Jeg er 70 år og har valgt at leve uden børn, men jeg føler mig virkelig tilfreds med det liv, jeg har bygget. Jeg vil ikke have, at man skal have medlidenhed med mig; tværtimod er jeg glad for, at jeg har formået at skabe min egen lykke, selvom jeg er barnløs i mine 70år.
I dag sidder jeg i venteværelset på hudlægen i København, hvor jeg som altid må vente lidt på at blive kaldt ind. Her møder jeg en dame, der straks får mig til at se verden i et andet lys.
Hun har et fejlfrit og stilet udseende, og selvom hun ser ud til at være omkring 65, viser vores samtale, at hun allerede har passeret 70. Hun fortæller, at hun har været gift to gange, men nu lever hun alene. Det første ægteskab endte i skilsmisse. Fra starten havde hun sagt til sin første mand, at hun ikke ønskede børn. Han gik med på det, men da hun fyldte 30, begyndte han igen at tale om at blive forælder. Da drømmen aldrig blev til virkelighed, gik de fra hinanden efter mange samtaler.
Senere indgik hun ægteskab med en mand, der havde en datter fra et tidligere forhold. Sammen levede de harmonisk, fordi spørgsmålet om børn ikke længere kom på bane. Han var ikke generet over, at hun ikke ville have egne børn, for han havde allerede sin datter.
Desværre gik hendes anden ægter i stykker, da han døde, og siden da bor hun alene i et stort hus i Gentofte. Hun siger, at ensomhed ikke er noget, der bekymrer hende.
Mange antager, at børn automatisk bliver til støtte i alderdommen og altid står ved ens side. Hun ser det anderledes: børn vokser op, finder deres egen vej og bygger deres liv uafhængigt af forældrene. På grund af den erkendelse har hun aldrig ønsket at blive mor.
Hun fortryder hverken nu eller i fremtiden. Hun nyder en fuldendt tilværelse og tager sig af sine egne behov. «Hvis du beder mig om et glas vand, kan du få det, så længe du betaler mig 20 kr.», siger hun med et smil.
Hvad synes du om denne måde at fortolke livet og lykken på?
I sidste ende viser hendes fortælling, at et liv baseret på selvstændighed og personlig realisering kan udfordre de almindelige forestillinger om moderskab og aldring i fællesskab. Hendes erfaring viser, at livsglæde ikke afhænger af traditionelle familiære bånd, men af den mening, vi selv giver vores eksistens.
