I Mikkels kort stod der tre tilbageleveringer på halvandet år. Frivillige diskuterede ikke længere, hvem der skulle tilbyde ham næste gang.
Lone stillede transportkassen på flisegulvet og åbnede lynlåsen. Den røde kat kom langsomt ud, snusede til hjørnet af buret, gik rundt om vandskålen og satte sig med ryggen mod døren. Fem et halvt kilo stille stædighed. Sådan gjorde han hver gang, og Lone vidste allerede: Han ville ikke vende sig om.
Aftenvagten var slut, alle var gået, og kun dem, der ikke var blevet hentet, var tilbage.
Lone strøg fingrene over den kolde tremme i buret.
»Nå, Mikkel. Velkommen hjem igen.«
Katten rørte sig ikke.
Næste dag lagde hun tre tilbageleveringsskemaer på bordet.
Den første familie, et ungt par. To-værelses i forstaden, altan med udsigt over parkeringspladsen. Årsag til tilbagelevering: »Aggressiv, gemmer sig, vil ikke have kontakt.« Holdt ud i to uger.
Den anden familie. En kvinde på fyrre, et-værelses efter ny renovering. »Ikke tilpasset, hvæser, gemmer sig under badekarret.« Ti dage.
Den tredje. En mand med en datter på syv. »Barnet bliver ked af det, katten leger ikke, sidder i et hjørne.« En uge.
Lone læste alle tre papirer og gnubbede sin næseryg. Papiret lugtede af printertoner og fremmede køkkener. Formuleringerne lignede hinanden, og den lighed prikkede som en splint under neglen, men hun kunne ikke få fat i, hvad det var. Alle familier var blevet interviewet. Alle havde underskrevet kontrakt. Alle havde lovet tålmodighed.
Søren kiggede ind på kontoret, lænede skulderen mod dørkarmen. Høj, tynd, i en poset grå sweater. Briller i tynd stel gled ned på næsetippen.
»Nå-å… igen Mikkel?«
»Jeps.«
»Måske er han bare sådan, Lone. Sådan nogle findes.«
»Sådan hvad?«
Han trak på skuldrene og trak vokalen, som han plejede.
»Nå-å… uheldig.«
Ordet hang mellem dem. Lone klemte kaffekoppen; plastikken knirkede og bukkede indad. Hun slap taget og stillede koppen fra sig. Kaffen sivede ud over bordet hen mod kanten af skemaet.
Den anden familie ringede hun til i middagstid. Røret blev taget efter sjette bip.
»Hallo? Ja, jeg husker. Den røde. Mikkel. Nej, vi har det fint uden ham, tak.«
Kvindens stemme var rolig, næsten høfligt kedelig. Bag væggen tændte nogen for fjernsynet, og Lone hørte dæmpet latter fra et studiepublikum, som om alt kørte efter planen i den fremmede lejlighed.
»Fortæl mig, hvordan han opførte sig den første dag?«
»Den første? Han kravlede under badekarret og blev siddende. Vi kaldte på ham. Fiskede ham frem. Holdt maden lige op til hovedet. Han hvæsede. Næste dag prøvede jeg at klappe ham. Han rev mig i hånden, så det blødte.«
»Og så?«
»Så tænkte jeg: Hvis katten ikke vil leve med mennesker, er der ingen grund til at plage den.«
Lone klemte telefonen mellem skulderen og øret og skrev i sin notesbog: »fiskede ham frem under badekarret«. Understregede.
»Gav du ham tid til bare at være alene? Uden forsøg på kontakt?«
Pause. Raslen med røret i en fremmed hånd.
»Hvorfor så tage en kat, hvis man ikke skal røre den?«
Lone svarede ikke. Sagde farvel, lagde telefonen på bordet og sad længe med hagen støttet i håndfladen. Udenfor tromlede regnen mod zinktagskærmen, jævnt som en metronom.
På næste side i notesbogen fandt hun en notits fra den første familie, skrevet måneder tidligere: »prøvede at tage ham op fra dag ét«. Lone satte et spørgsmålstegn ud for og lukkede bogen. Men spørgsmålet lukkede sig ikke.
Lørdag blev Søren hængende til sent.
Hun gik stille ind. Lyset brændte kun i den bagerste gang, hvor burene til langtidsophold stod.
Søren sad på hug foran Mikkels bur. Sagde ikke et ord. Sad bare og stirrede ned i gulvet, og katten bag tremmerne gjorde det sædvanlige: ryg mod døren, hale viklet om poterne, ører lidt tilbage.
Lone ville kalde på ham. Men stoppede. Fordi hun hørte det.
Mikkel spandt.
Stille, på grænsen til uhørligt. En jævn, dyb lyd som summen fra gamle lamper, bare blødere. Som om der sad en lille motor indeni katten, der kun startede i stilheden. Når ingen rakte hænder ud eller holdt mad op til hovedet.
Søren rejste sig, vendte sig mod døren og næsten stødte ind i Lone.
»Nå-å… jeg var bare lige… tjekkede skålene.«
»Han spandt.«
»Ja. Det gør han tit. Når han tror, han er alene.«
»Hvor længe har du vidst det?«
Søren rettede på brillerne.
»Siden oktober, tror jeg. Jeg havde glemt mine nøgler og gik tilbage efter dem. Han sad og spandt. Så knirkede døren, og han stoppede med det samme. Som når man slukker.«
Lone lænede sig op ad væggen. Pudset var ru og koldt mod skulderbladene. Fra buret kom ingen lyd. Mikkel var tavs, efter at have fornemmet et andet menneske.
Og i den stilhed gik det op for hende, hvad de tre skemaer mindede om.
Ikke en beskrivelse af en svær kat.
Men en beskrivelse af mennesker, der ville have kærlighed med det samme. Kærtegn på kommando. Taknemmelighed den første aften, kontakt ved et knips, som en kontakt på væggen: tryk, få.
Tre familier tog Mikkel og rakte straks ud efter ham med hænderne. Fiskede ham frem fra skjul. Holdt ham op mod ansigtet. Satte ham på skødet. Og når et levende væsen svarede med den eneste måde, det havde – gemte sig, hvæsede, trak sig sammen – udfyldte de pænt skemaet: »aggressiv«, »ikke tilpasset«, »leger ikke«.
Lone åbnede notesbogen. Og fandt den tredje notits, hun havde skrevet ved tilbageleveringen fra den sidste familie, men ikke tillagt værdi: »Datteren græd, fordi katten ikke ville sidde på hendes skød.«
Formuleringerne skiftede hver gang. Men handlingen var den samme.
Mandag skrev hun instruksen om. Den gamle version, som alle fik udleveret, begyndte: »Katten har brug for kærtegn og tålmodighed.« Den nye begyndte anderledes.
Lone læste højt for Søren, holdt papiret på strakt arm, som om hun ikke troede på sin egen håndskrift:
»Første uge: Rør ikke. Kald ikke. Fisk ikke frem. Stil mad, vand, kattebakke og luk døren til dens rum. Gå kun ind for at give mad. Se ikke i øjnene. Forsøg ikke at klappe.«
Søren fløjtede.
»Nå-å… det er jo en brugsanvisning til at ignorere en kat.«
»Det er en brugsanvisning til at lade katten få lov til at holde af dig.«
Hun tav og tilføjede lavere:
»I halvandet år har vi forklaret folk, at katten er svær. Men han er ikke svær. Han er forsigtig. Og vi sendte ham til dem, der forveksler tålmodighed med forventning.«
»Hvad er forskellen?«
»Forventning kræver et resultat. Tålmodighed kræver ingenting.«
Søren trak vokalen, som om han prøvede svaret. Tav. Lampen over dem blinkede, og Mikkel i den bagerste gang trak kort i det venstre, takkede øre ved lyden.
Den fjerde familie kom tre uger senere. En kvinde omkring halvtreds med en stille stemme og solbrune hænder. Hun lyttede til den nye instruks, nikkede. Spurgte kun om én ting:
»Og hvis han efter en måned stadig sidder med ryggen til?«
Lone så hende i øjnene.
»Så har han brug for mere end en måned.«
Kvinden nikkede. Og tog transportkassen.
Mikkel inde i den var tavs. Ryg mod tremmerne, hale om poterne, ører lidt tilbage. Som altid.
Billedet kom en måned senere. Uden underskrift, uden kommentar. Bare et foto. En vindueskarm, bag ruden en vintergård, en potteplante.
Og katten. Rød, med hvid bryst og takket venstre øre.
Han sad med snuden vendt mod rummet.
Lone viste billedet til Søren. Han rettede på brillerne, kiggede, så igen.
Og sagde stille, uden den sædvanlige trukne vokal:
»Så det var altså ikke ham, det var galt med.«
Lone stak telefonen i lommen. Mikkels kort tog hun ud af mappen »langtidsophold« og lagde i den nederste skuffe på kontoret. Hvor de få historier lå, som ikke behøvede at blive genfortalt. Det var nok at huske dem.
