Anders Poulsen sad ved vinduet og stirrede på annoncen i telefonen. Bogstaverne flød for øjnene – brillerne var igen væk et eller andet sted. Men teksten var jo enkel:
»Bortgives til et godt hjem. Rød kat, kastreret, vant til kattebakke.«
Nej. Ikke bortgives. Sælges. Så var der i det mindste større chance for, at den kom i en velforsørget familie.
»Mikkel,« kaldte han sagte. »Kom her, røde.«
Katten dukkede op som ved magi – en lille, tyk, spindende traktor på bløde poter. Hoppede op på skødet, rullede sammen til en kugle. Varm, levende.
Anders Poulsen strøg den bag øret. Mikkel knep øjnene sammen af velbehag, og ejeren mærkede, hvordan hjertet snørede sig sammen. Et halvt år alene nu.
»Hvad skal vi gøre med os, hva?« hviskede den gamle mand. »Medicinen er ved at slippe op, og pensionen også.«
Katten spandt, uvidende om noget. Anders Poulsen åbnede lommeregneren. Foder – tusind kroner om måneden. Kattegrus – fem hundrede mere. Dyrlægen ville han helst ikke tænke på.
Og blodtrykspillerne kostede to tusind kroner. Hver måned.
»Forstår du, Mikkel, jeg vil ikke skilles fra dig, jeg kan bare ikke klare det mere.«
Han tastede i annoncen: »Kat til godt hjem. Tre tusind kroner.« Slettede det. Skrev forfra: »Sælger kat. Fem tusind kroner.«
Telefonen ringede straks. En kvindestemme:
»Goddag, jeg ringer om katten. Må jeg komme og se den?«
»Ja,« svarede Anders Poulsen hæst. »Kom endelig.«
En time senere bankede det på døren. På trappen stod en kvinde omkring halvtreds med triste øjne.
»Helle,« præsenterede hun sig. »Hvor er katten?«
Mikkel, som om den var bestilt, kom lige ud fra køkkenet – men ikke hen til gæsten – hen til ejeren. Den gned sig om benene, spandt, så på ham med forelskede øjne.
»Der er han, min røde,« sagde Anders Poulsen og prøvede at lyde ligeglad. »God kat. Kærlig.«
Helle satte sig på hug, rakte hånden frem. Mikkel snusede, men gik ikke til hende. Vendte tilbage til ejeren.
»Hvorfor sælger De den?« spurgte hun stille.
»Åh, omstændighederne,« mumlede den gamle og så væk.
Og så så Helle: hænderne på pensionisten rystede. Og katten forlod ham ikke et sekund.
Helle lod blikket glide langsomt rundt i lejligheden. Rent og ordentligt, men tomt. I vindueskarmen stod en tørret fikus. På bordet en æske med piller, næsten tom. Og endnu en, også næsten tom.
»Pæn lejlighed,« sagde hun. »Har De boet her længe?«
»Fyrre år,« svarede Anders Poulsen og strøg Mikkel. »Købte den sammen med min kone…«
Han fuldførte ikke sætningen. Det var ikke nødvendigt.
Helle nikkede. Hun havde selv for nylig mistet Tulle – en blandingshund, der havde levet femten år. Tomheden i hjemmet var så stor, at væggene føltes som om de ville styrte sammen.
»Er katten rask?« spurgte hun.
»Ja, den er sund. Det er bare mig,« tøvede den gamle. »Jeg kan ikke klare det længere. Alder, forstår De.«
Mikkel mjavede pludselig langtrukkent og gned sig mod sin ejers ben. Som om den forstod, hvad samtalen handlede om.
»Hvilket foder giver De den?« fortsatte Helle.
Anders Poulsen viste ind i køkkenet. Der stod to skåle – en med vand, en med tørfoder. Billigt, fra Netto. Ikke det værste, men heller ikke godt.
»Er den kræsen?«
»Nej, den spiser hvad som helst. En god dreng. Meget klog. Da Gitte var syg, lagde den sig hos hende i sengen og varmede hende. Som om den forstod.« Ejeren rystede på stemmen.
Helle satte sig på hug foran katten. Mikkel så på hende, men trykkede sig op ad ejeren.
»Sig mig ærligt,« spurgte hun lavmælt, »hvorfor forlanger De præcis fem tusind?«
Den gamle så forvirret ud:
»Jamen, det er en god kat. Racekat.«
»Mikkel er en huskat,« indvendte Helle blidt. »Smuk, men en huskat. Og De elsker den. Hvorfor sælger De den så?«
Anders Poulsen vendte sig mod vinduet. Tav længe. Mikkel spandt på hans skød, mens ejeren strøg den med rystende hænder.
»Medicinen er blevet dyr. Og foderet. Den var syg for en måned siden, jeg tog den til dyrlægen. Fem tusind kroner. De sidste penge.«
»Hvad med datteren? Søn? Familie?«
»Datteren bor i Tyskland. Hun har tre børn, hun har ikke tid til en gammel far. Jeg beder heller ikke om noget.«
Han sukkede.
»Jeg klarede det sammen med Gitte. Men alene – det går ikke.«
Helle lyttede og mærkede, hvordan hjertet snørede sig. Der sad han, den stolte gamle mand, og solgte det eneste levende, han havde tilbage i hjemmet. Og katten fattede ingenting, trykkede sig ind til ham, stolede på ham.
»Hvad hvis jeg ikke køber den?« spurgte hun.
»Så køber en anden den,« Stemmen var fast, men hænderne rystede stadig. »Annoncen hænger, der er folk, der ringer.«
»Og det gør ikke ondt?«
Anders Poulsen løftede hovedet brat:
»Tror De, det er nemt for mig?! Tror De, jeg gør det for sjov?«
Han standsede, bed sig i læben. Mikkel blev forskrækket over den pludselige bevægelse, sprang ned fra skødet, men gik ikke langt – satte sig ved siden af.
Og så forstod Helle: hun kunne ikke bare købe katten og gå. Man kunne ikke skille dem ad.
Men der måtte findes en løsning.
Helle tav. Længe.
»Anders Poulsen, hvad hvis jeg ikke køber katten?« sagde hun.
Den gamle far:
»Hvad mener De?! Hvorfor kom De så?«
»Jeg kom for at se. Jeg så. Og jeg forstår – jeg køber ikke katten.«
Anders Poulsen blegnede. Hænderne rystede voldsommere.
»De ringede selv! De sagde selv, at De havde brug for en kat!«
»Det har jeg,« Helle rejste sig fra stolen og gik hen til vinduet. »Bare ikke den her.«
»Hvad er der i vejen med den?!«
Hun vendte sig om. Og den gamle så tårer i hendes øjne.
»Der er intet i vejen med katten. Men der er noget i vejen med ejeren.«
»Jeg forstår ikke.«
»Det gør De, Anders Poulsen,« Stemmen rystede. »Jeg mistede min hund for ikke så længe siden. En gammel, syg blandingshund. Hun levede med mig i femten år. Og ved De, hvad det værste var før hun døde? Ikke sygdommen. Ikke smerten. Men at hun så på mig, som om hun bad om tilgivelse. Fordi hun var til besvær.«
Anders Poulsen gik en klump i halsen. Mikkel kom hen til ham, gned sig mod hans ben.
»Og nu ser jeg jer – Dem og Mikkel – og jeg ser det samme. Den trækker sig ind til Dem, og De skammer Dem over, at De ikke kan fodre den. De tror, De gør det rigtige ved at give den til et godt hjem.«
»Er det forkert?!« blussede den gamle op. »Er det bedre, at den sulter med mig?!«
»Hvem har sagt, at den skal sulte?«
Der blev stille. Mikkel mjavede – lavt, langtrukkent.
»Jeg foreslår et andet alternativ,« fortsatte Helle. »Jeg kommer med foder. Hver uge. Og penge til dyrlægen – hvis det bliver nødvendigt.«
»Hvad?!« Anders Poulsen så på hende som om hun var sindssyg. »Hvorfor skulle De gøre det?«
»Fordi jeg vil hjælpe katten. Men jeg vil ikke skille jer ad,« Hun smilede gennem tårerne. »Man kan kalde det leje af lykke.«
»Leje?!«
»Ja. Jeg betaler for at komme og klappe Mikkel. Og samtidig får jeg en grund til at besøge en ensom mand. Drikke te. Snakke.«
Den gamle tav. Øjnene var vidt åbne, læberne rystede.
»Det er ydmygende,« pressede han frem.
»Hvorfor ydmygende?« spurgte Helle oprigtigt overrasket. »Det er jo en aftale. En ærlig aftale. Jeg får katten til samvær – De får hjælp til foder. Gensidigt fordelagtigt.«
»Nej! Jeg er ikke en tigger! Jeg tigger ikke!« Anders Poulsen rejste sig brat.
»Hvem sagde, De gjorde det?«
»Det gør De selv! De tilbyder at give penge til en fremmed gammel mand!«
Helle rystede på hovedet:
»Jeg tilbyder en aftale. At betale for adgang til katten. Og til en klog, interessant mand, der har opfostret den.«
»Hold op!« Stemmen knækkede. »Hold op med at have ondt af mig!«
Og så tav han. Satte sig tilbage i stolen. Sænkede hovedet.
Mikkel hoppede op på hans skød.
»Ved De, hvad det værste er, Anders Poulsen?« spurgte Helle stille. »Ikke fattigdom. Ikke alderdom. Men stoltheden. Som forhindrer en i at tage imod hjælp.«
»Det er ikke stolthed,« hviskede han. »Det er skam.«
»Skam over hvad?«
»Over at jeg ikke klarede det. At min kone døde, og jeg blev tilbage. At jeg ikke sparede penge op. At datteren er langt væk. At jeg ikke engang kan fodre min kat.«
Tårerne løb ned ad hans rynkede kinder.
»Og nu kommer De. Og tilbyder hjælp. Og jeg føler mig som den sidste…«
»Idiot?« gættede Helle blødt.
»Ja. Idiot.«
Hun gik hen til ham, satte sig på hug ved stolen:
»Anders Poulsen. Min lejlighed er tom. Min hund er væk. Mit arbejde gider jeg ikke gå til. Og der er ingen ved min side, som jeg kan fortælle, hvordan min dag har været. Men De har Mikkel. Og et godt hjerte.«
»Hvordan ved De, jeg har et godt hjerte?«
»Fordi en ond mand kan ikke elske en kat sådan.«
Mikkel spandt højere, som om den var enig.
»Hvad siger De? Skal vi aftale noget?«
Anders Poulsen tav længe. Strøg den røde pels. Tænkte.
Den gamle sukkede. Dybt, helt ned i sjælen.
»Så, måske prøver vi?«
Der gik to måneder.
Anders Poulsen sad ved vinduet med Mikkel på skødet og så ud på gården. Snart skulle Helle komme – om tirsdagen havde hun altid foder med og lidt lækkert.
»Hører du, røde?« sagde han stille til katten. »Det lyder som hendes skridt.«
Mikkel løftede hovedet, spidsede ører. Ja, det var hende.
Bank på døren.
»Anders Poulsen? Det er mig!«
»Kom ind, kom ind!« Den gamle rejste sig, rettede på skjorten. På to måneder var han blevet livligere, endda kinderne var blevet lyserøde.
Helle trådte ind med store poser, smilende:
»Hej, smukke!« – det til Mikkel.
Katten spandt straks og gned sig mod hendes ben.
»Og hej til Dem, Anders Poulsen. Hvordan går det? Hvordan har De det?«
»Det går fint. I går var jeg hos lægen – blodtrykket er normalt. Jeres piller hjælper.«
»Nå! I morgen er det lørdag, skal vi så ikke gå en tur i Fælledparken? Tage Mikkel med i sele?«
Anders Poulsen blev genert:
»Jo, men i parken. Folk vil glo – en gammel mand med en kat i snor.«
»Lad dem glo!« lo Helle. »De vil misunde Dem den smukke kat. Ikke sandt, Mikkel?«
Katten mjavede – godkendende.
De drak te i køkkenet. Anders Poulsen fortalte om naboerne, om nyhederne fra gården. Og Helle lyttede, nikkede, lo. I løbet af to måneder var der opstået en sær nærhed mellem dem – ikke familie, men meget varm.
»Ved De,« sagde hun, da hun drak sin te færdig, »ringede Deres datter i denne uge?«
»Ja. Hun spurgte, hvordan jeg havde det. Jeg fortalte om Dem.«
»Hvad sagde hun?«
»Hun blev overrasket,« indrømmede den gamle. »Hun sagde: ‘Far, jeg er så glad for, at du har en veninde.’ Veninde,« Han smilede. »Det lyder underligt i min alder, synes De ikke?«
»Hvorfor underligt? Venskab har ingen alder.«
Mikkel hoppede pludselig ned fra vindueskarmen og gik hen til sin madskål. Med kvalitetsfoder, som ikke længere var et problem.
»Jeg var jo lige ved at sælge ham,« sagde Anders Poulsen stille.
»Og godt at De ikke gjorde det.«
»Ja… Dengang troede jeg, det var verdens undergang. Men i virkeligheden var det begyndelsen på et nyt liv.«
Helle nikkede:
»Nogle gange fører de sværeste øjeblikke til de lyseste forandringer.«
De tav, så på Mikkel, der knasede forretningsagtigt. Katten havde nu alt – mad, kærtegn, opmærksomhed fra to mennesker, der elskede den.
