke længere noget, der handlede om fortiden. Det handlede om livet, der gik videre.
På trods af alt. Eller måske på grund af det.
