Kirsten havde aldrig tænkt på at invitere Søren til at flytte ind hos hende. At date er en ting, men at bo sammen er noget helt andet. På lørdag ventede hun på deres sædvanlige gåtur. Da hun åbnede døren og kiggede ind, stod han der med to store kufferter.
Kirsten sad i sin lænestol og scrolle gennem billeder på mobilen. Her var de i Østre Anlæg, hvor de fodrede ænder, her gik de hånd i hånd i Kongens Have, og her var deres fælles svampejagt i skoven. Et halvt år med hinanden var fløjet forbi som en sommerfugl over Nørrebro.
De havde mødt hinanden på en datingside. Hun var sekstens år, han sytten. Begge var fraskilte, børnene voksne, og de boede hver for sig.
Søren havde straks fanget hendes interesse intelligent, læselysten og med en god portion humor. Han søgte ikke en mor til sine børn eller en husholderske, kun en interessant samtalepartner.
De så hinanden totre gange om ugen: på teateret, i kunsthallen, på caféen, gåture i byen og ture til en sommerhusveninde på Sjællands Vestkyst. Kirsten nød denne uforpligtende, men alligevel hjertevarme kontakt.
Kirsten, fortæl mig, hvordan går det med dig? spurgte Søren efter deres seneste møde i starten af deres forhold.
Godt, roligt og stille. Jeg har boet alene i fem år, så jeg er vant til det.
Bliver du ikke keder dig?
Af og til. Men jeg har venner, døtre på besøg, og nu er du også i billedet.
Det er dejligt at høre.
Efter sit skilsmisse lejede Søren en lille etværelses lejlighed i en gammel bygning. Han klagede over, at udlejer var kræsen, ikke ville reparere og løbende hævede huslejen.
Men hvad kan man gøre? sagde han. Jeg har ingen bolig. Efter skilsmissen har min ekskone alt, hvad jeg ejer. Da hun købte lejligheden, har jeg kun gjort håndværk for egen regning, og ingen vil anerkende det.
Har du overvejet at købe noget selv?
Hvor skal jeg få så mange kroner til en lejlighed?
Kirsten forstod ham. Hun ejede en treværelses lejlighed i et roligt kvarter i Østerbro hun havde arbejdet sig den hjem gennem livet. Døtrene boede selv, så der var masser af plads.
Alligevel faldt hun aldrig på at foreslå, at Søren skulle flytte ind. At date er en ting, men at bo sammen er noget helt andet.
På lørdag ventede hun på deres sædvanlige gåtur. Da hun åbnede døren, så hun ham med to store kufferter.
Søren, hvad er der sket? spurgte hun.
Kirsten, må jeg komme ind? Jeg forklarer lige nu.
De gik ind i stuen. Søren lagde kufferterne i entreen og satte sig på sofaen.
Huset, jeg lejer, skal sælges, og udlejer har sagt, at jeg skal ud om en uge.
Så hvad nu?
Så har jeg ingen steder at bo. En anden lejlighed finder man ikke med det samme, og pengene er væk.
Kirsten begyndte at forstå, hvad han gik igennem.
Kirsten, jeg tænker Vi har haft et seriøst forhold i et halvt år. Vi kender hinanden. Skal vi ikke prøve at bo sammen?
Sammen? gentog hun forvirret.
Jo. Du har en treværelses lejlighed, masser af plads. Jeg er jo ikke en dørmand jeg arbejder stadig, så vi kan dele mad og andet.
Søren, men vi har aldrig snakket om det.
Hvorfor skulle vi have snakket om det på forhånd? Livet har jo selv givet os hintet.
Kirsten følte sig forvirret. Hun var ikke klar til en så pludselig vending.
Søren, jeg skal lige tænke over det.
Hvad er der at tænke over? Vi holder af hinanden.
At elske og bo sammen er to forskellige ting.
Hvorfor er de forskellige? I vores alder burde man tage stilling.
Stå til hvad?
Til forholdet. Når man dater, betyder det jo, at man skal bo sammen.
Kirsten så på kufferterne i entreen. Det så ud til, at Søren allerede havde truffet beslutningen for hende, kom med sine ejendele og stillede krav.
Hvad hvis jeg er imod?
imod hvad? imod lykken?
imod at nogen bare dukker op med sine ting uden at spørge om lov.
Kirsten, bli ikke sur. Jeg er ikke ond, men omstændighederne er sådan, de er.
Omstændigheder skabes af folk.
Hvad mener du?
At man i første omgang skulle have snakket med mig, før man kom med kufferterne.
Søren sad stille og tænkte.
Så lad os tale om det nu. Jeg foreslår, at vi bor sammen.
Jeg takker nej.
Hvorfor?
Jeg kan godt lide at bo alene. Jeg nyder vores samvær, men jeg vil ikke flytte sammen.
Hvorfor det? Vi passer jo på hinanden.
Vi passer på hinanden til dates, gåture, fælles hobbyer. Ikke til hverdagsliv.
Hvad er forskellen?
Hverdagsliv er hver dag. Det er vaner, orden, kompromiser.
Så hvad så? Vi kan jo tilpasse os hinanden.
Det er pointen jeg vil ikke tilpasse mig. Jeg er glad som jeg er.
Søren så bedrøvet ud.
Kirsten, hvad hvis jeg foreslår at vi officielt gifter os?
Hvorfor så?
Hvorfor ikke? Så er alt på den rette måde.
Søren, ægteskab ændrer intet. Jeg vil stadig ikke bo sammen.
Så hvad er meningen med vores forhold?
Det samme som før. Vi ses, snakker, bruger tid sammen.
Hvad nu videre?
Så fortsætter vi med at mødes.
Men det er jo ikke seriøst!
Hvorfor er det useriøst? Sådan her passer mig.
Jeg vil have stabilitet.
Hvilken stabilitet vil du have? spurgte Kirsten, mens hun satte sig overfor ham.
Den almindelige. En familie, hvor man kan stå sammen, spise morgenmad og lave planer.
Jeg vil ikke spise morgenmad med nogen hver dag. Jeg vil ikke tilpasse mig andres planer.
Men du er ensom!
Jeg er ikke ensom. Jeg har døtre, venner, og du er her. At være alene og at leve for sig selv er to forskellige ting.
Jeg forstår ikke forskellen.
Forskellen er, at jeg nu vælger, hvornår og med hvem jeg vil tale. Hvis vi bor sammen, mister jeg det valg.
Kirsten, i tres årti er det på tide at tænke på, hvem der skal være ved din side i alderdommen.
Jeg tænker på det. Men det behøver ikke nødvendigvis være en mand.
Så hvem så?
Døtre, en hjælper, kommunens ældrepleje. Der er muligheder.
Men det er ikke det, jeg vil have!
Det er måske ikke det, du vil, men for mig er det fint.
Søren rejste sig og gik rundt i stuen.
Så foreslår du, at jeg fortsætter med at leje en lejlighed og mødes med dig i weekenden?
Jeg foreslår, at du lever, som det passer dig. Og vi ses, når vi begge har lyst.
Hvad hvis jeg ikke har råd til at leje en lejlighed?
Så er det dit problem, ikke mit.
Det er hårdt, Kirsten.
Men ærligt. Jeg er ikke forpligtet til at løse dine boligproblemer.
Men vi er sammen!
Vi er sammen, men det betyder ikke, at jeg er ansvarlig for dit liv.
Søren satte sig igen på sofaen og tænkte.
Kirsten, hvis jeg finder en lejlighed, fortsætter vi så med at ses?
Selvfølgelig, hvis vi begge vil.
Indtil jeg finder noget, må jeg så bo hos dig en stund?
nej.
Overhovedet?
Overhovedet ikke.
Søren indså, at hun var helt klar i sin beslutning. Han samlede kufferterne og gik mod døren.
Så må jeg både finde et sted at bo og nye forhold.
Måske.
Kirsten, vil du fortryde det?
Nej.
Søren gik. Han ringede ikke længere. Kirsten gik tilbage til sit rolige liv uden mand. I tres årti satte hun roen højere end et forhold, og friheden over alle andre forpligtelser.
Hvordan ville du reagere i denne situation? Skriv i kommentarerne, hvad du tænker, og giv et like, hvis du kan relatere.
