Det var vinteren 1950, og kulden gik lige igennem knoglerne. I et dunkelt værelse i den gamle bondegård ved Skjern, hvor væggene var bygget af lersten og luften stod tung af fugt, lå en ung pige på sytten år og kæmpede med de første sammentrækninger. Hun var helt alene, kun med jordemoderen en ældre kvinde med grove hænder og et hjerte, der havde set for mange tab.
Da et skarpt gråd endelig brød den tunge stilhed, følte Mette, som jeg kaldte hende i min egen fantasi, at noget liv vendte tilbage til hende.
Det er en smuk lille pige, sagde jordemoderen, mens hun lagde barnet ind i et håndklæde og satte det på Mettes bryst.
Mette greb om barnet med en klodset, men varm berøring, hendes krop rystede stadig, og hendes tøj var gennemblødt af blod. Men i hendes øjne tændtes den nyfødte mors blide kærlighed. Hun så på den lille med den urokkelige overbevisning om, at intet nogensinde ville kunne adskille dem.
Illusionen varede kun et øjeblik.
Døren smækkede i, og hendes mor, Ingrid, stormede ind som en vild storm. Hun var klædt i sort selvom ingen var død og ansigtet bar et udtryk af afsky.
Giv mig hende! råbte hun og rev barnet ud af Mettes arme.
Nej, mor! Lad mig holde hende! skreg Mette, mens hun kun knap kunne rejse sig.
Tav! afbrød Ingrid med en stemme så kold som frost. Hun er født svag. Hun har den den mongolske forbandelse. Hun vil ikke overleve. Det er spild af tid.
Mette hylede, græd og bad om nåde, men hendes mor gik ubønhørligt videre. Hun pakkede barnet ind igen, forlod rummet og smækkede døren så hårdt, at det lød som et skud i Mettes bryst.
Den nat stod hun tilbage med tomme arme og råbte et navn, hun aldrig fik sagt.
Årene gik, og i den lille landsby troede alle, at hendes barn var dødt ved fødslen, præcis som Ingrid havde ønsket. Mette lærte at leve med et påtvunget smil, mens hendes hjerte langsomt rådnet indefra.
Da hun blev femogtyve, pakkede hun sine få ejendele og forlod hjemmet uden at se sig tilbage. Hun kunne hverken tilgive eller glemme, og helingen syntes umulig.
Tiden fortsatte som efterårsløv, der falder fra trækronerne. Mette blev folkeskolelærer, boede alene i en lille lejlighed på Nørregade i Aarhus, uden ægtemand eller børn. Men nogen del af hende lå stadig begravet i det kolde værelse fra hendes barndom.
En forårsdag vendte hun tilbage til Skjern. Hendes mor var død, og med hende gik måske den sidste kedelige kæde, der havde holdt hende fanget.
Hun gik gennem torvet, det samme sted hvor hun som barn legede. Duften af nybagt rugbrød blandede sig med den svage duft af visne blomster. Mette var på nippet til at sætte sig på en bænk, da hun hørte en klar, barnlig latter som et ekko fra fortiden.
Hun vendte sig om.
Der, midt på torvet, legede en lille pige på omkring ni år med en puddet dukke. Hun havde vilde fletninger, en slidt blomsterkjole med lapper i kanten, og hendes mandelformede øjne glimtede af en mærkelig sødme, som rørte ved noget dybt i Mettes sjæl.
Hjertet hamrede i hendes bryst.
Hun gik langsomt frem, benene vaklede.
Hej, lille ven hvad hedder du? spurgte hun med en stemme, der knækkede.
Pigen så på hende uden frygt, kun nysgerrighed.
Jeg hedder Lykke, svarede hun med et strålende smil.
Mette følte, at verden stod stille. Lykke. Det var navnet, hun havde drømt om til sin avløsning, men som hun i alle år havde holdt for sig selv.
Hun sank ned på knæ.
I det øjeblik trådte en ældre kvinde, med rynket ansigt og hænder som en erfaren bager, frem og lagde sin hånd på pigens skulder.
Kender du hende? spurgte hun forsigtigt Mette.
Jeg så hende og den var mig bekendt, stammede hun.
Kvinden så ned, lidt usikker.
Hun har boet hos mig siden hun var baby. En dame gav mig hende og sagde, at hendes mor ikke ville have hende, at jeg skulle gemme hende. Jeg har aldrig fået den fulde historie
Mette følte, at hendes sjæl ville springe ud af munden.
Det er en løgn! Jeg elskede hende! De tog hende fra mig! råbte hun, så tårerne strømmede.
Bagerinden trak sig et skridt tilbage, overrasket.
Pigen så på hende i tavshed og gik et skridt nærmere.
Er du min mor? spurgte hun, uden dramatisering, med den brutale enkelhed, som kun børn kan have.
Mette faldt på knæ og brød ud i gråd.
Ja, min skat jeg er din mor. Tilgiv mig for, at jeg ikke ledte efter dig før. For at jeg ikke fandt dig.
Lykke omfavnede hende uden ord. Den lille krop var varm, virkelig, og tilhørte hende.
Den dag forstod Mette, at livet nogle gange giver en ny chance. Skandaler, nysgerrige blikke fra landsbyboerne og de tabte år betød intet længere. Hun havde fundet sin datter igen.
Og denne gang ville ingen nogensinde kunne rive hende fra sig igen.
