Et glimt En høj lyd Mørke Mørke
Endelig begyndte mørket at forsvinde. En stemme lød:
Signe Jensen, det er redningsmanden, der er sket en eksplosion derinde.
Gennem smerten mærkede han en hånd på halsen. Han prøvede at åbne øjnene. Det gik kun med besvær. For øjnene hang en vedhæng formet som et rektangel med indgraverede stjernetegn Øjnene på kvinden i hvid kittel
Til operationsstuen! lød stemmen lige ved siden af.
Forældrene kom hjem fra arbejde. Moren skyndte sig straks ud i køkkenet, og kiggede ind i rummet hvor sønnen sad med sine lektier. Henrik, da han kom ind, lagde mærke til at sønnen ikke var i godt humør.
Emil, hvad er der sket? faren klappede ham på hovedet.
Ingenting, – mumlede sønnen, der gik i fjerde klasse.
Kom nu, ud med det!
Snart er det 8. marts. Læreren holdt os tilbage i dag og sagde at vi skal lave gaver til pigerne.
Nå, og hvad er problemet så? smilede faren.
Der er lige mange drenge og piger. Og hun har fordelt hvem der giver til hvem, – sønnen sukkede tungt. Jeg fik den grimme, Signe Jensen.
Alle piger vil have en gave på 8. marts, også de grimme, – faren prøvede at tale med ham som med en voksen. Og hvordan fordelte hun? Efter alfabetet?
Nej, efter stjernetegn.
Hvordan det? Henrik kunne ikke lade være at smile igen.
Efter om de passer sammen. Signe er Jomfru, og Jomfruer passer bedst med Tyren. Og jeg er Tyren.
Det er da godt, hvis I passer! Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende.
Faren holdt ikke ud og lo. Moren kom løbende ind:
Hvad foregår der her?
Hanne, gå ud i køkkenet, – farens ansigt blev strengt. Vi har en alvorlig snak med sønnen.
Da moren var gået, spurgte Emil trist:
Far, hvad skal jeg gøre nu?
Forberede en gave!
Hvilken?
I morgen laver jeg en gave til din udkårne på arbejdet.
Far, hvilken gave kan du lave? Du arbejder jo på fabrikken.
Ja! Men i galvaniseringsafdelingen. Der laver vi alle slags belægninger på metal.
Far, jeg forstår det ikke.
I morgen ser du det selv!
***
Næste dag kom faren med en vedhæng på kæde formet som et rektangel, der lignede guld. På den ene side var Tyren og Jomfruen indgraveret, og på den anden stod der med små men fine bogstaver:
«Til min klassekammerat Signe på 8. marts! Emil».
Åh, hvor så den vedhæng bare pæn ud! Og da moren puttede den i en lille cellofanpose, så den helt fantastisk ud.
***
Så var det 7. marts. Læreren ville ikke undervise. Først fik hun en gave fra eleverne. Hun takkede længe. Så meddelte hun at drengene skulle give gaver til pigerne.
Hvad der så skete! Alle drengene løb hen til deres udvalgte. Emil gik også hen til Signe Jensen og sagde som faren havde lært ham:
Signe, tillykke med 8. marts! Måske vil skæbnen en dag samle Tyren og Jomfruen.
Han gik tilbage til sin plads og lagde selvfølgelig ikke mærke til at hjertet slog hurtigere hos pigen som han syntes var grim.
Snart flyttede Signes forældre til et andet kvarter, og fra femte klasse gik Signe i en anden skole.
***
Emil åbnede øjnene. Det hvide loft i hospitalsstuen. Han prøvede at bevæge arme og ben. Kun venstre arm bevægede sig.
Hvor er jeg? spurgte han ud i luften.
Der lød skridt og en patient på krykker kom hen til sengen, så på ham og spurgte:
Er du kommet til dig? Du er på akutkirurgi.
Er mine arme og ben hele? spurgte Emil med lav stemme.
Ser ud til at alt er på plads, – fortalte den anden glad. Men du er bandageret fra top til tå.
Det er godt, hvis alt er intakt.
Så kom sygeplejersken og spurgte omsorgsfuldt:
– Hvordan har du det?
– Hvad er der med mig! svarede Emil med et spørgsmål.
– Dit liv er ikke i fare. Arme og ben vil fungere. Men der bliver mange ar, – hun rakte ham den tændte telefon. Din mor vil tale med dig.
– Søn, – lød moderens grædende stemme.
– Mor, alt er okay, – han prøvede at lyde så munter som muligt. De sagde at kun små ar vil blive. Jeg bliver snart udskrevet.
– De lod mig ikke blive hos dig i nat. Søn, jeg kommer nu.
– Mor, du skal ikke være så ked af det!
Han lagde telefonen ved siden af sig og prøvede at smile til sygeplejersken:
– Tak!
– Du bliver ikke udskrevet lige nu, – smilede hun tilbage. Tre uger skal du ligge her. Det er sikkert!
– Hvad skete der hos jer? spurgte naboen i stuen da sygeplejersken var gået.
– Jeg er redningsmand. På fabrikken begyndte iltflasker at eksplodere, – begyndte Emil at huske. Vi blev kaldt. Vi nåede frem før brandfolkene. Lokalet var kæmpestort, inde var der tre tilskadekomne. Vi løb ind, flasker lå spredt, ild nogle steder. Vi bar de tilskadekomne ud Jeg var sidst Da jeg var ved døren, eksploderede en flaske Så husker jeg ikke mere.
– Ja, det var hårdt for dig.
– Hansen Emil, – lød sygeplejerskens stemme. Din kollega fra arbejdet er her.
– Hej, Emil! Hvordan har du det?
– Arme og ben er hele! svarede han optimistisk. Men jeg kan kun hilse med venstre hånd foreløbig!
– Slap af!
– Hvad skete der så?
– Vi var på vej ud da det eksploderede. Vi løb tilbage med det samme, trak dig ud du var helt blodig lægerne var der allerede
– Tak!
– Emil, hvad snakker du om?! pludselig kom et smil på vennens ansigt. – De vil vist give os medaljer.
– Til den tid er jeg ude.
– Nå, jeg går. I får visitation nu. Sygeplejersken sagde ikke for længe.
Venneren nåede ikke ud før lægen kom ind, en mand på omkring fyrre:
– Nå, hvordan går det, helt? gik hen til sengen.
– Det går.
– Når du kan tale, betyder det at du lever. Lad mig undersøge dig!
– Var det dig der syede mig? spurgte Emil.
– Nej, det var Signe Jensen. Hun kommer om overmorgen.
***
To dage gik. Emil prøvede at stå op. Smerten i benene var stadig stærk, højre arm var flænget. Og der var mindst ti sår på kroppen. To i ansigtet, da det eksploderede ramte han døren, heldigvis nåede han at række højre arm frem. Han så sig i spejlet. Ansigtet var stadig hævet.
I dag skulle visitationen være af lægen som syede ham i fem timer i operationsstuen for to dage siden. Emil var lidt spændt.
Og så kom hun ind. Ung, slank, med briller, men de ødelagde hende slet ikke, og den hvide kittel passede hende perfekt. Emil på sine 27 var allerede gift. Men efter et halvt år skiltes de karaktererne passede ikke, som det stod i papirerne, men i virkeligheden kunne hans ekskone ikke lide at redningsmænd ikke tjener meget.
– Goddag! sagde lægen og gik hen til sengen.
– Goddag! Var det dig der syede mig?
– Ja, – smilede hun. Er der noget galt?
– Lad mig se på dig!
Og hun bøjede sig over ham Vedhænget med stjernetegnene svingede fra hendes hals:
– Signe Jensen!!! udbrød han.
Hun så nøje på hans hævede ansigt.
– Undskyld! sagde hun uden at genkende ham.
– Jeg er Tyren, – og pegede på vedhænget.
– Emil Hansen? hendes læber skælvede. Husker du mig stadig?
– Selvfølgelig, Signe? da han så tårerne i hendes øjne, lagde han sin hånd på hendes.
– Undskyld! hun tog et lommetørklæde og tørrede øjnene. Jeg havde aldrig forestillet mig at vi skulle mødes sådan.
Mere kom Signe ikke ind den dag. Men Emil havde allerede forstået at hendes vagter var som hans: en dag, en nat og to fridage.
Han ville ikke virke hjælpeløs foran hende. Hele næste dag prøvede han at gå rundt i stuen støttet af sengene, et par gange holdende sig til væggen gik han ud i gangen.
Aften. Dagvagten gik. Nattevagten kom det kunne mærkes på snakken i gangen. Nu skulle visitationen begynde
Og pludselig skrig, hastige skridt i gangen. Sådan sker det når en ny tilskadekommen bliver bragt ind.
Nu var klokken ti. Sygeplejersken kom og slukkede lyset i stuen. Men han kunne ikke sove. Længe efter midnat lød skridt i gangen, de stilnede, og i stilheden mærkede Emil mere end han hørte at nogen græd ude i gangen. Han stod op og gik forsigtigt ud.
Bag vagtbordet sad og med hovedet i hænderne græd hans gamle klassekammerat. Han gik hen og lagde sin raske hånd på hendes skulder:
– Hvad er der, Signe!
Hun rejste sig og lagde hovedet mod hans skulder:
– Jeg opererede en kvinde, hun blev kørt ned af en bil, – begyndte hun at fortælle grædende. Jeg gjorde alt muligt og umuligt Hun er nu i intensiv, men hun overlever ikke. Hun har to børn hendes mand er hos hende nu i stuen
– Ro dig, Signe!
– Jeg har været kirurg i tre år og kan stadig ikke vænne mig til at folk dør.
– Ro dig, ro dig! Sådan er det med vores job. På fem år har jeg også set mange dødsfald, men vi har reddet mange liv, – Emil sukkede tungt. – Derfor forlod min kone mig. Hun siger jeg ikke er mig selv når jeg kommer hjem og tjener for lidt. Men jeg har altid fyrre tusind man kan leve af det.
– Det samme for mig, – hun så ham i øjnene. Fyrene ser på mig som om jeg er lidt skør. Jeg har aldrig været gift, bor stadig hos forældrene som en ung pige.
– Slap af, vi er kun 27 hele livet ligger foran os.
– Nej, Emil, vi er allerede 27.
– Signe Jensen, hendes puls forsvinder, – råbte sygeplejersken der kom løbende ud.
– Undskyld! og Signe løb ind til intensiv.
Emil sov ikke den nat. Om morgenen kom sygeplejersken og gav ham en sprøjte som sædvanligt.
– Lever kvinden fra i nat? spurgte han uventet selv for sig selv.
– Ja, men tilstanden er meget kritisk.
***
Tre uger gik. Sårene på Emils krop helede. Han så Signe når hun havde vagt, og han følte sig mere og mere tiltrukket af hende. Men akutkirurgisk afdeling er ikke stedet hvor man kan tale om noget meget personligt.
Og så under en af morgenvagtene sagde lægen:
– I dag udskriver jeg dig, – smilede han og tilføjede. Fra hospitalet. Gå direkte til din læge, og der beslutter de hvor længe du skal være sygemeldt.
– Jeg kan pakke!
– Ja, ja! Skynd dig ikke. Nu laver de din udskrivning.
Da lægen var gået, barberede Emil sig. I spejlet noterede han tilfreds at de to tilbageværende ar ikke ødelagde ansigtet, snarere gav de karakter. De andre arrene var der ingen grund til at tænke på.
Han samlede sine ting, gik ud i gangen. Imod ham kom en patient gående mens hun holdt sig til væggen.
“Hun klarede det alligevel!” – tænkte han glad.
Sygeplejersken kom ud og gav ham papirerne:
– Farvel, Emil! Kom ikke tilbage!
***
Han havde sin egen etværelses lejlighed, men kørte til forældrene. Mor ventede så på ham og var bekymret. Hun havde endda taget fri.
– Søn! hun kastede sig i hans arme.
– Alt godt, mor! Som du ser, er jeg levende og rask.
– Kom, jeg har lavet mad til dig. Du er blevet så tynd.
– Åh, hvor har jeg savnet hjemmelavet mad!
– Indtil du er rask og gift bliver du boende her. Dit værelse står stadig tomt, – og råbte som til et barn. Gå vask hænder!
***
Om eftermiddagen gik Emil til frisøren. Han gik ind i sin lejlighed. Hentede noget tøj. Mor begyndte straks at stryge det.
Om aftenen kom faren hjem fra arbejde. De satte sig som i gamle dage, alle sammen, og snakkede til langt ud på natten.
Han gik i seng i sit gamle værelse hvor barndom og ungdom var gået, men sov ikke med det samme:
“Morgen skal jeg til lægen. Så på arbejde. Og om aftenen”
Med den tanke om næste aften faldt han i søvn langt efter midnat.
***
Næste dag gik Emil om morgenen til lægen. Indtil frokost gik han fra det ene kontor til det andet. Efter frokost gik han til arbejde, det passede med hans vagt.
– Hvor skal du hen? spurgte faren.
– Far, husker du for længe siden, da jeg gik i fjerde klasse. Du lavede en vedhæng til mig til gave til min klassekammerat?
– Den grimme Signe Jensen? Ja, det husker jeg.
– Husker du også at du sagde: “Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende”.
– Det husker jeg også.
– Far, Signe er kirurg nu. Det var hende der opererede mig. Og hun bærer stadig den vedhæng om halsen.
– Hold da op!
– Far, dine ord gik i opfyldelse. Jeg går til hende!
***
Syvogtyve år er ikke så meget til at starte et liv med et elsket menneske.Et glimt En høj lyd Mørke Mørke
Endelig begyndte mørket at forsvinde. En stemme lød:
Signe Jensen, det er redningsmanden, der er sket en eksplosion derinde.
Gennem smerten mærkede han en hånd på halsen. Han prøvede at åbne øjnene. Det gik kun med besvær. For øjnene hang en vedhæng formet som et rektangel med indgraverede stjernetegn Øjnene på kvinden i hvid kittel
Til operationsstuen! lød stemmen lige ved siden af.
Forældrene kom hjem fra arbejde. Moren skyndte sig straks ud i køkkenet, og kiggede ind i rummet hvor sønnen sad med sine lektier. Henrik, da han kom ind, lagde mærke til at sønnen ikke var i godt humør.
Emil, hvad er der sket? faren klappede ham på hovedet.
Ingenting, – mumlede sønnen, der gik i fjerde klasse.
Kom nu, ud med det!
Snart er det 8. marts. Læreren holdt os tilbage i dag og sagde at vi skal lave gaver til pigerne.
Nå, og hvad er problemet så? smilede faren.
Der er lige mange drenge og piger. Og hun har fordelt hvem der giver til hvem, – sønnen sukkede tungt. Jeg fik den grimme, Signe Jensen.
Alle piger vil have en gave på 8. marts, også de grimme, – faren prøvede at tale med ham som med en voksen. Og hvordan fordelte hun? Efter alfabetet?
Nej, efter stjernetegn.
Hvordan det? Henrik kunne ikke lade være at smile igen.
Efter om de passer sammen. Signe er Jomfru, og Jomfruer passer bedst med Tyren. Og jeg er Tyren.
Det er da godt, hvis I passer! Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende.
Faren holdt ikke ud og lo. Moren kom løbende ind:
Hvad foregår der her?
Hanne, gå ud i køkkenet, – farens ansigt blev strengt. Vi har en alvorlig snak med sønnen.
Da moren var gået, spurgte Emil trist:
Far, hvad skal jeg gøre nu?
Forberede en gave!
Hvilken?
I morgen laver jeg en gave til din udkårne på arbejdet.
Far, hvilken gave kan du lave? Du arbejder jo på fabrikken.
Ja! Men i galvaniseringsafdelingen. Der laver vi alle slags belægninger på metal.
Far, jeg forstår det ikke.
I morgen ser du det selv!
***
Næste dag kom faren med en vedhæng på kæde formet som et rektangel, der lignede guld. På den ene side var Tyren og Jomfruen indgraveret, og på den anden stod der med små men fine bogstaver:
«Til min klassekammerat Signe på 8. marts! Emil».
Åh, hvor så den vedhæng bare pæn ud! Og da moren puttede den i en lille cellofanpose, så den helt fantastisk ud.
***
Så var det 7. marts. Læreren ville ikke undervise. Først fik hun en gave fra eleverne. Hun takkede længe. Så meddelte hun at drengene skulle give gaver til pigerne.
Hvad der så skete! Alle drengene løb hen til deres udvalgte. Emil gik også hen til Signe Jensen og sagde som faren havde lært ham:
Signe, tillykke med 8. marts! Måske vil skæbnen en dag samle Tyren og Jomfruen.
Han gik tilbage til sin plads og lagde selvfølgelig ikke mærke til at hjertet slog hurtigere hos pigen som han syntes var grim.
Snart flyttede Signes forældre til et andet kvarter, og fra femte klasse gik Signe i en anden skole.
***
Emil åbnede øjnene. Det hvide loft i hospitalsstuen. Han prøvede at bevæge arme og ben. Kun venstre arm bevægede sig.
Hvor er jeg? spurgte han ud i luften.
Der lød skridt og en patient på krykker kom hen til sengen, så på ham og spurgte:
Er du kommet til dig? Du er på akutkirurgi.
Er mine arme og ben hele? spurgte Emil med lav stemme.
Ser ud til at alt er på plads, – fortalte den anden glad. Men du er bandageret fra top til tå.
Det er godt, hvis alt er intakt.
Så kom sygeplejersken og spurgte omsorgsfuldt:
– Hvordan har du det?
– Hvad er der med mig! svarede Emil med et spørgsmål.
– Dit liv er ikke i fare. Arme og ben vil fungere. Men der bliver mange ar, – hun rakte ham den tændte telefon. Din mor vil tale med dig.
– Søn, – lød moderens grædende stemme.
– Mor, alt er okay, – han prøvede at lyde så munter som muligt. De sagde at kun små ar vil blive. Jeg bliver snart udskrevet.
– De lod mig ikke blive hos dig i nat. Søn, jeg kommer nu.
– Mor, du skal ikke være så ked af det!
Han lagde telefonen ved siden af sig og prøvede at smile til sygeplejersken:
– Tak!
– Du bliver ikke udskrevet lige nu, – smilede hun tilbage. Tre uger skal du ligge her. Det er sikkert!
– Hvad skete der hos jer? spurgte naboen i stuen da sygeplejersken var gået.
– Jeg er redningsmand. På fabrikken begyndte iltflasker at eksplodere, – begyndte Emil at huske. Vi blev kaldt. Vi nåede frem før brandfolkene. Lokalet var kæmpestort, inde var der tre tilskadekomne. Vi løb ind, flasker lå spredt, ild nogle steder. Vi bar de tilskadekomne ud Jeg var sidst Da jeg var ved døren, eksploderede en flaske Så husker jeg ikke mere.
– Ja, det var hårdt for dig.
– Hansen Emil, – lød sygeplejerskens stemme. Din kollega fra arbejdet er her.
– Hej, Emil! Hvordan har du det?
– Arme og ben er hele! svarede han optimistisk. Men jeg kan kun hilse med venstre hånd foreløbig!
– Slap af!
– Hvad skete der så?
– Vi var på vej ud da det eksploderede. Vi løb tilbage med det samme, trak dig ud du var helt blodig lægerne var der allerede
– Tak!
– Emil, hvad snakker du om?! pludselig kom et smil på vennens ansigt. – De vil vist give os medaljer.
– Til den tid er jeg ude.
– Nå, jeg går. I får visitation nu. Sygeplejersken sagde ikke for længe.
Venneren nåede ikke ud før lægen kom ind, en mand på omkring fyrre:
– Nå, hvordan går det, helt? gik hen til sengen.
– Det går.
– Når du kan tale, betyder det at du lever. Lad mig undersøge dig!
– Var det dig der syede mig? spurgte Emil.
– Nej, det var Signe Jensen. Hun kommer om overmorgen.
***
To dage gik. Emil prøvede at stå op. Smerten i benene var stadig stærk, højre arm var flænget. Og der var mindst ti sår på kroppen. To i ansigtet, da det eksploderede ramte han døren, heldigvis nåede han at række højre arm frem. Han så sig i spejlet. Ansigtet var stadig hævet.
I dag skulle visitationen være af lægen som syede ham i fem timer i operationsstuen for to dage siden. Emil var lidt spændt.
Og så kom hun ind. Ung, slank, med briller, men de ødelagde hende slet ikke, og den hvide kittel passede hende perfekt. Emil på sine 27 var allerede gift. Men efter et halvt år skiltes de karaktererne passede ikke, som det stod i papirerne, men i virkeligheden kunne hans ekskone ikke lide at redningsmænd ikke tjener meget.
– Goddag! sagde lægen og gik hen til sengen.
– Goddag! Var det dig der syede mig?
– Ja, – smilede hun. Er der noget galt?
– Lad mig se på dig!
Og hun bøjede sig over ham Vedhænget med stjernetegnene svingede fra hendes hals:
– Signe Jensen!!! udbrød han.
Hun så nøje på hans hævede ansigt.
– Undskyld! sagde hun uden at genkende ham.
– Jeg er Tyren, – og pegede på vedhænget.
– Emil Hansen? hendes læber skælvede. Husker du mig stadig?
– Selvfølgelig, Signe? da han så tårerne i hendes øjne, lagde han sin hånd på hendes.
– Undskyld! hun tog et lommetørklæde og tørrede øjnene. Jeg havde aldrig forestillet mig at vi skulle mødes sådan.
Mere kom Signe ikke ind den dag. Men Emil havde allerede forstået at hendes vagter var som hans: en dag, en nat og to fridage.
Han ville ikke virke hjælpeløs foran hende. Hele næste dag prøvede han at gå rundt i stuen støttet af sengene, et par gange holdende sig til væggen gik han ud i gangen.
Aften. Dagvagten gik. Nattevagten kom det kunne mærkes på snakken i gangen. Nu skulle visitationen begynde
Og pludselig skrig, hastige skridt i gangen. Sådan sker det når en ny tilskadekommen bliver bragt ind.
Nu var klokken ti. Sygeplejersken kom og slukkede lyset i stuen. Men han kunne ikke sove. Længe efter midnat lød skridt i gangen, de stilnede, og i stilheden mærkede Emil mere end han hørte at nogen græd ude i gangen. Han stod op og gik forsigtigt ud.
Bag vagtbordet sad og med hovedet i hænderne græd hans gamle klassekammerat. Han gik hen og lagde sin raske hånd på hendes skulder:
– Hvad er der, Signe!
Hun rejste sig og lagde hovedet mod hans skulder:
– Jeg opererede en kvinde, hun blev kørt ned af en bil, – begyndte hun at fortælle grædende. Jeg gjorde alt muligt og umuligt Hun er nu i intensiv, men hun overlever ikke. Hun har to børn hendes mand er hos hende nu i stuen
– Ro dig, Signe!
– Jeg har været kirurg i tre år og kan stadig ikke vænne mig til at folk dør.
– Ro dig, ro dig! Sådan er det med vores job. På fem år har jeg også set mange dødsfald, men vi har reddet mange liv, – Emil sukkede tungt. – Derfor forlod min kone mig. Hun siger jeg ikke er mig selv når jeg kommer hjem og tjener for lidt. Men jeg har altid fyrre tusind man kan leve af det.
– Det samme for mig, – hun så ham i øjnene. Fyrene ser på mig som om jeg er lidt skør. Jeg har aldrig været gift, bor stadig hos forældrene som en ung pige.
– Slap af, vi er kun 27 hele livet ligger foran os.
– Nej, Emil, vi er allerede 27.
– Signe Jensen, hendes puls forsvinder, – råbte sygeplejersken der kom løbende ud.
– Undskyld! og Signe løb ind til intensiv.
Emil sov ikke den nat. Om morgenen kom sygeplejersken og gav ham en sprøjte som sædvanligt.
– Lever kvinden fra i nat? spurgte han uventet selv for sig selv.
– Ja, men tilstanden er meget kritisk.
***
Tre uger gik. Sårene på Emils krop helede. Han så Signe når hun havde vagt, og han følte sig mere og mere tiltrukket af hende. Men akutkirurgisk afdeling er ikke stedet hvor man kan tale om noget meget personligt.
Og så under en af morgenvagtene sagde lægen:
– I dag udskriver jeg dig, – smilede han og tilføjede. Fra hospitalet. Gå direkte til din læge, og der beslutter de hvor længe du skal være sygemeldt.
– Jeg kan pakke!
– Ja, ja! Skynd dig ikke. Nu laver de din udskrivning.
Da lægen var gået, barberede Emil sig. I spejlet noterede han tilfreds at de to tilbageværende ar ikke ødelagde ansigtet, snarere gav de karakter. De andre arrene var der ingen grund til at tænke på.
Han samlede sine ting, gik ud i gangen. Imod ham kom en patient gående mens hun holdt sig til væggen.
“Hun klarede det alligevel!” – tænkte han glad.
Sygeplejersken kom ud og gav ham papirerne:
– Farvel, Emil! Kom ikke tilbage!
***
Han havde sin egen etværelses lejlighed, men kørte til forældrene. Mor ventede så på ham og var bekymret. Hun havde endda taget fri.
– Søn! hun kastede sig i hans arme.
– Alt godt, mor! Som du ser, er jeg levende og rask.
– Kom, jeg har lavet mad til dig. Du er blevet så tynd.
– Åh, hvor har jeg savnet hjemmelavet mad!
– Indtil du er rask og gift bliver du boende her. Dit værelse står stadig tomt, – og råbte som til et barn. Gå vask hænder!
***
Om eftermiddagen gik Emil til frisøren. Han gik ind i sin lejlighed. Hentede noget tøj. Mor begyndte straks at stryge det.
Om aftenen kom faren hjem fra arbejde. De satte sig som i gamle dage, alle sammen, og snakkede til langt ud på natten.
Han gik i seng i sit gamle værelse hvor barndom og ungdom var gået, men sov ikke med det samme:
“Morgen skal jeg til lægen. Så på arbejde. Og om aftenen”
Med den tanke om næste aften faldt han i søvn langt efter midnat.
***
Næste dag gik Emil om morgenen til lægen. Indtil frokost gik han fra det ene kontor til det andet. Efter frokost gik han til arbejde, det passede med hans vagt.
– Hvor skal du hen? spurgte faren.
– Far, husker du for længe siden, da jeg gik i fjerde klasse. Du lavede en vedhæng til mig til gave til min klassekammerat?
– Den grimme Signe Jensen? Ja, det husker jeg.
– Husker du også at du sagde: “Når du bliver stor, måske bliver du forelsket i hende”.
– Det husker jeg også.
– Far, Signe er kirurg nu. Det var hende der opererede mig. Og hun bærer stadig den vedhæng om halsen.
– Hold da op!
– Far, dine ord gik i opfyldelse. Jeg går til hende!
***
Syvogtyve år er ikke så meget til at starte et liv med et elsket menneske.
