**Lørdag den 18. marts**
Mikkel sad på vindueskarmen og kiggede ned i gården, hvor duerne sloges om en rugbrødsskorpe. Jeg sad selv i lænestolen og kiggede på Mikkel. Syv år havde vi boet sammen, hvis man ikke regner Hanne og vores datter Sofie med. Men Mikkel var min kat. Helt fra første dag, da en tre måneder gammel pelsbold kravlede ind på min trøje og faldt i søvn i min armhule.
Hanne stod ved komfuret og lavede tomatsuppe. Duften af laurbærblade trængte ud i stuen. Sofie på tolv sad ved spisebordet og strøg med fingeren over telefonens skærm. En helt almindelig lørdag aften – der havde været hundrede før, og der ville komme hundrede til. Men jeg lagde mærke til, at Sofie kiggede på Hanne med et forventningsfuldt blik. Og Hanne nikkede næsten umærkeligt, mens hun rørte i gryden, som om de havde aftalt noget på forhånd.
»Far,« begyndte Sofie med den stemme, hun plejede at bruge, når hun skulle spørge om en ny telefon eller om at sove hos en veninde.
Jeg sænkede avisen.
»Ja?«
»Mette, hun har en kat, der har fået killinger. Og en af killingerne er der ikke nogen, der vil have. Den halter lidt – den ene forpote er skæv. De vil … altså …«
Hun gjorde ikke sætningen færdig, men jeg forstod godt, hvad hun mente. Jeg så på Hanne. Hun rørte ivrigt i suppen, selv om der ikke var mere at røre i.
»Nej,« sagde jeg. Ikke hårdt, ikke vredt. Bare et nej.
»Hvorfor?«
»Fordi vi har Mikkel. Han er syv år, og han er vant til at være enekat. Hvis I slæber en til med hjem, bliver der slagsmål, tis på gulvet, og endnu mere kattehår. Jeg er imod.«
Sofie så på Hanne. Hanne slukkede for blusset og satte sig ved siden af mig.
»Morten, killingen er tre måneder gammel. Poten er vokset skævt. Hvis Mette ikke kan afsætte den, kører hun den til internatet, og der bliver kattene med skavanker sjældent adopteret.«
Jeg forstod godt, hvad hun sagde. Men jeg rystede på hovedet.
»Jeg er imod,« gentog jeg og løftede avisen.
**En uge gik**
Sofie spurgte ikke mere, men hun rakte mig brødet under aftensmaden uden at sige noget. Og Hanne spurgte ikke længere, hvordan min dag havde været. Jeg mærkede det som et træk – vinduerne var lukkede, men der sivede alligevel kold luft ind.
Fredag kom Sofie hjem fra skole med røde øjne. Hun smed rygsækken i gangen og lukkede sig inde på værelset. Hanne gik ind til hende og kom ud ti minutter senere.
»Hvad er der?« spurgte jeg.
»Mette sagde, at killingen skal afleveres i morgen tidlig. Der er et internat i Hvidovre, men Sofie har set billeder derfra. Små bure, to hundrede katte, lugt og larm …«
Hanne lagde ikke pres på. Hun fortalte mig bare, hvad der var sket, og gik ud for at vaske op.
Jeg stod alene tilbage i gangen. Der var helt stille fra Sofies værelse, og det var værre end gråd.
**Næste morgen**
Jeg stod op før alle andre. Først stod jeg kun så tidligt op, når jeg skulle på fisketur, og sæsonen var først lige begyndt. Køkkenlyset brændte over komfuret, og det gryede udenfor. Jeg trak en jakke på, tog bilnøglerne og gik ud.
Mettes adresse havde jeg fundet i Sofies telefon aftenen før, mens hun sov. Jeg skrev den ned på en lap papir og puttede den i jakkelommen.
Da jeg parkerede ved Mettes opgang, ringede jeg til hende.
»Halløj?« lød det søvndrukkent.
»Det er Morten, Sofies far. Har I killingen endnu?«
Pause.
»Ja … Jo, den er her. De kommer fra internatet klokken elleve.«
»Det skal de ikke. Jeg henter den. Jeg kommer op nu.«
Jeg lukkede telefonen og sad et øjeblik stille i bilen.
Mette åbnede døren i morgenkåbe og rakte mig tavst en skotøjsæske. Indenfor lå på et gammelt viskestykke en killing. Grå, stribet, mager. Forpoten stak ud til siden, som om den var samlet i hast. Øjnene var gule og bange.
»Den er stille,« sagde Mette. »Den mjaver næsten aldrig. Den spiser alt. Den er renlig.«
Jeg nikkede, tog æsken og bar den ud til bilen.
Da jeg kom hjem, sov alle stadig. Jeg stillede æsken på gulvet i gangen og tog jakken af. Killingen inde i æsken gav ikke en lyd. Jeg kiggede ned: dyret havde krøbet ind i hjørnet og stirrede op på mig uden at blinke.
»Hvad skal jeg gøre med dig?« hviskede jeg.
Killingen løftede den skæve pote, som om den ville nå min finger, men kunne ikke. Jeg sukkede. Gik ud i køkkenet, hældte mælk i en skål. Så huskede jeg, at små killinger ikke tåler mælk, hældte det ud, tog kogt kylling ud af køleskabet og snittede det fint.
Da jeg kom tilbage til gangen med skålen, sad Mikkel allerede ved siden af æsken. Han kiggede ind. Halen slog ikke. Ryggen var rank, ikke buet.
Killingen kravlede ud af æsken, haltede hen til skålen og begyndte at spise. Mikkel fnyste og trak sig tilbage til sin stol. Ingen slagsmål. Hverken knurren eller hvæsen.
Sofie fandt killingen først. Jeg hørte et undertrykt skrig fra soveværelset, så hurtige skridt, og hun kom farende ind til os med killingen på armen.
»Mor! Mor, hvor kommer den fra?!«
Hanne satte sig op i sengen og blinkede søvnigt. Hun så på killingen, så på mig. Jeg lå med hænderne bag hovedet og studerede nidkært loftet.
»Far?« Sofie vendte sig mod mig. Stemmen skalv. »Var det dig?«
»Hvis I skriger, sender jeg den tilbage,« mumlede jeg uden at tage øjnene fra loftet.
Sofie satte sig på sengekanten og begyndte at græde. Ikke sådan som man græder i skolen af uretfærdighed, men på en anden måde – en måde, man ikke kan forklare. Killingen i hendes arme stivnede og trykkede sig mod hendes trøje.
Hanne sagde ingenting. Hun lagde bare hånden på min arm og klemte den. Kort. Hurtigt. Så rejste hun sig og gik ud for at sætte vand over.
**Bagefter**
Killingen fik navnet Hugo. Sofie ville kalde den Grev, men jeg sagde: en greve fra en skotøjsæske? Den hedder Hugo. Og Hugo slog sig til rette, som om den altid havde boet her. Mikkel gik i en uge udenom den, i den næste uge fandt han sig i den, og ved månedens slutning sov de i samme lænestol. Mikkel, rød og vigtig, og Hugo, grå med den skæve pote, trykket ind mod hans side.
Jeg sad og så på dem om aftenen. Hanne spurgte en dag:
»Du var jo imod. Hvad ændrede sig?«
Jeg tøvede, kløede Hugo bag øret. Den spandt og lukkede øjnene.
»Sofie græd. Jeg hørte det gennem væggen. Og så tænkte jeg: Jeg kan reparere alting herhjemme, men her var der ingenting at reparere – bare at handle. Tage bilen og hente den. Nemmere kunne det ikke være. Og jeg strittede imod for hvad? For lidt kattehår?«
Hanne smilede, men sagde intet.
Et halvt år senere var Hugo vokset. Poten var stadig skæv, men han susede rundt i lejligheden som en gal, væltede tøfler og hoppede op på skabet. Mikkel fulgte ham bare med blikket.
Og jeg opdagede nogle gange, at jeg om aftenen sad i sofaen med Mikkel på skødet, Hugo sovende på min skulder, og fjernsynet kørte med en eller anden sportskamp. Jeg hørte ikke resultatet, fordi jeg ikke turde røre mig.
Det var bedre end noget resultat.
**Lærdom: Nogle gange er det nemmere at gøre noget end at modsætte sig det. Man skal bare lytte til dem, man holder af.**En aften i november, da regnen hamrede mod ruderne og vinden hylede i gårdens træer, sad vi alle i stuen. Sofie havde Hugo på skødet, Mikkel lå på ryggen foran pejsen, og Hanne nynnede en gammel sang, mens hun rørte i en kop te. Jeg så på den skæve pote, der nu hvilede selvsikkert på Sofies arm, og tænkte på skotøjsæsken, på den morgen i bilen, på den lille, forsigtige sjæl, der havde krævet intet andet end at få lov. Hugo drejede hovedet, så mig lige ind i øjnene med sine gule, rolige blik. Han blinkede langsomt. Det var ikke et mirakel. Det var bare et nej, der blev til et ja. Og det var det eneste, der nogensinde havde betydet noget.
