Hvad? svarede Gitte med en rystningsfri stemme.
Hvordan mener du hvad? Hvad skal jeg gøre?
Bare stå ud af bilen, kig ned og se, om den stadig lever.
Jeg åbnede den store gårdsport. Den var tom, aftenens dug lugtede af metalisk frygt. Jeg trak forsigtigt i døren, steg ikke ud, men bøjede mig frem for at kigge under bilen. Der så jeg den: en lille grå kugle, der rystede, men øjnene var åbne.
Den lever, Gitte. Den lever Hvad skal jeg gøre?
Hvad? Tag den med på dyrlægeklinikken. Du er på vej derhen alligevel. Skynd dig!
Jeg løftede katten, som bare lå der, åndede tungt men kæmpede ikke imod. Jeg lagde den på bagsædet i en lille skotøjsæske, der stod på gulvet, og kørte af sted.
Klinikken lå kun en halv time væk normalt. Men den dag strakte de tredive minutter sig ud som en evighed, som om tiden selv havde fået en drømmeagtig pause.
I bagagerummet lå allerede en hund. En gammel blandingshund, træt af livet, som toget havde kørt over. Mine feriefamilie havde bedt mig om at tage den med giv den en værdig senne, lad den ikke lide mere, sagde de. Den var en vild, ingen ejede den, men vi syntes synd på den og satte den i bilen uden at tænke.
Nu også denne kat.
Jeg susede ned ad vejen som en besat, mens tankerne fløj i mit hoved:
Hvilken dag er dette? Hvilken livsstrøm?
På klinikken ventede der ingen kø. Jeg stormede ind med æske i hånden, som om jeg skulle aflevere min hustru på en fødestue. Lægen greb straks æsken og førte den ind i undersøgelsesrummet.
Hvad er der sket? Hvordan har den det? råbte jeg ved døren.
Vi tager et røntgenbillede med det samme nikkede assisterende sygeplejerske. Det ser ikke ud til at være noget alvorligt, men vi skal tjekke det.
Femten minutter gik. En evighed. Uret på væggen stod stille, som om det spøgefuldt legede gemmeleg med mig. Jeg gik i cirkler, stirrede på loftet, på vinduerne, på plakater af danske katte som den danske skovkat og den sorte danske silkekat
Indeni rumlede noget: ikke blot bekymring, men skam, skyld. Jeg havde ikke set den i tide. Jeg burde ikke have hastet så meget. Så mange ting kunne have været anderledes. Den lille, hjælpeløse skabning havde kun et sekunds forskel, før den trådte ud på vejen jeg tænkte på, hvor den vejede i forhold til klinikken. Et øjeblik. Et skæbnesvangert klik og jeg stod der med en knude i halsen, bad mig selv: Bare lad den leve. Lad mig rette op på det.
Endelig kom lægen ud.
Den skal opereres
Så gik tanken hen på hunden, der stadig lå i bagagerummet!
Jeg vendte tilbage. Stilhed. Den hvinte ikke. Den rørte sig ikke. Jeg trykkede på knappen bagagerummet åbnede langsomt.
To bange øjne stirrede på mig fra mørket. Den levede.
Hej sagde jeg blidt. Undskyld Vi skal lige tjekke, hvad vi skal gøre.
Jeg skyndte mig tilbage til klinikken, greb lægen en streng, tørstille kvinde.
Der er også en hund i bagagerummet. Toget har kørt over den, bagbenene
De har allerede kaldt på mig for at give den en senne De sagde, der ikke er håb.
Jeg stammede, kunne ikke fortsætte sætningen. Kvindens ansigt forblev roligt. Hun løftede blot sin frakke og gik med mig.
Vi åbnede bagagerummet. Hun så på hunden, så på mig. Hendes blik skar igennem som en røntgenstråle.
Har du løbet skør? Hvem sagde, at den skal puttes? Ja, benene vil ikke hele. Men den kan leve. Vi har haft lignende før. Bring den ind.
Jeg nikkede igen. Jeg modsatte mig ikke. Lægen sagde: Den vil leve. Det var nok.
Om aftenen stormede jeg hjem. Gitte vendte sig overrasket væk fra komfuret:
Hvad er der sket, Bodil?
Uden et ord gik jeg ind på værelset, trak den gamle bog frem, hvor jeg gemte en lille pose med 200 kroner. En drøm. En motor. Det gjorde ikke længere noget.
Bodil?! Hvad sker der?
De vil overleve! råbte jeg. Begge!
Hvem? Er du ved at miste forstanden?
Jeg forklarer det senere!
Vi holdt dem. Katten fik navnet Milly. Hunden blev kaldt Rolf. Vi gik igennem alt sammen: infusioner, søvnløse nætter, genoptræning.
Gitte sagde så kun:
Hvis de er her, finder vi en løsning.
Og hun løste det. Hun plejede Milly med kærlighed, bandt Rolf. Vi græd, da Milly første gang gik af sig selv. Vi lo, da Rolf susede rundt i haven i sin kørestol.
Fem år gik. De var ikke længere kæledyr. De var familie.
Da jeg kom hjem i dag, mødte duften af hjemmebagværk mig. Gitte omfavnede mig bagfra, hårdt. Hun begyndte at ryste.
Hvad er der sket? spurgte jeg.
Vi skal blive rige hviskede hun og lagde sin hånd på min mave.
Først forstod jeg ikke. Så forstod jeg.
Jeg er fyrre år gammel. Hun er syvoghalvår. Vi har prøvet så længe. Vi var ved at give op. Men en mærkelig kvinde sagde en dag:
I får tre børn. To er naturens gave. Én er Guds gave. Til godhed, til tålmodighed. Vejen vil være hård, men den vil lyse.
Milly sov sammenkrøllet ved siden af en blød kanin på vindueskarmen. Rolf, nu gammel, kravlede op til mig, lagde sig ved min fod og sukkede dybt.
Jeg troede det ikke. Nu tror jeg.
For vi sagde ja til livet. Og livet svarede ja.
