Anders Poulsen sad ved vinduet og stirrede på annoncen i telefonen. Bogstaverne flød for øjnene – brillen var igen blevet væk et eller andet sted. Men teksten var enkel nok:
»Bortgives: rød kat, kastreret, vant til kattebakke.«
Nej. Ikke bortgives. Sælges. Så var der i det mindste større chance for, at den landede i en velstående familie.
»Mikkel,« kaldte han lavmælt. »Kom her, røde.«
Katten dukkede op som ved et trylleslag – en tyk, spindende traktor på bløde poter. Hoppede op på skødet, rullede sig sammen. Varm, levende.
Anders Poulsen kløede den bag øret. Mikkel knep øjnene i af velbehag, mens ejeren mærkede hjertet snøre sig sammen. Et halvt år allerede siden han var alene.
»Hvad skal vi gøre med dig, hva?« hviskede den gamle. »Medicinen er ved at slippe op, og folkepensionen også.«
Katten spandt, anede intet. Anders Poulsen åbnede lommeregneren. Foder – tusind kroner om måneden. Kattegrus – yderligere fem hundrede. Dyrlægen turde han slet ikke tænke på.
Og blodtrykspillerne kostede to tusind kroner. Hver måned.
»Forstår du, Mikkel, jeg vil ikke skilles fra dig, men jeg kan simpelthen ikke klare det mere.«
Han tastede ind i annoncen: »Kat til gode hænder. Tre tusind kroner.« Slettede. Skrev forfra: »Sælger kat. Fem tusind kroner.«
Telefonen ringede med det samme. En kvindestemme:
»Goddag, jeg ringer om katten. Må jeg komme og se den?«
»Ja,« svarede Anders Poulsen hæst. »Kom endelig.«
En time senere bankede det på døren. På trappen stod en kvinde omkring de halvtreds med sørgmodige øjne.
»Mette,« præsenterede hun sig. »Hvor er katten?«
Mikkel, som på trods, kom straks farende ud fra køkkenet – men ikke mod gæsten, mod ejeren. Gned sig op ad benene, spandt, så på ham med forelskede øjne.
»Der har vi ham, min røde ven,« sagde Anders Poulsen og forsøgte at lyde ligeglad. »En god kat. Kælen.«
Mette satte sig på hug, rakte hånden frem. Mikkel snusede, men gik ikke til hende. Vendte tilbage til ejeren.
»Hvorfor sælger De den?« spurgte kvinden stille.
»Åh, omstændighederne,« mumlede den gamle og så væk.
Og så lagde Mette mærke til: pensionistens hænder rystede. Og katten veg ikke fra hans side.
Mette lod blikket langsomt glide rundt i lejligheden. Alt var rent og pænt, men tomt på en måde. På vindueskarmen stod en visnet fikus. På bordet en næsten tom æske med piller. Og en anden, også næsten tom.
»Smuk lejlighed,« sagde hun. »Har De boet her længe?«
»Fyrre år allerede,« svarede Anders Poulsen og strøg Mikkel. »Købte den sammen med min kone …«
Han fuldførte ikke. Det var ikke nødvendigt.
Mette nikkede. Hun havde selv for ikke så længe siden mistet Tulle – en gadehund, der havde levet i femten år. Tomheden i huset var så stor, at væggene truede med at styrte sammen.
»Er katten ikke syg?« spurgte hun.
»Nej, den er rask. Det er bare mig,« tøvede den gamle. »Jeg kan ikke klare det mere. Alderdommen, forstår De.«
Mikkel mjavede pludselig langtrukket og gned sig mod ejerens ben. Som om den forstod, hvad der blev talt om.
»Hvad slags foder giver De den?« fortsatte Mette sin udspørgen.
Anders Poulsen viste ind i køkkenet. Der stod to skåle – én med vand, én med tørfoder. Billigt, fra Netto. Ikke det værste, men heller ikke godt.
»Er den kræsen?«
»Nej, hvad man giver, spiser den. En god fyr. Meget klog. Da Gitte var syg, lagde den sig på hendes seng, varmede hende. Som om den forstod.« Hans stemme dirrede.
Mette satte sig på hug foran katten. Mikkel så på hende, men holdt sig tæt til ejeren.
»Sig mig ærligt,« spurgte hun stille, »hvorfor forlanger De netop fem tusind?«
Den gamle så forvirret ud: »Jamen, det er en god kat. Renracet.«
»Mikkel er en huskat,« indvendte Mette blidt. »Smuk, men en huskat. Og De elsker den. Så hvorfor sælger De den?«
Anders Poulsen vendte sig mod vinduet. Tav længe. Mikkel spandt på hans skød, mens ejeren strøg den med rystende hænder.
»Medicinen blev for dyr. Og foderet. Den var syg for en måned siden, jeg kørte den til dyrlægen. Betalte fem tusind. De sidste penge.«
»Har De en datter? Søn? Slægtninge?«
»Datteren bor i Tyskland. Hun har tre børn, har ikke tid til en gammel far. Jeg beder hende heller ikke om noget.«
Han sukkede.
»Da Gitte levede, klarede vi det på en eller anden måde. Men alene – det går ikke.«
Mette lyttede og mærkede hjertet knuge sig. Der sad han, den stolte gamle mand, og solgte det eneste levende væsen, han havde tilbage. Og katten forstod ingenting, trykkede sig ind til ham, stolede på ham.
»Hvad hvis jeg ikke køber den?« spurgte hun.
»Så køber en anden.« Stemmen var fast, men hænderne rystede stadig. »Annoncen hænger, der er allerede opkald.«
»Og De har ikke ondt af det?«
Anders Poulsen løftede brat hovedet: »Tror De, det er let for mig?! Tror De, jeg gør det her for sjov?«
Han standsede, bed læberne sammen. Mikkel forskrækkedes af den pludselige bevægelse, sprang ned fra skødet, men forsvandt ikke – satte sig ved siden af.
Og i det øjeblik gik det op for Mette: hun kunne ikke bare købe katten og gå. De måtte ikke skilles.
Men der måtte findes på noget.
Mette tav. Længe.
»Anders Poulsen, hvad hvis jeg ikke køber katten?« sagde hun.
Den gamle foer sammen: »Hvad mener De?! Hvorfor kom De så?«
»Jeg kom for at se. Jeg har set. Og jeg har forstået – katten skal jeg ikke købe.«
Anders Poulsen blegnede. Hænderne rystede værre.
»De ringede selv! De sagde, De havde brug for en kat!«
»Ja,« sagde Mette og rejste sig fra stolen, gik hen til vinduet. »Men ikke denne.«
»Hvad er der galt med den?!«
Hun vendte sig. Og den gamle så tårerne i hendes øjne.
»Der er intet galt med katten. Men der er noget galt med ejeren.«
»Jeg forstår ikke.«
»Jo, De gør, Anders Poulsen.« Stemmen rystede. »Jeg mistede for nylig min hund. En gammel, syg én. Den boede hos mig i femten år. Og ved De, hvad det værste var, før den døde? Ikke sygdommen. Ikke smerten. Men at den så på mig, som om den bad om undskyldning. For at være til besvær.«
Anders Poulsen slugte. Mikkel kom hen til ham, gned sig mod hans ben.
»Og nu ser jeg Dem og Mikkel – og jeg ser det samme. Den søger mod Dem, og De skammer Dem over, at De ikke kan forsørge den. De tror, De gør det rigtige ved at give den væk til gode hænder.«
»Men er det ikke rigtigt?!« blussede den gamle op. »Er det bedre, at den sulter sammen med mig?!«
»Hvem siger, den skal sulte?«
Der blev stille. Mikkel mjavede – svagt, langtrukkent.
»Jeg foreslår en anden løsning,« fortsatte Mette. »Jeg bringer foder. Hver uge. Og penge til dyrlægen – hvis det bliver nødvendigt.«
»Hvad?!« Anders Poulsen så på hende, som var hun gal. »Hvorfor vil De det?«
»Fordi jeg vil hjælpe katten. Men jeg vil ikke skille jer ad.« Hun smilede gennem tårer. »Man kan kalde det en lykkeleje.«
»En leje?!«
»Ja. Jeg betaler for at komme her og klappe Mikkel. Og så får jeg en grund til at besøge en ensom gammel mand. Drikke te. Snakke.«
Den gamle tav. Øjnene vidt åbne, læberne dirrede.
»Det er ydmygende,« fik han frem.
»Hvorfor ydmygende?« spurgte Mette oprigtigt overrasket. »Det er en aftale. En ærlig aftale. Jeg får en kat at være sammen med – De får hjælp til foder. Til gensidig fordel.«
»Nej! Jeg er ikke en tigger! Jeg tigger ikke!« Anders Poulsen rejste sig brat.
»Hvem sagde, De var det?«
»Det gør De selv! De tilbyder at give penge til en fremmed gammel mand!«
Mette rystede på hovedet: »Jeg tilbyder en aftale. Betaling for samvær med katten. Og med en klog, interessant mand, der har opfostret den.«
»Hold op!« Stemmen brast. »Hold op med at have ondt af mig!«
Og så tav han. Satte sig tilbage i lænestolen. Sænkede hovedet.
Mikkel hoppede op på hans skød.
»Ved De, hvad det værste er, Anders Poulsen?« spurgte Mette stille. »Ikke fattigdom. Ikke alderdom. Men stolthed. Den, der forhindrer én i at tage imod hjælp.«
»Det er ikke stolthed,« hviskede han. »Det er skam.«
»Skam over hvad?«
»Over at jeg ikke slog til. At min kone døde, og jeg blev tilbage. At jeg ikke sparede penge op. At datteren bor langt væk. At jeg ikke engang kan forsørge min kat.«
Tårerne løb ned ad de rynkede kinder.
»Og så kommer De. Og tilbyder hjælp. Og jeg står som den sidste …«
»Tåbe?« afsluttede Mette blidt.
»Ja. Tåbe.«
Hun trådte nærmere, satte sig på hug ved siden af lænestolen: »Anders Poulsen. Jeg har en tom lejlighed. Jeg har en hund, der er væk. Jeg har et arbejde, jeg ikke gider gå til. Og der er ingen ved siden af mig, som jeg kan fortælle, hvordan dagen har været. Men De har Mikkel. Og et godt hjerte.«
»Hvordan ved De, jeg har et godt hjerte?«
»Fordi en ond mand kan ikke elske en kat så højt.«
Mikkel spandt højere, som om den var enig.
»Hvad siger De? Skal vi lave en aftale?«
Anders Poulsen tav længe. Strøg den røde pels. Tænkte.
Den gamle sukkede. Dybt, helt dybt.
»Måske … måske prøver vi?«
Der gik to måneder.
Anders Poulsen sad ved vinduet med Mikkel på skødet og kiggede ned i gården. Snart skulle Mette komme – om tirsdagen bragte hun altid foder og et eller andet lækkert.
»Hører du det, røde?« sagde han stille til katten. »Det lyder som velkendte skridt.«
Mikkel løftede hovedet, spidsede ører. Ja, det var hende.
Bank på døren.
»Anders Poulsen? Det er mig!«
»Kom ind, kom ind!« Den gamle rejste sig, rettede på skjorten. På to måneder var han ligesom blevet livligere, selv kinderne var blevet lyserøde.
Mette kom ind med store poser, smilende: »Hej, smukke!« – det var til Mikkel.
Katten spandt straks og gned sig mod hendes ben.
»Og hej til Dem, Anders Poulsen. Hvordan går det? Hvordan har De det?«
»Jo, det går. Var hos lægen i går – blodtrykket er normalt. Deres piller hjælper.«
»Nå! I morgen er det lørdag, skulle vi ikke gå en tur i parken? Tage Mikkel i sele?«
Anders Poulsen blev genert: »Jo, men … i parken. Folk vil kigge – en gammel mand med en kat i snor.«
»Lad dem kigge!« lo Mette. »Så bliver de misundelige over, hvor smuk den er. Ikke sandt, Mikkel?«
Katten mjavede – godkendende.
De drak te i køkkenet. Anders Poulsen fortalte om naboerne, om nyhederne i gården. Og Mette lyttede, nikkede, lo. I løbet af to måneder var der opstået en særlig nærhed mellem dem – ikke familiær, men meget varm.
»Ved De,« sagde hun, da hun drak teen færdig, »Deres datter ringede i denne uge?«
»Ja. Hun spurgte, hvordan det gik. Jeg fortalte om Dem.«
»Hvad sagde hun?«
»Hun blev overrasket,« indrømmede den gamle. »Hun sagde: ‘Far, jeg er så glad for, at du har en veninde’. En veninde.« Han smilede. »Det lyder mærkeligt i min alder, ikke?«
»Hvorfor mærkeligt? Venskab kender ingen alder.«
Mikkel sprang pludselig ned fra vindueskarmen og gik hen til foderskålen. Med kvalitetsfoder, der ikke længere var et problem.
»Og jeg var ved at sælge ham,« sagde Anders Poulsen stille.
»Og godt, De ikke gjorde.«
»Ja … Dengang troede jeg, verden gik under. Men det var i virkeligheden begyndelsen på et nyt liv.«
Mette nikkede: »Nogle gange fører de sværeste øjeblikke til de lyseste forandringer.«
De tav og så på, mens Mikkel knasede målrettet af sit foder. Katten havde nu alt – mad, kærlighed, opmærksomhed fra to mennesker, der holdt af den.
