Mette Holm stod ved vinduet og så på, hvordan frosten tegnede mønstre på ruden. Minus tredive grader lovede de. Måske mere.
Hun lyttede.
Nedenfra – stemmer. Så et råb:
– I aften! Hører I?! I aften skal katten væk!
Peter Jensen. Formanden for beboerforeningen.
Mette gik væk fra vinduet, smed et tørklæde om skuldrene og trådte ud på trappeafsatsen. Hun gik ned til første sal. Der stod naboerne allerede – nogle i hjemmesko, andre i jakke med åben lynlås. Alle stirrede tavse på Peter Jensen, mens han stod midt i opgangen, rød i ansigtet og ophidset, og pegede ind i hjørnet.
Der, på radiatoren, lå en rødlig kat.
Mager. Med et flænset øre. Han rystede.
– Se! – brølede formanden. – Se jeres omstrejfer! Hår overalt! Stank! Jeg står til ansvar for orden, og I har indrettet et herberg!
– Peter Jensen, – sagde tante Inger fra tredje sal sagte, – han generer jo ingen/
– Generer ikke?! – Peter Jensen vendte sig så brat mod hende, at kvinden tog et skridt tilbage. – Hvem var det så, der klagede over hår overalt?! Hvem sagde, at der var lopper fra ham?! Tror I, jeg står og laver narrestreger her?!
Tante Inger så væk.
Mette Holm knyttede hænderne.
Hun ville sige noget. Ville. Men halsen snørede sig sammen, og ordene sad fast et sted indeni.
– Kort sagt, – afskar formanden, – senest klokken atten – så skal der ikke være spor af ham her. Fjerner I ham ikke selv, smider jeg ham ud på gaden. Forstået?
Han så på alle. Ingen svarede.
– Forstået, siger jeg?!
– Forstået, – mumlede en af mændene.
Peter Jensen nikkede, smækkede døren og gik.
Naboerne slentrede langsomt hver til sit med suk.
Men katten blev liggende på radiatoren – en rødlig klump, som slet ikke fattede, at man ville smide ham ud i frosten.
Mette Holm gik op til sig selv på fjerde sal. Lukkede døren. Satte sig i køkkenet og stirrede ind i væggen.
I aften bliver der minus tredive.
Han fryser ihjel.
Det vidste hun med sikkerhed.
Fordi hun engang om vinteren fandt en spurv under opgangen – en lille, stivfrossen spurv med vingerne klappet ind til kroppen. Hun tog den med hjem, varmede den, men det var for sent. Alt for sent.
Mette rejste sig, gik hen til vinduet.
– Gud, – hviskede hun stille, – hvad gør jeg.
Mette satte sig igen. Hænderne rystede.
Hun var bange. Bange for skænderiet. Bange for at Peter Jensen ville råbe ad hende. At naboerne ville vende hende ryggen. At hun ville blive kaldt tosset.
Men mest af alt var hun bange for at forestille sig den rødlige klump ligge i en snedrive – stiv, med åbne øjne.
Mette Holm gik ned igen hen mod aften.
Katten lå stadig på radiatoren. Han løftede hovedet, da hun nærmede sig. Så på hende – med gule, varsomme øjne.
– Hvad laver du her? – mumlede hun. – Har du ikke noget sted at gå hen?
Katten tav.
Mette rakte hånden ud – strøg ham over den flænsede ryg. Han foer sammen, men gik ikke væk. Spandt sagte.
Hun gik op til sig selv.
Klokken halv seks lød der igen stemmer i opgangen. Mette kiggede ud i gangen – åbnede døren en smule.
Peter Jensen stod nedenfor. Ved siden af ham – to mænd fra naboopgangen. Den ene holdt en sæk.
– Der har vi ham, skadedyret, – sagde formanden og nikkede mod katten. – Tag ham.
Manden med sækken trådte frem.
Og lige netop da – som bestilt – kom nabo Inger ud af sin lejlighed. Hun så det, standsede.
– Hvad gør I?
– Kan du ikke se det? – snappede Peter Jensen. – Vi rydder op, som aftalt.
– Peter Jensen, måske skal vi lade være? – sagde tante Inger sagte. – Måske kan nogen tage ham?
– Hvem tager ham?! – brølede han. – Dig?! Eller alle de andre, der bor i opgangen og tier stille?! Nej! Det er igen mig, der må rydde op!
Tante Inger så væk.
– Netop, – hvæsede formanden.
Mette stod ovenpå og lyttede. Hjertet hamrede så hårdt, at det føltes som om det ville springe ud.
Nedenfor kastede manden sækken over katten. Den skreg – vildt, fortvivlet. Kløede. Men de stoppede den alligevel ind og bandt den.
– Så er det klaret, – sagde Peter Jensen. – Bær den ned til affaldscontaineren. Den slipper selv ud, hvis den er klog.
Mændene bar sækken mod udgangen.
Døren smækkede.
Mette slap dørhåndtaget. Hænderne rystede. Benene gav næsten efter.
Hun gik tilbage til køkkenet. Satte sig. Stirrede ind i væggen.
Men efter et minut – sprang hun op.
Greb frakken. Trak vinterstøvlerne på. Slyngede tørklædet om hovedet.
Løb ud på trappen.
Hun styrtede ned – så hurtigt, at hun nær var faldet i svinget.
Flåede yderdøren op.
Mette løb hen til affaldscontaineren.
Sækken lå i en snedrive ved siden af skraldespanden.
Hun løsnede den. Hænderne rystede – knobet gav ikke efter.
Sækken gik op.
– I live, – udåndede Mette. – I live, gudskelov.
Hun samlede katten op – han var let, næsten vægtløs. Trykkede ham ind til brystet, skjulte ham under frakkens skøder.
Løb tilbage.
I opgangen – igen stemmer.
Peter Jensen stod ved postkasserne. Røg. Da han så hende – med katten på armen – fortræk hans ansigt sig.
– Hvad bilder du dig ind?! – råbte han.
Mette standsede. Trak vejret.
– Jeg tager ham med hjem, – sagde hun. Stemmen rystede, men ordene faldt tydelige.
– Hvor tager du ham hen?! – Peter Jensen trådte nærmere. – Jeg sagde – han skulle ikke være her!
– De sagde, at han ikke måtte være i opgangen, – Mette løftede hagen. – Så tager jeg ham med. Ind i lejligheden. Hjem til mig.
– Er du helt fra forstanden?! – han stak en finger mod hende.
Mette gik op til fjerde sal.
Gik ind i lejligheden. Lukkede døren.
Satte sig på gulvet – lige med frakke og støvler på.
Katten lå i hendes skød. Han åbnede det ene øje – så på hende.
– Så, – hviskede Mette. – Så. Nu er du hjemme.
Hænderne rystede. Tårerne løb ned ad kinderne.
Men indeni – for første gang i mange år – var der varmt og roligt.
En uge senere kom Peter Jensen til Mette.
Han bankede på døren – sagte, næsten sky.
Hun åbnede. Blev overrasket.
– De? Er der noget galt?
Han stod på tærsklen – uden jakke, i en gammel sweater.
– Må jeg komme ind? – spurgte han.
Mette nikkede. Slap ham ind.
Peter Jensen gik ud i køkkenet. Satte sig. Katten sprang ned fra vindueskarmen, snusede til hans støvler og gik ind i stuen.
– Te? – spurgte Mette.
– Ikke nødvendigt.
Han tav et øjeblik. Så sukkede han.
– Jeg er ikke kommet for at undskylde, – Peter Jensen sukkede. – Jeg ville bare sige. At De gjorde det rigtige.
Han rejste sig. Gik mod døren.
– Peter Jensen, – kaldte Mette.
Han vendte sig.
– Vil De alligevel have te?
Han stivnede. Så nikkede han.
– Gerne.
De sad i køkkenet – drak te, tav. Katten hoppede op på Mettes skød. Spandt.
– Hvad har De kaldt ham? – spurgte formanden.
– Mikkel, – smilede Mette. – Bare Mikkel.
Peter Jensen nikkede. Dra sin te færdig. Rejste sig.
– Jeg går nu.
– Peter Jensen, – kaldte Mette igen. – Hvis De har lyst, så kig ind. På en kop te.
Han så på hende. Smilte skævt.
– Det gør jeg.
Der gik en måned. Så endnu en.
Mikkel tog på sig. Pelsen fik glans. Øret helet. Han sov på vindueskarmen – dér, hvor solen skinnede om morgenen.
Naboerne vænnede sig til det. Tante Inger kom somme tider med fiskerester. Nanna – bød på creme fraiche. Selv manden fra femte sal bragte en gang en kradsepind.
– Jeg fandt den ved affaldscontaineren, – sagde han. – Den er vist hel.
Mette Holm tog imod gaverne – og undrede sig altid.
Udenfor faldt sneen. Frosten tegnede mønstre på ruden.
Men i lejligheden var der varmt.
Og i sindet – ligeså.
