— Nøglerne på bordet. Hurtigt. — Mette står i døren til sin egen lejlighed med korslagte arme. Hun ryster af raseri.
I entreen, omgivet af tre enorme ternede tasker, står Grethe. Den tidligere svigermor. I hånden holder hun en duplikatnøgle, som Mette for tre år siden, dengang hun stadig var gift med sin søn Lars, ubetænksomt gav hende “for en sikkerheds skyld”.
— Det har jeg ikke tænkt mig, Mette, — svarer Grethe roligt, mens hun tager skoene af og anbringer dem pænt på skohylden. — Jeg har fuld ret til at være her. Min søn har investeret sine bedste år i denne lejlighed. Og i øvrigt har du det alt for godt efter skilsmissen. Vi må genoprette retfærdigheden.
— Hvilken retfærdighed? — Mette tager et skridt frem, mens hun mærker vreden boble indeni. — Lars har ikke betalt en eneste krone af det her boliglån! Vi blev skilt for to år siden. Lejligheden blev købt for mine forældres penge inden vores ægteskab, han havde kun en anpart, som han selv fraskrev sig i forbindelse med børnebidraget. Du er ingenting her.
— Juridisk set måske, — svigermoren retter på håret foran spejlet i gangen og betragter Mettes ansigt kritisk. — Men moralsk set er Lars blevet efterladt med ingenting. Han bor på et lille kollegieværelse og klarer sig med tilfældige jobs. Og dig? Se på dig selv. Du har renoveret, skiftet bil, sat Clara i privathave. Hvor kommer pengene fra, Mette? Du har sikkert ikke betalt din eksmand det fulde beløb. Derfor er jeg her. Jeg vil hjælpe med barnebarnet og samtidig holde øje med udgifterne.
— Clara er seks år, du har sidst set hende til hendes treårsfødselsdag! — Mette griber telefonen. — Jeg ringer til politiet nu. Du opholder dig ulovligt i en fremmed lejlighed.
— Ring endelig, — griner Grethe, mens hun selvsikkert går ind i stuen og sætter sig i sofaen. — Jeg siger til politiet, at jeg er kommet for at besøge mit barnebarn efter aftale med hendes far. Lars vil bekræfte det. Skal vi lave en skandale for hele opgangen? Det gør ikke noget. Du vil vel ikke have, at naboerne synes, du er urimelig? Du, der er så ordentlig og chef i din egen virksomhed.
Mette sænker telefonen. Svigermoren rammer et ømt punkt—hun vil helst undgå en konfrontation med en skandalesyg gammel dame foran naboerne og især foran seksårige Clara, som lige nu er hos en veninde. Hun bliver nødt til at handle mere snedigt, men nerverne er ved at slippe op.
— Du har præcis tredive minutter til at samle dine sager og gå, — siger Mette tydeligt. — Ellers får jeg skiftet låsene med det samme. Håndværkeren kommer om en halv time.
— Det gør han ikke, — Grethe tager en hæklet dug op af lommen og lægger den på sofabordet. — Jeg har allerede talt med viceværten. Jeg sagde, at jeg var din mor, kommet for at bo hos dig, og at du ville skifte låsene på grund af en midlertidig psykose. Han bakkede mig op. Så sid stille, Mette. Vi har en lang samtale foran os.
Mette går ind i stuen og sætter sig i lænestolen over for svigermoren. Hænderne ryster stadig, men i hovedet begynder en plan at tage form. Denne kvinde kan man ikke tale fornuft med; hun forstår kun magt og egeninteresse.
— Hvad vil du egentlig, Grethe? — spørger Mette direkte. — Jeg tror ikke på, at du er slæbt hertil fra din forstad med tre tasker bare for at genoprette en mytisk retfærdighed.
— Jeg vil have, at min søn lever som et menneske, — svarer svigermoren skarpt. — Du har taget alt fra ham.
— Han har selv sat alt over styr på væddemål! — råber Mette og mister tålmodigheden. — Du ved udmærket, hvorfor vi blev skilt. Han stjal mine guldringe, pantsatte computeren og tømte Claras børneopsparing.
— Åh, hold op med at overdrive, — vifter Grethe med hånden. — Han var ung, han begik en fejl. Du skulle have støttet din mand i stedet for at søge skilsmisse og børnebidrag. På grund af dine krav kan han ikke få et ordentligt job; halvdelen af hans løn bliver trukket med det samme.
— Han er toogtredive år, hvor ung er det? — Mette griner bittert. — Og han har ikke betalt børnebidrag i seks måneder; han skylder over to hundrede tusinde kroner. Hvad taler du om?
— Netop derfor er jeg her, — Grethe læner sig frem. — Lad os blive enige. Du skriver halvdelen af lejligheden over på Lars igen. Eller du sælger den, køber en mindre og giver ham forskellen til en bolig. Og du trækker børnebidragsansøgningen tilbage. Til gengæld rejser jeg, og du hører aldrig fra mig igen.
Mette ser på den tidligere svigermor og kan næsten ikke tro sine egne ører. Frækheden hos denne kvinde kender ingen grænser.
— Er du sindssyg? — spørger Mette stille. — Skal jeg give en andel i lejligheden til en mand, der stjal fra sit eget barn?
— Ellers gør jeg dit liv til et helvede, — truer Grethe. — Jeg flytter ind i det lille værelse. Jeg vil bo her, følge Clara i børnehave og fortælle hende, hvilken egoistisk mor hun har. Jeg ringer til kommunen og siger, at du forsømmer dit barn, at du arbejder døgnet rundt. Så skal du nok synge en anden melodi.
I det samme larmer døren i entreen. Mettes veninde Katrine er kommet tilbage med Clara.
— Mor! — den lille Clara løber ind i stuen, men stopper brat, da hun ser den fremmede ældre dame. — Hvem er det?
— Det er din farmor Grethe, skat, — siger Grethe med sød stemme og breder armene ud til et knus. — Jeg er kommet for at besøge dig.
Clara klynger sig forskrækket til sin mor. Katrine vurderer situationen, ser de ternede tasker i gangen og går hurtigt hen til Mette.
— Mette, hvad foregår der her? — hvisker veninden. — Hvem er det?
— Min tidligere svigermor, — hvisker Mette tilbage. — Hun er kommet for at udsuge mig. Hun kræver lejligheden.
Katrine rynker panden og vender sig mod Grethe.
— Kvinde, er du rigtig klog? Skrub ud herfra, før jeg ringer til politiet.
— Hvem er du til at bestemme? — snerrer svigermoren. — En veninde? Hold din mund. Det er familiesager.
— Clara, gå ind på dit værelse og leg, — siger Mette til sin datter. Pigen løber lydigt væk.
Mette vender sig mod Katrine:
— Katrine, kan du sidde hos hende et øjeblik? Vi skal tale alene.
Katrine nikker og går ind i børneværelset, mens hun lukker døren efter sig.
— Så det er afpresning? — Mette rejser sig og går hen til vinduet. — Tror du, jeg er bange for kommunen eller dine skandaler?
— Det er du, — siger Grethe selvsikkert. — Du er en ordentlig dame, du passer på dit ry. Du har ikke brug for problemer på arbejdet. Jeg er pensionist; jeg har intet at tabe. Jeg vil følge efter dig overalt.
— Godt, — siger Mette pludselig roligt. — Lad os gøre sådan her. Siden du er kommet for at hjælpe og genoprette retfærdighed, begynder vi med det samme. Lars skylder mig børnebidrag for seks måneder. Det er to hundrede og fyrre tusinde kroner. Plus den gæld til boligforeningen, der stod tilbage fra dengang han boede her og ikke betalte—det er tres tusinde kroner mere. I alt tre hundrede tusinde. Betal.
Grethe mister et øjeblik fatningen, men genvinder hurtigt selvtilliden.
— Jeg har ikke så mange penge. Jeg er pensionist.
— Og jeg har ikke en ekstra lejlighed, — svarer Mette. — Siden du er kommet for at repræsentere din søn, så betal for ham. Eller troede du, du bare kunne flytte ind, sætte dig på nakken af mig, spise min mad og diktere betingelser?
— Jeg vil hjælpe til i hjemmet! — råber svigermoren. — Jeg kan lave mad og gøre rent!
— Jeg har ikke brug for en kok, — Mette går hen til taskerne i entreen og sparker til en af dem. — Tag dine sager og gå. Frivilligt.
— Nej! — Grethe springer op fra sofaen og løber hen til Mette. — Jeg går ingen steder! Du skylder at dele! Min søn lider på grund af dig!
— På grund af mig? — Mette snurrer rundt, øjnene smalle. — Din søn lider på grund af sin dovenskab og dumhed. Og på grund af dig, fordi du hele livet har klappet ham på skulderen og undskyldt alle hans modbydelige handlinger. Han er en voksen mand, men du render rundt og presser lejligheder for ham. Er du ikke selv flov?
— Du må ikke tale sådan om min søn! — den gamle dame hæver hånden for at give Mette en lussing.
Mette griber hendes hånd i luften. Det unge kvindes greb er som jern.
— Hvis du rører mig igen i mit eget hjem, så anmelder jeg dig for overfald, — siger Mette stille og truende. — Og nu hører du godt efter, Grethe.
Hun slipper svigermorens hånd. Den gamle dame trækker vejret tungt; for første gang er der en antydning af frygt i hendes øjne.
— Du tager dine tasker og går nu, — fortsætter Mette. — Hvis du stadig er her om fem minutter, ringer jeg til min advokat. Vi har allerede talt om Lars’ gæld. Han ejer en anpart i dit sommerhus uden for Roskilde, som I skrev over på ham. Den anpart lader vi beslaglægge til dækning af børnebidraget. Den bliver solgt på tvangsauktion. Er det det, du vil? At fremmede flytter ind i dit sommerhus?
Grethe blegner.
— Det gør du ikke. Lars sagde, du ikke ville rode dig ind i retssager.
— Lars er en idiot, — svarer Mette. — Han har dømt mig ud fra den Mette, der græd i puden, mens han spillede familiens penge op. Den Mette er død for to år siden. Nu står du over for en kvinde, der selv forsørger sit barn, leder en salgsafdeling og kan regne. Hvis du ikke går, indgiver min advokat i morgen en begæring om beslaglæggelse af Lars’ aktiver. Og hans eneste aktiv er anparten i dit hus og sommerhus.
Svigermoren står stille. Logikken i Mettes ord rammer hende øjeblikkeligt. Afpresningen med lejligheden er slået fejl, og udsigten til at miste sit elskede sommerhus på grund af sønnens gæld er mere end reel.
— Din slange, Mette, — hvæser Grethe, men uden den tidligere selvtillid.
— Sådan er jeg, — Mette åbner hoveddøren. — Tiden går. Fem minutter.
Svigermoren farer rundt i entreen. Al hendes kampgejst er fordampet. Hun begynder i en fart at tage skoene på, mens hun roder med snørebåndene.
— Lars skal nok få at vide, hvilket monster du er, — mumler hun, mens hun griber den første taske. — Han tager barnet fra dig.
— Han er velkommen til at prøve, — siger Mette ligegyldigt. — Med hans indtægt og gæld. Han ville ikke engang få lov til at passe en kat.
Grethe slæber to tasker ud på trappeafsatsen. Den tredje taske sparker Mette selv ud ad døren.
— Nøglerne, — Mette rækker hånden frem.
Svigermoren kaster nøglebundtet i vrede mod gulvet. De ruller klingende hen over fliserne. Mette samler dem roligt op.
— Og kom aldrig tilbage. Nogensinde. Du får ikke Clara at se, før Lars har betalt hver eneste krone af sin gæld. Hvis du begynder at lure ved børnehaven, hyrer jeg vagter og stævner dig for chikane. Har du forstået?
Grethe svarer ikke. Hun stønner tungt, mens hun forsøger at gribe alle tre store tasker på én gang. Elevatordøren glider op, og hun, mens hun mumler forbandelser, går ind.
Mette smækker døren i og drejer låsen to gange. Hendes knæ giver efter; hun læner ryggen mod døren og glider langsomt ned på gulvet. Hjertet hamrer voldsomt.
Fra børneværelset kommer Katrine, og efter hende titter Clara forsigtigt frem.
— Er hun væk? — spørger Katrine, mens hun sætter sig på hug foran Mette.
— Hun er væk, — Mette ånder ud og smiler. — Hun kommer ikke igen. Hun var bange for at miste sommerhuset.
— Mor, hvorfor skreg farmor sådan? — spørger Clara, mens hun kommer tættere på og lægger armene om moderens hals.
Mette omfavner sin datter og trykker næsen mod hendes bløde hår. Al vrede og spænding er fordampet; kun en følelse af lettelse og total sejr står tilbage.
— Det er okay, skat, — siger Mette stille, mens hun rejser sig. — Farmor tog bare fejl af adressen. Hun kommer ikke til at genere os mere. Lad os hellere drikke te og spise den kage, Katrine har taget med.
Katrine blinker til Mette og går ud i køkkenet. Livet vender tilbage til sin normale, rolige rytme, og ingen spøgelser fra fortiden skal nogensinde kunne ødelægge det igen.
