Kære dagbog.
I dag fødte jeg, Gitte Holm, vores barn helt alene. Ingen stod ved min side på fødegangen. Min mand, Lars, havde forladt mig et par måneder forinden, lige efter jeg havde fortalt ham, at jeg var gravid.
Fødslen varede i timevis, men til sidst lød den nyfødtes første skrig i rummet. Alt var gået vel, og drengen var sund og rask. Lægen, Erik Holm, tog ham forsigtigt i sine hænder for at give ham til mig. Men så stoppede han op. Hans hænder rystede en anelse. Han så på barnets ansigt, så på mig, og tårerne begyndte at fylde hans øjne.
„Læge, er der noget galt?” spurgte jeg bekymret.
Han nikkede, men kunne ikke få et ord frem et øjeblik. Så hviskede han med knækket stemme noget, der fik mig til at stivne.
Han havde set det lille modermærke på drengens arm. Han genkendte det med det samme: Det var nøjagtig det samme som hans egen søn Lars havde haft – sønnen, der forsvandt ud af hans liv for mange år siden, og som han ikke havde haft kontakt med siden.
Hans hjerte knugede sig sammen. Jeg fulgte hans blik og spurgte igen, hvad der foregik. Han trak vejret dybt, med tårer i øjnene, og forklarede, at mærket var magen til hans søns. Og at drengen derfor var hans barnebarn.
Verden vaklede under mig. Al den ensomhed, jeg havde følt under fødslen, forsvandt som dug for solen. I stedet fyldte en dyb, overvældende følelse mit bryst. Jeg vidste pludselig, at jeg ikke havde stået alene uden grund – alt dette havde en større mening.
Jeg trykkede min lille dreng hårdt ind til mig. Lægen stod rørt foran os. Han forstod, hvad jeg også fornemmede: Dette lille barn havde lige samlet et bånd op, der havde været brudt i alt for mange år.
