Sif Krog ankom alene til Rigshospitalets fødeafdeling, og hele stedet føltes som et underligt drømmelandskab. Korridorerne var for lange, lyset var blåligt, og lyden af hendes egne skridt kom tilbage til hende med forsinkelse. Hendes mand, Lars Krog, havde forladt hende et par måneder tidligere, lige efter hun havde fortalt ham om graviditeten. Han sagde, at han ikke kunne, og så var han væk.
Fødslen varede i timevis, men til sidst skar barnets første skrig gennem stillheden som en sprække i isen. Alt var, som det skulle være. Drengen var rask. Lægen, en ældre mand ved navn Villads Holm, tog forsigtigt barnet i sine arme for at række det til Sif. Men på vej hen mod hende stoppede han.
Hænderne rystede næsten umærkeligt. Han så på barnets ansigt, så på Sifs trætte træk, og tårerne fyldte hans øjne.
— Doktor, er der noget galt? spurgte Sif.
Lægen nikkede. Han kunne ikke tale i et par sekunder. Til sidst hviskede han med en stemme, der knækkede, at han havde set fødemærket på drengens arm.
Det var nøjagtig det samme fødemærke som hans egen søn havde haft. En søn, der forsvandt for mange år siden, og som han ikke havde haft kontakt med siden. Hjertet snørede sig sammen i brystet på ham.
Sif fulgte hans blik, og da hun spurgte, hvad det betød, trak lægen vejret dybt. Med tårer i øjnene forklarede han, at mærket var magen til hans søns, og at barnet derfor var hans barnebarn.
Sif følte, at gulvet hældede under hende. Det var som en drøm, hvor alting pludselig falder på plads uden varsel. Smerten fra den ensomme fødsel forsvandt og blev erstattet af noget stort og varmt.
Hun trykkede drengen ind til sig. Villads stod tavs og rørt, ude af stand til at røre sig. Det lille barn havde lige genoprettet et bånd, han troede var tabt for altid.
