Mikkel, vi tager ikke så meget med. Pak din signaturkage og et par glas hindbærsyltetøj til turen, sagde han dovent med et smil på læben.
Bodil så på den besøgende, som om han lige havde kastet en bold af ren frækhed i ansigtet på hende. Hvordan kunne han så ubesværet bede om sådan noget?
I hovedet snurrede hun om, hvor mange timer hun havde brugt på at få kagen til at blive perfekt, og hvordan hun havde gjort huset klar til deres ankomst.
Nu sad Mikkel, som i hele ugen ikke havde løftet en eneste hammer, i skyggen og krævede takeaway.
Hun kastede et blik på Anders, som så ud til at være ligeglad med, hvordan hans bror opførte sig.
Mikkel, er du ikke ved at blive for krævende? spurgte Bodil, mens hun prøvede at holde roen.
Åh, kom nu, Bodil! svarede han uden at vende sig om. Vi er jo familie, vi skal dele. Og du har jo hele bakken af kroner her!
Bodil mærkede en blanding af mistillid og vrede vokse i sig.
Det lille sommerhus ved søen, købt for tre år siden, var for dem to et sandt tilflugtssted.
Om sommeren var der ingen dovne dage: tidlige morgenture, græsslåning, bærplukning, pasning af hønsene, forberedelser til vinteren. Enhver hjælp vejede som guld.
Derfor lød Mikkels krav som en fornærmelse. Han så enten ikke eller ville ikke se alt det arbejde, de havde lagt i stedet.
For ham var huset blot et gratis feriested, og Bodil med Anders var bare personale
Alt startede for tre uger siden, da Mikkel ringede og foreslog at komme på besøg, hjælpe på gården og samtidig nyde naturen.
Ordene kom helt uventet. Mikkel og hans kone Kirstine var byfolk gennem og gennem: fester, barer, biograf og weekendshopping.
Hjælpe? spurgte Bodil skeptisk.
Men Mikkel fortsatte ivrigt:
Ja da! Vi er jo familie! Det er lettere for jer, og vi får frisk luft. Jeg har længe drømt om at plukke hindbær og få en lille sauna i gang
Bodil lagde røret på, men sad stadig på verandaen og fjernede forsigtigt trådene på sit forklæde.
Hun kendte Mikkels karakter han elskede at love, men holdt sjældent. I hende voksede tvivlen, men Anders, der hørte nyheden, blev straks begejstret:
Ja, så kan de i hvert fald plukke bær. Og så kan han også hjælpe mig med hækken.
De følgende dage gik Bodil fra den ene opgave til den anden, som om hun skulle servere selv en nationalleder.
Hun vaskede og strøg sengetøj, gjorde friske håndklæder klar, kørte ned til byen for indkøb: frisk fisk, kød til grill, frugt og søde sager så gæsterne følte sig velkomne.
Måske går det hele godt, tænkte hun, mens hun hængte håndklæderne op. Hvis de hjælper lidt, er det allerede noget.
Da Mikkel og Kirstine endelig ankom, mødte Bodil dem med et smil, der forsøgte at skjule sine bekymringer.
De så afslappede ud, som om de lige var kommet hjem fra en ferie på Mallorca.
Her er vi! erklærede Mikkel med brede arme.
Bodil smilte på tvungen vis og inviterede dem til bordet. På verandaen stod salater, varme pølser og kold kompot klar.
De første halvtime gik med snak og grin, før Anders forsigtigt fremlagde planen for de kommende dage.
I morgen starter vi med græsklipning, og så samler vi bær. Der er meget at gøre, men sammen klarer vi det.
Ja, selvfølgelig, nikker Kirstine, men i hendes øjne kan man se en lille forvirring græsslåning lød som noget fra en anden tid.
Bodil opfangede blikket og i brystet mærkede hun en forudanelse: hjælpen kunne vise sig at være meget flygtig.
Den første dag gik som en fest. Bodil forsøgte at glemme den høje græsstrå, jordbærene dækket af ukrudt og spande fyldt med æbler i skuret.
Mikkel var i topform: han skrattede højt, smed frøene i luften og prale med, at han var træt af byen og så heldig at kunne flygte ud på landet.
Kirstine i en ny sommerkjole poserede ved solnedgangens lys over søen, mens hun tog billeder efter billeder.
Anders smilede han var glad for, at broren endelig var kommet, og håbede at arbejdet nu ville gå hurtigere.
Men allerede næste morgen ændrede stemningen sig.
Bodil vågnede ved daggry til hønene, der skreg, trak i hendes gummistøvler og gik ud i gården. Duggen glimtede på græsset, luften duftede af hø og frisk jord. Hønsene flokkes ved foderet.
Hun skænkede korn og så ud af gæsteværelsets vindue: alt var stille, gardinerne trukket for.
Inden kl. otte havde Bodil allerede fodret fuglene, samlet en spand med grønne agurker og vandet stubbens bede.
Anders kom ud med en kop te og sagde:
Mikkel og Kirstine er droppet i byen. Der skulle være noget hastesager.
Bodil nikkede tavst, selvom noget i hendes mave knurrede af irritation. Hun havde håbet, at hjælperne i det mindste ville dukke op efter morgenmaden.
De vendte først tilbage om aftenen, strålende og tilfredse. Mikkel tømmede bagagerummet for chips, sodavand og en pose med tørret fisk, som om han havde klaret en hel ekspedition.
Bodil, du har et sandt spa her! råbte han, mens han sank ned i en liggestol på verandaen. Alt bliver gjort af sig selv!
Næste dag begyndte Bodils irritation at boble over. Hun hoggede græs alene, trak tunge spande, vaskede gulve og lavede frokost.
Mikkel lå i hængekøjen, scrollede på telefonen og klagede over hovedpine.
Jeg må vist have fået en forkølelse. Jeg bliver i dag.
Kirstine strakte sig på et strandhåndklæde ved vandet og tog selfies. På hendes sociale medier dukkede nye hashtags op: #Landliv, #LivetErGodt, #NaturligPause.
Dag for dag blev Bodil mere udmattet og irriteret. Hun stod op kl. fem, gik i seng efter midnat, vaskede op og ryddede efter gæsterne.
Gæsterne tilbød slet ingen hjælp de troede, deres tilstedeværelse i sig selv var en gave.
Vi er jo kommet på besøg, udbrød Kirstine, da Bodil bad hende om at vaske op. Skal gæster arbejde?
Fra det øjeblik blev Bodils smil stadig mere anspændt, og ethvert forslag fra gæsterne var som et slag i tåren.
Langsomt nærmede sig tidspunktet, hvor gæstfriheden løb ud. På den femte dag kunne Bodil ikke holde mund længere. Vreden, der havde bygget sig op siden ankomsten, nåede sit bristepunkt.
Hele dagen gik hun rundt på haven, rykkede i bede, træk spande med vand, mens latteren fra verandaen lød fra Kirstine, der lå i en liggestol og snakkede med sine veninder.
Da Anders kom tilbage fra marken, træt og støvet, mødte Bodil ham med et alvorligt blik.
Jeg kan ikke længere holde dette, sagde hun. De rydder ikke engang op efter sig! I dag bad Mikkel mig vaske hans skjorte, og Kirstine sagde, at morgenmaden bare skal være en simpel en.
Anders nikkede, og de besluttede, at om aftenen skulle gæsterne endelig blive sat i arbejde: Mikkel skulle hjælpe Anders med at reparere hegnet, og Kirstine skulle tage sig af ukrudtslugning af jordbærrabatten.
Bodil håbede, at mindst så ville de forstå, at ferie er fint, men gården klarer sig ikke af sig selv.
Mikkel, i morgen skal vi reparere hegnet, sagde Anders ved middagen. Kan du hjælpe?
Selvfølgelig, selvfølgeligt, svarede han, mens han tygget i en grillpølse og ikke løftede blikket fra mobilen.
Det var tydeligt, at han var mere interesseret i beskeder end i at svinge en hammer.
Næste morgen stod Anders tidligt op. Luften var frisk, duften af hø og dug fyldte næsen. Han hentede værktøj fra skuret, tjekkede brædder og søm, og lavede en kraftig kop te til brorens for at starte dagen i god stemning.
Han bankede på døren til gæsteværelset. Stilhed. Et andet bank, højere. Kun lyden af en kørende aircondition hørte han. Da Anders åbnede døren, var rummet tomt.
På natbordet lå en seddel:
«Vi er i byen, vender tilbage i aften! Vi spiser grill i aften!»
Om aftenen kom Mikkel og Kirstine tilbage, lastende med poser af kød, den samme skummende fisk og en pose chips.
De grinede, snakkede om forfærdelige trafikpropper og varmen. Bodil, udmattet, holdt næsten balancen på verandaen.
Vi aftalte at hjælpe på haven, sagde hun.
Åh, ja, ja, svarede Mikkel, mens han svingede en pose kød. I morgen hjælper vi helt sikkert! Jeg lover det.
Men morgenen på den syvende dag erklærede han:
Vi må skynde os videre. Så synd, at vi ikke nåede at hjælpe!
Og med et grin sagde han:
Bodil, pak din signaturkage og et par glas hindbærsyltetøj til turen. Det er jo bare fantastisk!
Bodil mærkede, hvordan vreden boblede i hende som en kogende gryde. En uge med hårdt arbejde morgener i haven, endeløs madlavning, vask og pasning af utaknemmelige gæster kulminerede i en beslutsom afvisning.
Vi giver jer intet, svarer hun, mens hendes stemme rystede lidt. I har i løbet af en uge ikke gjort en eneste eneste opgave.
Mikkel frøs, kunne ikke tro sine ører. Rødt skød hans kinder, og hans øjne smalnede.
Det er jer! råbte han, og stemmen gik i et skrig. Hvor er gæstfriheden? Vi kom her med hjerte!
Med hvad for et hjerte? svarede Bodil. I kom for at slappe af på vores regning! Jeg har arbejdet alene, mens I har ligget i hængekøjen og shoppede i byen!
Anders, som normalt undgik konflikter, stod ved siden af sin kone, lagde hånden på hendes skulder og så Mikkel i øjnene. Roligt, men fast sagde han:
Mikkel, du lovede at hjælpe. I endte kun med at spise, drikke og klage over varmen.
Hvad snakker du om, Anders! svarede Mikkel, og gik et skridt frem. Vi er familie! Og du, hvad gør du, du vil have penge for mad! Skam dig, bror!
Kirstine, der stod ved rækværket, sukkede højt, løftede armene mod himlen som om hun ville vise sin foragt, knyttede læberne og gik mod bilen.
Hun satte sig dramatisk og smækkede lågen i. Kirstine var så irriteret, at den familiehygge i stedet endte i en skandale.
Kør, Mikkel! råbte hun fra bilen. Her bliver vi ikke værdsat! Og så kalder man det familie
Mikkel vendte sig mod Anders og Bodil. Han ville sige noget, men ragede bare hånden væk som om han afviste alle anklager, og gik hurtigt mod bilen.
Han smækkede bagagerummet, satte sig i førersædet med en forfærdet grimasse, og i øjnene glimtede både overraskelse og skade, som om verden pludselig havde vendt sig imod ham.
Han råbte over skulderen:
Hold nu jeres kager! Vi kommer aldrig tilbage!
Da bilen forsvandt rundt om hjørnet, stod Bodil og Anders på verandaen. De mærkede lettelse, men også den udmattende træthed, som en følelsesmæssig storm efterlod.
Anders sukkede tungt og satte sig på trappen.
Erfaringen er dyr, men vigtig, sagde han med et blik på sin kone. Flere kager vil ikke komme her igen.
Bodil nikkede, indserende at dette virkelig var en lærerig oplevelse.
Om aftenen gik de en tur rundt på haven, så på de opgaver, der stadig ventede. Hegnet skulle stadig repareres, jordbærrabatten krævede ukrudtslugning, og høet var stadig ikke klippet.
De gik langs stien, lyttede til aftenens lyde i haven. Bodil tænkte, at træthed fra hårdt arbejde føltes bedre end træthed fra andres påfundne frækhed.
Om aftenen lavede parret en spa med varmt vand og drak te med det hindbærsyltetøj det samme, som Mikkel havde insisteret på. De så ud over søen, og Bodil mærkede, at deres lille hus ved vandet igen blev deres stille verden.
Fremover tager vi kun imod gæster, der kommer med spader, ikke med smartphones, sagde hun, og de lo sammen, idet de forstod, at det vigtigste i livet er gensidig hjælp og respekt.
