Nej. Vi har besluttet, at du ikke skal flytte din kone og dit lille barn ind i denne lejlighed. Vi kan ikke holde til de ekstra gener i lang tid, så vi vil bede jer om at flytte ud.
Så din kone kommer bagefter at fortælle alle, at vi smed dig og ungen på gaden? svarer han med et skævt smil.
Værelsets nabo opdagede straks, at Lærke så bedrøvet ud, da hun kom tilbage fra snakken med sin mand. De var begge blevet forældre for tre dage siden og skulle udskrives dagen efter i morgen. En fryd! Ingen grund til at sulte sig selv i sorg.
Lærke, du ser helt bleg ud. Hvad er der sket? spurgte Birgitte, der boede i den samme gang.
Mikkel sagde, at udlejeren har bedt os om at flytte med det samme. Han forklarede, at hun havde lejet lejligheden ud til et par uden børn, og nu ville vi bringe en baby ind. Det ville blive natteklage, naboejendomme og alt det dér hun vil ikke have problemer, sagde hun.
Så hvad, har I ingen sted at flytte til?
Mikkels forældre har en treværelses lejlighed, men hans lille lillesøster bor der også. Mine forældre bor i en forstad omkring tyve kilometer fra København, svarede Lærke.
Så kan I bo hos svigerforældrene i en uge eller to, mens I leder efter en ny lejlighed, foreslog Birgitte.
Mikkel har allerede kigget rundt, men udlejerne smadrer enhver ansøgning, så snart de hører om en lille baby.
Det er et problem, men I har to dage til, at din mand finder på noget, tænkte Birgitte.
Mikkel fandt dog ingen snedig løsning. Efter at have ringet rundt til adskillige boligsider og fået afslag, pakkede han deres ejendele og flyttede dem fra den lejede lejlighed til sine forældres adresse.
Derimod var hans mor og lille lillesøster ikke særligt glade for, at Mikkels familie skulle bosætte sig i deres hus især ikke med en så urolig beboer.
Søn, husk, inden vi gik igennem ægteskabet, aftalte vi, at du og din kone ikke skulle bo hos os, sagde hans mor. Du må gerne bo i dit værelse, men vi vil ikke have fremmede i vores hjem.
Men Lærke er ikke en fremmed for mig, den er din kone, men for os er hun en fremmed. Du har valgt hende, vi har ikke valgt hende.
Mor, det er kun midlertidigt, indtil vi finder et ordentligt sted, prøvede Mikkel at forklare.
Du ved jo, at midlertidigt altid bliver permanent. Først er det en uge, så bliver det en måned, så bliver det evigt.
Nej, vi arbejder begge, din søster går i skole. Vi vil gerne have ro. Med en baby i lejligheden kan man ikke have støj, man kan ikke se TV, og man skal stå op om natten hver gang barnet græder.
Vi skal nok finde noget hurtigere, lovede Mikkel.
Nej. Vi har besluttet, at du bedre kan holde din kone og baby væk fra denne lejlighed. Vi kan ikke holde ud med generne, så vi vil bede jer om at flytte.
Så din kone vil fortælle alle, at vi smed jer ud med lillebarnet. Det ødelægger vores ry, og jeg vil ikke have, at folk taler dårligt om os. Så prøv at finde en anden løsning.
Med de nye nyheder gik Mikkel i gang med at besøge Lærkes familie.
Lærke, vil du måske bo hos dine forældre indtil videre med barnet? spurgte han.
Er din mor ikke interesseret i at se sit barnebarn? udbrød Lærke overrasket.
Jeg ved ikke, min mor sagde, at vi ikke skulle komme på besøg, svarede Mikkel.
Så er det jo perfekt! Andre kvinder med børn får blomster, gaver og glæde, men vi er som hjemløse, som ingen vil se. Lærke klagede.
Om aftenen ringede hun til sine forældre, og på den dag, de blev udskrevet, kørte Lærkes far, Jens, ned til dem med en lille bil.
Pak, pige, nu tager vi hjem med barnebarnet, sagde han. Mikkel, hent alt Lærkes ting og alt, hvad de har købt til den lille.
De nåede hurtigt frem til forstaden kun tredive minutter. Der var allerede alt klar til barnet: et lille barneseng med dyne med bjørne- og kaninmotiver, en kommode til babytøj og en god stol til amning. I stuen stod et julebord dækket til en festmiddag. Ingen fremmede, kun forældre, bedstemor Anna og Lærkes yngre søster Sofie.
Der blev ikke nævnt noget om Mikkels familie ved bordet, men de diskuterede ivrigt, hvad drengen skulle hedde. De besluttede på navnet Ivar.
Mikkel kørte straks tilbage til byen og lovede at bringe resten af Lærkes ejendele næste dag.
Da han kom tilbage, ventede der gode nyheder.
Ivar, Mikkel, sagde Jens, da hele familien sad omkring bordet. Vi har talt med min kone, og vi vil sælge Annas gamle hus. Overskuddet giver vi til jer.
Vi kan gøre det til en gave fra vores familie til Lærkes, men med én betingelse: huset, vi nu bor i, skal gå i arv til Sofie. Er du med, Lærke?
Selvfølgelig, svarede hun.
Så giver jeg i morgen en salgsannonce, sagde Jens.
Sælget gik i mål efter tre måneder. I den tid boede Lærke og lille Ivar i forstaden, mens Mikkel boede i København i sine forældres lejlighed, men kom i hver weekend hjem til sin kone og søn.
Der gik halvanden måned med at finde en ny lejlighed, få lånebevis og renovere.
Endelig stod dagen, hvor Lærke, Mikkel og lille Ivar flyttede ind i deres egen lejlighed. De indrettede sig i næsten en måned, og da alt var på sin plads, holdt de en indflytterfest.
De inviterede Lærkes forældre, hendes venner og Mikkels venner. Hans forældre manglede dog invitationen de havde kun hørt om den nye lejlighed ved et tilfældigt opkald. Da de gik for at hente deres egne ting, troede moren, at deres søn bare flyttede videre til en ny lejet lejlighed.
Hvad, søn, inviterer du landets slægt til dit indflytterfest, men fortæller os ikke, at du nu har din egen lejlighed? Kunne du have inviteret os også! svarede Mikkels mor i telefonen.
Og du vil ikke have min kone og baby hos dig er det så familietid? spurgte Mikkel.
Jeg har sagt jer, at vi er gamle og har brug for ro, men kan vi nu komme på besøg? spurgte moren.
Hvorfor?
Hvorfor? Ivar er vores barnebarn, vi vil se ham.
Mor, vores lille dreng bliver snart seks måneder, men du viser først nu interesse. Det er mærkeligt, ikke?
Ikke mærkeligt. Da han var så lille, var der ikke så meget at se alle babyer ligner hinanden, svarede hun.
Jeg tror, I er bange for, at jeg bringer min familie ind i jeres hjem, så I forsvare jeres vægge som en fæstning.
Mens Lærke boede hos sine forældre, så I ikke engang anede om, at I ville møde barnebarnet. Nu hvor vi har vores egen lejlighed, kan vi endelig bryde ind. Undskyld, men vi er endnu ikke klar til at se jer, sagde Mikkel.
Så I er fornærmede? spurgte hans mor. Jeg havde faktisk tænkt mig at invitere din kone og baby til vores sommerhus i hele sommeren.
Hvorfor pludselig? spurgte sønnen forbløffet.
Børn har brug for frisk luft. Det er allerede varmt i maj i byen, og om sommeren bliver det til endeløs hede og støv.
Så din kone kan bo på sommerhuset alene, ingen forstyrrer, vi kun kommer på weekendene, svarede Mikkel.
Jeg har ferie i oktober, han i november. Vi vil ikke tage penge fra jer, men lad Lærke så deres agurker i haven så er alt i orden.
Jeg forstår, mor! I har brug for en arbejdskraft på sommerhuset. I kan klare det selv. Hvis vi vil have Ivar ud i frisk luft, så tager Lærke og han til sine forældre, svarede Mikkel.
Første gang Lærkes mor og søster så Ivar, var han to og et halvt år gammel de stødte på ham i et indkøbscenter ved et uheld, så ham på afstand, men gik ikke tættere på.
Sådan er bedstemødre og mødre nogle gange!
Skriv i kommentarerne, hvad I synes, og giv et like, hvis I er enige.
